Livet på operationsgangen adskiller sig ikke væsentligt fra derhjemme, måske er jargonen lidt frommere….well, det kan selvfølgelig også være svært at hamle op med vores til tider noget frie kommunikation under operationerne. Jeg er klar over at jeg her brister en illusion for mange om at stemmningen på en operationsstue altid er seriøs og dæmpet, tag ikke fejl, det kan den også sagtens være, men i hverdagen til almindelige rutine operationer kan den være mildest talt løssluppen. Husk kirurger er akademiske cykelsmede, så håndværker genet fornægter sig ikke.

Jeg besluttede mig for en enkelt dag at notere, hvad vi havde talt om under operationerne, da dagen var omme blev jeg ret overrasket over hvor langt omkring vi havde været; Stuen var en ortopædkirurgisk stue og vi kender alle hinanden godt.

I løbet af dagen fik kirurgen startet en diskussion om hvorvidt det er muligt at lave et patchworktæppe af  forhud og skamlæber og i bekræfende fald om det så kunne blive stort nok til at afgrænse Mariager fjord som dige? Samme kirurg mente også at der måtte være penge i penisforkortende kirurgi fordi som han sagde med et smøret grin “mange af os mænd ved jo slet ikke hvorfor vi har så ondt i ryggen”, noch, noch. En (mandlig) operationssygeplejerske spurgte:

“Hvorfor står flodheste i vand når de parrer sig???   -Har du måske prøvet at fugte 2 tons skamlæber!?” og fortsatte ” Ved du hvorfor stenaldermænd trak kvinderne i håret ind i deres hule?”, ” -Jo for hvis de trak dem i benet så fik de grus i fissen”!. Vi nåede også rundt om regionspolitik, mobil telefoner og børneopdragelse a la; slikket tilbage i børnehøjde, ellers kan de jo ikke nå det!

Hvert speciale sin jargon og sine topics. Jeg har en sexolog, ja han er jo ikke min men han er gynækolog på min afdeling og har så en side gebet som sexolog, hvilket han er ganske dygtig udi. Han hedder Henrik  og min dag kan ikke blive meget bedre end at være på gyn (gynækologisk) stuen med Henrik og nogle af de gamle gyn piger, især Inger. Vi griner så vores bækkenbund er ved at forråde os. Operationerne går ikke specielt hurtigt for Henrik er ikke den stærkeste multitasker og vi prioriterer hans gode historier højt, så vi glemmer at skynde på ham… Henrik har nogle holdninger om interaktionen mellem mand og kvinde som er helt fantastiske, feks. Henriks bud nr 1 er: Ros dagligt din partners lem, altså “praise it!” Sig for guds skyd ALDRIG at den er lille og hån ALDRIG hans lem!! Sig gerne til ham at den er smuk (det kan jeg simpelthen ikke sige, eller få over mine læber;o)) brug gerne ord som flot, strunk og perfekt. Vi lapper det i os når Henrik fortryller en hel operationsstue med sine egne historier, Wauu!

Historien om da Henrik for første gang var på nudiststrand står lysende klart for mig. Henrik forklarede at det ikke er som man tror, at mændene kigger på damer og damerne kigger på mænd….Nææ, mændene lurer på hinandens fyldningsgrad, jeps det er ordet, fyldningsgrad, jeg er vild med det! Det betyder noget med at de går og noterer sig hvor meget blodfylde hinandens peniser har i løbet af dagen ;o)

Måske er begrebet fyldningsgrad ikke nået til Nord atlanten, jeg hører ihvertfald ikke noget om den heroppe?

 Jeg har nok forventet at det ville være en ren slapper at være sommervikar her…. det kan da også være at det blir’ det, men so far har jeg da fået drama til at holde mig kørende til langt ind i vinteren…;

 Fru Wilhelm.

What a day (and night). Jeg har døgnvagt hver dag mens jeg er her. Det betyder at sygehuset kan ringe efter mig når som helst i døgnets 24 timer. Det benytter de sig indtil videre ret flittigt af.

De ringede fra afdelingen kl 03 i går nat og meldte “operation” thats it, ikke noget med om det er et kejsersnit eller en blindtarms betændelse…. næ, næ røret lægges og de ringer videre til næste implicerede. Ud af dynen, som jeg kun lige havde lagt mig i fordi jeg er sådan en forbandet natteravn. Fortumlet ind på afd hvor de meddeler at det er Fru Wilhelm som jeg tidligere har lagt drop på, der nu skal have foretaget en explorativ laparatomi (man åbner patientens mave for at finde årsagen til de symptomer patienten har, ex. Feber, smerter, blødning osv.).

