Dag 0 uden diarré

Jeg sidder nu i den første af 5 lufthavne jeg skal igennem før jeg er hjemme og kan slet ikke forstå mit held! Tænk at jeg har klaret en måned uden diarré blot for at vælge i dag af alle dage til at tisse med måsen! Det er jo mig der er hende der altid prædiker, at man absolut ikke skal tage Imodium fordi man så bare stopper tarmene og derfor ikke kommer af med det ”syge” lort. Jeg slutter altid prædiken af med ”Det eneste tidspunkt du skal tage Imodium, er til dit eget bryllup, eller hvis du skal flyve i over et døgn!”, WELL, HALLO IMODIUM 😉

Jeg tænkte at det umiddelbart ikke kan blive værre, men det kan det faktisk sagtens, hvad med diarré med orm! Det ville være værre! Hvorfor siger jeg det, jo fordi ca 100% at mine kunder den sidste måned har været smækfyldte med orm.
Vi modtog en ordentlig syg mand fra modtagelsen, som havde en mave der stod som et telt. Vi tog ham på bordet med det samme, åbnede ham og fandt en mavesæk med hul i, så mavesaft og alt hvad han havde spist og drukket de sidste 2 døgn, bare var løbet ud imellem tarmene og ned i bækkenet. Vi sugede 5 liter væske op fra bækkenet, en blanding af pus, ris og madrester. Han var syg sådan på rigtigt. Vi endte med at fifle med dopamin som er en virkelig dårlig markør for overlevelse i dette setup.
Da alt var suget op og skyllet, gennemgik kirurgen tarmene som jo var tomme. Han nærmest jublede ”Aiii, vil i mærke alle ormene?!” mens han stod og trykkede på tarmene som tydeligvis havde gæster. Ormene var store og kirurgen fulgte dem rundt med fingrene og smuttede med dem. Jeg er virkelig dårlig til orme så jeg gik direkte til håndvasken for at knække mig og min kollega gik direkte mod døren for at få luft. Det blev til et stort ”Nej tak!”. Kirurgen som nu var ganske begejstret for sit fund, forklarede os at vi bare skulle slappe af, for de kom jo ikke ud af tarmen når der ikke var hul på den… uuurrggghhh!

Det lykkedes os at holde liv i den stakkels mand. Han blev så fodret med Albendazol (ormemiddel). Da vi på stuegang dagen efter glædede os over at han stadig var med os, meddelte hans sygeplejerske at han havde hostet, og ud af munden var kommet en ca. 35 cm lang orm. Han havde forsøgt at smide den i skraldespanden, men bedøm selv om det lykkedes. Lad mig sige, at jeg uden at blinke vil spise Albendazol af dybe tallerkener på vejen hjem, just in case, man ved jo ikke hvem man har med som blind passager (havde jeg kunne lave en opkast smiley her, så var her mindst 20 af dem i streg)

 

 

Aprospros noget i maven… (bit of a stretch, I know….)
For et par nætter siden havde jeg endnu en håndpræsentationsbaby, det er den tredje på 1 måned. Det er åbenbart en ting her. Denne lille pige klarede den ikke og jeg må bare bøje mig i støvet for vores obstetriker, hun er for sej (og så er hun skide godt selskab, hvilket jo tæller dobbelt). Hun holdt hovedet koldt og tænkte et par skridt frem. Baby havde som sagt hele armen ude og da mor var åbnet i et almindeligt kejsersnits snit, det lave tværsnit, kunne obstetrikeren ikke få barnet ud. Hun sagde højt ”Jeg vælger at bruge tid på at få barnet ud og risikere at det er dør imens, i stedet for at lave et længdesnit” (så man åbner så det ligner et omvendt T) Dette gjorde hun, fordi mors risiko for at livmoderen brister under næste graviditet vil være alt for stor, og umulig at forebygge i en flygtningelejr. Det er at holde hovedet koldt, hvor det ellers ville være fristende at skære et levende barn ud. She’s cool også selvom hun konsekvent har valgt at ringe mig ud af sengen mellem 01-03 om natten….

