Any Stan 2- dødsfald og Nato heros?

Det er onsdag den 3. april og jeg har grædt i ca. 7 af de sidste 10 timer. Dea er død. Det slog benene væk under mig på den dér totalt uventede måde. Jeg eller skal jeg sige vi, for det gælder hele min familie, har kendt Dea siden hun blev født. Dea blev født med en hjertefejl, sådan på rigtigt, og blev opereret af selveste Gösta Pettersson. Hun var den første vellykkede operation af sin slags og vi har derfor alle altid uden at tænke mere over det, bare betragtet Dea som et omvandrende mirakel. Vi har altid vidst at Dea var et mirakel på lånt tid, men hvor lang tid kunne ingen gætte, da der jo ikke er fortilfælde.
Der sker jo det, at selv mirakler bliver til selvfølger, det skete også for Dea. Vi kunne ikke rigtigt forestille os at det kunne gå galt, for hun var jo et mirakel og klarede den ene livstruende sygdomskrise efter den anden. Hun fik livsledsagere i form af let spastisitet, lidt gangbesvær og latenstid når hun talte, alt sammen blev for os meget Dea’sk sammen med hendes klarsyn og skarpe jokes, hun var en worldclass prankster.
Min mor og Dea har altid på trods af 50 års aldersforskel været veninder. Deres venskab blev stærkere med tiden og da min mor var syg af kræft, var Dea den der talte med min mor om døden først. Vi andre var slet ikke nået dertil, da min mor en eftermiddag sagde ”Dea er den eneste jeg sådan rigtigt kan tale om døden med, ingen andre har den forståelse som Dea har” Og det giver jo mening. Dea havde jo været både hel og halv død flere gange, så hendes tilgang var selvfølgelig enhver anden dødelig overlegen. Selvom deres måde at være sammen på altid var sådan lidt fjollet og drillende var deres bånd væsentligt dybere end det. Da Dea stillede sig op og holdt en tale til min mors bisættelse, var der ikke et øje tørt, hun stod fiks i tøjet, rankt og fattet mens hun med latenstid og kærlighed talte om dette specielle venskab.
Dea blev 25 år og efterlader os heldigvis med andet end tårer. Som Molly sagde ”Det bliver svært at finde en større inspiration end Dea” og det siger dog noget, når det kommer fra et barn der var med under Obamas valgkamp i 2008.
Det helt specielle ved Dea var også at hun havde en mor, der kunne give slip og lade hende leve fuldt ud, som i at være ung med kærester og kolde øl, selvom de fleste nok ville have pakket hende ind i vat, det blev hun ikke, hun gav den fuld æde og tak for det!
Det her kan godt lyde virkelig mærkværdigt, men udover familien var Aretha Franklin (som jo nu også er smuttet), Dea og Tulla (min arvehund) de 3 levende der til dato minder mig mest om min mor og jeg tror til dels også det er derfor at beskeden om Deas død, slog benene overraskende væk under Molly og mig. Dea’s bisættelse, som jeg af indlysende grunde ikke kan deltage i, er selvfølgelig i dag, på Dronningens fødselsdag ♥.
Dea, R.est I.n P.artys (og god mad;-)
Først Aretha, nu Dea… så er er bare Tulla tilbage (Don’t judge me, I’m not comparing!)

Dea holdt den fineste tale til min mors bisættelse. Selv bliver Dea begravet i dag, selvfølgelig på Dronningens fødselsdag <3

EFTERSKRIFT SØNDAG AFTEN: Min bror som nu åbenbart er blevet ham der ringer rundt med dårligt nyt, har lige ringet og fortalt at Benny er død i fredags. Benny var min mors kæreste, ham som jeg for 24 år siden fangede til hende gennem en salgsannonce i Information. Kære Benny, tak for den tid i havde det sjovt sammen, RIP. Ja, så er der vitterligt kun hunden tilbage…