Vi gennemgik Fru Wilhelms sygehistorie og besluttede at hun havde for mange konkurrerende lidelser og var for svag til at vi ville bedøve hende uden mulighed for efterfølgende respiratorbehandling, blod og nødvendig medicin.

Så beslutningen blev at jeg skulle overføre hende til Regionssygehuset i Hovedstaden. I lyset af at hun havde ligget halvanden dag i afd mente vi godt at vi kunne vente til den næste båd kl 9.30 (efter en helikopterulykke hvor 2 sundhedspersonaler blev dræbt ved en patientoverflytning, undgår man helst helikopteroverflytninger hvis det overhoved er muligt).

Jeg glædede mig over mit umiddelbare held, for det var nemmelig “Olajdag” igår, Nordboernes nationaldag som fejres med stor festivitas i Hovedstaden. Da jeg ikke har nogle fridage kunne jeg ikke tage derind ellers, det er virkeligt slået stort op som årets absolutte højdepunkt for nordboerne.

Som færgeplanen er, kan man først komme hjem fra Hovedstaden kl 21, så jeg så for mig en hel dag med fest, ballade og kolde fadøl (og i mine hemmelige fantasier, iført nationaldragt ;), og så ovenikøbet på timeløn, jubii, jubii. Eftersom klokken var 03 om natten, valgte jeg at gå på mit kammer til færge afgang, imens gjorde de andre Fru Wilhelm rejseklar med flere drops, pakkede taske med det vigtigste udstyr osv. Så jeg skulle bare komme kl kvart i 9 og hente hende med ambulancen.

Fru Wilhelm var stabil da vi kørte ombord på “Smydi” (vores navlestreng, færgen til og fra Fjordø) med mig havde jeg de to portører Niels & Niels, begge helt nye afløsere på ambulancen. 2 gode raske nordboere der dog overhoved ingen erfaring har. Vi havde fru Wilhelms datter med i ambulancen.

Da vi havde sejlet i 20 min ud af den 2,5 timer lange tur begyndte fru Wilhelm at trække vejret mere og mere overfladisk, hendes blodtryk faldt langsomt men sikkert og hendes iltmætning i blodet var faldet til et yderst kritisk niveau. Vi opholdt os i ambulancen på bildækket, hvilket ikke gjorde noget godt for min søsyge, som nogen mener nærmer sig et patologisk stadie. Jeg har præsteret at blive så søsyg under et prøvedyk at jeg var ved at blive kvalt i masken, jeg er en af dem der må tage søsygetabletter for at gå i karbad, det er virkelig slemt.

Da fru Wilhelm blev dårligere måtte jeg bede hendes datter om at gå op i salonen og selv transportere sig til sygehuset når vi nåede i land. Jeg begyndte at ventilere hende på maske (dvs. trække vejret for hende) med ren ilt. Det gav ikke synderlige resultater. Da der ikke var hverken walkie eller mobil kontakt fra bildækket og jeg ikke turde forlade fru Wilhelm da jeg forventede et hjertestop hvert øjeblik, sendte jeg den ene Niels op på komandobroen for at få kontakt med enten Fjordø eller Regionssygehus. For at lade dem vide hvad situationen/status var og finde ud af om de havde respirator kapacitet. Jeg skrev en seddel som jeg gav Niels med de faldende blodtryk, respirationsfrekvensen, den faldende saturation, pulsen, og et par korte stikord: lyder staset, ingen diurese siden afgang, har ikke Furix, assisteret vejrtrækning uden saturationsstigning. Har Tio, suxa, rapifen, efedrin. Skal jeg intubere?

