1. Olie staten meget langt fra Afghanistan…og så alligevel ikke

Jeg tog hjemmefra med en fast overbevisning om, at jeg skulle afsted på en ubekymret mission med en sagnomspundet pool og masser af afslapning… Jeg burde have luret allerede ved turen herned at noget var max wrong. Turen herned vender jeg stærkt og langt tilbage til, selvom den på nuværende tidspunkt virker fjern og ubetydelig. Sådan kan begivenheder flytte på mentalt fokus, som sagt den tager vi senere.

Jeg tænker lige at inden jeg kommer for godt igang, sætter jeg lige scenen for mit hjem i 3 måneder:

Hvis man skal beskrive denne lejr, så er det langt fra den lejr som både Helle og ZOR havde totalt oversolgt til mig inden afgang hjemmefra… De var begge to sådan; ”…Og så er der pool og biograf og man kan roame rundt som civil i byen, det bliver du glad for….bla bla bla”

Lad mig lige komme med en kort beskrivelse af dette hul i jorden, sådan for real;

Poolen er lukket, biografen er lukket og når den så sporadisk åbner en enkelt lørdag hvor man så, hvis man er hurtig, kan få billetter til en forestilling kl 01:00, ja så kan man være så vanvittig heldig at få lov at se ”Major Payne” fra det gode år 1995, eller måske en næsten ny film ”The Notebook” fra 2004…. I shit you NOT.

Skov grøn pool, det bliver et “nej tak”

Hvis man skal tro at Gud kreerede jorden, så må man også forstå at hverken dette land eller denne base kan være ment som andet end en sandressource (hvis du har set DR, så ved du at ikke engang dét kan det bruges til!). Det har med sikkerhed aldrig været tænkt som et område der skulle befolke nogen form for liv, ikke engang rotter. Her er konstant mellem 41 og 56 grader varmt (de siger at temperaturen snart falder, bring it fucking ON, I’m ready!).

For at føje spe til spot, er maden mildest talt elendig!

Stedet kan ikke engang udmærke sig ved at være gennemvaccineret… Nej selvom det er ret ”Læsø” agtigt, på den der øde ø kind of way, så er det ikke lykkedes at vaccinere, siger og skriver 2700 mennesker, øhhh jo for alle andre nationer end amerikanerne, altså samtlige danskere, italienere, canadiere er selvfølgelig vaccinerede. Men boy oh boy hvor bruger vi mange ressourcer på at forklare amerikanske soldater at vi ikke er Bill gates disciple, der stikker chips i dem. De forstår heller ikke at det er pga. dem at vi alle skal bære maske. De er på et niveau hvor man ikke engang for sjovt kan sige, at de skal gå en bue uden om radaren de første dage efter de har fået skudt chippen ind, fordi det ellers trækker lidt i armen hvis de kommer for tæt på andet kommunikationsudstyr. Nej det kan man ikke sige med et glimt i øjet 😉

Vi har ”frivillig vaccination”’s dage, som er det bløde aftræk på mandatory vaccination, som sker den dag Moderna får sin sidste FDA approval. Alt er klar til den dag, vi venter bare så skal jeg personligt med glæde chippe dem alle.

Kom så med jer, så skal jeg denundenhylema chippen jer!

Når nu jeg lige er ved basens fortrinligheder, så skal jeg da ikke glemme at nævne min beherskede glæde ved toiletpapiret, og det at tørre sig med noget der minder om silkepapir, hvor man konsekvent stikker fingrene gennem papiret, HURRA, HURRA, HURRA og så det lange…..

Sjaskcharmerende ørkenvillakvarter….

 

Nå men vi må jo til det lidt mere alvorlige: Jeg tænker at Afghanistan på et eller andet punkt har berørt os alle. Mest selvfølgelig afghanerne, men også alle os der har tilbragt halve år af vores liv i landet der bare ikke ville ”makke ret”. Faktisk tror jeg også situationen påvirker helt almindelige mennesker verden over, som inden måske ikke har interesseret sig synderligt for hvad den der Afghanistan krig egentlig lige handlede om. Men nu tror jeg vi alle kan smage den i vores slimhinder.

Selv havde jeg absolut ingen anelse om, at jeg på nogen måde skulle involveres i noget som helst Afghanistan-agtigt på denne mission, fordi jeg jo for fanden sidder langt derfra i en rig oliestat (mind you, de er blevet rige på at være oliepushere mere end producenter).

