ANY STAN 3. hjemme igen, “snail of the day” og domestic rats :-o

……Så er det hjemad! Banks, Honza og Lina fulgte mig til flyet kl 05, sødt af dem.
Klokken er 06.00 og jeg sidder allerede klar ved gaten til mit fly som først har afgang kl. halv ti. Til ingens overraskelse er dette en ægte tredieverdens lufthavn, hvor de ovenikøbet tillod sig at grine af mit ”Excuse me, which way to the business lounge?”. Ja det er hårdt for en flysnob som mig, sådan at sidde på træstole i en tv-oplyst hal fyldt med børnefamilier. Jeg må stramme ballerne og glæde mig over at jeg er på vej hjem.
Det har selvfølgelig som altid været en tudende afsked med alle disse fantastiske mennesker som jeg virkelig har nydt at spilde min tid med. Jeg er sikker på, at jeg skal møde flere af dem igen, men også sikker på at flertallet ser jeg ikke igen i mit liv, det kan godt gøre mig sentimental i en grad så man skulle tro at jeg lige har født min førstefødte… hvilket man vel næppe kan anklage mig for.
Så er det hjem til det nye danske nazist parti, familie, valgkamp, kondolencer, rugbrød, svensk ost, hundene, plejehjemsbesøg, alkohol, ”landet”, boksning, middage, elektriske løbehjul, hospitalsbesøg og lejlighedstømning. Men ikke desto mindre glæder jeg mig helt vildt!
Der er folk her jeg vil savne. Og her er et par stykker som jeg overhovedet ikke på nogen måde kommer til at mangle i mit liv, altså som i slet overhovedet ikke.

Afskeds seancerne har været mange og intense. Blandt andet fik jeg af vores fuldstændigt fantastiske australske medics, et stykke granit som de har fået malet og lavet som en platte med en kort tekst og navn på, det var simpelthen så rørende at de havde brugt tid og penge på det.

Fra verdens bedste medics <3

Af hospitalet har jeg også fået en platte og samtlige har givet mig deres patch (alle militære enheder har deres eget mærke som man så bærer med stolthed), så jeg har fået souvenirer fra Rumænien, Albanien, USA, Australien, Tyrkiet og Norge.

Og tænk sig at jeg kunne være så heldig at få platten overrakt af min yndlings Lutzy <3

Vi har haft afskedsmiddag og selvfølgelig den store tyrkerspinning finale i fredags…. Og for satan en fest det var. Min danske afløser Anette gjorde mig glad og tog med, hun havde heldigvis samme glæde som mig ved det og det gjorde mig virkelig glad at vide at der fortsat er en dansk kvinde på holdet. Det har helt tydeligt betydet meget for tyrkerne at de har haft en gæst, så jeg håber hun gider repræsentere os. Som i vel kan forestille jer var det en overordentlig festlig afslutning. Min instruktør sagde før hver sang ”This is for Sarah!”. Da det bare blev ved og ved, var resten af holdet til sidst meget klar til at slippe af med mig. Så vi afsluttede med dans, HA, det var ægte gak og løjer. Da de havde fået lokket mig ud på gulvet og jeg igen måtte sande at det er skulderne og ikke røven de ryster, så gik de ordentligt til biddet, sådan ”stripper style”, hvor man ellers ville have sat en penge seddel i trussen på stripperen, klaskede de i stedet en $1 seddel på hinandens svedige pander, så var jeg underholdt 🙂 Mine tro væbnere, Jimmy og Florin, var igen mine tro anstandsdamer, I ♥ them!

So this happened:
Da jeg havde skrevet ovenstående, lukkede jeg min computer ventede lidt mere, mit fly blev 2 timer forsinket og jeg begyndte at tvivle på om jeg ville nå næste flyver i Istanbul, hvor jeg havde 2,5 timers transfertid. Det løste jeg ved at overrisle mig med alkohol på flyet, det virkede og jeg bekymrede mig på ingen måde om hvorvidt det ville koste endnu en overnatning inden jeg ramte Kastrup. Da jeg kom til Istanbuls spritnye lufthavn, var jeg ikke mere presset end at jeg følte det vigtigt at besøge den funklende nye Gold Lounge, som jeg jo har ventet på at opleve med spænding. Holy schabaroo, den er ingen skuffelse! Den er faktisk nu i top 3 over mine Gold lounge favoritter 😉

Den primitive glæde ved at møde lounge og alkohol efter 4 måneders afholdenhed.
Baklava, baklava, baklava.

