Endnu en knastør flykabine, denne gang hos Icelandair der forsøger at flyve mig tilbage hvor jeg kom fra, man kan vel sige at jeg er slået hjem i Ludo. Det er bare meget mere smertefuldt. I Ludo har man udsigt til at komme på banen igen når man slår den næste sekser, den mulighed kan jeg ikke lige se i horisonten.

Dette er mit ground zero og har været det i 2 uger, mine øjenlåg er på tykkelse med en hoppeborg fra Djurs sommerland og der løber bare en konstant strøm ned af mine kinder, det her er noget af det mest usjove jeg har prøvet. Containeren er kørt med alt det lort jeg overhovedet ikke skulle ha’ med hjem. Man kan vel sige “ååååhhh stram op”, så er det ikke værre men jo det er det faktisk. Jeg har brugt det meste af min energi på at beslutte at det faktisk slet ikke er spor slemt at flytte tilbage, det virker bare ikke.

Det er ikke fordi det var smertefrit at flytte herover, for det var det ikke. Der har været mange savn, tvivl og uvished men hele tiden har jeg jo haft i baghovedet at nååå ja, hvis alt går galt kan man jo altid tage hjem igen og eftersom det var en overskuelig periode var det jo ikke et rigtigt farvel. Well, det er det så denne gang, dette er farvel, vi kommer ikke tilbage (som udgangspunkt). Det har været det længste farvel i menneskets historie og det vil bare ikke slippe mig. For første gang i mit liv gør jeg noget jeg i bund og grund slet ikke vil og det er virkelig en kamp. Jeg håber eddermame at i gider lege med mig allesammen hele tiden, for ellers er der overhovedet ikke nogen grund til at sidde i denne Icelandair flyver (uden mad!).
Som om jeg ikke havde dramatiseret mit farvel nok så havde jeg selvfølgelig besluttet at mit livs længste løbetur skulle foregå igår, dagen før jeg satte mig i denne flyver. Seattle Rock ‘n’ roll marathon (ja, jeg løb altså kun en halv, hvilket også gør ondt nok) gennem Seattles gader blot for at lave en hulkende løbende exit, ja, et kønt syn var det ikke. Jeg startede med at løbe med vores danske venner. Deres teenage datter havde ild i røven så jeg forsøgte at hænge på liiiige indtil jeg fik et voldsomt anfald af runners diarréa (kunne man mon kalde det runners run?) efter 5 miles. Efter et længere ophold på et festivaltoilet (uden fest, her hedder de iøvrig “honey buckets” lækkert ik’?) løb jeg alene, hvilket ikke gjorde noget godt for min grådlabile sentimentale psyke. Løbet hedder Seattle Rock ‘n’ roll marathon fordi der for hver mile er et liveband til at peppe løberne op, men da det jo overvejende var rock satte jeg iPoden på repeat med det nye KEM nummer “Why would you stay”. AV, det nummer kan trække vand selvom det i virkeligheden er en ret cheasy hybrid mellem Lionel Richie og Tim McGraw (ja, jeg ved godt det lydder ganske uappetitligt men den sidder som et los over skinnebennet hver gang). Hver gang mine øjne fyldtes af vand udløste det en svær astmatisk vejrtrækning som jo ikke gjorde noget godt for mit Kenyanske gazelleløb ☺ Da jeg kom til en strækning med en lang række flagbærere, der stod med stars and stripes vejrende ud over vejen, måtte jeg virkelig tage mig sammen for ikke at ligne en akut indlæggelse på psyk, ååhh hvor vil jeg bare ikke sige farvel! Selvfølgelig løb jeg også bag en mor med en mindeskrift på ryggen “in honor of my daughter Jasine 15 aug 2003 – 22 jan 2009, taken by cancer”, HOLD SÅ OP!

