Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

Jamrock intro

Jeg må vel hellere begynde med begyndelsen.

Jeg var 34 år og gift anæstesikursist (det skal jeg nok forklare) med 2 døtre; Molly på 7 og Cirkeline på 9 år. Det der med anæstesikursist forklarer jeg lige. Jeg er som udgangspunkt uddannet sygeplejerske, altså sådan én med sandaler, blond pagehår, ur i kæde,  lakbælte og en vision om at redde hele verden. Altså jeg var en lidt anden version, dog over samme læst; Ko-sko, en genstridig afro, hængerøv i uniformsbuksen og en selvisk lyst til at blive reddet af verden! Når man har været det i alt for mange år kan man søge om at få lov at deponere sit hidtidige liv og i 2 år slave for til sidst at kunne kalde sig anæstesisygeplejerske, altså på dansk narkosesygeplejerske. Titlen KAN give et gigantiske beløb på 500,- mere om måneden, altså før skat ik’ til gengæld går man ned i livsløn fordi man aldrig kan nå at indhente de 2 slave år på grundløn. Min grundløn var 20.600,-. Nå men nok om min fagforenings fortræffelige forhandlingsevner;o} De 2 slaveår er fuldtid arbejde med en teori eksamen, en skriftelig opgave (et speciale) og udveksling på et andet sygehus. Udvekslingen på andet sygehus har et formål der hedder noget med at man skal se en anden afdeling og dermed skal opleve et andet arbejdsmiljø eller noget i den stil. Mit sygehus, Gentofte amtssygehus havde en aftale med Glostrup om at jeg skulle derud. Jeg begyndte straks at dufte morgenluft og spurgte tidligt i mit kursistforløb om der var mulighed for at man kunne komme udenlands? Ja, jo, øhh, det havde man ikke tidligere prøvet, men det lød da ikke umuligt, var det første svar. Så jeg kastede mig straks ud i en hæsblæsende jagt på at finde et engelsktalende land med anæstesisygeplejersker. Dem er der ikke mange af. I England, Australien, New Zealand og dele af USA er det et læge erhverv. Sydafrika uddannede ikke længere anæstesisygeplejersker men Dr. Bagwangee i Johannesburg ville da gerne have mig på besøg. Det passede mig umiddelbart fint da jeg alligevel aldrig havde været der og tænkte at det da var en meget god mulighed, da jeg også gerne ville stifte bekendtskab med skader som skudlæsioner og det mere traumeprægede som vi ser alt for lidt til i Gentofte skadestue;o) Jeg havde forsøgt med USA, men der var på trods af mit amerikanske statsborgerskab alt for mange formaliteter der skulle ansøges om, for ikke at nævne forsikringer. Så jeg satte min lid til Sydafrika, lige ind til jeg på nettet surfede forbi en side skrevet af et andet hospitalspersonale på udveksling. Han skrev at der inden for et halvt år var 4 ansatte myrdet PÅ hospitalet, jeg tænkte at det måske var lige spændende nok og begyndte så at lede videre efter et andet sted. Kiggede på nettet over diverse landes hospitaler. Ringede til alt fra Israel, Babados, Trinidad, Canada til Jamaica. Og så lad mig lige tell you, det er ikke altid pisse let at få fat i den rette person på den rette afdeling på det rette hospital på det rette tidspunkt, så der var en del frustration indtil jeg fik fat i Mrs Caley på anæstesiuddannelsen på University of the westindies. ”Jah man”, svarede hun da jeg spurgte om hun var den uddannelsesansvarlige, og dér, lige dér vidste jeg at Jamaica var stedet jeg skulle til!

Diverse uddannelsespapirer blev sendt frem og tilbage og opholdet blev aftalt til efteråret 2005.

Jeg tror ikke helt jeg var klar over hvad jeg gik ind til, men jeg må sige at det blev en oplevelse for livet, hvorfor tror jeg tydligt fremgår af de følgende mails hjem til venner og famile. Når jeg læser brevene nu er det tydeligt at jeg i starten simpelthen ikke havde et clue om hvad opholdet ville indeholde og at de groteske situationer jeg ikke kunne ha’ forestillet mig i de første mails, blev hverdag i de sidste.

Sæt evt Bob Marley på stereoen i baggrunden for at komme i rette stemning. God fornøjelse!

You must be logged in to post a comment.