Så til en helt anden slags skypeople, de besøgende:
Denne gang i form af en ”Bjørn” og chefen for Flyvevåbnet ”ERA”. Hvem skulle tro at jeg kunne være så heldig at få skypeople på besøg 1. april? Jo, jeg fik et stilletidspunkt, hvor jeg skulle stå foran hospitalet og modtage skypeople. Jeg havde almindelig arbejdsdag så jeg slap for de indledende tvangsmorgenmadssceancer og kunne slippe med en rundvisning på hospitalet. Så ankom de til hospitalet, hvor jeg tog imod dem og må sige straks fik sympati for ham der hed Bjørn (sandheden er at jeg på mystisk vis ikke vidste hvem denne Bjørn var, men han var super tiltalende og behagelig. Det viser sig at han er det man kalder chefen for det hele, Forsvarschefen Bjørn Bisserup). Chefen for Flyvevåbnet ERA, er jeg stødt på tidligere og han er totalt easy-going, så han virkede ikke så ”sky” på mig. Med sig havde de en laaaaang hale af medløbere af forskellig observans, nogen noterede hvad der foregik og andre talte i håndled og spillede hemmelige og årvågne. Jeg fik en god snak med Bjørn og besluttede mig for at benytte mig af at det var den 1. april… Da jeg var næsten færdig med min rundvisning, spurgte jeg dem ”Har i hørt det?”, ”Nej det har i nok ikke….. Men da lejren jo er styret af tyrkerne og Erdogan har brug for noget synlig propaganda, ja så har man valgt at omdøbe hele lejren til ”NATO-Camp Erdogan” og bygge en vinge mere til hospitalet som derefter skal omdøbes ”Erdogan clinic”. De stod lidt og kiggede på hinanden så sagde Bjørn, ”Jeg ved ikke om man skal klappe eller hvad?”. Én af medløberne som stod og skrev, vidste tydeligvis ikke om han skulle skrive videre og gloede bare på mig, så på Bjørn, så tilbage på mig. Jeg kunne ikke holde den længere og sagde stille ”Aprilsnar!”. Det ku’ de li’, heldigvis synes de faktisk at den var god, for ellers var jeg nok røget op og stå på tæppet for at forklare, hvad der kunne få mig til at tro at en politisk aprilsnar var på sin plads når man sådan fik besøg af Forsvarschefen? 😉

Erdogans paradis for ham med en betjent i maven og drømme om Eccosko
Militært ansatte af alle nationaliteter er generelt vilde med regler, så her er regler for ALT: Du må kun hente din mad i uniform, du må ikke have en træningstop på til træning – skal være en t-shirt, men du må gerne have hotpants på, man skal altid have sit id-skilt synligt på brystet, man må ikke bevæge sig udenfor uden hat, så det er hat af – hat på konstant, hvis man er portugiser må man have trimmet fuldskæg, så de har ALLE sammen uniformsskæg – hvis man er australier må man KUN have overskæg og skal have en skriftlig erklæring fra hospitalet for at have fuldskæg, kvinder må kun have én fletning ikke to. Den eneste måde man kan få lov at se ud som en lazaron, er ved at være specialstyrke altså SOF’er, der skal man helst have langt fedtet hår og skæg, være møgbeskidt, ildelugtende og generelt usoigneret. Ellers er der regler; om våben, låse, navne skilte, julelys….. OHHH YES, fucking julelys!.
Min roomie og jeg fik et brev klistret på døren, hvor der stod at vi omgående skulle pakke vores julelys ned da der havde været klager fra ”BSG”?!
Det var mere end jeg kunne arbejde med den dag, så jeg tog min roomie under armen og gik til indkvarteringskontoret (som kender os alt for godt…. Vi har jo haft vores ”samarbejde” om alt fra mus til natlamper og køjesenge). Jeg spurgte hvad det dog var for noget at hænge sådan et brev op til os, og hvem ”BSG” var? –”jo, bla bla bla…” Så spurgte jeg direkte om BSG mon var ”the Bull-Shit-Group”, det fik alligevel et lille smil frem og han pegede mig hen til rette bygning og værelse. Det viste sig at være et af tyrkernes førerkontorer, så jeg kastede mig ud i alt min tyrkiske charme og gik derfra med en tilladelse til at beholde julelyset, muhahaha.
Jeg er sikker på at hvis man kigger i sengebordene hos den udøvende magt her, så er det ikke porno men procedurevejledninger, reglementer og houserules de ligger og smækker aben til om aftenen, og det er med garanti uden lubrikering, bare knastørt, for det er sådan de kan lide det.

