Woops, så er der gået nogle dage, bestemt ikke kedelige.

Familiebesøget, var lidt af en blandet fornøjelse, vejret var spagt sagt BARE OVERHOVED IKKE MED OS! Skybrud 24/7. Besøget startede også godt med at de jo kom et døgn forsinket og da de endelig kom, udrullede her sig et filmisk sceneri;

Jeg havde lige indstalleret familien i “Kemman” det hedder den lille bygning bag hospitalet hvor personalet indlogeres i de før omtalte “blå” boliger. Jeg tror klokken var lidt over 3 om eftermiddagen og jeg gik en afsluttende runde i sengeafdelingen for at lægge drop inden jeg skulle hjem.

Mens jeg stod i vagtstuen, der ligger lige overfor hovedindgangen kom en lille dame løbende op ad trapperne mens hun råbte en masse på nordatlantisk hun var tydeligvis desperat og holdt begge hænder på hoved, hun faldt sammen ved skranken, pegede bagud og hulkede Karl, Karl.

Uden at kunne et ord nordatlantisk, forstod jeg klart at den var gal med Karl, hvem han end måtte være. Jeg nåede at tænke at det nok var et barn som var faldet eller noget i den retning, mens jeg løb ned ad trappen og ud af hovedindgangen. Klods op af indgangsdøren holdt en bil med dørene åbent. På forsædet sad eller nærmest lå en mand, blå i hovedet med fråde om munden. Bag mig kom Jørgen og et par sygeplejersker fra afdelingen. Jørgen og jeg fik manden ned at ligge, råbt til sygeplejerskerne at vi skulle bruge en ambupose og ilt, Jørgen begyndte på hjertemassage da Karl, som vejede godt til var kommet ned på asfalten, jeg spænede ned på operationsgangen og råbte “HJERTESTOP! SÅ ER DET NU!” efter min kollega som straks greb vores akuttaske. Karl blev intuberet (igen det der med røret i halsen så vi kan trække vejret for ham). Vi stødte ham 4 gange med defribilatoren. Det hele foregik på vejen foran sygehuset og  tiltrak hurtigt udover Karls hustru også andre tilskuere. Mens vi lå der på asfalten og baksede med Karl sørgede jeg hele tiden for at have ryggen til “Skemman” af frygt for at Cirkeline skulle se hvad der forgik. Mærkeligt nok træder ens beskytter instinkt igennem selv i en situation som denne, ikke at jeg som sådan tænkte tanken til ende men jeg viste at Cirkeline ville gå i selvsving på en hidtil uset måde hvis hun så scenariet, hjertemassage, opklippet tøj blod og stød. Jeg nåede også at tænke at hvis bare Molly eller Ælle dog kiggede ud af vinduet først ville de sørge for at Zillar intet fik set. Karl blev stabiliseret og vi fik ham på en båre og indenfor. Da vi ikke har en intensivafdeling med respiratorpladser her vidste vi at vi hurtigt skulle have ham til Hovedstaden. Jeg gik ned på operationsgangen for at pakke en transporttaske mens vi ventede på helikopteren. I køkkenet sad 2 af operationssygeplejerskerne opløst af gråd, den ene var Karls nabo og den anden mor til hans svigerdatter (dvs.Hendes datter er gift med Karls søn, Karl og hende deler barnebarn en iøvrigt vanvittigt nuttet dreng) De udspurgte mig selvfølgelig om overlevelseschancerne og jeg kunne kun sige at han jo var i live men at vi ikke vidste noget om hans cerebrale tilstand (dvs. Om han var grøntsag eller ej).

Vejret var for en gang skyld fuldstændig klart (har det ikke været siden) så helikopteren kom straks. Jeg nåede lige at sige farvel til min nyankomne familie og høre Molly sige “Årrhh… hvor sejt, jeg vil også være sygeplejerske og flyve i helikopter når jeg bliver stor” Bare tanken fik det til at gyse i mig! Er der noget jeg ikke ønsker for mine børn, så er det at de bliver sygeplejersker, ikke p.g.a. af jobbet men hvad der følger af elendige løn og arbejdsforhold, please Molly aim higher!

