Okay, jeg vil forsøge at anskueliggøre min mega nederen ”nedtur” til Oliestaten. Hold tungen lige i munden.
Søndag morgen kl 07

Tidligt op, farvel til hundene og afsted til lufthavnen, tjekke ind med Turkish airline, farvel til manden ses til november (troede jeg) og så ”NurseMarlow you’re on your own, go to lounge!”. Det var sådan set fint, jeg havde de gode sæder både til Istanbul og videre til Oliestaten så alt var godt. Jeg slog den 6 timer lange ventetid i Istanbul lufthavn ihjel i loungen som uden for Coronatid jo er blandt mine favorit lounges.
Det hele spillede, jeg åd mig midt over og så et par film. Så videre til Oliestaten. Ved boarding var der en del kontrol af alt fra Nato-travelorder til PCR-tests og vaccinationspas. Alt ukompliceret.

Så fløj jeg i små 4 timer og lige inden landing fik vi udleveret en flyer hvorpå der stod at alle skulle downloade en app på deres telefoner når vi landede og at det var en overvågningsapp der skulle registreres på telefonnummer og pasnummer. Den var nu, altså fra natten mellem lørdag og søndag obligatorisk at installere på sin telefon så Oliestaten kunne overvåge alle ankomne 24/7. Hvis vi afinstallerede app’en, gik død for strøm eller slukkede for placeringsovervågningen, ville det give minimum bødestraf men forventeligt fængselsstraf.
Hmmm tænkte jeg, den skal jeg ikke bede om, så jeg fandt min simkort-syl frem og hev simkortet ud af min telefon og slukkede den, så jeg ikke kunne blive bedt om at installere den og i hvert fald ikke på mit telefonnummer.

Søndag aften kl 22:

Vi landede i Oliestaten sent søndag aften. Jeg gik lige igennem Corona check-pointet med min PCR-test og vaccinationspas. Så til immigration med min Nato travelorder og militær ID. Han spurgte om jeg havde en applikation og viftede med et papir med arabisk skrift. Det havde jeg ikke, men jeg kunne fremvise andre fine militær sikkerhedsgodkendelser. Det var altså bare ikke dem han ville have.

Han ville have mit pas, som man jo IKKE skal vise når man rejser på en militær indrejsetilladelse og Nato-travel-order og hvis man skal, så skal det være tjenestepasset… Som jeg trods rykker, ikke havde modtaget med posten endnu.

Så jeg endte med at måtte hive mit rødbedefarvede pas op og så blev jeg bedt om at gå til kontor 23 (her skulle være en scary smiley, for nu ved jeg at i det øjeblik man bliver bedt om at gå til kontor 23 eller 24, så er slaget tabt) overfor skranken, hvor en lille arabisk mand tog mit pas, ID-kort og min Nato-travelorder, ”Why you from?”, ”Sit, madam, sit” sagde han og pegede hen mod en fyldt bænk, hvor der sad 5 spørgende ansigter og stod 6 lige så spørgende ved siden af bænken. Vi var tydeligt alle i tvivl om hvad vi ventede på, skulle vi udfylde noget, nogen snakkede om at downloade app’en og andre udfyldte arabiske papirer der ikke var oversat, men fælles for os var at vi ikke længere havde vores pas og papirer.

Tiden gik og jeg vidste jo at der stod nogle og ventede på mig på den anden side af immigrationen. Jeg kunne bag skrankerne se at min kuffert kørte rundt ude på båndet og kunne regne ud at dem der skulle hente mig også kunne se min kuffert, bare fra den anden side, så jeg kunne næsten råbe ud til dem.

Jeg bad om at få et telefonopkald som proof of life i håb om at de tænkte at det da også var for besværligt at håndtere militært personel. Men næææ, jeg fik anvist en telefon og ringede ud til dem der stod og ventede på mig på ankomstsiden. Jeg fik telefonnummeret til chefen så jeg kunne ringe hvis det var noget der fortsatte.
Jeg skulle tisse så jeg ville gå på toa, men fandt så ud af at jeg var tilbageholdt?
Jeg blev eskorteret til toilettet af politiet.
Jeg spurgte hvorfor jeg var tilbageholdt, men kunne ikke få et svar.