Når man tror at man er Nato heros….
Vi var gået i seng og lå og varmede op til at se næste afsnit af Danmarks lækreste spasser da vi blev ringet op. Hospitalets anæstesilæge var væk i denne uge, så der var kun min kollega og jeg der kunne bedøve. Det amerikanske lægehold ringede, at de havde brug for vores hjælp, vi trak sengen af ryggen, hoppede i tøjet og sprang over på skadestuen. Det viste sig at lægen selv ville prøve at intubere (ligesom at fodboldspillere skal danse på nationalt tv) og at vi skulle være der til at overtage hvis det glippede….. Det er jo altid skønt at blive halvt involveret i noget som man så ender med at overtage fuldstændigt, men med medicin som de andre ville have brugt og som vi aldrig har brugt. Min kollega og jeg endte med at følge den stakkels mand helt ind i helikopteren eftersom alt andet personale var fordampet. Det gik fint, men der var det tydeligt at vi arbejder meget forskelligt fra amerikanerne. Klokken var 01 og heldigvis har cafeen døgnåbent. Som de badasses vi var, købte vi to store alkoholfri øl som vi svælgede mens vi løg, pralede og smagte på vores nye titel ”Nato heros” Muhahahaha………. Lige til næste morgen hvor det blev påpeget at vi jo havde overtaget det hele og at de stakkels andre personaler slet ikke var kommet til fadet. Vi var målløse! Havde de i deres våde drømme set for sig at vi havde lagt patienten til at sove og så var gået, for at de kunne øve sig på vores patient?????? WTF! Jeg undlod at vise mine raseriknopper frem som nærmest var slået ud over hele kroppen og det lykkedes også at holde flammerne fra mit arrigskab under tøjet, selv om de flere gange slikkede op ad halsen. Vi blev enige om at være uenige og min roomie og jeg var ikke i tvivl om at vi selvfølgelig ville gøre præcis det samme næste gang. De må fandema finde deres egne øvedukker.

Nato heros Party to the fullest! Guns n’ beers…

Når vi ikke har patienter
Fordi vi ikke har specielt mange udfordrende kunder i bixen, så har vi daglig undervisning eller øvelser…. Det er af meget varierende kvalitet. Den der til dato har været ringest må uden tvivl være CBRN (Chemical, Biological, Radiological & Nuclear)-undervisningen af en amerikaner, der kom ind og sagde ”Bare roligt, det skal vi nok få overstået hurtigt!” Så kastede han om sig med cyanid, nitrat sulfit, nervegas, kemiske formler, sarin, gennempulede os med powerpoint billeder af kemiske ofre af alle slags, skønt at amerikanerne har gjort så mange erfaringer med den slags kemiske spas. Fortalte om antidoter, har vi iøvrigt dem…. Næ, eller jo, til slanger som ikke findes her. Det hele afsluttedes så med at han kiggede på uret og udmattet og hæs sagde, ”det var min rekord!”. Og sådan gik der en formiddag med det.