Høgni, en super dygtig portør, og jeg pakkede os hurtigt (jeg, må ha’ slidt Niels’erne op?) og kørte ud til landingspladsen hvor helikopteren holdt. Da ambulancedøren gik op var det første jeg så, en helneger i orange overlevelsesdragt!!!! Ohhh baby, ægte negerglæde skyllede op i mig ;o) Jeg kan ikke beskrive hvad det er for en følelse det udløser, noget med ikke at føle sig alene efter ikke at ha’ set det der ligner en hel, halv eller bare almindelig perker i 3 uger, (løgn jeg så en isperker som de skælmsk kalder grønlænderne i Hovedstaden, det tæller vist ikke)….men ihvertfald et smil i hele femøren på os begge. Larmen fra helikopteren er for høj til at verbal kommunikation af nogen art er mulig. Så “Hva’ fanden laver DU her?” måtte jeg æde og lever videre i evig nysgerrighed.

Da jeg sad der i helikopteren og håndventilerede (Trak vejret for Karl), kiggede jeg ud over det helt fantastiske vue og tænkte “eat your heart out, motorring 3 og Gentofte brandvæsen” “This is the way to transfer patients!!!” Jeg havde stoneface men var totalt høj af situationen og ja…… Fuldstændig lykkelig over at være sygeplejerske!!

Karl blev afleveret på Regionssygehuset og jeg kørte en tur med Høgni mens vi ventede på at helikopteren kunne flyve os tilbage. Et russisk skib var stødt på grund så helikopteren skulle flyve forskelligt materiel frem og tilbage. Høgni og jeg kørte ud af byen for at se skibet, det var vi overhoved ikke alene om…… Totalt bilkaos mødte os på vejen udfor det forliste skib. Man kunne nok tænke at de trænger til nogle flere tv-kanaler hvis aftenens højdepunkt er at betragte et skib på havet??

Klokken blev 4 om morgenen før helikopteren havde tid til at hente os, hvilket også vil sige at Karls kone som skulle flyves ind til Karl når vi var kommet hjem, må have været opløst af ængstelse over den lange ventetid.

Høgni og jeg stod på landingspladsen da helikopteren kom, jeg synes det var topcoolt sådan at blive hentet i helikopter. Fra Fjordø var jeg blevet udstyret med en “overlevelses jakke” præcis hvor man kunne overleve i den stod noget uklart for mig, nok nærmere Jamaica end Nord atlanten. For ikke at dø af kulde havde jeg på Regionssygehuset fundet et storblomstret Ikea vattæppe som jeg havde svøbt mit ellers top pro look i (som en gammel kone). Da helikopterens lyskegle ramte mig og mit storblomstrede stykke Ikea, tænkte jeg “For satan Marlow, din platfodede amatørklovn, kan du da for fanden ikke bide lidt kulde i dig for en gangs skyld??!” Der var sgu’ ikke meget luftens helte over det look! Jeg kunne høre Pia Hajs stemme for mig “Nu tager du dig sammen, det gør ikke noget at skoen klemmer og du fryser, det er det det koster at se godt ud!” Åååhhhh, jeg ville ønske at jeg havde lyttet til hende, bare denne gang.

Nå men hvor sindsygt fedt tror i lige det er igen at blive hentet, denne gang i daggry.  Dog af samme crew (forstod pludseligt godt hvorfor pårørende får chicks om øjnene når de har set én være på arbejde i 16 timer og man så siger “Daw, jeg hedder Marlow og jeg skal bedøve dit barn” Hell no! du skal sove, skal du, før jeg lægger mit barns liv i dine hænder!) tænkte “Hva’ med en lur drenge?”

Straks jeg havde sat mig i helikopterens eneste stol omgivet af 5 mænd glemte jeg skrækken. Det var simpelthen fantastisk, Hovedstaden forsvandt under os, himlen var fuldstændig klar og jeg var totalt høj….. Roterbladene gik flap, flap, flap jeg følte mig som “Nurse, G.I. Jane, Sarah Bauer, for fed for mig selv, out of this world, Lynn, Tuxen, Marlow” Boy hvor var det fedt!