Søndag den 15/8 hvor verden gik af lave, startede det for mit vedkommende med en evakueringshistorie jeg ikke kan dele her henne på indernættet. Så den kan vi tage når vi ses. Men blot for at sige at vi meget hurtigt uforvarent blev part i butikken. (i dette øjeblik siger min mail pling, overskriften er ”vi mangler sygeplejersker i Sandholm lejren” – behøver ikke rigtigt åbne den, fortæl mig iøvrigt hvor de ikke mangler sygeplejersker?)

2 dage efter da jeg gik fra aftensmaden og ned til mit kontor, undrede jeg mig over politieskorten af nogle busser, blinkene på taget var ret kraftige i mørket. Da de kom op på siden af mig, så jeg at busserne var fyldt med børn, afghanske børn. jeg kunne ikke se voksne i busserne. Børnene sad ved de nedrullede vinduer, var helt stille og kiggede udtryksløse med store øjne ud på noget de tydeligvis ikke helt forstod. Det var små børn der på alle måder så både fysisk og mentalt påvirkede ud. Jeg blev overrasket og følelsen af at det her bare ikke var godt, ramte som et stille og roligt boldtræ i en vandmelon.

Busserne stoppede foran PAX terminalen (ind-checkningen for passagertransport) som ligger lige overfor mit kontor. En kvindestemme sagde på engelsk i højtalerne, at de skulle stige ud og gå ind i hallerne.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke gav mig associationer til ”Gå ind i badeværelserne, så i kan blive vasket, læg lige jeres værdier og briller i en bunke til højre for døren, vi tænder vandet om lidt”. ja helt ærligt så gav den form for menneske-hyrdning (og specielt med uforstående børn) en krydret smag af Auschwitz.

jeg følte mig ikke tryg ved at rækkerne af børn, var nærmest uledsagede og at de få voksne der var, alle havde minimum et spædbarn i favnen.  Hvor skulle de hen, hvor var deres forældre, vidste nogen hvem de var, havde de fået noget at spise siden Kabul, var der voksne der kunne tage sig af dem osv.

Jeg gik ind på mit kontor og mødte en af mine kollegaer, en ung mand. Han var helt ødelagt og han var blevet nærmest fysisk dårlig af synet. Jeg kunne sagtens følge ham, for det var virkelig overraskende og ingen havde nævnt, at det nu for en tid ville blive vores hverdag.

Fra den aften af har der nærmest konstant holdt 12 busser ad gangen foran kontoret.

Første dag gik jeg ud og begyndte at interagere med børnene. Jeg gemte mig bag en bil og stak hovedet op og lavede ansigter. Først var det kun nogle få af dem der reagerede men efterhånden fik jeg hele busser med på det og ungerne rullede ned, grinede og prøvede selv at gemme sig under vinduerne og springe op. I den absurde og tragiske situation de var i, fandt de alligevel en glæde i at se mig springe rundt mellem bilerne i 54 graders varme og lave en udvidet version af titte titte bøhh, men tro mig, den glæde var ikke kun på deres side. Det lyder nok sygt, men det var faktisk SÅ sjovt.

Da jeg havde sprunget rundt derude længe nok kom mine kollegaer ud én ad gangen og tilbød deres hjælp. Børnene havde siddet der i over 3 timer, og det udløste en ”nødhjælps-seance” fra vores kontorområde. Jeg tror at vi alle havde brug for at gøre noget, især efter at vi havde set de første busser med silhouetterne af børn i granatchock, så selvom det var en mikroskopisk gestus at vi sørgede for vand, proteindrik, chips og juicebrikker, så var det tydeligt at det var mere udholdeligt for især mine unge kollegaer, at kunne gøre noget, bare lidt, i stedet for bare at være tilskuere.

Fra den dag af, er det hele blevet organiseret som en velsmurt maskine. Auschwitz-damen over højtalerne er blev fyret og tolke fundet på ambassaden og iblandt afghanerne selv. Flyene lander hver 3. time døgnet rundt på vores flightline, afghanerne bliver sat på busser der kører hen foran vores kontor hvor de så bliver sat af udenfor de 3 kæmpe PAX haller, de går gennem en labyrint af registrering, security check, scanning af deres ”bagage” (ofte er det bare en pose eller en weekendkuffert), og til sidst heldbreds screening og så ud i busserne igen. Herfra kører de til en kæmpe lejr, rygterne siger at den max kan tage 5000 mennesker. Hvor resten bliver af, det ved jeg ikke.

De charmerende faciliteter afghanerne blev gennet igennem.

Andre landes fyldte evakueringsfly, lander her hos os kort, tanker og flyver videre til andre lande, dem ser vi kun på afstand.