Det der med at ha’ en afrejsedato, er bare først fatteligt på datoen.
Nå, men jeg satser på at med min direkte ankomst til Roskilde festivalen kan jeg beruse mig selv hårdt nok til at jeg ikke behøver at spise Fontex af dybe tallerkener. Skulle du møde mig i et hegn på festivalpladsen, så spørg IKKE hvorfor Jeppe drikker, bare sig skål og lad Jeppe drikke…..
Nogen spørger, jamen er der da slet ikke en lysning i kvindens sind….. JO, det er der, den er mørk karamelfarvet har krøller, tisser på gulvet og lyder navnet Bella! Ja, vi har gjort det, brugt ALLE de penge vi skulle ha’ brugt på husleje og mad indtil jeg får en løn i september på en tungt nuttet Cock-a-poo, kald mig blød som KronPrinsen, jeg ga’ mig VI HAR FÅET HUND (med allergiske forbehold;).

Efter 16 års ægteskab uden fællesøkononomi viser det sig faktisk at være ganske ukompliceret at leve af en ANDens (læs Ællings) penge ☺
Uden de store udregninger bliver det svært for mit kommende liv på arbejdsmarkedet at leve op til de sidste 2 år. Jeg mener siden jeg blev arbejdsløs og forlod DK har jeg været i New York, L.A., Victoria Canada, San Fransisco, på ski i Whistler, Hawaii, Washington DC til præsident indsættelse, Columbus og Cleveland 4 gange, 2 gange i Danmark, venindetur til Chicago, Vancouver Canada, New Orleans, Japan, Atlanta, Portland, Alabama og Sverige sgu’da. Umiddelbart ser det ikke ud til at min ledelse har lagt hverken tilstrækkelig ferie eller økonomi i min månedlige hilsen til at opretholde niveauet, DAMN, det må vist være tid til en god faglig snak med høvdingene.
Der er så mange oplevelser jeg aldrig fik fortalt og personer jeg aldrig fik præsentret jer for. Sådan er det vel altid, det bliver kun til det halve (som marathon).

Èn som jeg har forsømt at fortælle jer om er min ven Jordan:
( ARTIKEL om )Jordan er den nyeste spastiker i mit liv. Selvom James ikke var spastiker men kun handicappet af at have en Garfield-stor tumor hængende ud af ansigtet var jeg egentlig glad for ham. Det er måske lidt strengt men James er blevet lidt kedelig efter han har fået opereret katten væk…. Hans stjerne status er vist steget ham til hovedet (til katten?). Han er blevet forfremmet til manager i Safeway. Jeg har selvfølgeligt gjort den faglige korrekte overvejelse, at han måske har smerter og at det er årsagen til hans ændrede personlighed??
Nogen skal ha’ nye sko, jeg skal ha’ nye handicaps omkring mig, sådan er det. Det gode ved kombinationen af både et fysisk og et psykisk handicap er at de får mig til at føle mig både klog og rask, og tak for det ☺ (jamen så kom da med de læserbreve)
Nå men tilbage til min ven Jordan. Jordan har et mål om at komme til paraolympics i bænkpres (vægtløftning) og det følger jeg nøje fra sidelinien. Første gang jeg så Jordan var lige da jeg var startet i “The Y” (YMCA) for snart to år siden. Han kom slingrende ned ad gangen klamrende til sin rullator, der var spændt om livet på ham med en bred læder rem med det ene ben slæbende efter sig. Jeg kunne ikke lade være med at kigge (måske ovenikøbet glo) for han er en ung flot fyr, der så bare lige har en ærgerlig spasticitet som følgesvend (damn!). Jordans øjne forræder ham desværre også ved konstant at sejle rundt i hovedet der konstant sidder på sned. Når det så er sagt, er han åben, sød, hyggelig og godt selskab. Han er mentalt som en 13 årig, ikke som mine bissede teenagere, nej en skide sød 13 årig.
Jordan og jeg hænger ud og sludrer i the gym et par gange om ugen. Han giver mig ugens mål som f.eks. i denne uge er 325 pund bænkpres og jeg pep-talker, og tror faktisk at han kan komme med til Paraolympics næste gang. Da jeg lærte ham at kende havde han lige mistet sin far og var en lille splejs i rullator, nu er han et ordentligt muskelbundt der går uden hverken rem eller rullator (faderen er selvfølgelig stadig død…)! Good job!