Vi landede nærmest på fødderne af den ventende hospitalsdirektør, der klappede mig på skulderen og sagde “Godt  Marlow, godt arbejde” (ser i det var heller aldrig sket på Gentofte….der kan jeg ikke engang udpege hospitalsdirektøren i en lineup! Har mødt ham en enkelt gang, hvor jeg var ovre og klage over hans reklamekampagne…)

Jeg sprang ud af “luftens helte” og ned i den virkelige verden, hvor Karls kone stod, hun gav mig et knus så oprigtigt, at jeg lige der tænkte det, som har gjort mit fag lavt lønnet dette må være løn nok i sig selv!! Havde nogen sagt at det var et frivilligt job, som involverer alt i min verden bortset fra min bankkonto havde jeg råbt “SURE THING!”

Jeg krammede færdig og fik sendt hende afsted til Hovedstaden.

Næste dag var det russiske skib på forsiden af alle aviser, det gik ned i bedste Titanic stil, altså bare uden Leonardo.

Vi fik besked fra Hovedstaden at Karl var vågen og ikke havde lidt mental skade, det udløste straks kage fra familien ;o)

(Jeg tager lige en pause, der er sket det skønne at jeg har fået “24 timer” med Jack Bauer på min ipod, jeg havde ikke lige overvejet hvor tidskrævende “24 timer” i navnets bogstaveligste forstand er……. Ja det tager jo et døgn at se den,  jeg er nu nået til afsnit 14 hvor præsident Palmer endnu engang er død, fantastisk serie jeg æder den råt!) Jeg lovede jo at vende tilbage til Pia, så hende kan i lige høre om i mellemtiden;

Pia er en fuldstændig fantastisk kvinde og heldigvis en af mine absolut nærmeste veninder. Pia er logisk nok voldsomt populær og kan derfor nogen gange være svær at få i audiens. Men når det så lykkes er det “high life” (pias udtryk for når det hele spiller) Pia er alt det man gerne vil høre andre sige om en; Sjov, 100% loyal, festlig, sød, tolerant, selvironisk, betænksom og altid med på den (aller)værste. Alt i alt en worldclass skat´pige! Der er nogle særlige kendetegn såsom at der absolut ikke er nogle huller i hendes manglende stedsans, man kan droppe hende af et hvilket somhelst sted i verden og hun vil ikke ane hvor hun er. Hun mener selv at det er blevet en smule bedre…….det hedder GPS. I starten troede jeg at det var for ikke at få den stjålet at hun altid tog den med ud af bilen, men det viste sig at det er for at kunne finde tilbage til bilen eller ind i huset.

Pia kan ligne en million og være en virkelig lækker skøjte, men heldigvis kan hun også se ud så man uvilkårligt tænker, om hun har været frosset ned længe. Man kan fylde hende med hemmeligheder uden at hun flyder over.

Pia kan lide af uheld i en sådan grad at det næsten ikke er sjovt…. Der var en periode, da hendes mor Grethe var døende, hvor ALT gik galt!

Det startede med at vi var i byen og Pia glædestrålende fortalte at hendes kæreste gennem 6 år, som hun kiggede på hus og ville ha’ børn med, var begyndt at løbe og havde købt nyt tøj som han bare så super godt ud i. Sortseer som jeg kan være sagde jeg “Nåee, så knepper han sgu’ nok en anden”. Det talte vi så ikke mere om før Pia næste formiddag ringede opløst af gråd og sade “Du havde ret!”. Åhh nej, kæresten havde kørt hende ud til sin døende mor på Herlev og havde i bilen sagt de gyldne ord “I nat var sidste gang vi sov sammen”! Så skred han med en ligegyldig gås fra Mørkhøj! What an excellent timing.

Derefter gik det slag i slag med den ene lille mærkværdige sceance efter den anden.

Hun fik stjålet sin taske inde i byen, hvorefter tyven ringer til hende for at sige undskyld og aflevere tasken. Tyven havde set et babyfoto af kæresten og troet at det var Pias søn og havde straks fået så dårlig samvittighed at tasken bare skulle afleveres i en tilbage i en fart.

