Hygiejne betyder i alt sin enkelthed sundhedslære og renlighed, men ordet giver os MEGET forskellige associationer alt efter hvilken sammensætning og sammenhæng det er i. Som regel tænker man ikke renlighed men nærmere på mangel af samme, som f.eks.

Køkkenhygiejne, får os straks til at tænke på kyllingesushi, salmonella, toiletter og eksplosiv diarré.

Det leder til toilethygiejne, hvor bare ordet kan få duften af naftalin kugler i et mix af sur urin frem. Man kan næsten se for sig hvordan man skal have waders og sydvest på for at forcere urinsøen på gulvet på de offentlige toiletter på Hovedbanegården.

Så ligger håndhygiejnen lige for, den leder tankerne over på dørhåndtag, håndtryk, forkølelse og manglen på rindende vand i pølsevognene.

For hospitalsansatte får Strålehygiejne dem til at tænke på det obligatoriske 2 timers kursus, hvor man måtte aftale med sidemanden at den der holdt sig vågen længst, vækkede den anden når der var kaffepause.

Når man siger racehygiejne, tænker man enten på hunde eller på Johnny fra Greve og i den forbindelse er renlighed vel heller næppe det første man tænker på.

Hvis man så siger mundhygiejne, så er der mange af os der omgående tænker på den kollega med drageånde som man i årevis har forsøgt at ”hinte” til på alle mulige og umulige måder. Det er bare noget af det værste, at skulle gøre en kollega opmærksom på at han lugter af sved, har sure tæer, er usoigneret eller stinker af Esbjerg havn ud af munden. Hvordan er det lige man får dét sagt?

Jeg kan desværre kun fortælle hvordan man ikke gør:

Jeg havde en god kollega, Kim – der simpelthen stank ud af munden som om han hver morgen startede dagen med at gnide sine gummer i tørfisk. Jeg blev nærmest gjort uarbejdsdygtig af dampene fra hans ånde.

Jeg startede i det bløde med tilfældigt at byde en pastil, så to ad gangen, så en til hvert ben og en i bonus, så hele pakken. Det vink fangede han overhovedet ikke, tværtimod tænkte han at vi nu var endnu bedre kollegaer. Så besluttede jeg at der nok skulle ”vinkes” lidt højere, så jeg stillede en éngangs tandbørste i hans kaffekrus. Det ga’ heller ikke noget.

På et tidspunkt overvejede jeg at stille et glas lun makreljuice på hans plads med en lille seddel med skriften ”for at friske ånden lidt op”. Det blev heldigvis kun ved tanken.

Til sidst involverede jeg også mine andre kolleger (jeg ved godt det var fejt) som alle sagde ”Ja, jeg siger ikke noget til ham, du kender ham bedst”.

En dag efter arbejde trak Kim mig til side og sagde ”Min kone siger at mine ånde er så dårlige at jeg skal gå til lægen eller tandlægen” Jeg stivnede og tænkte at det var en fælde og at han endelig havde fattet det. Så spurgte han ”Er det virkelig så slemt? Synes du også det?” Et højt og tydeligt  ”JA!” fór ud af min mund. Kim kiggede overraskende på mig og spurgte med anklagende stemme  ”hvorfor har du ikke sagt det??”. Jeg kom med et Ritt Bjerregaard langt ”Øhhhhhhhh……”

Kim kiggede mig dybt i øjnene og holdt mit blik fast og spurgte ”Må jeg byde DIG en pastil?”. Mayday, mayday, jeg spurtede straks ud efter en tandbørste. Jeg lovede mig selv aldrig at nøjes med at ”hinte” igen.