Jo, jeg trængte til det, jeg vidste det ikke men det gjorde jeg virkelig.

Et lidt bidsk år med en dødssyg mor, et udfordrende barn, en død veninde, to alvorligt syge veninder, en mand der gik fra at hive en fast hyre i land hos Hasselblad (firmaet uden en mor) til at være selvstændig uden sikkerhedsnet, og jeg blev pludseligt hovedforsørger. Kald det bare en flugt men i virkelighede er det nok mere et privilegie at jeg bare kan råbe PIK og skride ud af døren med 160 sømænd, 6 måltider om dagen, sol over Middelhavet og ovenikøbet få løn for det.

Så nu sidder jeg her på støtteskibet Esbern Snare på Operation RECSYR, der i sin enkelthed går ud på at hente 162 containere med kemiske våben (nervegas og komponenter til at fremstille det) ud af Syrien. Egentlig en nobel mission, hvis man ser bort fra at fåtallet af de dræbte og lemlæstede syrere bliver dræbt af netop dette og mange, mange flere dør af tøndebomber, kugler, granater og andet isenkram. Og fedt er det jo også at vores kære udenrigsminister med den anden hånd vil udlevere flere våben til Syrien….. Arrggghhh! Det lader vi så ligge der.

Jeg er her med Søværnet, de skarpe vil vide at det ikke er mit værn, jeg er i flyvevåbnet, så mine forventninger til Søværnet var vel nærmere fordomme. Det eneste jeg vidste om Søværnet var at Marabou er for Søværnet hvad proteinpulver er for hæren… og den fordom tror jeg egentligt holder meget godt. De tre p’er (pik, porno og proteinpulver) fra Afghanistan er knapt så udtalte her. Her er omtrent lige så meget pik, men proteinpulveret er skiftet ud med P-tærter og pornoen er langt hen ad vejen udskiftet med Playstation.

Man skal lige vænne sig til at der ligger faldsikringsunderlag på spisebordene (dem fra hjemmeplejen til at lægge under de løse tæpper), at sokker i sandalerne er ok og at alt er søsurret, hvilket vil sige surret fast i gulvet, alt fra borde til løbebånd. I bonus får man den perfekte kønssammensætning med 160 mænd/8 kvinder, what’s not to like 🙂

Og så er der det med sproget. De har deres eget sprog som kan tales med alle danske dialekter; “Han blev purret klokken talje fordi han skulle skaffe inden baderullen”. Oversat betyder det “Han blev vækket klokken 10 fordi han skulle spise inden der var tilladelse til at springe i vandet”. Ja det giver helt sikkert god mening for nogen, men for “eksterne” (det kalder de os der ikke er en fast del af besætningen) som mig, virker det vel noller at finde på et sprog, når vi nu har et der fungerer ganske glimrende.

Rent missionsmæssigt er vi ved at være i land. Vi var i Syrien ca. hver tredie dag den første måned for at lave container pick-up’s. Så ingen af os havde regnet med stadig at flyde rundt her en måned efter, med en måned på havet uden et eneste pick-up, når vi kan afslutte missionen ved blot en enkelt afhentning mere. Men der er gået politik i den.

Hver gang vi er inde i Syrien sidder vi i “klart skib” (en beredskabsgrad). Hele havnefronten er affolket. Det foregår sådan at vi sejler ind sammen med vores fragtskib/skibe som lægger til kaj, sender scanner og personale fra både told & skat og beredskabsstyrrelsen ind for at scanne og kontrollere for gift udslip/udsivning (nogle rigtigt gode drenge). Hvis der er lækage, hvilket der har været et par gange, er det en ommer og vi tager dem ikke om bord før de har lappet lækken. Containerne køres om bord på fragtskibet og vi sejler alle ud i “holding” area igen. Man er li’som ikke rigtigt inviteret i havn noget sted når man har hele Syriens giftgas beholdning med på bagklappen, tagging along. Persona non grata, eller vessel non grata…

Under hente seancerne kører vi “Action messing” (elsker det udtryk). Der lyder “Action messing hold 3 tørn til, tilbage om 10 minutter altså kvart over”. Iført fuldt gear; elefanthue, anti-flash handsker, ifak (selvhjælps kit) og gasmaske, pisker man i messen hvor det overvåges om man holder sig til de 10 minutter. Inden jeg er færdig med at spørge om der er mælk i sovsen, er tiden som regel gået.