Og for at understrege dagens held blev jeg gudhjælpemig opgraderet til business for resten af turen, og der befinder jeg mig nu engang bedst 😉
Nå men det betyder egentlig bare at jeg ikke fik skrevet denne halvskrevne opdatering færdig, så den følger herefter i vanlig patchwork stil:

Der er gået 3 en halv måned siden
Jeg ankom til campen hvor jeg mødte op til et velkomstmøde, hvor der blev briefet om tilbuddet fra behavioral health klinikken om at få anger-management terapi (nogen vil mene at det er lidt sent, når man allerede står her). Man kan samtidig tage kurset ”working in a stressful environment”, som man vel godt kan kalde en krig, hvis man da absolut skal arbejdspladsvurdere…
Og når man nu er ved at udfylde sin APV, så bliver de amerikanske soldater opfordret til at skrive sig på en liste på nettet for folk der opholder sig i ekstremt forurenede steder med i særdeleshed ”open burnpit”, hvis de skulle få problemer senere, så det er super betryggende, NOT. Jeg må dog sige at med bedringen i vejret blev det lettere at trække vejret.
Mit værelse ligger helt ned til flightline, dvs at der KONSTANT er helikopterstøj. Hvis der et øjeblik ikke står en helikopter, ja så er der et fly der er ved at lette. På magisk vis holder man op med at høre det, lidt som folk der bor op ad et S-tog. Men stanken af jetfuel, ohhh damn, den kommer jeg ikke til at savne!
Lejerlivet har været som det oftest er, svært rutinepræget; der er nogen der laver mad til os, vasker vores tøj med hidsig Lambi duft.
Amerikanerne har i øvrigt sørget for at, hvis de store stærke Bamselinesoldater ikke slår sig ihjel på skydevåben (ALLE er vi bevæbnet, de fleste med mere end ét våben!), så har de da sat det hårde stød ind med lige at lægge en Burger King og en Pizza Hut i lejren, så kombinationen af burger, fritter og protein pulver om ikke andet kan tage dem af dage…

Trods alt BK og ikke Mac D, hvis det skal være.

Når man sådan er reservatbeboer hører det specielle i konstant at løbe ind i sine patienter med. Det kan være hyggeligt men også ret akward… F.eks. var det svært ikke at smile til en britisk soldat i kirken søndag aften, efter at jeg om eftermiddagen havde stået med en plastpose med hans bogstaveligt talt, lunkne lort i hånden. Han var ikke lykkes med at ramme containeren til afføringsprøver og havde derfor valgt alternativet, en frysepose som han med en frisk bemærkning lod dumpe ned i hånden på mig, sådan frisk fra fad. Han havde da også et glimt i øjet da han i kirken gav mig hånden og sagde, ”jeg håber du har vasket hænder, man ved jo aldrig hvad de har holdt i løbet af dagen” og så blinkede han. God stil siger jeg bare, det er ikke alle der kan se én i øjnene efter en konsultation.
F.eks. ikke den unge mand som kom hviskende op til skranken ”Am I at the right place?”, virkelig svært spørgsmål når man ikke ved hvilket ”place” han søgte… Hviskeriet fortsatte gennem en god lang, og fra min side, ganske grundig undersøgelse for kønssygdomme 😉
Han blev ved med at sige at det vel nok var den værste besked han nogensinde kunne forestille sig at få. Jeg forsøgte at forklare, at det vel er noget af det mest lyksaglige man kan komme på hospitalet med i en krig, det forstod han ikke. Så prøvede jeg den alvorlige ende ”mener du virkelig, at det er værre end at få at vide at man har kræft?”, aahhhhiii det var det måske ikke…. Men jeg kunne mærke på ham at han reelt hellere ville have haft den besked…. Jeg forsøgte lidt andre muligheder inden jeg sluttede af med ”jeg tror faktisk at den besked du får nu er værre; det kan desværre ikke kureres og de blomkåls lignende knopper på glans vil blive så store at du på et tidspunkt ikke kan lukke bukserne”. Han stirrede vantro på mig og hviskede så ”are you serious?”, ”Nej, men lad os så blive enige om at det trods alt havde været en værre besked”. Den var han med på, men sneg sig stadig langs panelerne da han forlod hospitalet 😉