Jeg så mit pas bevæge sig rundt i forskellige hænder gennem lufthavnen. Det var som at se sådan nogle ”tryllekunstnere” på en markedsplads der flytter krus på et bord med små bolde under og så skal man gætte hvor bolden er ….. og nej man gætter det aldrig, og det gjorde jeg heller ikke. Jeg så mit pas gå til rygepause med en ung mand, så kom det i hænderne på en anden ud fra et kontor og gik så til spisepause med en tyk mand. Sådan fortsatte det i timer. Mens jeg sad til tørre, talte jeg med mine med-detainees, de vidste heller ikke hvorfor vi var tilbageholdt eller hvad vi ventede på.

Jeg fik en af de små mænd som åbenbart var chef for hele misæren til at ringe til min chef. Det hjalp heller ikke, han fortalte bare at jeg manglede en application, om det var app’en eller papirapplikationen kunne han ikke redegøre for. Men han ville se om de kunne løse mit problem…… Big fat: NOT!

En mor med hendes voksne datter begyndte pludselig at skrige og græde efter en af de små skrankepave mænd havde meddelt hende noget som vi ikke forstod.
Det udviklede sig til at den voksne datter gik fuldstændig amok og lavede en scene der var ret imponerende. Datteren kastede sig på gulvet hvorefter mor og datter blev slæbt væk fra os andre, mens sheikerne i baggrunden gled forbi os i deres hvide morgenkåber med slør.

Vi var nu endnu mere undrende over hvad der skete. En italiensk pilot spurgte ”what happened?”. ”Øhhh….” var mit svar . Han fortalte mig at han havde prøvet at downloade den app vi havde fået en flyer om. Han var pilot for Oliestatens flyselskab og havde boet der de sidste 3,5 år. Pga. Corona var han blevet sendt til Italien på tvunget orlov og blev så under sin orlov fyret og med fyresedlen forsvandt hans Oliestats ID, som viste sig at være det man skulle registrere sig med i den famøse app…. Altså kunne han ikke registrere sig. Han var urolig og forklarede at hans bil og alt hvad han ejer og har, er i lejligheden i Oliestaten.
Så sagde en ung amerikaner der bor her, at han havde sit ID-nummer men at han havde mistet sin telefon på sin ferie og derfor havde fået nyt nummer som ikke var registreret i app’en, som derfor ikke virkede.
I gruppen var også en Egyptisk øjenlæge, der først havde købt billet over Saudi Arabien men så havde fået af vide at det kunne være svært at komme ind i Oliestaten derfra. Han havde købt nye billetter gennem Istanbul fordi det skulle gøre det lettere….. NOT.
En ad gangen blev vi hentet og ført ovenpå.
Da jeg blev hentet var klokken 03 natten til mandag og jeg tænkte, endelig havde de fået styr på det…
Jeg kom ovenpå og fandema om alle mine medfanger nu ikke også sad der oppe på en ny bænk til 5 personer (vi var nu 10, fordi damerne var væk). ”Sit, madam, sit!”

De 2 amerikanske soldater som intet havde sagt eller gjort siden kl 23, sad som saltstøtter. Vi andre drøftede hvad der mon var gang i, mange gæt, men ingen vidste noget.
Pludselig kom en mand og spurgte om jeg hed Marlow, ja det gør jeg da, så gik han igen. Jeg tænkte at jeg måtte se om der var noget WIFI, og eftersom jeg jo ikke havde en telefon (som jo var ”grunden” til at jeg ikke havde app’en), så bad jeg om at blive eskorteret på toilettet. Jeg fiskede min telefon op og fandt et åbent net. Jeg havde fået en kontaktanmodning fra en dansk soldat. Jeg accepterede straks og kunne se at han fortsat arbejde for min løsladelse ude på den anden side. Og så skrev han ”træk tiden”, det forstod jeg ikke helt.