For nogle uger siden skulle der så overgå Jordan det som vi er mange der har oplevet og grædt over før ham. At skulle aflive sin hund! Det er noget, som enhver der har prøvet det, ved er printet ind i ens hukommelse for evigt a la hvor var du 11 september 2001! Det gør ondt, faktisk rigtig herre nas. Jordan havde skrevet det på sin Facebook så jeg vidste det godt og havde da også skrevet en “I’m sorry” kommentar til det. Da jeg stødte på ham om morgenen var det ikke den jublende lalleglade Jordan jeg kender. Det var nærmere som en grådlabil nybagt mor der begynder at tude over vaskepulver reklamerne. Da han så mig fyldtes øjnene med vand inden jeg nåede at spørge til hvordan det var gået. Han forsøgte flere gange at fortælle, men stemmen knækkede hver gang og øjnene gav ham ikke en chance for at få ro på, de sejlede nærmest om kap både i vand og bevægelse. Han fik fortalt de grove træk om at hun jo var 11 år og havde så meget hofteledsdysplasi at hun ikke kunne rejse sig og at hans mor og bror havde sagt at det var hans beslutning om han ville aflive hende eller ej og at han jo ikke rigtigt havde noget valg, hunden skal nu kremeres og asken skulle så hældes ud over faderens grav. Han tog sin iPhone frem og viste billeder af hende, i sneen, i haven, i køkkent, i skoven osv. Han var knust og jeg vidste lige præcis hvordan han havde det. Piv.
Jeg havde jo Dunder (ja, det andet d er stumt, tak) som barn, et gadekryds blandet med en tæppetisser som jeg elskede overalt på jorden. Dunder hadede når vi rejste nogen steder hen og hun fik en stærk depression så snart vi tog kufferterne frem fra loftet. Det øjeblik kufferterne blev taget ned og åbnet gik hun ind under den nærmeste seng og lagde sig og ville ikke noget, hverken spise, drikke eller lege. Det gik over når vi så var taget afsted og hun blev passet af nogle andre.
Bare ikke den sidste gang hvor vi alle rejste på en gang, det var bare for meget for hende hun lagde sig under sengen da vi pakkede men rejste sig aldrig igen. Min svigerinde Eva skulle passe hende og kunne hverken få hende til at stå, gå, tisse, spise eller drikke, det endte med at hun måtte bære hende til Landbohøjskolen som bare konstaterede at der ikke var noget de kunne gøre andet end at aflive hende……. Så der stod Eva højgravid, med en lam hund under armen og en familie i USA. Hun gjorde det eneste hun kunne, at få hende aflivet. Jeg husker præsic hvilken stol jeg sad på hos min faster i Cleveland da jeg fik beskeden, jeg husker det som at det ga’ mig et stort åbent blødende hul i hjertet som et højt aorta aneurisme. Jeg havde heldigvis min veninde Gry med som fik afværget det totale meltdown. Når jeg hører om andre der får deres dyr aflivet kan jeg nærmest smage snottet der løber ned bag i svælget ……..
Måske er det derfor jeg først nu har kunne gi’ mig i kampen om hvorvidt vi skulle have en hund. Det er jo at købe en familie tragedie jeg mener til dem der husker vores dramatiske fiske og marsvine begravelser i Søborg, de ved hvor voldsomme den slags begivenhedder kan være i denne familie, ellers er det beskrevet her HER

