Jeg har meldt mig syg idag, altså sådan rigtigt ”host, host, go’ morgen, host Ulla, det er Marlow, host host, jeg er syg i host dag”.
Ulla ” gud nej, det kan jeg godt høre, det lyder godtnok ikke rart, læg du dig under dynen igen og god bedring” (underforstået du er en latterlig simulant, der bare skal få røven med dig og komme ud af sengen og på arbejde, du har tilmed røbet dit elendige skuespiltalent fuldstændigt, nar!) ”tak, hej hej”, mærkværdigt nok forstummede al hosten så snart sygemeldingen var afleveret??
Som barn så jeg et tv-program (københavnerprogram, tror ovenikøbet det var Clausen!). I programmet forklarede de hvordan man kan tjekke om man er syg; drej øjnene langsomt rundt helt ude i ydrepositionerne, sådan at du nærmest kigger dig ind i hjernen, hvis du i anden runde føler en blanding af træthed og smerte i øjenmuskulaturen, ja så er den god nok, DU ER SYG og er kun et tlf opkald fra en hjemmedag!! Mon det var sådan min gamle kollega Bente dagligt tjekkede sin helbredstilstand?
Bente kom ikke på arbejde, hvis der var nogensomhelst grund til at lade være! Det affødte at resten af kollegaerne følte at de reelt arbejdede gratis alle de dage Bente ikke kom, fordi alle jo fik den samme løn ved månedens afslutning. På den måde ”smittede” Bentes fravær vores andres helbred. ”At tage en Bente” gav mange fantasifulde sygemeldinger.
Hvad er egentligt okay at sygemelde sig med? Det er nok arbejdsplads bestemt. På mit arbejde er der reelt kun én gyldig grund til ikke at komme, det er hvis man ligger i en ”bodybag” eller på anden vis kan dokumentere at hovedet er adskilt fra kroppen.
De fleste arbejdspladser har deres eget uskrevne sygemeldingskodex, der er dog en overordnet fælles liste med uskrevne regler, som man står sig godt ved at kende, uanset arbejdsplads.
Influenza, migræne, brækket ben og dårlig ryg er vel på listen over gangbare lidelser. Så er der en hel masse der ligger på grænsen i en gråzone som forkølelse, mavekneb, ondt i halsen, hovedpine, svimmelhedsanfald, tynd mave (hva siger man egentlig når man ringer? dårlig mave, diarré, racermave, tyndskid, mylderbæ’ eller behøver man virkelig sige noget?).
Efter gråzone diagnoserne ligger der en hob af rigtigt gode grunde til at blive hjemme, men som alle kræver at man lyver og finder en af de gangbare diagnoser frem, medmindre man i fællesskab bliver enig om at udvide repetoiet med; ”Jeg kan ikke komme idag fordi min byld på højre balle er sprunget og derfor væsker uhensigtsmæssigt meget” eller ”jeg orker simpelthen ikke se på jer, og det giver smerter i øjnene bare ved tanken” eller ”Min skedesvamp er gået amok, hvilket giver mig en ubønhørlig intimkløe” eller hvad med ”tog for meget Viagra igår og kan nu ikke få mine bukser på!”
Hvis man bare trænger til at holde en psykisk sygedag……. kan man så ringe og sige ”Jeg er bare SÅ crazy idag” eller ”jeg har simpelthen hørt stemmer hele natten så jeg er fuldkommen udmattet!”?
Logisk set burde man uden at omgås sandheden kunne sige hvorfor man ikke kommer, eller bare at man er syg og ikke kommer.
Ja, det må være konklusionen, jeg vil opfordre lidende af enhver art til, at udvide repetoiet for sygemeldinger ved fremover, at kalde sygdommen ved rette navn. På den måde kan det også kun blive sjovere og mere varieret at modtage sygemeldingen. Hvem ved, måske kan man ovenikøbet konkurrere om at komme med den mest oprigtige sygemelding?
God bedring og held og lykke med det!