SÅ SKETE DET! Efter min daglige gåtur med min gode sømandsven, tog jeg på en ”vild” bytur på den tyrkiske restaurant med vandpibe og portugisere. Glad og opstemt gik jeg hjem lidt før midnat, og lige da jeg nåede til midten af gangen kommer ”The hot Australien dentist” ud af badet! Eftersom han skulle hjem næste morgen og jeg derfor aldrig ville se ham igen, så tog fanden ved mig og jeg blev så modig som det nu har taget mig over 3 måneder at opbygge. Jeg sagde til ham så er det nu! Og tog min telefon frem, en stakkels dame der sad midt i en telefonsamtale med sine børn i den anden ende af verden, fik telefonen i hånden og jeg tog fat i den alt for lækre våde tandlæge! Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer med hvor fast han var at røre ved, men som ind i helvede, det fik pulsen op! Her er resultatet, jeg fik desværre ikke de røde klipklappere med 😉 Efter aftale er han lettere sløret 🙂

Selv med let sløring ses røgen fra den rygende hotte tandlæge 😉

The snail of the day
Som alle ved, er det der med at løbe ikke rigtigt min ting, jeg gør det, men det går slow på rigtigt. Georgierne de søde mennesker, havde lavet et løb i campen på skaldede 4 km. Som altid vandt mine kollegaer fra hospitalet samtlige 3 pladser hos både mænd og kvinder (som altid Jimmy og Elyza nr. 1 for hver sit køn, de er for vilde). Det nye var at Georgierne havde valgt også at premiere ”the snail of the day”. Jeg kæmpede som altid med at få luft og skulle gudhjælpemig også tisse halvvejs (hvilket blev min dårlige undskyldning bagefter, for jeg havde været sidst med eller uden tissetår). Så da jeg næsten var i mål, gik det op for mig at jeg var absolut sidst, bortset fra en mand jeg ikke lige havde set før. Kort før mål tager jeg ham i hånden og holder godt fast mens jeg trækker ham de sidste 100 meter op til målstregen, med vores holde-i-hånd-hænder i vejret. Jeg tænker at så bliver han sidst og vinder ”dagens snegl”. Han strittede godt nok lidt i mod til at starte med, men jeg holdt fast og fik ham trukket med over målstregen til stor jubel…. Det viste sig bare at den stakkels mand overhovedet ikke var med i vores løb og bare tilfældigvis var ude at løbetræne da jeg hængslede mig på ham! 🙂

Den stakkels motionsløber som jeg ved en fejl fik kidnappet 😮

Han tog det pænt, vinkede og luntede videre, så guess what, jeg røg på podiet og vandt en elkeddel for dagens langsomste løber….. Ingenting er dog så skidt at det ikke er godt for noget, så jeg gik direkte til vores lokale vaskedamer og afleverede gevinsten som bragte stor glæde 🙂

Prisoverrækkelsen var med kærlighed og elkoger
Ikke et øje tørt

Så er jeg hjemme

Og Peter havde sat æresport <3

At komme hjem er travlt, på en uge har jeg nået: tandlæge, læge, ansigtsbehandling, boksning, firmafest med dertilhørende eksplosive opkastninger på Svanemølle station, middag hos min far & Lise, middag hos My & Mark, skolebesøg i Roskilde, afhentning af køjesække på Høvelte kasserne, plejehjemsbesøg, 2 dage på Mallorca, slå græs på landet, rottefængning, møde den nye svigersøn, spise frokost i Hornbæk med besigtigelse af baby Dahlia, børnefødselsdag i Lyngby. Det har unægtelig været et noget andet tempo end de sidste måneder, så nu er jeg træt og her vil jeg gerne præsentere mit nyerhvervede ”Gunnar Haj udtryk”, Jeg er så træt som et ét-hængslet lokumsbræt i blommesæsonen 🙂
Og nu, er det tilbage til arbejde på gode gamle Gentofte.

Søborgs hurtigste rottefænger, Tulla!
I onsdags mens jeg hængte vasketøj op kom Tulla løbende hen til mig med en sprællevende rotte i munden. Hun var så stolt at hun ikke ville slippe den. Hun poserede endda for kameraet. Hun ville ikke slippe og jeg nægtede at tage fat i den stadigt sprællende rotte. Hver gang hun skulle til at dumpe rotten på mine sko, flyttede jeg mig et skridt tilbage, og så gik hun ét frem. Sådan fik vi til sidst gået hele haven igennem. Det lykkedes mig at få hende til at lægge rotten på græsset.

Så bliver hverken hund eller ejer mere stolt. Posere kan hun også.