Mellem hentningerne har vi brugt den gode ventetid på at øve os. Det er bla. foregået på den måde, at vi har afklædt en veltrænet ung finne og spulet ham med koldt vand i en halv time. Det har vi gjort et par gange og det er en øvelse jeg nyder at være observatør til, skønt syn 😉

Ikke kun finnerne har måtte ofre sig for gruppens underholdning.

De spøgefulde sømænd trak den gode sypl (det er så mig og det udtales Sypel) i benet med god værkstedshumor, under en af de sidste indsejlinger til havnen i Syrien. I en kritisk situation går man i det der hedder “Klart skib”, som er et beredskabsniveau hvor alle indtager deres pladser, ifører sig hjelm fragvest, elefanthue og handsker og går i højeste beredskab mens skibet bliver lukket af i sektioner. Dette gør vi ved hver indsejling til Syrien.

Når man sidder der på sin pind i “Klart skib” kan man godt blive lidt træt og i mit tilfælde, hvor man kan sige at jeg har let til søvn, ja så starter det med at jeg sidder og klipper lidt kaniner i bølger af hovedfald med derefter følgende elektrisk stød hvor hovedet rykvis rettes op indtil jeg overgiver mig og går i coma med åben mund og savlen strømmende ned over hagen. Jeg vil gerne have lov at undskylde mig med at vi har russere om bord ved indsejlingen, og de kører et fast princip om at vand og sæbe er for tøsedrenge, så når de har været forbi er det svært ikke at blive døsig. De gode sømænd tænkte at det var god gak og løjer lige at stripse mine støvler fast til et skab mens jeg var på mental rejse i en anden galakse….. så det gjorde de….

Så da den årvågne sypl så skulle springe ned og være klar til at være klar, sad poterne godt og dygtigt fast i skabet, HA! Det må jeg gi’ dem det var sgu’ god værkstedshumor :-). Alle nægtede at være gerningsmanden, nogen stak så en ung lømmel som man da godt kunne mistænke, så jeg valgte at kalde ham ned til Sypl og offentliggjorde at jeg havde tid til at lave “den podning” nu hvor jeg havde fundet de lange vatpinde. Lømlen kom til mig med forvirring og angst i blikket da rygtet havde nået ham om at Sypl var klar med vatpindene 🙂 Han viste sig at være uskyldig, så han slap med skrækken. Jeg ved endnu ikke hvem synderen var, men godt set, det var det.

Jeg har desværre flere gange ufrivilligt bidraget til underholdningen. Først var der stripsningen som selvfølgelig afledte en del gode historier om mine præferencer. Så var jeg så heldig at være den første i en hoist-øvelse (løftes op og ned i en wire fra helikopter). Det er jo noget af det rigtigt fede, at hænge i en snor under en helikopter. Så jeg havde armene over hovedet af begejstring over at jeg kunne få dagen til at gå med det. Skæbnen ville blot at jeg på andet hoist fik wire-spillet til at jamme, så da jeg hang 2 meter under helikopteren sad wiren fast og ville hverken op eller ned. Så er gode dyr rådne, de havde valget mellem at cutte wiren og lade mig stryge i havet eller sænke helikopteren så langt ned at jeg kunne nå helikopterdækket med fødderne uden at den samtidigt landede på mig – det blev den sidste løsning. Det betød så at ingen andre kunne hoistes og den engelske pilot sagde tørt “never seen this happen before in my life!”. Så tro mig, siden har alle blandet sig i hvad og hvor meget jeg spiser. Det blev heller ikke bedre af at de meldte tilbage fra den britiske destroyer at også det ene rotorblad var gået i stykker….. billigt lort hvis der ikke skal mere end 80 velpakkede kg til smadre det….