De fleste af jer har efterhånden hørt om min kære farmor og hende nåede jeg lige at besøge i sidste weekend (ja det lyder stadig som var det et lille smut…men det tog mig igen 12 timer fra jeg kørte hjemmefra til jeg holdt hendes Bacardi flaske i hånden.)
Jeg havde ringet et par dage i forvejen og meldt min ankomst. Allerede dér var jeg klar over, at der var store fede ugler i mosen. Hun havde planlagt en stort anlagt “pigroast”, som er en sydstats tradition, hvor man graver et hul i jorden og laver et bål der ender med at være glødende kul som man så bogstavligt talt propper svinet ned i, derefter ligger svinet i hullet i et par dage og skal så til sidst fortæres som et familiefeast. Det lød altsammen som et klassisk farmor arrangement og var endt med at blive aflyst af min faster. Så farmor var tosset, rødglødende og arrig da jeg nåede Cleveland. Hun ville godt lige tale med mig privat, hvilket jo er fuldstændig umuligt i hendes hjem, hvor der jo altid er selskab. Hun sagde at hun altså ville flytte NU (det er aldrig for sent at lave et teenage oprør, heller ikke som 95 årig). Hun ville flytte til Toledo, Cincinnati eller Columbus for at komme væk fra min dominerende faster. Og jeg skulle hjælpe hende NU! Det er vel de færreste der har lyst til at trodse deres 95 årige farmors sidste ønske men… Jeg måtte melde pas.
Hvad fanden skulle jeg gøre, jeg ved udemærket at min elskede faster er en dominina og passer perfekt ind i jobbeskrivelsen til en Ilse film, men hey hvem fanden skulle ellers holde snor i det gøglertelt?
Jeg kunne overhovedet ikke tale farmor ned fra gardinerne og sad og tænkte på alle de helt uundværlige anvisninger jeg gennem tiden har modtaget af min faster som f.eks: er der lyde eller har man en fornemmelse af at der er nogen uden for døren, så skal man råbe højt som om man råber til nogen “Get the gun, Chris Get the gun”. Eller hvis man skulle blive kidnappet og bliver smidt i bagagerummet på en bil så skal man sparke baglygterne ud og stikke en arm igennem hullet for at signalere til dem bagved at man altså ligger i bagagerummet. Eller skulle man blive hijacked i sin bil og nogen truer en til at køre et bestemt sted hen skal man bare køre ind i det nærmeste man kan køre ind i inden farten er for høj, da de færeste hijackere vil forsøge at komme videre i den bil og man formegentlig laver nok larm til at nogen lægger mærke til én. Eller at hvis man bliver holdt op på gunpoint og bedt om at aflevere sin pung, for guds skyld aldrig give røveren den i hånden, smide pungen så langt væk fra én selv som muligt, i håb om at røveren er mere interesseret i din pung end i dig. Jo, min faster har lært mig meget ud i overlevelsens kunst.
Jeg endte med at åle mig ud af klemmen ved at sige at jeg tænker det er bedst hun selv vender den med min faster, da det jo er svært at tage sig af remote.
Oveni min fasters og farmors stridigheder var kommet en bunke andre af de der “jeg vil ikke komme hvis den og den er der” episoder mellem mine fætre og kusiner, så jeg turede op og ned af trapperne for at hilse på diverse familiemedlemmer der alle var kommet for at sige hej, men ikke ville komme ind hvis den ene eller anden var der, ret anstrengende blev det og det er svært at tro at familien ikke bliver splittet i atomer når min farmor forlader os.
Farmor var iøvrigt også overmådigt utilfreds med at jeg kom alene uden børn, det er der råd for tjek hende lige HER på skype.
Da jeg forlod Cleveland havde jeg igen den der tanke som jeg ikke rigtig orker, var det mon sidste gang jeg så min farmor? Tanken var kraftig nok til at jeg selvom jeg havde sagt farvel og var på vej til min lillesøster i Columbus, alligevel svingede ind forbi min farmor igen for at sige farvel igen, igen….med håb om at vi ses igen!

Tilbage til slutningen: Sidder stadig i flyet og sulter, min bil blev det sidste jeg skilte mig af med, faktisk var jeg stadig ejer af den for 3 timer siden, min elskede Dodge, som på under 2 år har kørt mig 50.000 km, hvilket vel må siges er ganske pænt for en konebil, ejet af en arbejdsløs ikke pendler. Nøglerne blev overleveret i lufthavnen og jeg forlod den uden at fortrække en mine, men JEG ELSKER DEN BIL!
Jeg forlader jer med en stædig tro på, at det eneste man fortryder i livet er det man IKKE gør! I kan så tænke over hvad det er i kommer til at fortryde. Med et baggrundsbillede af min smukke by, taget i går aftes, vil jeg så gruble over om min danske identitet i virkeligheden ligger i remolade, rugbrød, lakrids, marcipan, ristede løg og pålægschokolade?

B good and may the force b with us!