Lang tid allerede…

Molly fastholdt sit image som søster “ørl” da vi forlod Søborg i bidende frost (bildørene var frosset fast) kl 5.30, hun brækkede sig hele vejen til Kastrup, hvilket jo altid er et godt varsel???

Vi fløj med Austrian airlines onde, onde kvindehadere. De har besluttet sig for at det i sig selv ikke er ydmygende nok at være stewardesse, næ de stakkels kvinder skulle udover deres elendige job og arbejdsforhold også være til almen spot og grin iført knaldham’rende postkasse røde nyloner! Vi taler ikke om gennemsigtige let rødlige…nej fullblown røde, som var det gamacher. Hvem du end er, så se dig selv i røde gamacher, rød jakke kun afrundet af en babyblå charmeklud…… ONDSKAB, det er hvad det er!

Kun seatingen kunne få vores opmærksomhed fra deres røde ben. Ungerne og jeg holdt masken da Ælle i seatingslotteriet havde vundet 9 stive timer klemt op af en 150 kg tung turban, der stank som havde han sovet inde i mine boksehandsker og umiddelbart før afgang havde fortæret selvsamme….

 Cirkeline konstaterede tørt da vi stod af flyet i Mumbai “at de sgu’da alle sammen var indianere”, “Ugh” sagde jeg og overvejede om det var en længere politisk forklaring værd…det var det ikke så herefter er det altså indianere.

Utjekkede som vi var, havde vi ikke lavet en plan hjemmefra. Vi lovede hinanden at vi ville benytte tiden i flyet til at lave `en. Alligevel stod vi i Mumbai uden at ane hvor vi ville hen. Vi tog en hurtig beslutning (synes vi selv) og købte en billet til nattoget den følgende nat. Så skulle vi bare slå 13 timer ihjel i Mumbai city.

 

Det gjorde vi og var godt brugte og udmattede da vi kl 23 ankom til stationen. Det viste sig hurtigt at en billet ikke er en billet, hvis den ikke er købt 14 dage før, det siger de bare ikke noget om når man køber den!

Så der stod vi med lange arme, bagage og to børn, hvoraf det ene (gæt selv hvem!) startede en timelang enetale om at hun hele sit liv havde vidst at den dag, hvor det ikke lykkes os at få tag over hovedet ville komme, men at hun ikke var klar til at det skulle være IDAG!! Bla, bla, bla “Hold så kæft Cirkeline”

Jeg forklarede på tydelig dansk at det altså faktisk var IDAG! Og om hun da ikke kunne se at Indianerne da ikke havde taget skade af at ligge der på gulvet  på banegården!

Hun sank realiteterne og begyndte så at forhøre sig om hvilke ting i kufferten hun måtte lægge ud på gulvet som underlag….Først ville hun dog gerne have eskorte til toiletet, da der var for mange rotter til at hun ville gå der ud selv…….    

 

 

Jeg tøede op og gik først ud på toiletet……… Rotter på størrelse med vores genbos kat hang ud i “rotteloungen” (dvs. toilethullet) det var ikke sådan at de forduftede når vi kom ind, nej de næmest slængede sig i kummen og jeg måtte sparke efter dem for at få dem til at snige sig ned i kloaken og ud. Jeg sparkede konstant til kummen mens jeg holdt Cirkeline over den, for at hun ikke skulle se nogle af rotterne komme op af “lortehullet” jeg sendte Miss Bryce’ rotter en varm tanke, de virkede næmest nuttede i forhold til disse hardcore Mumbai rats! 

Well, jeg måtte gi mig, der kunne vi sgu’ ikke sove!

Midnat, bagage og børn på nakken og ud i Mumbai og finde et hotel.

Næste morgen åd jeg alt min budgettraveller fornuft og købte 4 RØVDYRE flybilletter til Cochin i syd Indien.

I Mumbai fik ikke kun vi uforglemmelige oplevelser, også indianerne fandt familien Marlow uforglemmelige, jeg skulle derfor posere på alverdens familie portrætter sådan ala Bush i valgkamp, små børn på skøddet af negeren flankeret af en hel Indianer familie……Ret sjovt, familiefoto nu med neger!! Sådan en havde de alligevel ikke set før;o)

Molly gjorde indtryk ved som altid at “skik følge”, med et pink kastemærke i panden. Hvad vi ikke anede var at placeringen af sådan et er af største betydning…… Molly havde placeret sit som “en gift kvinde”. Det fik det til at “gippe” i  de forbipasserende skoleklasser, især de store piger…vi fik rettet fejlen. 

 

 

Der er ganske mange Islamere og derfor har de også en dame og en herre security i lufthavnen, sådan at mændene ikke visitere damerne og omvendt. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade vær’ med at insistere på at jeg kun ville visiteres af en mand og helst en høj én. Jeg var lidt spændt på hvordan de reagerede men de var cool nok og døde af grin, det var trods alt ret underholdende, ungerne mente pinligt;o)

Vores held var selvfølgelig igen fraværende da vi landede i Cochin midt i en taxa strejke………og nej Louis Pio har ikke levet forgæves, ikke én skruebrækker!

Så endnu engang strandet. Denne gang lykkes det os at få nogle unge fyre til at køre os hen til en strand som min sidemand i flyveren havde foreslået. Her slikkede vi vores sår i nogle dage mens Mollys feber steg støt….

Mailen er jo allerede for lang så jeg må hellere kort konstatere at Molly gjorde vores kobberbryllup (ja, vi havde kobberbryllup sidste lørdag, den havde i ikke regnet ud;o) uforglemmeligt ved at have 40,5 i feber og være sådan rigtig syg i 7 dage, antibiotika og Panodil (Panodiler vil herefter kun være omtalt som GUD) bar os igennem.

Hun er nu nærmest rask og har udvidet sit lokale look: hun har fået syet en indisk klædedragt i knald pink og lime grøn (what a match!) til det har hun købt et par guldsandaler med høj hæl også lige knaldet et pangfarvet kastemærke i panden!! (vi holder masken;)

 

 

Vi er efter gysselige transport arrangementer i tog, bil, tuk-tuk og bus nu ankommet til Goa, afgjort ikke min kop te, vi navigerer gennem hobe af selvrealiserende, saxofon/violin/guitar-spillende halal-luksus-yoga-hippier. Min mor ville elske det;o)

LATER