Jeg fik forseglet besætningens interesse for min vægt da jeg efter baderulle (tilladelse til at springe i havet fra sidedækket, 5 meter oppe) skulle kravle op af lodsleideren (en rebstige). Der lå godt 30 sømænd i vandet og ventede på at komme op af leideren. Jeg hev fast i torvet der var ved siden af og fik fødderne på det nederste trin på leideren. Da de to ikke sidder sammen gled jeg i en fin strakt position vandret. Så lå jeg der, langs Esbern Snares køl og kunne godt se at det ihvertfald ikke var en mulig positur at komme videre fra. Derfra gik jeg i klassisk grineflip-mode og lod mig falde ned igen, hvorfra jeg ikke havde en vandrende pinds kræfter til at trække mig op. På dette tidspunkt lå jeg i mit grineflip og spærrede for leideren, mens dem der ikke var ved at drukne ved siden af mig af grin kom med tilråb; “Marlow for helvede, sagde jeg ikke at du skulle holde dig fra buffeten!”, “Aiii altså Sypl nu flår du ikke også leideren ud af hængslerne!”. Doc prøvede at tage ansvar og sagde “Nu tager du dig fandema’ sammen” mens han stående i vandet med begge hænder på min røv prøvede at skubbe mig op til leideren. Mine grinekramper havde udløst spaghetti i begge mine ellers anvendelige arme, så det eneste der skete da Doc lagde alt kraft i at skubbe mig op, var bare at han fik skubbet sig selv ned under vandet. Hele scenariet var så god underholdning at alle de implicerede på livstid har et billede af min røv halvt i vandet under en leider, brændt ind på deres nethinder for ever, ever J Efter baderullen mente de fleste at det stod lidt mere klart hvad der egentligt var sket med hoisten på den engelske helikopter…

Jeg fik fra uventet side hjælp til ikke at fremstå som den største klovn på skibet, da jeg fik en patient fra en klassisk solsengsulykke 🙂

Han havde i sin iver for at suge lidt sol, kastet sig på skjoldet i en solseng. I kender situationen; man vil lige lidt op fra liggende til siddende stilling og sætter sig lidt op mens man forsøger at indstille ryglænet. Solstole har den lille fælde at den indstillelige ryg ligger fint og glat når man ligger på den, men det øjeblik man sætter sig og løfter lidt på lænet, klapper den sammen med lige så stor kræft som den vægt man sidder med. Den sagesløse vente sit ansigt mod ryglænet lige tidsnok til at se det komme flyvende med 200km/t og SMACK, knaldede rammen head-on ned over næseryggen. Avuuuuu!

Jeg blev kaldt til hospitalet, hvor han stod med blodige hænder for ansigtet. Næsen ville have gjort enhver bokser stolt og var hævet til bagekartoffelstørrelse, ømt syn! Åhhh, det var nok ikke hans stolteste øjeblik da vi skulle indberette solsengsulykken som en arbejdsulykke….

Ellers har tiden ombord budt på alt fra Bezzerwizzer, Partners, historisk dårlige film såsom “White House down” og “Escape plan” og dødsFUT. FUT er det traditionelle ord for idræt i Forsvaret. Det står for fysisk undervisning og træning. Her er det nok mere korrekt at kalde det fysisk udmattelse og tortur, derfor dødsFUT. Det foregår i alt sin enkelthed ved at en crossfit officer med DAMP, svinger om sig med kettlebells og jumpsquads alt imens vi Marabou tunge disciple forsøger at overleve hans kommandoer mens han råber SMIL! Kulminationen på dødsfut var at vi, dødsfut holdet, i går tog 500 burpee’s hver på helikopterdækket….But why?????