Nå men det gode ved at have god tid er jo også at jeg får lyttet til min iPods gamle playlister og finder glemt guld. Lige kommet igennem min gamle Prince playliste og der dukkede skatte frem som ”count the days”, og “Insatiable”, sidstnævnte kræver dog at man lige river kludene af sig, spænder et pink gummilagn over køjen, overhælder sig med en halv liter Johnson & Johnson babyolie og finder noget knas tørt bark at gnubbe sig op ad, men så er den fandema også god!

Det er så her mit kirkekor har lidt at arbejde med……. men det er ordentligt hyggeligt 🙂

Fra babyolie til mine kirkevenner, Min første kirkeven Larry, var ham som fik mig med i kirken. Larry har været her i et år og skulle hjem i lørdags. Vi var ude og holde hans afskedsmiddag i torsdags, hvor han fortalte om hvor meget han glædede sig til at komme hjem og overraske sin grandma’ som først troede at han ville komme hjem om en måned. Vi jokede med at han ikke måtte forskrække hende alt for meget for det skulle nødigt ende med at hun fik hjertestop af bar overraskelse…. Vi fik sagt farvel og gik sobre hjem i seng. Næste dag, i fredags, mødte jeg Larry på hovedgaden og jeg kunne på lang afstand se, at han ikke var den ”happy Larry” som vi kender. Da jeg kom tættere på kunne jeg se at hans øjne var hævet til kampfrø størrelse. Larry var blevet ringet op om natten med en besked om at hans bedstemor var død. Under et døgn før han skulle hjem! Jeg havde jo selv grædt i en uge på det tidspunkt over Dea, så jeg var vel universets dårligste support da jeg bare straks begyndte at tude med.. Men det gjorde mig bare SÅ ondt! Og det fik mig selvfølgelig til at tænke på da min farmor døde liiiiiige før sin 100 års fødselsdag mens jeg sad i Burma og var ved at forberede mig på at rejse over og fejre hendes fødselsdag, som så endte som en begravelsesfest i stedet… Ååhh det har virkelig været en lang tur hjem for Larry!
Nå men det var jo kirkevenner jeg kom fra. En lille tyk contractor der hedder John fra kirken, havde jeg fået overtalt til at tage med til Tyrkerspinning. Jeg må sige at jeg blev imponeret over hvor godt han holdt ud. Han kunne godtnok vrides og hans korte fede stolper rystede bagefter, men han gjorde det sgu’. Bag efter spurgte han mig om jeg ville have en cykel, for han skulle hjem og vidste ikke hvem der havde brug for den. Jeg har jo ikke brug for den overhovedet så jeg takkede først nej, men så sagde han at jeg jo måtte give den videre. Jo tak. Jeg fik cyklen, ejede den i en time til jeg havde udfyldt 15 blanketter med at jeg hermed forærede den til min lokale vaskedame som hermed havde tilladelse til at tage den med ud af lejren, hun blev virkelig glad for den og mon ikke også den var mere hendes størrelse end min… ♣

Fin lille sikel, til vaskedamen

kirkecykler til tyrkerspinning
Min spinning er stadig et højdepunkt også med den nye instruktør som næsten lader mig være hjælpeinstruktør og råber ”Des is få Sarah!” hver gang vi laver den etbenede spinner, den som Jimmy tørt har kommenteret, at den aldrig havde fået ben at gå på i USA med alle de sagsanlæg der uundgåeligt ville følge. Som han siger ”They don’t even have you fill out a liability voucher!”. Glemte jeg at nævne at Jimmy med sin ene pedal kørte alt huden af sit skinneben første gang han skulle prøve den…

Fra de glade dage med den gamle instruktør 😉

Fra de endnu gladere dage med den nye instruktør 😉

Nå men lige så meget som jeg elsker tyrker spinning, så HADER jeg at vi som sidste nummer til at strække ud til, hver gang skal tortureres gennem Shakiras liveversion af Metalicas ”Nothing else matters”, på noget der lyder som en ukulele eller et andet guitar instrument…. Ja, jeg hader i forvejen guitar og mener det er et instrument der bør brændes, så det her… Ja det burde jo give lodret bødeforlæg, jeg mener det er jo med fortsæt at hun har indspillet den! Jeg besluttede første gang vi blev udsat for nummeret at det har jeg overskud nok til at klare, men for hver gang bliver jeg i tvivl om jeg reelt på sigt er voksen nok eller om jeg en dag brænder en sikring og flår strømmen…. Endure yourself Bess (hov det var da en Von Trier reference?)