 John kom tilbage med en besked der hed, giv furix (hvilket jeg jo ikke havde!), ventiler på maske (hvad jeg allerede gjorde!) elever hovedgærdet (som det allerede var), sæt voluven op (den kørte allerede), giv efedrin. Alt i alt, kunne jeg nu kun forberede mig til det uundgåelige hjertestop. Jeg satte elektroder på, forventede en ikke stødbar rytme (et hjertestop man ikke kan få igang ved at støde det), trak medicin op og gjorde mit intubationsudstyr (det rør man lægger i luftrøret og sætter til respiratoren) klar. Jeg forklarede på tegnsprog til Niels og Niels hvad der var ved at ske, hvilket de tydeligvis ikke var helt tryg ved. Mine fødder kogte i de billige Bilka vandrestøvler, som jeg havde købt og imprægneret så grundigt at de nu virkede som 2 vaccum plastposer. Jeg overvejede kort at tage dem af, men af hensyn til Niels´erne og min fuldblodssøsyge lod jeg dem blive. Der var nu halvanden time tilbage til Hovedstaden…… Fru Wilhelms blodtryk steg en smule, hendes åndedræt blev roligere og iltmætningen steg. Jeg sagde med forceret overbevisning i stemmen til Niels’erne at vi nok skulle klare det. Vi skulle være i land kl 11.30 men pga. af vejret blev vi en halv time forsinket. Kl 11.37 gik fru Wilhelm i hjertestop! Fru Wilhelm kastede en grønlig grød op i rigelige mængder som løb ud overalt i ambulancen, jeg sugede hende straks for en halv liter og da der ikke var mere plads i suget, åbnede vi døren ud til bildækket og tømte beholderen ud af døren. Sugede mere og intuberede hende straks, uproblematisk. Niels’erne skiftedes om hjertemassagen mens vi længselsfuldt lyttede efter lyden af færgen lægge til….det gjorde den bare ikke. Der kom forbindelse til mobilen og vi ringede til Regionssygehuset og forklarede at vi nu stod med et ikke stødbart hjertestop på åbent hav, om der kunne komme én ned på kajen og tage imod os med noget mere hjertestopmedicin, de sagde først ja, men ringede så tilbage og bad os om istedet straks at køre i skadestuen, hvor de så ville stå klar. Vi ventede på at broen skulle gå ned, mens vi ventilerede og masserede så vi kunne komme afsted. Sirenerne startede og vi kørte hvad der må betegnes som dødskørsel gennem Hovedstadens nationaldragt beklædte, festende menneskemængder. Lige der havde jeg den der film fonemmelse, hvor jeg befandt mig i en surrealistist kulisse af Olajfestende nordboere, hjertemassage, nationaldragter der fløj forbi ruderne og et hornorkester spillede hvad der lød som ABBAs Fernando, en Niels der fløj rundt inde i ambulancen fordi den anden Niels var knapt så øvet i at køre kørsel 1 (fagudtryk for udrykning) og der sad jeg med sure tæer og fru Wilhelms bræk udover det hele, surrealistik, tell you man!

12.10 blev vi modtaget i deres skadestue som var det et afsnit af “Skadestuen E.R.” Top klar var de og traumelederen en kompetent kvinde, fik straks de nødvendige informationer og besluttede så at stoppe behandlingen, som var udsigtsløs. Senariet skiftede straks og alle havde fulgt vores tur over radioen og var bekymrede og kede af at det endte sådan. De krammede og aede mig uopfordret, DET er jeg ikke vandt til så det virkede overvældende.

De bød mig på te, lam og rødkål, og jeg fik en nøgle til herberget, hvor jeg kunne hvile og skifte tøj. Herberget var iøvrigt noget af det mest rædsomme jeg er blevet budt. Vinduer så beskidte at jeg ikke med sikkerhed kunne sige hvilken sal jeg var på (tænkte på Clausen; om du er bøsse, jøde eller hindu, vi ska alle ha pudset vores vindue), hesian på væggene, rislampe, en briks og brune gardiner…… Well, jeg nærmest besvimede af træthed og vågnede 4 timer senere.

Olajfesten var på sit højeste da jeg nåede ned i Hovedstadens by, nordboerne var svensker stive og lallede rundt i gaderne. P.g.a. min lette genkendelighed havde jeg svært ved at finde ud af hvilket ben jeg skulle stå på da jeg vidste at fru Wilhelms pårørende også var i byen, jeg havde egentlig ikke lyst til at drikke gravøl med dem.

Regionssygehuset kontaktede mig og fortalte at jeg gudhjælpemig skulle have fru Wilhelm med hjem til Fjordø igen……. Well det var jo fornuftigt nok og eftersom at familien havde valgt at afstå fra obduktion var der jo ikke nogen grund til at hun skulle blive i Hovedstaden. Så vi drog alle, Niels’erne, afdøde fru Wilhelm, hendes datter og jeg tilbage til Fjordø med den sidste færge.

 Øjeblik, jeg er lige blevet kaldt i afdelingen til Birgit, hende kommer vi til om lidt……