Amerikanerne spurgte om jeg ville hjælpe med at sundheds screene børnene og det var selvfølgeligt et ”JA TAK”. Det er ret store folkemængder at screene.Et fly kan sagtens have op til 200 børn og ganske få voksne. Vi screener ikke for hold i nakken, åreknuder, hæmorider eller den slags luksus diagnoser. Der er meget stor forskel på børnenes tilstand på hvert fly. Nogle har tydeligvis hverken fået vådt eller tørt, mange er flyversyge og har kastet op uafbrudt siden Kabul, fælles for alle er at de klynger sig til en søster, en bror eller hvem de er rejst med.

Jeg forsøgte med mit bedste pastho på en stor dreng jeg fik ind, men han talte selvfølgelig dari. Han havde revet sig på noget pigtråd i Kabul lufthavn under et af hans første forsøg på at komme igennem. Der var nu gået en uges tid, han havde feber og benet var smask inficeret. Sammen med en kollega fra det amerikanske felthospital, fik vi fremskaffet noget IV antibiotika og var klar til at give det. Vores læge stoppede os fordi det ville tage for lang tid at lade det løbe ind, vi skulle jo følge procedure og flow..…. Benet var så grelt at blodforgiftning og amputation skreg om kap med NEKROTISERENDE FACITIS (spørg Ælle hvad det er, så kan i også få søvnløse nætter). Så bliver man virkelig træt. Hvis ikke det er for at redde liv, lemmer, syn eller førlighed så er det mere end idiotisk at vi står der og screener. Vi nåede at få diskussionen op på et alt for højt niveau i stedet for at få lortet til at løbe ind.

Vi endte så med at ringe til den lejr han skulle til og informere dem om at de ville få en dreng, som skulle behandles omgående. Dér er det svært at være i sig selv når man kan se at det i værste fald kan være fatalt for drengen men at vi sandelig ikke gør noget aktivt fordi han (af gode grunde) var en af de sidste til at nå frem til os fra bussen, og så ville der jo gå kludder i registreringen …. Ikke mit stolteste øjeblik. Jeg beder til at der ikke var alt for langt til næste lejr og at de forstod alvoren, så de kunne være klar med noget kirurgi og IV. Og det er jo bare skønt, at der er en protokol for hvordan afghanerne skal flyttes rundt i systemet, men ikke for at behandle dem hvis det er livstruende. Jåst lååv et 🙁

Jeg har selvfølgelig ikke taget billeder af børnene, og det behøver jeg heller ikke, for disse afghanere vil jeg altid huske, måske ikke alle 1700 fra i går, men mange. Pigerne i deres fine kjoler. De tre søstre i ens ”hvide” kjoler med store farvebroderede blomster med spejle, jeg er sikker på at de var hvide da deres mor havde fundet dem frem til dem, for Gud ved hvor længe siden.

Og den ranke 10-årige pige i den lilla kjole med pink blomster, ”guld” sandaler med hæl, den kraftige lange sorte fletning og de store skinnende øreringe, hende vil jeg altid huske for at skille sig ud fra mængden, ved sin stolte holdning og flere gange fastholde mit blik uden at blinke. Men også den 3-årige dreng der løb skrigende efter sin 5-årige storesøster, der var blevet gennet for langt frem til at han kunne følge med. De er alle printet på det indvendige fotopapir, der ikke kræver fremkaldelse.

Hvordan skal det gå dem? En ting er sikkert, de ender ikke alle sammen som Nadia Nadim…

(Der er nu gået en uge siden jeg skrev ovenstående)

Efter min bedste overbevisning har vi tømt vores sidste lejre i dag. Men jeg må gentage hvad min amerikanske lægekollega tørt sagde i morges da vi talte om gårsdagens opbevaring af evakuerede, en stor indhegning hvor alt var kaos og vi på ingen måde kunne screene nogen som helst. ”Shitshow Captain, that’s what it was, a real SHITSHOW”. Mere præcist kunne det nok ikke beskrive de projektøroplyste indhegninger med hundredevis af afghanere, der blev ledt rundt af uniformeret personel. Shitshow!

Når alt ændrer sig så hurtigt som det har gjort de sidste uger, så overraskes man over hvor blændende naiv man kunne være for bare døgn tilbage:

For snart nogle uger siden, før evakueringsflyene, føltes det som om vores lejr blev overfløjet af en kæmpe græshoppesværm. Det var marinesoldater der i tusindtal roterede igennem vores genbo, PAX terminalen.
De kom direkte indsat fra USA 5-6000 stk. De spiste alt maden i Defac’en (kantinen), de tømte hylderne i PX’en (supermarkedet). De lå foran vores kontor i horder med deres rygsække stillet op på lange sirlige rækker (jeg nævner lige at temperaturen er mellem 45-56 grader i skyggen, næsten døgnet rundt). De var ikke høflige som de andre soldater og de var i det hele taget a little too much.