Jeg havde passeret en Starbucks på vej til toilettet og tænkte at jeg jo skulle have fat i et lokalt Starbuckskrus til Ælle. Jeg lurede ud fra toilettet og så at min politieskorte var faldet i staver på sin telefon. Jeg sneg mig rundt om hjørnet og benede hen til Starbucksen og bad om et krus og vipti så stod min eskorte der. Han blev irriteret men lod mig købe kruset. Og hvor dumt det end lyder, så følte jeg en lille sejr da jeg dinglede tilbage med min souvenir. Følelsen af at mine eskorter var i gang med et uddannelsesforløb som gidseltagere blev stærkere i mig og jeg tog for en sikkerhedsskyld mit dog-tag op af pungen og rundt om halsen, måske var dette deres gidseltagerpraktik modul 1, så just in case…

Mandag morgen kl 07:
Det var nu et døgn siden jeg var taget hjemmefra.
Den danske soldat udenfor forklarede mig via Messenger at de prøvede at få fat i ”Kaptajnen” og ”Majoren” men at det jo var nat så de sov og var derfor ikke til at få fat i. Jeg havde flere gange hørt de små (ja de var alle sammen små) arabiske mænd råbe noget til hinanden med ”Captain”, så jeg fornemmede at noget var ved at ske, og ikke mindst fordi jeg som den eneste var blevet spurgt om mit navn.
7:30 kom nogle mænd og gennede os sammen og sagde at nu skulle vi afsted. Mor og datter var hentet tilbage til gruppen og hang med næbbet.
Den ene af mændene havde kuverter med vores pas i den ene hånd og nogle boardingpas i den anden. Da det nu var gået op for os at vi var på vej op i et fly uden at vide hvortil, begyndte vi alle uden at kommunikere, at gå vildt langsomt.

Jeg forstod pludseligt hvad ”træk tiden betød”. Vi sneglede os gennem terminalen mens mændene skyndte på os. Da vi kom ned til gaten satte jeg mig længst fra bordinggaten og skrev ud til soldaten at nu røg jeg på et fly hvis de ikke hurtigt fandt en løsning på hvad end min forbrydelse var.
Der var ikke noget at gøre, jeg blev som den sidste gennet på flyet.
Jeg fik et halvt boardingpas til at passere persillehakkeren ved gaten. Jeg skyndte mig at tage et billede af det, da jeg jo stadig ikke vidste hvor jeg var på vej hen.

Jeg nægtede at gå om bord før jeg havde set at mit pas var med.
Politimanden blev eddersur over at jeg bad om at se mit pas, men orkede mig ikke mere, så han stak mig til sidst et pas, jeg åbnede det, og det var bare overhovedet ikke mit…. Så blev han bare mere irriteret og rodede rundt i bunken af pas i kuverterne, han fandt mit og jeg trådte ind i flyet.
Bortset fra os 12 var flyet tomt. Mine rejsefæller sad bænket på række 30 og 31. Jeg sagde at jeg altså skulle ligge ned, eftersom jeg havde været under vejs i et døgn uden at sove og de sidste 10 timer hverken havde fået vådt eller tørt. Jeg fik af en stewardesse besked på at vi altså SKULLE sidde på de 2 rækker, stewardessen prøvede at trække i mig.
Der orkede jeg dem ikke mere. Jeg tog mine Noise cancelling hørertelefoner på, lod mine 80 kg falde ned på en 3-sæders række og lukkede øjnene. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede ud af sprækken og kunne se at stewardessen og nu også en steward stod for enden af min stolerække og overvejede hvad de skulle gøre, de valgte, ikke at tage kampen op. Jeg lå ad helvede til, men jeg lå.

Jeg tænkte at jeg straks ville prøve at finde ud af hvor jeg var på vej hen, så mens der stadig var WIFI gik jeg på ”check my trip” og skrev billetnummeret ind som jeg kunne se på det billede jeg havde taget af bordingpasset. Billetten kom ikke op så jeg gik direkte på Turkish airlines app, hvor billetnummeret blev genkendt og der stod til Istanbul og derfra videre til København!

Mandag over middag:
Well, vi landede 4 timer senere i Istanbul og jeg bad igen om mit pas men fik af vide at vi lige skulle i transferdisken og så ville vi få vores pas. De 2 kvinder mor og datter, græd næsten hele vejen, det viste sig at de skulle have været i Oliestaten for at sige farvel til deres døende mor/mormor. De var opløste og utrøstelige. Det var ikke til at bære.
Til dem der kender Istanbuls nye lufthavn vil i vide at det er en lodret marathonwalk, der er VIRKELIG langt at gå. Vi gik og gik og gik til vi kom til transferdisken.