En anden anderledes oplevelse har bla. været “Dancon march”. En Hær tradition under udsendelser, hvor man går 25 km med oppakning. Det der gjorde marchen meget anderledes end i Afghanistan var at det denne gang foregik på et giftskib. Marchen blev gået på dækket af det danske fragtskib som nu er et af klodens største samlede nervegas-lagre. Specielt, men absolut en skæg oplevelse. Vi har jo en håndfuld finner med, der er gaseksperter, de valgte selvfølgelig at gå de 25 km iført fuldt gasbeskyttelsesdragt og gasmaske…. Ja, jeg ved ikke om jeg behøver sige mere om finnerne, nogle af jer har dem jo inde på livet til dagligt, så U know!

Jo, så fik vi skam også udenrigsministeren på besøg i sidste uge. Ja Martin Lidegaard, som hvis nogen gider høre om det stadig ikke er kommet “in the good house” efter “Charlotte Fischer gate” hvis du spørger mig. Nå men det var der så ikke nogen der gjorde, altså spurgte mig. Han kom med en hale af departementsfolk, samfunds snyltere og dansk presses wondergørls Simi Jahn og Pik Dumsgård, sidstnævnte iført klipklappere! Det er jo efterhånden sådan at vi alle har hørt stort set alt hvad der kan siges af diverse ministre til soldater. Så Lars og jeg besluttede os for at spille “bullshit-bingo”. Et skønt spil som næsten kan spilles på alle arbejdspladser med en ligegyldig chef. Det går i alt sin enkelthed ud på at man laver sin egen bingo plade med 5 klassiske floskler, når så taleren har sagt alle 5 floskler, råber man “BULLSHIT”, forklædt som et nys, så kun spillerne ved hvad der foregår. Det er hyl og det sørger for langt mere interesse for hvad taleren egentligt siger. Da “I skal vide at i gør en forskel” blev sagt, manglede der kun én floskel på Lars’ plade og jeg var spændt som en bue på om han ville få pladen fuld. Desværre havde ministeren kun ganske kort tid til at tale på os, så han nåede aldrig sidste floskel; “Også jeres pårørende betaler en høj pris”, æv ville gerne ha’ set om Lars havde haft nosserne til fuld plade 🙂

Vi har ikke haft meget landlov (der hvor man må nyde alkohol i havn) og jeg må også sige at jeg ved første havneanløb, var lettere angst ved tanken om hvad der ville ske når vi slap 160 sømænd løs på havnen i Limassol, Cypern. Inden vi blev aftrådt blev vi belært om at prostituerede ikke tilrådes og da slet ikke at have sex med dem (for hvad fanden bruger man ellers en prostitueret til? At spille Ludo? I think not). Også hvor det ville være klogt at holde sig væk fra blev nævnt. Man havde fra skibets side valgt at hænge navne op på de steder, hvor nogen fra besætningen tidligere var blevet rullet. Klassiske russiske strip klubber, hvor man kunne rode sig ud i fingeramputationer og random vold. Med tilbageholdelse og trusler havde flere fra besætningen pænt måtte indtaste koden på deres kreditkort og var blevet lænset for op til 40.000 kroner. Det er vel definitionen på dyre lære-penge.

…..Så har vi været i land og jeg må sige, at det gik noget bedre end man kunne have frygtet med så mange så tungt berusede sømænd. Et par mindre uheldige episoder var alt hvad det blev til, men sågu’ også én som vandt 800 Euro. De blev vundet på et ulovligt russisk casino og 30 sekunder efter de var gået ud ad døren og sad i en taxa, kom 6 politibiler med fuld udrykning. De var idiotisk heldige at de ikke blev knaldet af politiet eller rullet af russen. Heldet følger åbenbart dem der har savet sig selv midt over af druk og de tossede! Sømænd og søanemoner blev til gedigne drukanemoner, der forstod at slå til skaulerne.

Nu skal jeg snart hjem, Fregatten Peter Willemoes og dens besætning er kommet og har fra i morges overtaget vagten. Det bliver godt at komme hjem også selvom det er til fortsat sygdom og udfordrende afkom, så til vi ses.

B good

Søanemonen

Marlow