Man ved det jo godt når man anskaffer sig et blødt nuttet pelsvæsen. Det er som blindt at købe en familietragedie.
For os startede det med en lille blød fødselsdagsgave, marsvinet Kornblomst, der snart styrede hele familien i kort snor. Hvem skulle tro det. Jeg er fra landet, derude hvor man ikke har hunde og katte som kæledyr, men får en ko i fødselsdagsgave som man så kan ride på………… ingen sentimentalitet for dyr overhovedet! Pludselig hører man sig selv tale Kornisprog ”Nåååeeee lille korni, ska’ du ha’ agurk, hva’, ska’ du ha’ agurkis hva’ putte”.
Så lå hun der fladt på maven og ville intet spise eller drikke, kunne ikke nødes med hverken agurk eller rød nam-nam peber.
Jeg skulle på arbejde, så jeg beordrede min mand til at drage til KVL (Landbohøjskolen)med Korni og børn. En time senere modtog jeg en sms: ”Korni er død, RING!” Jeg sank en klump, gjorde min patient færdig og ringede så op til, hvad der lød som et fly umiddelbart inden et styrt! Høje skrig, gråd, klage lyde, hiksten og af og til ordet Korni. Jeg fik min mand i røret, der med grødet stemme fortalte de hårde facts om hvordan hun bare var død i Cirkelines arme mens de ventede på dyrlægen.
Jeg spurgte så straks om de havde fået en regning, hvilket han fandt tydeligt upassende. Det havde de ikke, han mente at det skyldtes at begge piger havde været yderst udadrettede i deres sorg og havde omdannet hele dyrlægekonsultationen til et katastrofeområde af bibelske dimensioner. Min mand måtte ringe og sygemelde sig.
De ventede med begravelses ceremonien til jeg kom hjem fra arbejde. Det eneste der manglede var bårebuketten som de øjensynligt ikke havde nået at bestille.
Da jeg kom hjem lå Korni på et leje af halm og små stof tæpper omkrandset af bamser, gulerødder og breve, hele herligheden smagfuldt placeret i en Puma skotøjsæske på køkkenbordet.
Ceremonien var rørende, naboerne var inviteret og mødte op med rette sørge mine. Molly holdt en dybtfølt og sober tale, mens tårerne stod vandret ud af hendes tårekanaler. Cirkeline sang en sang, blomsterløg og sten blev lagt på graven. Sorgen var knugende!
Minderne om tidligere begravelser dukkede op, som da vi år tilbage begravede den første døde guldfisk og Cirkeline grådkvalt men tørt sagde ”Det er jo ikke retfærdigt, oldemor er jo meget ældre end mine fisk, så det var jo hendes tur først!” Først når den sammenligning er gjort, fatter man situationens rette alvor!!!
Min teori er at katastrofen er proportionel med størrelsen på dyret og så kan det jo godt undre, at nogen overhoved overvejer en sct. Bernhard, Grand Danoise eller for den sag skyld en hel hest, det er jo at bede om en katastrofe!
Vi har selvfølgelig straks anskaffet os nye dyr til familien. Gæt selv hvilke……… verdens mindste ørkenrotter;o)