Der er et tidspunkt hvor man altid kan få min udelte opmærksomhed, det er når man tager mit pas. Jeg sagde igen at nu ville jeg faktisk gerne have mit pas, jeg havde andre planer. ”Øjeblik så kommer vi ud med det”. Da der var gået 20 minutter rykkede jeg første gang, intet skete. Jeg ringede hjem til Forsvarets vagttelefon for at få dem til at gøre noget. Jeg ringede til min ven der flyver Hercules fly og forklarede ham situationen og spurgte om han vidste hvor og hvornår næste militærfly til Oliestaten gik fra Danmark.

Det var nu mandag eftermiddag, han sagde at den gik fra Karup om natten til tirsdag. Det tænkte jeg ikke jeg kunne nå. Han sagde at de skulle tanke på Rhodos på vejen. Jeg spurgte om jeg kunne stå på på Rhodos hvis jeg kunne komme ud af min Istanbulsituation. Det ville kræve at jeg kom på flymanifestet og at jeg kunne få tilladelse til at gå fra den civile lufthavn til et militært fly. Jeg undersøgte om jeg kunne få en billet fra Istanbul over Athen til Rhodos og nå flyet. Det burde kunne lade sig gøre, jeg skulle bare have de tilladelser.

Jeg bad om at tale med supervisoren, som kom ud og på forhånd var mega træt af mig. Jeg forklarede ham at han ingen ret havde til at tilbageholde mig og at jeg ville bede om hans navn og et billede af hans ID-kort så jeg kunne gå videre med sagen. Han flippede totalt og spurgte om jeg truede ham og om han skulle ringe efter politiet. Jeg sagde at det synes jeg bestemt han skulle gøre, så jeg kunne melde ham for at have stjålet mit pas. BOM sagde det, så var han ved at lette af raseri.

Jeg spurgte ham om han virkelig mente at det var værd at lave en diplomatisk krise ud af at han uretmæssigt tilbageholdt dansk militærpersonel. Han vendte sig om og gik med dampen stående ud af ørene. Jeg havde ikke helt en fornemmelse af om det virkede eller ej, så jeg blev stående og så kom han tilbage med mit pas mens han forsikrede mig om at det her var en undtagelse og at han aldrig ville udlevere et pas til en detainee en anden gang og jeg skulle ikke tro at jeg kunne gøre det igen.

Kl var 14:30 mandag, jeg havde pludselig travlt med at få godkendt Rhodos turen fordi jeg jo ellers skulle videre til København.
Tiden blev for stram, så jeg måtte tage Københavnerflyveren bla. fordi Turkish stadig havde min baggage.

Mandag kl 19: Jeg stod med min bagage i hånden tilbage i Kastrup mandag aften, mere end halvandet døgn efter jeg havde forladt den i den tro at jeg ikke ville komme tilbage før om 3 måneder. Min Ælle stod med åbne arme og disbelieve i øjnene. ”For fanden Nuggi” var alt hvad han sagde.

Vi kørte mod Søborg mens jeg fortalte ham om den flyver jeg ikke kunne nå fra Karup og at jeg ikke anede hvordan jeg nu skulle komme ned til Oliestaten. Ælle kiggede på uret og sagde, vi kan godt nå til Karup! Jeg ringede og spurgte Forsvarets vagttelefon om jeg var nået at komme på flymanifestet, det var jeg….

Okay, vi kører til Karup! Vi stoppede og fik en PCR test, et bad på vejen og stillede mit nyindkøbte Starbucks souvenir krus og så nåede vi Karup (midtjyllands lufthavn som den hedder nu) ved 03 tiden tirsdag morgen.

Indtjekning var igennem den civile lufthavn hvor det kostede en åndsvag diskussion om jeg måtte have min madpakke med, selvfølgelig måtte jeg det! En lille dame i security forklarede den selvbestaltede chef at jeg altså var hende der havde været i Oliestaten én gang i dag og at det vel egentligt var rimeligt nok at jeg fik min mad med igennem eftersom det er en 12 timers flyvning tilbage til Oliestaten og at de ikke havde nået at bestille mad til mig….
Han bedyrede lige som så mange andre at dét kom aldrig til at ske igen, og at det altså var en undtagelse at jeg fik lov at tage min laktosefri skyr med. Jeg forsikrede ham om at jeg ingen planner havde om at skulle flyve en tur mere så det behøvede han ikke bekymre sig det mindste om. Min laktosefri skyr kom med.

