AV! Jeg bløder stadig lidt fra hoften, der hvor jeg blev adskilt fra min siamesiske tvilling Doc Rose… jeg har stukket en finger i såret og håber at det snart stopper. Vi havde det simpelthen for godt og det ville jo være for let et ophold hvis vores fest havde fortsat de næste par måneder. Hun er nu sendt på togt til Færøerne med much love herfra.

Den sidste dag vi var sammen, gjorde vi hvad vi kunne for at piske en fest op på Kuffen, selvfølgelig med tænder 🙂

Dagen efter var det min fødselsdag. Egentlig ikke noget vi gjorde noget væsen ud af. Mine sanitets drenge mente dog at jeg skulle have en uforglemmelig fødselsdagsgave. Så da vi havde traumetræning den eftermiddag havde en af drengene smidt tøjet og fingeret en skade i lysken med medfølgende fragmenter i penis som jeg så skulle finde og behandle… Det var overordentlig god underholdning, især da vi var færdige og det nøgne moment traskede fra traumestuen og ud gennem Medcentret i bar røv og teaterblod. Synet af de engelske medics MK der gjorde store øjne og holdt sig for munden var det hele værd. Jeg måtte så efterfølgende forklare at det var en fødselsdagsgave, og at han på ingen måde var ude på at støde nogen, om i forstår sådan en lille én 😉 Jeg siger tak!

Da den nye Doc ankom valgte vi at gå Dancon march, 25 km med 15 kg på ryggen i umulige militær støvler og uniform. Det gik så godt, at vi kom til at love hinanden, at vi skam skal gå en 100 km march inden vi tager hjem herfra. Glæden ved at gå her begrænses hurtigt af, at den længste rute man kan gå i lejren, hvis man følger hegnet hele vejen rundt og krydser ind diagonalt 2 gange, kan komme op på 5 km. Dertil kommer, at her udover stenhård støvet ørken jord, er lagt stabil grus og ral ud på meget af ruten. Hvem der end har fundet på at kalde det “stabil grus” er iøvrigt en nar, for er der noget det ikke er at gå på, så er det stabilt! Til min kære onkel Peter, det kan du garanteret give en god forklaring på.

Vi har selvfølgelig råbt op i hele lejren om at vi agter at gå de 100 km som ægte march i støvler og med rygsæk (har allerede pænt ondt i skøjterne, bare ved tanken), så den bliver ikke så let at løbe fra…

Lejerlivet

De morgener hvor vi er én mindre ved morgenbuffeten er krigen present i lejren. Ellers er lejren “helle” og krigen er noget der foregår udenfor. Vores drenge er kørt på IED’er en del gange på de sidste uger, heldigvis har der kun været materiel fysisk skade, dermed ikke sagt at der ikke har været skade på drengene. Nogle er relativt upåvirkede, andre føler måske at posen med held er ved at løbe tør, især fordi det er slutningen på et hold. Man er kommet helskindet helt hen til målstregen, så er det ubærligt at forestille sig ikke at komme over målstregen at all. Det er tydeligt at nu skal alle bare sikkert i mål.

Holdet skifter i løbet af den næste uge og jeg vil være den eneste af dem der er her nu, som stadig er her når jeg skal hjem, alle andre er skiftet ud.

Jeg er selvfølgelig spændt på min nye delingsfører. Ham jeg har nu er absolut lidt af en undtagelse. Han ligner Dolf Lundgren i en yngre og højere udgave. Flotter fyr hvis i skulle spørge fra nogen! Han er bestemt ikke nogen læderhals, han er omtrent lige så bisset som sin mors “frikadunser”. Den 2 meter store klippe sidder her og fletter armbånd til kæresten som den børste han er…. Ham kan vi lide.

Hverdagen er ellers ret rutine præget;

Vi står op 07.30.

07.45 morgenmad.

08.30 morgenbriefing.

9-11 konsultation, afbrudt af formiddags KAGE.

11.15 går vi 5-10 km.

13.00 frokost.

15.30 eftermiddags KAGE.

16.00 går vi 5-10 km.

18.00 aftensmad.

19.00-20.00 aftenkonsultation.

20.00 aften KAGE derefter, banko, quiz eller fri leg.

Selvfølgelig har vi “det løse” ind imellem, meeeen der er måske alligevel en grund til at de kalder os Kagekrigerne 🙂

Når nu vi bruger så meget tid på mad, kan måltiderne til tider godt være en udfordring.

Det er en buffet vi tager af, en engelsk buffet, dvs altid fritter og friture mad. Da campen jo som udgangspunkt var til kampsoldater kunne man ikke øse nok energi i kunderne. Så for at få kalorieindholdet helt op at ringe, hælder man olie i alt maden efter tilberedning….. det kan man godt blive lige lidt træt af. Udover oliemaden tilbydes til hvert måltid en grøntsag, som regel røvpulede ærter, der er så gennemkneppede at de ligger slapt og usammenhængende hen i stålfadet.

At bruge ordet buffet er vel også lidt af en tilsnigelse. Nok er der linet retter op; Et stykke kød, en curry, en burger med maskinudbenet hårdt sammenpresset affaldskød, paneret “your-guess-is-as-good-as-mine” eller hotdog med smeltet ost? Så ja, jeg spiser rice & curry 2 gange om dagen, hver dag.