Rotten satte sig halvt op og rystede pelsen. Jeg fik Tulla til at holde vagt, men turde knapt hente skovlen af frygt for at rotten ville tage benene på nakken og bene afsted.
Jeg fik hentet skovlen samtidig med at jeg fik ringet først Peter og så Ælle op, som begge sagde ”knald den en med skovlen!”
Hver gang jeg løftede skovlen blev min brækrefleks udløst ”uurrrrghhh” sagde jeg, begge hunde var publikum.
Peter sagde i telefonen ”Jeg er fandema glad for at det ikke er mig der er hjemme!”, ”Hak hovedet af den med en spade!”. Jeg stod der i mine nye hvide sneaks og blev forkvalmet ved tanken om at få blod og leptospirose på mine lyse stof sko.
Da der ikke var meget hjælp at hente hos mine mandlige samboer, ringede jeg til Pia som jeg var på vej til frokost med, ”Pia, du er nødt til at komme hjem til mig i haven, jeg har brug for din hjælp!”. Hun var for enden af vejen og sprang på cyklen.
Så kom min Pia ind i haven og tog et par resolutte skridt hen til mig med skovl og hysterisk grineanfald med tårerne trillende ned ad kinderne, af et mix af brækreflekstårer og grine tårer.
Hun konstaterede at ”Den trækker sgu’da stadig vejret!” Hun tog skovlen ud af hånden på mig og stadig med dametasken kækt på skrå, gav hun rotten et ordentligt skrald med den flade side. ”Så er den færdig med at røre sig!”, ”Nej for fanden, den får sgu lige én til!” SMACK og så fik rotten én til med skovlen, denne gang så tænderne var ved at ryge ud.

Good job! Og stadig med dametasken på sned.

Vi var færdige af grin fordi situationen på alle måder var barok, ikke mindst da vi skulle have den fuldfede, nu flade rotte ned i en hundelortepose! Den flade rotte kom endelig i posen og så var den næste overvejelse, hvor sorterer man døde flade rotter hen i vores mangfoldige affaldssortering 😮

Flad rotte, tjek tænderne….

Peter som jo er Tullas reelle menneske far afsluttede med en sms ”Nu sørger du for at Tulla spiser 10 pakker Mentos og 20 ruller Polo”… Det blev til en senere tandbørstning.
Pia sagde tørt ”Så sender man dig ud til alverdens brændpunkter som en rigtig helte-fanden og så må du have hjælp af brandmandens datter til at tage en rotte af dage…. Køn helte-fanden du er!

Min mor, Tullas rigtige mor, sad uden tvivl i Nangijala og grinede mens hun var ved at revne af stolthed over sin rottefænger.

KORTNYT:

– Inden jeg tog hjem, fik jeg spillet lidt mere volley. Jeg blev så grebet af det, at det lykkedes at blokere min ven, den rumænske læge, så hårdt at han fik en fraktur på anklen. Han blev ordentligt olm og jeg måtte opstøve en rød Ritter sport og sende den op på hans værelse med et undskyld og ”Get well” kort 😉

-Under min mission har jeg været tæt på at få en overdosis af DR.dk/TV. Der er ikke et program jeg ikke har set, så ja det blev også til 6 timer med ”Surviving R.Kelly”. Det var 6 hårde timer for en gammel fan….
Dokumentarerne om medicinering i psykiatrien var om muligt hårdere, se dem hvis du tør 🙁

FOTO KORTNYT:

En god dag på jobbet, er selvfølgelig med hund 😉

 

Rob, “The gentle giant” og min rumænske kollega Christina. Elsker dette billede.
Min sjældent dygtige australske leder, flere af den slags, tak.
Farvel og tak <3

Kæmpe stor purple love fra Capt Marlow
Til vi connectes, b good…. And if you can’t, b careful 😉

Hjemme igen. Intet er så smukt som rapsmarkerne i flor.

Dette indlæg har 4 kommentarer

  1. ❤️

  2. <3 :*

  3. Hej. Tak for en som altid meget underholdende beretning. 👍🏼. Fik du nogensinde de “Bangla-billeder” som jeg sendte fra jeg selv var dernede i 78/79? Kh Jette

  4. Ja Jette, dem så jeg og jeg vil sige at meget er sket siden og meget er IKKE sket siden 😮
    Jeg håber du har det godt og nyder hverdagen uden alle os i minen 😉 Jeg er jo tilbage og kan melde at intet nyt er under solen 🙂
    B good <3

Skriv et svar