Kollegalivet
Volley sæsonen er startet og jeg har i dén grad meldt mig ind i hospitals vollyen. Det er virkelig sjovt især fordi de andre lader mig spille med selvom jeg jo sutter hårdt til at spille. Det startede med klassikeren hvor de siger, ”Aii vil du ikke spille med os, du er så høj, vi vil gerne have dig på vores hold”, jeg forsikrer som altid at jeg er så gennem ringe at de vil fortryde stort at de nogensinde spurgte. De tror jeg er beskeden liiiiiige indtil vi står på banen, så er der ikke nogen der siger mere…. Men sjovt er det. Jeg prøver at indføre at det skal være Top Gun style, altså i bar overkrop og dog-tag svingende om halsen, men de er lidt tøvende overfor forslaget….
Det er ikke fordi mine kollegaer mangler humor. Jeg elsker når en ung håbefuld amerikansk soldat, kommer ind ad døren til hospitalet iført fuldt kampgear og bliver mødt af vores australske læge som uden at fortrække en mine, kigger på soldaten og spørger ”So how’s the war going?”, ”Did you win yet?” Jeg kigger ned I gulvet, for det er simpelthen leveret på den tørreste mest matter of fact måde man kan forestille sig. Soldaten kigger søgende for at se om det er for sjovt, hvorefter lægen afslutter med ”I mean did they get freedom, schools and gender equality?”, og det er så der hvor jeg ikke kan fortælle hvad der sker, for der er jeg simpelthen nødt til at gå for ikke at bringe den stakkels soldat i alt for led forlegenhed når mine latterkrampe rammer.
Jeg må sige at jeg er velsignet med nogle fantastiske kollegaer, der er uovertruffent selskab. Egentligt kunne jeg skrive et afsnit om hver og én.
Der er selvfølgelig favoritter som ”the hot australian dentist”, som vi vender tilbage til.
Men min, og jeg tror alles favorit nummer 1, er Jimmy! Hvis der er en menneskelig superhero, så er det ham. Jimmy er 36 år, ortopædkirurg, far til 4 døtre, ægte mormon fra Utah, boet i Sydkorea, Hawaii, missioneret i Mexico og nu bosat i Tyskland, verdens bedste, mest behaglige, mest betænksomme og måske sjoveste menneske jeg har mødt.
Han er også god til alt, altså virkelig god. De engelsk/Nepalesiske soldater ”Gurkas” som jo er nogle hårde små sataner, de havde lavet et løb i fredags, hvor man skulle løbe 15 km med 16 kg på ryggen i uniform og støvler (jeg kunne desværre ikke den dag 😉 ). Det er et løb der selvfølgelig kun kan vindes af Gurkas, fordi de er nogle sindssyge små maskiner… Well, det var bare indtil Jimmy stillede op og tog røven på hele feltet. Han benede afsted så de sejeste Gurkas virkelig måtte stramme ballerne for at nå op på siden af ham. De var målløse, det var vi også, og ikke mindst da han afsluttede 200 meter før mål ved, med hjælp fra den tunge rygsæk, at faceplante smack ned i en mudderpøl, skrabede alt hud af håndfladerne, skinneben og knæ. Han rejste sig med mudder i hele ansigtet og sår på hele forsiden og spænede ind som vinder. Han kom såret og mudret ind på hospitalet, hvor han tog støvlerne og hvad der før var hud på fødderne af! Begge fødder var åbne sår som intet jeg har set nogen gå på før. Så tænkte man, aaargghh det kræver da lige et par dage med stængerne i vejret… Nej, Jimmy havde jo meldt sig til det danske Hærløb dagen efter, altså i lørdags. Så da flertallet havde meldt sig til at løbe 5 km, havde Jimmy jo valgt 10 km, så han proppede sine rå fuldstændigt hudløse fødder ned i sine Brooks og løb de 10 km på 34 minutter!!!! Til orientering, så løb jeg de 5 km på 27 minutter og det var med hud på begge fødder og ca. en meter længere ben, ja så Jimmy løb ca. dobbelt så hurtigt uden hud, WTF! Jimmy sørger selvfølgelig for at vi kun ser familyfriendly film om aftenen, jeg er FAN!
Hvis man bliver lige som Jimmy af at være mormon, så vil min mand faktisk også gerne være mormon NU 🙂