Det nu allerede ikoniske billede fra sidste US soldat ude af Afghanistan står måske lige kontrastfyldt nok til mit Rasmus Seebach sengetøj….

Min administrerende overlæge på hospitalet sagde til en morgenkonference til os, at nu skulle vi ikke blive for irriterede på dem selvom de jo var nogle rimeligt forstyrrende elementer. Han sluttede af med at sige, ”remember, they won’t all come back”. Det sagde han uden et ”måske” eller tvivl i stemmen. Jeg tænkte at han da var lige rigeligt dramakonge… Så da 13 af dem blev dræbt, ja, så var det jo mig der var fuldstændig naiv og blank og vitterligt ikke havde forestillet mig at det kunne gå dem så galt.

Overraskende for den naive

For en uge siden blev de døde soldater også fløjet her igennem og min præst var ude i flyet og velsigne dem. En fra ingeniørregimentet blev også bedt om at møde op på flightline…. Han skulle fjerne noget sprængstof fra liget af en af de afdøde marinesoldater. Og der har i det igen; rent shitshow!

På halvt for de faldne Marines

 

Med risiko for at blive beskyldt for at bruge situationen til at tydeliggøre min længe tilbageholdte pointe, vil jeg straks understrege at dette er mig som privatperson der udtaler mig og ikke på vegne af Forsvaret og i særdeleshed ikke på vegne af Flyvevåbnet……

Det er jo bare SÅ fedt at vi har købt 27 F-35 fly! Det er denne situation et skide godt eksempel på. For med 27 af dem kunne vi da have løst evakueringsopgaven på bedste vis med at hente 2 afghanere ad gangen i hvert fly, så var denne opgave da hurtigt løst, for den flyver jo pænt hurtigt sådan en, ja hvis altså selvfølgelig de så også kunne flyve…

Min pointe er; at Danmark har 3 Hercules transportfly (vi har faktisk 4 men der er fast et til maintenance) når så vi sender de 2 der kan flyve til Islamabad, så står resten af vores missioner stille, som i helt stille. Dvs. at vi har tropper ude der ikke har kunne blive genforsynet i 3-4 måneder fordi vi samtidigt forventer at et fly der flyver Grønland og minus 50 grader søndag, uden problemer kan flyve Mellemøsten tirsdag i plus 50 grader. Det kræver jo ikke alverden at regne ud hvor mange fejlmeldinger gamle maskiner som vores melder efter sådan en omgang.

Da vi så samtidigt har fyldt nyere elektronisk udstyr på som så selvfølgelig konsekvent kommer op med fejlmeldinger, som man så ikke må sidde overhørigt, ja så bliver det dælema ikke meget Hercules reelt må flyve. Fandema nogle dygtige folk der sidder og prioriterer. (mon det er de samme der prioriterer mink og 60 vacciner for 16 millioner vs velfærd og ligeløn?). Sandheden er, at vi skulle have købt os en C-17 og et par nye Hercules for bare et enkelt af vores håbløse kampfly.

Talk about C-17 Globemaster, sådan en svend kan spise et par Herkulesfly til morgenmad. Det er en vild maskine som man bare ikke kan lade være med at glo på som de står her på flightline (faktisk op til 13 ad gangen), en ordentlig stor moster!

Husk hvis i spiller flykort (altså bilkort bare med fly) så slår C-17 uden problemer Lockheed Martins Tristar på alle parametre lige bortset fra RANGE hvor den kan flyve 1000 km længere på en tank, hvis det skulle interessere nogen?

I øvrigt ved jeg nu hvorfor huspriserne i Skrydstrup falder, man fatter simpelthen ikke hvor absurd meget F35 larmer, det er cray cray!

Øhhh… og det med inkompetente politikere, bringer mig straks videre til dette emne;

Midt i at verden er gået i stykker, så viser det sig at vi i det danske folketing faktisk har valgt nogle uansvarlige realitetsfjerne hyklere. Jeg er rystet i min grundvold over socialdemokraterne, hvad FUCK sker der????

De har besluttet sig for at afvikle velfærdssamfundet og jeg er så rasende og indigneret over at de på trods af deres manglende evner til at lede et land, alligevel får lov. Som i ved er jeg fortsat ikke blevet begavet med børnebørn, men jeg er oprigtigt bekymret for dem og deres fremtid i dette land, hvor symbolpolitik prioriteres højere end velfærd.

