Jeg er nu over halvvejs i udsendelsen, og der er for alvor gået Groundhog day i den. Hver morgen starter med havregrød og æg, som dagen før og dagen før den og dagen før den igen.

Jeg passerer hver morgen den samme overstadige englænder foran guard-room, der hilser lige overstrømmende når jeg reflektorisk spørger “How are you?” og han lige så reflektorisk svarer “Living the dream!”.

Selv vores “Forrest Gump projekt” med at gå 15-25 km om dagen er ved at overgå til følelsen af “90 års fødselsdag” nytårsaften. Jeg siger “Naaaaiii har du set de er ved at bygge en vej!” HVER gang vi passerer mineryddernes afmærkningsstrimler i øvelsesområdet. Doc svarer HVER gang “Hold nu kæft, jeg vil simpelthen ikke høre det mere!”, næste runde “Naaaaiii har du set de er ved at bygge en vej!”, Doc “Hold nu kæft…… osv. Vi har på den måde gået 400 km indtil nu.

Der går hverdag i alt. Lige så bizart mit sengebord så ud for mig de første par uger, lige så fuldstændigt naturligt ser det ud for mig nu….

En lille ændring i hverdagen kom der da, alle karlene på “gården” blev skiftet ud fra veltrænede jyske svende til tunge sjællandske Livgarder. Dialekten skiftede, hårmoden skiftede og der er ovenikøbet blandet lidt etnisk flavor ind i besætningen. Med sig havde de nye regler og nye uniformer.

De sidste af mine “gamle” drenge forlod lejren vinkende fra Piranjaen til soundtracket fra Top gun, et dramaturgisk mesterværk. Det gav ihvertfald os tilbageværende en klump i halsen. Hvis jeg havde vidst at man kunne få så søde drenge, så tror jeg alligevel godt jeg ville have haft en. De er savnet.

Jeg ender formentligt med at være den sidste danske soldat, der forlader Afghanistan iført ørken uniform. Den traditionelle ørken uniform er nu skiftet ud med en ny multicam uniform, som alle skal bære fremover uanset om de ligger i Birkerød hegn eller Helmand og gemmer sig.

Det lyder nok ikke rigtigt af noget i jeres ører sådan at være den sidste i den gamle uniform, men det svarer til at være den sidste passager, der kørte gennem København i sporvogn….. well, det lyder måske heller ikke rigtigt af noget, så lad mig bare konstatere, at det for nogen kan være noget at prale af, mens det for andre bare var en transport til arbejdet.

Den forbudte glæde over at nogen er kommet så dygtigt til skade, at de er endt i vores traumestue har vi “heldigvis” haft et par gange den sidste uge. Omend vi ikke har 100% overlevelse på sigt af vores kunder, har vi fået kæmpe ros for vores håndtering af dem.

Ros er jo meget godt, men det når stadig ikke den tilfredsstillende PIK-følelse, som at løbe forrest ind i Chinooken med den sårede på båren. Vi har 30 sekunder fra vi løber over rampe kanten til vi skal være ude igen med udstyr og have afleveret den sårede. Hver gang har jeg tænkt, det ville vel ikke være det værste der kunne ske om jeg snublede og ikke nåede ud igen. Jeg mener så ville jeg sidde og nyde udsigten og Pikken resten af dagen, som man siger. Skulle det ske, er det selvfølgelig et frygtligt uheld og bestemt ikke med vilje….

Modsat den forbudte glæde ved traumerne, så er der absolut ingen glæde ved de forbrændte børn. Deres forældre bringer dem til os i håb om mirakler. Et fortvivlet forældrepar kom til maingate med deres 7 årige forbrændte datter efter at have været på to lokale sygehuse der begge havde afvist dem fordi behandlingen af pigen ville være formålsløs.

Så står vi der og er deres absolut sidste håb, lige indtil vi slukker det med en afvisning. Vi kan kun sende dem hjem og dø. Her er et brandsårsbarn en så stor belastning for familien at der ikke er nogen glæde i at overleve med mén.

Realiteterne sparker røv!

Jeg havde en snak med en af de “nye” soldater, som er her for 4. gang (læs fjerde!). Han havde et overordentligt klart billede af sine realiteter.

Han fortalte først om det umulige i at sidde i Danmark og blive enige om hvad der er vigtigt at få implementeret i afghansk politi og om hvorfor man er helt forskellige steder på behovspyramiden.

Hvordan det er meningsløst at tale om stolthed i arbejdet og selvrealisering til folk der ikke engang er sikret mad og tag over hovedet.

Han mente også at han med jobbet udviklede en vis skizofreni. Som han sagde kunne han stå og kramme en lille dreng efter at have givet ham chokolade og kuglepenne. “Næste gang jeg ser ham er måske igennem et kikkertsigte når jeg ligger og skyder efter ham”.

Hans endelige konklusion; I guess life’s a bitch!