Til gengæld er der et fantastisk system hvor man under ingen omstændigheder må mixe og matche retterne! Altså ikke noget med at tage en kødbolle på tallerkenen hvis man har valgt omelet, det er selvfølgelig en regl der skal udfordres dagligt. Jeg er så heldig at jeg er så meget “in the good-house” med køkken personalet at de gudhjælpe-mig laver en speciel portion havregrød til mig hver morgen og speciel chicken tikka. De er fra Sri Lanka og super søde. Mens englænderne æder deres paneringer og gennempulede ærter, mestrer de kunsten “almindelig dårlig opførelse”, så vi andre fremstår som rene Lise Rønner til sammenligning.

Når vi ikke spiser får vi tiden til at gå med alt fra stafetløb til dukkebedøvelser. Vores præst har en side på soldaterportalen, hvor hendes dukker skriver om livet i lejren. Doc og jeg mente at der nu måtte ske disse dukker noget dramatisk inden de skal hjem. Vi foreslog alt fra afrevne dukkearme, fragmenter i øjet, overkørsel af bæltekøretøjer, skalpering ved at håret sad fast i piranja bagsmækken, træde på en IED og miste hele underkroppen, ja der var muligheder….. Desværre mente præsten ikke at ideerne var brugbare, så lur mig om ikke vi endte med en banal blindtarmsbetændelse! Ja, vi bedøvede dukken med gas og fjernede blindtarmen gennem en åben operation. Den blev syet sammen igen og har nu et fint ar lukket med vicryl.

Tonen er som man må forvente i en lejr med 1500 mænd.

SÅ mange pølser og SÅ lidt brød, som man siger… Når drengene sidder på Kuffen og læser de venligst donerede dame sladderblade, sidder de med den ene finger og peger på alle chicks’ne “Hende der, ku’ godt”, “hende der, ku’ godt” og “hende der Medina skulle da bare gennemkneppes” osv

De har også indviet mig i en YouTube verden jeg ikke anede eksiterede.

Min yndling i genren er “Fjeder forklarer”, det er drengerøvshumor på højt plan, jeg indrømmer gerne at jeg er den første til at brække mig af grin når vi ser “Fjeder forklarer, Rosita de Calella” eller “Fjeder forklarer – i Blokhus”. I grove træk er det “Fjeder”, der fortæller om sine kapringer og kvinde bekendtskaber. Tjek det ud HER og HER . ADVARSEL: IKKE FOR SARTE ELLER SIPPEDE SJÆLE!

Ja, når man så har set “Fjeder”, så er det sgu’ svært ikke at komme til at lege med maden i cookhouse….. I know….. men jeg kan altså ikke gøre for det 😉

Ornenyt

Ja, Ornen den kære orne, lad os nu lige nævne ham når vi er ved det usmagelige og perverse…. Han er blevet nærmest håndtam. I alt sin grisse charme,  sneg han sig op på mig under en traumetræning, hvor jeg havde hænderne fulde af afrevede lemmer og blod. Pludselig stod han helt oppe i fjæset på mig, mens han nærmest stønnende fremstammede at han havde noget nede i bukserne, jeg godt lige måtte kigge på. Jeg fastholdt mit blik på min patient, mens jeg hurtigt løftede mit ben så mit knæ kom faretruende tæt på hans skridt og sagde “sorry, I got my hands full, but I’m sure my knee can do the job”. Tænk sig, han har været fidel og fedtet siden. Hans løbebuks derimod har ikke ændret sig, den sidder stadig kilet højt op i røven på ham, fy fanden en kedelig karl, PUHha!

Til gengæld har jeg fået nye venner, amerikanske special forces. De inviterede mig idag på skydebanen med deres sniper rifle, MEGET GOD UNDERHOLDNING! Jeg fik lov at tage to andre med, så vi gav den gas.

De er som den slags jo er; tungt republikanske!

Vi er ude i at dødstraf er godt, man skal selvfølgelig ikke have våbenlove, bøsser og lesbiske kan helbredes, der skal ikke være kvinder i militæret o.s.v. Fullblown rednecks.

Der er bare én ting jeg ikke kan løsrive mig fra, with these people, de er somewhat my people? Jeg kan ikke forklare det, for vi er på alle måder uenige om alt, men jeg kan bare slappe fuldstændigt af i deres selvskab. Ingen overraskelser, påtagethed eller for den sag skyld britisk intelligent indpakkede spydigheder. Fuldskæg, kasket og gun-rack, du får hvad du ser. BUM.

De drømte selvfølgelig allesammen om at få til opgave at skyde vores kære præsident, sådan er det bare…..

Så i kan nok regne ud at der ikke var fyldt på lægterne da han skulle indsættes. Hvor jeg for 4 år siden stod på the Mall i Washington DC, max grådlabil, fulgte jeg denne gang det hele fra vores udendørs tv-hjørne i Medcentrets gårdhave. Mutters, men in good spirit.

B good

LOVE  MED LOVE PÅ!!