Næsten i mål, smilende på blødende poter, mon det er en religiøs ting at ville gennemleve smerte i påsken?

Jeg må lige kort nævne at mine rumænske kollegaer afgjort også gør deres til at underholde mig, vi har Florin den søde sygeplejerske med øjenvipper som Bambi og en trofasthed der gør ham til en rigtig god wingman. (Jimmy og ham er nu begyndt at gå til tyrkerspin med mig).
En anden rumænsk sygeplejerske, Chris hun er en sproglig blomst. Hver sætning krydres med ”Mådåfågå”, hun er horisontudvidende!

Jimmy (superhero), Chris (mådåfågå), mig og Florin (Bambi). De 2 mænd har været mine tudesøstre i min tudeperiode  <3

Så har vi Nic, den rumænsk læge med letgenkendelige slaviske træk og høj buks der stumper en anelse, som konstant bliver misforstået på grund af sin humor der for nogen kan være svær at afkode, især pga. sprogvanskeligheder. Nic afslutter hver sætning med ”okay”. På et tidspunkt var han selv så træt af at høre sit eget ”Okay”, at han på morgenmødet rejste sig og sagde ”I’m sorry that I always say Okay, Okay?”. De fleste var nok lidt udfordrede af Nic’s stil til at starte med, Nic er MEGET grundig på den måde at hvis du har fået en splint i fingeren, så skal du have IV antibiotika, røntgen, blodprøver og EKG. Når han starter på det, spørger jeg ham om ikke også jeg skal lave en gynækologisk undersøgelse på den unge mandlige soldat? Så smiler han og siger ”Sarah, I’m really gonna miss you, Okay?”. Ja han driver mine kollegaer til vanvid, men han er min ven og jeg er FAN 😉

Mine rumænske gangsters: Jacob, Florin & the Boss Nic 😉

Vi kommer ikke uden om Sgt. Lutz, ”Lutzy” blandt venner… Han er i sig selv gaven der bliver ved at give!
Ved første møde tænkte jeg, at hvis jeg lagde mit højre bryst mod hans venstre kind og armen rundt om hans hovedet og med et hurtigt ryk trak til med højrehånden, så den lille kyllingehals blev trukket af og jeg fik ham til at knytte næbet for altid så øhh….. Men, det er bare sådan at jeg er endt med at blive helt vild med ham… Den ærke amerikanske army boy på 27 år, som har inhaleret ARMY og alt hvad det står for siden han fyldte 18 og ifølge ham selv, havde brug for hjælp til at snøre snørebånd og trække vejret (ifølge hans mor og ham selv har The Army saved his life, fra hvad melder historien ikke noget om). Lutz afslutter hver sætning med et højt ”AMERICA THE GREATEST COUNTRY IN THE WORLD”, eller ”AMERICA THE LAND OF THE FREE”, han er konsekvent og vil helst løbe alle løb i lejren med et amerikansk flag om halsen. Han har udtalt ”ants in his pants”, med sådan lidt damp træk, stepper konstant fra side til side når han taler, og tungt ordblind hvilket jeg elsker ikke afholder ham fra at skrive alt officielt der kommer fra hospitalet ♥ Han ser ud som om han kunne være medlem af DF, The PernilleVermund-party eller anden arisk klub fra de tidlige 40’ere med en vandkæmmet blond ”comb-over”. Den er dog lige blevet klippet. Han er den eneste der ikke lader sig lokke af motionslokalerne, det der fylder for Lutz udover ”AMERICA THE GREATES COUNTRY IN THE WORLD” er ”Game of Thrones”, som han de sidste 2,5 måned dagligt har talt ned til…. Ja så nu hvor nedtællingen er slut, dirrer han over hele kroppen af excitement. En meget overraskende feature ved Lutz er, at han politisk er på det rigtige hold og faktisk ved mere end gennemsnittet.
Lutz, ”I got nothing but love for you”! ♥