Tænk sig, de havde chancen for at gøre op med tjenestemandsreform og uligeløn, men nej METTE, HUMMELGÅRD & MAGNUS i hyklede jer igennem, HUNDEHOVEDER er det absolut pæneste jeg kan sige om jer! og JEPPE BRUUS, du er en fucking skændsel for os Søborgere, ud af min butik!

Det er jo skønt for jer at i har sørget for god løn, pension og aftrædelsesordninger til jer selv, for lur mig om i ikke meget snart får brug for det!

Af hele mit honninghjerte, skide tak!

Set i bakspejlet var det måske lige så overraskende som at Naser Khader (udtales på Hans Engell’sk nAsar kA’dr) er hovedperson i en mee too sag….. not so overraskende…Trainwrecket Naser Khader, gaven der bliver ved at gi’!

Inden jeg bliver alt for bitter så må jeg hellere ringe af. Jeg nåede aldrig at fortælle den latterlige historie om min ”nedtur” til Oliestaten. Det gør jeg lige i næste update, som utvivlsomt også kommer til at handle om at vi skal i gang med at tvangsvaccinere amerikanerne, ja det bliver hyl 😉

Sidste bitre dråber. Lovindgreb i sygeplejestrejken på “WOMENS EQUALITY DAY”, fandema timing 🙁

 

Hvis du orker det, så kan jo læse videre om min nederen ned tur herunder.

Dette indlæg har 14 kommentarer

  1. Dejligt at høre fra dig, omend det var nedslående nyheder 😔

  2. Welcome back, Captain Marlow!
    Ord kan ikke beskrive hvor dejligt det er at høre din stemme igen, Marlow! Det føles næsten som at komme tilbage til virkeligheden efter tre år i zombieland (især de sidste halvandet) … Jeg elsker dit filter … seriøst. Nogen vil sige, hvaffor et filter, hun har jo ikke noget filter overhovedet, men det er lige præcis det du har. Et unikt, pc-frit filter. Hvor kun det sjove, absurde, virkelige og kærlige komme igennem. Shitshow, ja. Hvor er det, du er henne denne gang?? Abu Dhabi?

  3. TAK Marlow, skønt at læse din skarpe pen! Take care!

  4. There is a little Roberto Benigne in Life is Beautiful over that recounting of the children on the bus. Heart wrenching what those Afghan children have been through. If for only a moment they found a reason to smile. You are a good person Sarah. Bitter and sweet. Hang in there.

  5. Jeg elsker dig Kusine …. Du er det sjoveste menneske jeg kender 😂😂og den sejeste motherfucker , ville gerne være udstationeret med dig .
    Men glæder at læse dit “ stof “ lige som juleaften 🙌🏾💜

  6. What, forstår dine forbeholden svar i telefonen. Pas på dig selv Marlow. Må bare konstatere at have en sygeplejerske med på mission er guld værd. Keep up the good work

  7. Sådan Sarah. Det var hård med god læsning. Og et pr smil blev det også til. Tak ❤️

  8. Hvo’nå’ skriver du en bog MagicMarlow. Det er ret underholdende som altid.
    Din skarpe pen formidler fint hvad dit hjerte indeholder og jeg deler dine holdninger til S. Fucking katastrofe.

  9. Okay Jens, hvad gør vi? Vi har jo faktisk ikke nogen at stemme på. Lige gyldigt hvem vi stemmer på, så peger de på en enten rød eller blå levebrødspolitiker…. Hvor går vi hen? Jeg tænker meget om jeg lige som mange af vores kollegaer skulle sige nej tak til fast stilling i det offentlige og så kan de hyre mig ind til en ordentlig pris i stedet. Hvis vi alle gjorde det, ville det faktisk virke.
    Nå men som Søborger må det også være en udfordring for dig at passere Bruus’ postkasse uden at komme til at pisse i den, jeg ved at det i hvertfald er min største udfordring ved løbeturen i mosen…
    Hils på gården

  10. Men endnu bedre er det at vi skal til fødselsdag (danse dame emoji, hvis jeg havde en 😉

  11. Gitte jeg er stadig dybt imponeret over din ATLS præstation, du er fandema sej! God tur med Søværnet, svøm nu ikke for langt ud <3

  12. HA! Anette, du tror da ikke at jeg bare sådan kan afsløre min GPS position. Spørg lige Jakob Scharf eller Thomas Rathsack hvordan det er med det (muhahaha). Og det der med filter…det skal jeg lige tænke over 😉

  13. Kæmpe <3 til dig Kus!

  14. Så rørende beretning. Mit hjerte bløder. Flere af din slags, Tak. Du er min helt. 🥰

Skriv et svar