Philippines, 13. januar 2002

 

Ja så er vi her….

Efter nogle topbelastende rejsedage er alt nu fryd og gammen 🙂

Kodeordet er TRANSPORT. Det gør de rigtigt meget her på Delfinerne…

Vi startede i Manilla (skodby!) med masser af taxahelvede, deres centrale bus station hedder fatteligt nok JAM TRAFFIC. Derfra kørte vi syd på til Lucena, tog en jeepney til havnen, hvor en ”færge” sejlede os til Marinduque, gys………. her havde jeg mit livs første nærdød oplevelse!

Jeg havde desværre glemt rådet hjemmefra om at hvis man ikke ville stå på færgen hvis den havde ligget i en dansk havneby, ja så gør det heller ikke på Filippinerne!! Efter 15 minutter på den faldefærdige skude var jeg døende af søsyge. Dødsangsten kom først da alle de andre omkring mig også begyndte at ørle, slå korsets tegn og lede efter redningsveste. Vandet stod ind over bovporten i kaskader (angst!). Sømændene begyndte at surre lasten fast med store reb, en højlydt alarm gik igang, alle så dødsens ud. Min sidekammerat knækkede sig ud over rælingen og fiskede en pakke cigaretter op af mærket ”HOPE”. Jeg kunne ha’ slået ham, kunne de ikke bare ha’ heddet ”SURVIVOR”!!!

Inden min puls kom under 700 da jeg kunne se land, nåede Cirkeline at knække lidt til i bræk puljen. Jeg er her mirakuløst nok endnu!

Efter at have kæmpet os til Gasan, var vi jo nødt til at komme videre???

Vi fløj i et 10 pers. Propelfly…. med en filippinsk kamikaze pilot, han lignede godt nok ham Osama……

Så måtte vi jo lige flyve i en rigtig flyver til Cebu… det gik smertefrit, men hvorfor skal crewet ha’ kylling?? ”Gabin gru eat jur tjiggen”??

Vi er nu endt i paradis, uden pis, det er det vildeste jeg til dato har set, vi bor midt i det!

Nå men mens jeg sidder her og skriver på verdens mindste internet café, lægger jeg ører til en ladyboy, der sidder og synger J-LO sange, AV, Av det gir’ smerter!

Vi må væk fra dette paradis, måske finder jeg noget internet et andet sted.

 

C U

 

Btw. Molly er udover BRUN også RASK!!!

Antibiotika slut igår…….. så vi må håbe!

 

Vi har oplevet det første land, der tror at VISA er en national ret. Det lykkedes dog at finde en indisk heks i en skummel gyde, der da godt kunne hjælpe med lidt penge…det kostede kun 500 Dkr. I gebyr……………………… Snaps?

Det er jo en filippinsk årsløn, så selvfølgelig betalte jeg med den største griner på læben 🙁

Jeg må hellere komme ud herfra, nu synger han gudhjælpe mig Britney gotta go!!

 

 

15. januar 2002

 

Det går skam godt. Vi tager til Siquejor og regner med at være tilbage på Panglao om 6 dage. Flemming bliver her, noget med bar og øl.

Vi har nu sundet os over vores meget filippinske start Marineduque, hvor vi ca var de første ”hvide” mennesker de så. Man kunne ikke blive væk, Ælle skulle finde en bank mens jeg var i den anden ende af byen, en mand kom op og sagde til ham at hans kone altså var i den anden ende af byen…. Manilas skodslum var også svær at sluge for især Cirkeline, der ikke kunne fatte at hele familier med små børn sov på gaden, da hende og jeg skulle finde mad kl 5 om morgenen, svært at forklare.

Filippinerne er et land med konstant ild….. de brænder affald af 24 timer i døgnet overalt, host, host. De har mange hængebuesvin og alt for store kryb!!! Derudover har de altså et usædvanligt smukt land. Skove, naturparker, strande og rismarker.

Det bedste ved det er, at det som oftest igen er lykkes os at være stort set alene, mon vores skarpt bevæbnede vagt er en af årsagerne???