Vores unge All American Lutz, her pakket godt ind under en øvelse.

KORT NYT:

-Jeg mødte vores tyrkiske tuberkulose gidsel på toilettet, det viser sig at hun efter udredning i Tyrkiet er blevet frikendt for tuberkulose og sendt tilbage hertil. Skæbnen vil at vi skal flyve hjem på samme flyver om 3 uger 🙂

-Podcast anbefalinger til dem der trænger til at få renset tårekanalerne med en tuder ”Jeg plejede at tro på for evigt”. En virkelig god ”døde” podcast.

Alt det man lærer: Hvis du taler 3 sprog er du trilingual, hvis du taler 2 sprog er du bilingual og hvis du taler ét sprog er du amerikaner.

The hot australian dentist… ja, jeg har kæmpet lidt med at nærme mig ham. Jeg ville jo gerne give jer fotodokumentation for hvordan han ser ud i sine røde klipklappere og spongeBob trusser men jeg har simpelthen hverken været hurtig nok eller modig nok når jeg er stødt ind i ham på gangen. Til gengæld prøvede jeg et par gange i træningslokalet.

Jeg gør virkelig mit bedste for at fange ham…. Nogle gange er ens bedste bare ikke godt nok..

Jeg ved at det ikke er imponerende… sorry. Men så fangede jeg ham på hospitalet og det gik da noget bedre 🙂

DAMN HOT dentist 😉

Så blev jeg måske alligevel Nato-hero:
Som jeg lige sad her og skrev de sidste linjer, fik vi besked om at møde op til parade fordi der er besøg fra amerikanske skypeople. Jeg overvejede om jeg kunne snige mig uden om, men da sandheden er:

ja så fik jeg mig fumlet over til paraden, hvilket viste sig at være ret heldigt da jeg som rosinen i pørls’enden simpelthen blev kaldt op og fik intet mindre end en ”For excellence” medalje af min commander overrakt af en skyperson. Lad mig sige, DET var virkelig uventet! Og jeg tror for dem lige så uventet at jeg modtog den som var det en Oscar, de fik krammer og det hele… behøver jeg at nævne at det IKKE er kutyme at kramme hverken skypeople or commanders

Næsten neje…
Intet mindre end Excellence 🙂

 

OG, min Far og Lise sendte denne her, og den var overraskende nok virkelig læseværdig.

En ganske god bog, der absolut er værd at læse.
Peter, Claus & Ælle. Man ved man er blevet voksen når dette billede hænger over ens seng. De får jo Rolling Stones til at ligne youngsters 😉

 

God påske og tillykke med Dronningen

 

Bare til O:

 

 

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. God påske til skønne dig og tak for gaven 😘
    Krams Anne

  2. Åhh kæreste Anne Velbekomme, det var da nogle ret fine fugle de der. Og tænk en gave at få lov at blive ældre 🙂
    Holder du ud i minen til jeg er hjemme igen?
    Ses snart

Skriv et svar