Bitch! Det fører mig desværre over til min rolle i den ugentlige hygiejneinspektion.

Det er mig der er Ilse, der med knold i nakken og en lille Maglite går gennem samtlige telte og kontrollerer om “Gårdens” 350 karle har skiftet sengetøj, fjernet sammenklistrede “Ugens Rapport” under sengen, vasket gulv, lagt alt spiseligt i mouse-proof boxes, smidt brugte gokkesokker til vask osv.

“Ugens pod” (8-mandstelt) vinder en kasse sodavand. “Wauu, en kasse sodavand?”, tænker du nok. Kan 8 voksne mænd virkelig gå op i en kasse sodavand? Ohh my fucking YES! Hygiejneinspektionen er den ultimative lejer konkurrence!

Det forstod jeg ikke helt den første gang. Det blev dog ganske klart efter de første officielle klagebreve kom til min delingsfører! Klagerne lød: “Da min pakke med proteinpulver var åben fordi jeg var ude at finde en mixer, finder vi i Charlie 7 det er unfair at vi taber inspektionen på dette grundlag”. GAAAAAAAB mand!

Det gamle hold gjorde en sport ud af det, på den måde at de mellem porno og pulver gemte plastik biller og kakerlakker for at se om jeg opdagede det. De rigtigt snedige lagde mørk chokloade med sløjfe under sengen fordi hvis jeg fandt det enten ville være for smigret eller grådig til at give det en anmærkning i rapporten. Og hvem ved, måske kunne mørk chokolade mildne mit sind, hvor de har fået den ide fra fatter man jo ikke 🙂

Hygiejne inspektionen er også en ekspedition ud i det mandlige køn. ALDRIG i mit liv har jeg set så meget pik, porno og proteinpulver! Det er næsten som en del af uniformen. Der er måske 10 ud af de 350 der ikke følger opskriften med 5 kg proteinpulver, plakater med store patter, Red bull, cigaretter, tatoos, opslåede pornoblade og midt i virvaret et lille billede af kærsten. Det ligner aftalt spil.

De 10 outsidere er enten piger eller freaks med fodboldplakater istedet for porno (ja, det skaber jo nærmest endnu mere undren?). En enkelt hårdt trængt buddist er her også plads til.

Her adskiller mine nye amerikanske redneck specialstyrke venner sig væsentligt. De bor ikke i telt, de bor i rigtige enkeltmands værelser med hvide vægge. De har deres helt egen slags porno på væggene; våben! De har klodens samlede værker af våben på værelserne, det gør dem rolige og trygge, jep de er sindsyge!

Omend de er sindsyge så giver de gerne et frirum til et par af os hunkøn i lejren. De har inviteret på kæmpe bål og BBQ med dertil hørende god damn country musik.

Min specialstyrke ven, ja jeg kan jo ikke sige hvem han er og hvad han hedder, for så er jeg jo nødt til at kill you!  Han kommer og picker mig up i sin John Deere og tager mig med på skydebanen. Han er proppet med fantastiske klichéer. Min yndlings er den der med hans halskæde. Han har en patron om halsen i en snor, fordi vi jo alle ved, at vi har en “bullet with our name on it”, så så længe du har den om halsen, ja så kan du jo ikke blive skudt med den….. wola! Den slags logik går jo rent ind hos mig….. 🙂

Så skulle vi dælma underholdes af englænderne. De kastede Katie Melua og 2 elendige stand up’ere op på en blokvogn foran vores Med-center i torsdags.

Hun var da nuttet og sang da rent og det hele meeeeen røvsygt det var det sgu’.

Højdepunktet for mine medbeboere var at hun sov og skiftede tøj i vores pod (telt). Og man må da give hende, at ikke mange har skridtet lejren af i så funklende stiletter.

ORNENYT

Ornen er på leave, dvs 3 ugers ferie i sin egen svinestald, det er ligesom chefens ferie, den går også altid for stærkt, men vi nyder hvert sekund.

Hørt gennem teltdugen:

“Jeg ved ikke, men jeg synes sgu’ det er svært at falde i søvn når man ved at ham ved siden af ligger og river sig i pjorten”

BILLED-NYT:

Min delingsfører (tidligere præsenteret som Dolf Lundgren) forlod os som den sidste fra det gamle hold, piv.

Så var der Valentines dag, en “hemmelig” amerikansk analytiker sendte os Valentines kort, som han havde oversat til dansk via google-translate, nej det kommer der  aldrig noget godt ud af….. tog et par dage at få forviklingerne afklaret efter at den ene oversættelse var blevet til: Vil du gifte dig med mig på Makedonsk 🙂

Jeg er blevet afhængig af de fantastiske solnedgange, tænker hvordan man mon kan tage dem med hjem, uden moms selvfølgelig!

B good

Lååååv med låååååv på

Captain Marlow