Prisen for dårligt arbejdsmiljø lyder som en klagesang fra fagbevægelsens landsmøde, for man tænker uværgeligt på alt det sure og negative; stress, sygdomsperioder, rygproblemer, nedsat produktivitet, medarbejderflugt, påvirket bundlinie, manglende engagement, luftvejsproblemer, ansvarsforflygtigelse osv. Der er dog efter min erfaring et par positive bivirkninger ved det dårlige arbejdsmiljø – det er voksende kollegialt sammenhold og større tilfredshed med mindre forbedringer i arbejdsmiljøet. Det viser sig faktisk at man kan komme til at juble over almindeligt elendigt arbejdsmiljø når man har et endnu værre i frisk erindring. Så der er nok en hvis sandhed i at man kan trøstes med at der er andre der har det endnu værre end én selv.

Til dagligt arbejder jeg på en operationsgang, hvor arbejdsmiljøet til tider har været så dårligt at der simpelthen ikke har været noget miljø, dvs. så er der kun arbejdet tilbage. Der har sådan set været nok at brokke sig over; der er ulidelig koldt med træk fra ventilationssystemet, man arbejder om natten, der er ingen mulighed for at købe mad så man skal have madpakke med til et helt døgn ad gangen, man skal løbe over hele hospitalet med sin hjertestop taske både inde og ude i alt slags vejr – i korte ærmer, man kan kun tisse hvis der er en anden der afløser én, masser af ulemper men ingen ulempetillæg o.s.v.

De sidste par måneder har jeg skiftet operationsgangen ud med Det danske forsvar. Forsvarets basiskursus går i alt sin enkelthed ud på at gøre en flok civilister, læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og feltpræster til rene GI Jane’s og fuldtidsninjaer. Det gør de bl.a. ved at sende os i felten på øvelser hvor de udsætter os for et forløb der er fuldstændig renset for varme, søvn, hygiejne og mad. Hvis vi var så heldige at sove, var det på den bare jord med garanti for at nogen ville “angribe” os når vi endelig var faldet i søvn. Hvis vi var så heldige at få mad var det feltrationer f.eks vaccumpakket havtaskeragout med en udløbsdato på den anden side af jordens undergang ifølge Mayakalenderen. Hvis vi var heldige nok til at få lov at træde af på naturens vegne, så foregik det i en pose (en såkaldt “bio-bag”) som et kvikt hoved ved en fejl var kommet til at skære op med sin feltkniv, så alle poserne var perforerede (her må læseren selv danne passende billeder). Hvis vi skulle gå, var det 20 km med rygsæk, gevær, fragmentationsvest, hjelm og en kasse med sand som følgesvend.

Efter ganske kort tid havde vi et sammenhold som ingen erhvervs coach med års teambuildingskurser kunne have opbygget. Vi var 26 fremmede, som på rekordtid var blevet hinandens bedste venner.

Ikke nok med at jeg nu har fået venner for livet, jeg er også nærmest lykkelig for at jeg trods alt ikke skal sove på operationsstuerne under ventilationssystemet, at jeg er så heldig at jeg overhovedet må tage madpakker med på arbejde og endda uden risiko for at den bliver beslaglagt hvis nogen opdager den, at jeg er så priviligeret at jeg kan få en tissepause på et rigtigt toilet, at jeg kan nøjes med at løbe til hjertestop med én rygsæk uden hverken gevær eller en kasse sand.

Konklusionen må være, at jo dårligere arbejdsmiljø jo større glæde/gevinst over minimale forbedringer og bedre kollegialt sammenhold. Spørgsmålet er så: Hvor stor skal gevinsten være og hvor godt et sammenhold føler du der er behov for på din arbejdsplads? Og er du villig til at betale prisen?