Mine nye rejsefæller var noget mere snorlige, de var i uniform og tydeligt undrende over min lilla kuffert, løse afro og civile påklædning. Jeg var ret ligeglad med om jeg fremstod militært nok.
På trods af et bad så jeg pænt hærget ud eftersom jeg jo ikke havde set en seng siden søndag morgen kl 7 og nu var det tirsdag morgen, det fornægtede sig ikke. De kiggede nysgerrigt på mig men sagde ikke noget.

Da vi kom ud til den åbne bagsmæk på Hercules flyet, stod TIP, en af mine yndlings loadmasters, og tog imod mig med åbne arme og en krammer, jeg var lige på det punkt børnehavebørn kan være på, hvor de kan holde masken lige indtil de ser deres mor, så bryder de sammen…
Jeg var meget tæt på at lave en scene på rampen op i flyet, men styrede mig.
TIP var blevet adviseret af min ven ZOR om at jeg kom. Så han havde dækket op til mig med en seng fra himmerige, med underlag og tæpper, vi snakker prinsessen uden ærten.

Så mens mine rejsefæller fra hæren, sad på hønsepinde fik den krøllede civilist en reel seng. Jeg blev puttet og gik i coma. Næste stop Rhodos hvor jeg rullede ud af min sovepose og nærmest lige ud på apron, hvor vi havde fået lov at stå mens flyet blev tanket, det var tydeligvis et syn der smertede flere af de uniformerede militærfolk. Ikke nok med at jeg fik special treatment, jeg udviste også civil slinger da jeg rullede ud i min lilla top.

Tirsdag kl 19:00 endelig tilbage i Oliestaten og her formoder jeg at være de næste 3 måneder.

Jeg kan jo godt sidde her på den grønne gren og tænke at det var vel nok var synd for mig….. Men det gør jeg virkelig ikke. Jeg var uden tvivl den af mine tilbageholdte rejsefæller der havde mindst på spil, jeg fik jo bare en noget længere tur og blev træt. Jeg mener det var bedre betalt og mindre slemt end hvis det var første nattevagt af 7 på en medicinsk afdeling… Ja så flyver jeg hellere rundt om jorden på et par døgn.

ET KÆMPE ”BY THE WAY”: FÅ FOR FANDEN DA STYR PÅ SYGEPLEJERSKERNES LØN OG ARBEJDSFORHOLD! GOD DAMN IT!

De to amerikanske soldater blev sendt tilbage til Atlanta. Den italienske pilot der havde brugt sin sidste løn på billet og PCR tests blev sendt tilbage til Italien uden at vide hvornår han kunne blive genforenet med sit hjem og sine ting.
Mor og datter ville øjensynligt ikke kunne stampe penge op hurtigt nok til at nå ned og sige farvel til mormor.
Min Egyptiske ven, øjenlægen, orkede ikke flere forsøg.
Fælles for dem alle var, at de ikke med sikkerhed vidste hvad forbrydelse de havde begået, hvilket jeg jo heller ikke selv kan sige med sikkerhed. Da jeg forlod dem havde ingen af dem deres pas og ingen af dem vidste hvornår deres rejse ville gå videre. Vi hilste på en sød og stadig imødekommende palæstinensisk mand i transferskranken, som havde været tilbageholdt i terminalen i SIGER og SKRIVER; 7 dage og forventeligt først kunne komme videre om 5 dage! Han sov på gulvet (bevares, trods alt marmor, meeeen!) med sin håndbagage som det eneste….

Så jeg tænker på hvor og hvordan det er gået mine medfanger og holder ikke tanken ud om at de måske stadig sidder i terminalen sammen med palæstinenseren, som alle dog ved, hvad hans forbrydelse er……. han er palæstinenser.

Jamen det var så sådan turen startede, derfor burde intet herefter komme som en overraskelse….