Så er man desperat:
Ja som de fleste nok ved nægtede skæbnen familien Marlow charterferie, BUT WHY?
Well vi vågnede mandag morgen, hvor vi skulle være i lufthavnen kl 8, taskerne klar und alles. Ungerne helt oppe at støde på bourbon, aldrig før havde de glædet sig så meget som til den forestående charter….all inclusive you know, tanken om is ad libitum var ved at tage luften ud af dem. Jeg tændte af en dårlig feeling for nyhederne…………”alle rejser til Egypten er aflyst pga. udenrigsministeriets anbefalinger fra i nat. 3000 charterturister må lede andetsteds efter deres vinterferie. Og vejret…….” Is ad litum, pool, dykning, vinterferie og kolde øl – alt røg lige ned i markuleringskværnen. FUCK, pardon my french. Gode dyr var top rådne. Vi ringede hele verden rundt, surfede alt der hed noget med sidste minut og rejser i samme side. Det eneste vi kunne “få” var en retur billet til Cancun………. Der er ganske få steder i verden jeg bare ikke har den mindste lyst til at besøge, deriblandt Mexico og i særdeleshed Cancun! Det kostede det dob. og i et blødt punkt med to tudende piger der ikke helt kunne se sammenhængen mellem tegninger og aflyst is ad libitum sagde vi Fuck it, vi er alligevel i økonomisk urin så ”jo tak”. Næste morgen drog vi til Cancun, det skal siges at vi havde fortrudt købet af billetterne 30 gange i løbet af natten men det var bare ægerligt for de kunne ikke refunderes, og jeg ville bare overfuckinghoved ikke en skid til Mexico.
Jeg kan jo godt være lettere stædig når tingene går mig imod, så jeg stillede mig i billetskranken i stedet for check in skranken i lufthavnen. Da det blev min tur bad jeg manden i luen på mine grædende knæ om han dog ikke bare kunne sende os et andet sted hen, hvorsomhelst, der måtte da være nogle ledige pladser på en anden flyver efter hans eget valg. Han kiggede på min billet og sagde at den jo ikke kunne ændres “det står jo lige her!” sagde han og pegede. Nok er jeg ordblind, men det kunne jeg sguda godt se! Han indvilgede i at spørge sin chef om der kunne være en undtagelse…. Men nej.
Vi chekkede slukørede ind til Cancun over Frankfurt og Mexicocity (24 timers tur..)
Så sent som i Frankfurt forsøgte jeg at modarbejde min skæbne. Jeg så en gate hvor der stod Mumbai og følte mig voldsomt tiltrukket af navnet. Jeg spurgte damen i bording skranken om der mon var 4 pladser mere, hun henviste til billetkontoret, hvor jeg straks ilede hen, jeg smækkede mine billetter i disken og spurgte “Can we change these to Mumbai?” Hun gloede på mine billetter og baggagemærkerne og sagde tørt ”You already checked in to Cancun!?” Jeg nikkede og hun stirrede forbløffet på mig og sagde “You checked in to Cancun and your luggage is already on the plane……… and now you want to go to Mumbai instead???” Jeg nikkede igen, hun holdt mit blik fast og rystede på hovedet “Din billet kan ikke ændres og selvom den kunne tror jeg ærlig talt det er liiiigge sent nok at ombestemme sig” Jeg fortrak ikke en mine men sagde højt “ONE TAUSEND VIELENDANKE!” (ja, jeg er stærk i tysk) og snurrede derfra i en tung piuette. Da jeg gik derfra kunne jeg ikke lade være at tænke på historien om at få et handicappet barn…..Welcome to Karachi “No Im going to Paris” Sorry you have to leave the plane now and this is Karachi….”No, no, no I was going to Paris!” Sorry madamme, but welcome anyway to Karachi….
Den må i få en anden gang, men pointen er at man må adaptere.
Endelig kom vi til Cancun, hvor vi hurtigt fik deres lemfældige omgang med panfløjter at føle. Vi indlogerede os på et hostel hvor vi sloges om tæpperne den første nat (her er så koldt at man ikke fatter det!) dog vågnede vi brat ved at døren til vores værelse blev sparket op, lyset blev tændt og et køleskab af en mexikaner stod i døren. Vi satte os alle op i samme bevægelse, han så forskrækket ud og sagde sorry, slukkede lyset og smækkede døren i igen….. Hmmm…hvad mon han ville?? Vi fik senere afvide at han arbejdede der og troede værelset var tomt, jeg tænker bare, hvad er der nu galt i at bruge nøgler og håndtag?? Selvfølgelig får man udlevet lidt flere uropanser drømme ved at sparke døren op…
De følgende dage måtte vi lide under et højst anstrengende arrangement….. en fløjtende indianer på en pind (flagstang). 50 meter fra vores værelse sad en indianer og fløjtede i toppen af en flagstang, ned fra flagstangen hang der så 4 af hans indianervenner på hovedet bundet fast i et ben. De drejede rundt om stangen og man tænkte at de da nok var døde eftersom de hang på hovedet en hel dag ad gangen. En sjælden gang imellem bevægede de så det løse ben så man kunne se at de var i live… 3 dage med det fløjtehelvede udenfor døren, så kunne jeg bare ikke mere og vi tog 4 timer ind i landet med bus (med håb om at det blev varmere…).
Vi kom til Merida, som viste sig at være den mest funky by og hotel jeg til dato har set, man kunne ligefrem høre slagbassen, så funky var der!
Well nu siger de jeg skal gå….
Jeg må lige sige en ting….eller to; De her mexikanere er afgjort ukønne! Det anede jeg ikke men de har krop som et lille køleskab (altså sådan et fra et sommerhus) også ser de ud som om de har fået et slag i hovedet med et bat, altså ikke et baseballbat nej sådan et fladt rundboldbat…… Nej det er ikke kønt!
Og tro det, eller tro det, jeg er blevet udsat for “Wind of change” i spansk version, hvad sker der??? Er det også pga global warming eller hvad?
Ja, vi har også mødt hobe af liposuction hungrende dybt ubegavede amerikanere, dem der ufrivilligt bare får en til at omkomme af grin hver gang de åbner munden. En af dem fik våde øjne over at fortælle en rørende historie om elefanterne under Tsunamien……Gosh er det også global warming?
Hjemme om en uge