På vej fra arbejde gik Pia i et solarie på Østerbrogade for lige at tune fregnerne lidt. Lige da hun havde taget tøjet af og skulle til at lægge sig kunne hun mærke at hun skulle tisse. Så hun trak en t-shirt over hovedet og gik ud af kabinen kun iført t-shirten og en trusse.

Da hun havde tisset kunne hun ikke komme ind i kabinen igen, da den jo låser så der ikke kan komme nogen ind mens man soler sig. Fuck tænkte hun for alle hendes ting var jo inde i kabinen, inc. Pung og mobiltlf, hun trippede lidt frem og tilbage indtil hun besluttede sig for på trods af påklædningen at gå ud på Østerbrogade og spørge nogen om hjælp. Hun sneg sig langs husmuren hen til den første kiosk som var fuld af kunder. Hun mistede modet og gik tilbage til solcentret for at vente på at de penge hun havde lagt i udløb. Det hjalp bare ikke, døren var stadig låst, det krævede et nyt møntkast at åbne den. Hun sad lidt betuttet og ventede på at der kom en anden kunde som så kunne hjælpe hende. Ind kom en lidt for lækker fyr til at man havde lyst til at møde ham på det tidspunkt. Pia kvindede sig op og forklarede fyren situationen. Han lagde penge i og pegede så på Pias kabine og sagde “Var det den der?” Pia nikkede og han trykkede så på kabinen ved siden af Pias og forsvandt ind i den….. Så løb bægeret over for frøken Haj, tårene silede ned af hendes kinder mens hun igen gik ud på Østerbrogade, denne gang ikke kun halvnøgen men også tudende.

Hun gik ind i kiosken igen og ventede pænt i køen. Da det blev hendes tur snøftede hun usammenhængende at hun altså havde brug for at låne nogle penge, kioskmanden vidste ikke helt hvad ben han skulle stå på, men besluttede sig for at gi’ hende de 30 kroner hun bad om. Hun gik derfra lettet og dybt taknemmelig, lige ind til hun havde puttet de 30 kroner i automaten……. det viste sig at der skulle 35 kroner i!

Igen drog hun ud på Østerbrogade med snotten sejlende og fik spurgt en forbipasserende om de ikke kunne undvære 5 kroner. Hun fik til sin overraskelse de 5 kroner og spurgtede tilbage til solcentret blot for at se at det indkastede beløb var udløbet fordi 5’eren ikke var kastet i i tide!

Så ga’ hun op! Hun satte sig og lød bare snot og tårer flyde. Hun ved ikke helt hvor længe hun sad der, men til sidst kom der en venlig dame og lagde penge i automaten så hun kunne få sine ting, jeg behøver vel ikke at nævne at hun droppede at sole sig.

Dagen efter fortalte Pia mig historien og sagde “Jeg svor at jeg aldrig ville fortælle det til nogen” Men da hun var færdig med at fortælle lå vi begge på gulvet og klaskede os på lårene af grin. Det er da bare for morsomt! Jeg har nu ovenikøbet fået tilladelse af Pia til at fortælle jer andre historien, TAK SKATTEPIGE, du beriger mit liv som få!

For at runde hendes uheldige era af faldt hun i aller bogstavligste forstand i et hul. Der var noget vejarbejde foran hendes lejlighed og da hun en sen aften havde hente vasketøj som hun bar foan sig så hun ikke plastik markerings båndende vejarbejderne havde sat op, så hun gik intetvidende direkte ned i et 2,5 meter dybt hul! Hun landede med vasketøj og det hele, slog sig som ind-i-helvede og sad kilet fast. 2 ribben var bøjet ind i lungen så hun kunne nærmest ikke få luft og slet ikke råbe fulderikkerne på bænken i nærheden op. Hun ved ikke hvordan hun kom op, men op kom hun. Hun kravlede ind og ringede pligtopfyldende som hun er først til arbejdet for at sige at hun altså ikke kunne komme til nattevagten, derefter til mig og så på skadestuen med hende!! Hun var gul og blå i lang tid efter og havde bylde ondt når hun trak vejret, for fanden da skat’pige, der var vi nogen der begyndte at blive nervøse for dig!