Er nu på den tredje flyvning, og som alle der har været i flyvevåbnets trykkammer ved, så er den store fornøjelse ved at flyve, bla. at luften i tarmene udvider sig… Nej det er simpelthen en lortetur det her! Belært af sidste lange flyvning med 100% banglaer, så strøg jeg op for at være den første på toilettet, i håb om at det var en smule mere appetitligt end det ellers blev. Men ak, selvom der kun nåede én ind før mig, så havde det lykkes ham at pisse OVER ALT! Der løb urin ned af væggene, døren, på toiletpapiret, og gulvet sejlede OVER ALT. Ja han fik en opsang som han ikke forstod, men gjorde ham så bange at han løb ned gennem flyet til sin plads, mens jeg stod med min ballon-mave der bare så gerne ville levere en eksplosiv liter plumret vand.
Når jeg når til Doha, så skal jeg så meget opgraderes til business, det her er jo et fucking mareridt! Bare min mave tænker at slippe en mini prut, er jeg nødt til at stå i kø og forestå den store flytoilet rengøring inden jeg tør slippe prutten af frygt for at det ikke er gas, men bare vand der kommer ud…. BUSINESS TAK! (og så vil jeg skide på (i bogstavelig forstand) hvordan nødhjælpsarbejde og business class ser ud sammen, jeg betaler hvad som helst lige nu!)

100% sceneskift!
Da jeg kom tilbage efter min sidste fridag (efter at have måtte gennemleve ”Lucifers” karaoke version af Modern talking – you’re my heart you’re my soul, i NOT så modern version med el sax, Clavinova og tysker tromme!), gik jeg direkte ind til endnu en dødfødt baby på operationsstuen. Det var så det.
Ja, det lyder virkelig mærkværdigt, men det er nu 5 dage siden, og vi har ikke kunne komme over 6 operationer om dagen siden. Jeg ved simpelthen ikke hvad der er sket, men patienterne kommer ikke. Jeg tænker at rygtet har spredt sig, at vi er ved at lukke, at vores røntgen ikke virker, at man bliver sendt andre steder hen hvis det er muligt… Men desværre er det ikke sådan at bare fordi vi ikke har kunder, så er behovet forsvundet. Estimatet er at der hver døgn dør 8-10 kvinder i campen overfor os, i fødsel eller efterfødselskomplikationer. (altså kun obstetrisk relaterede dødsfald, så kan du lægge alle de andre oven i ex; brandsår, blindtarmsbetændelser, abdominale katastrofer, blødninger, infektioner osv…)

Jeg har fået det lidt sådan at de døde børn vi producerer, i virkeligheden er prisen for en levende mor, så er det lidt mere spiseligt. Alle de kvinder vi har haft igennem ville med sikkerhed ikke have overlevet deres fødsler uden vores bistand, og det må jeg være tilfreds med. Det er trods alt vigtigere at moderen lever og er mor for sine levende børn end at babyerne overlever uden mor. Uden en mor er man ilde stedt i verdens største flygtningelejr.

 

Endnu engang må jeg mærke at de patienter der har berørt mig mest, er de patienter jeg ikke fik; Vi havde for to dage siden en højgravid med moderkagen liggende foran ”udgangen”, hverken vi eller manden kunne overtale hende til et kejsersnit, hun blødte allerede da hun forlod os og det gør mig uendelig trist at vide at hun på nuværende tidspunkt må være en del af 8-10 om dagen statistikken og at hendes levende børn nu er moderløse.
Og jeg bliver nødt til at nævne min 19 årige brandsårspatient (50% forbrændt) som blev overflyttet til en lokal klinik, hvilket jeg ikke er i tvivl om har været hans død. Han var allerede ved at ”vælte” inden han forlod os… en overflytning jeg aldrig kommer til at forstå.
Og uvisheden om hvordan det kommer til at gå alle ”mine” børn, dem som jeg har bedøvet fast 3 gange om ugen i en måned, Faisal, Halima, Hamida, Someda, Urmi, Ibrahim, Nazema osv. Ja, dem ville jeg gerne kunne se ind i krystalkuglen med…. Alt efter hvad der er at se i kuglen, vil jeg måske overhovedet ikke vide en skid… Who knows?

 

Selvom vores operationsstue, eneste døgnoperationsstue til en million mennesker, lukker om under en måned, vil her stadig være masser af NGO’er. På vejen til Cox’s Bazar (1t45m) var der én, som talte ikke mindre end 250 NGO biler! Den organisation der klart har flest biler på vejen er Dansk Flygtningehjælp, stærkt forfulgt af Folkekirkens Nødhjælp, Red barnet og Bangladesh røde halvmåne. I camp 7, som er den del af kæmpelejren vi bor op ad, ser det ud som om det er Dansk Flygtningehjælp, der styrer hele lortet. De har organiseret lejrens beboere til alt fra at flytte skrald, mad og brænde. De bliver udstyret med veste og man ser dem overalt i camp 7. Tænker bare at det er ret flot at vores land (på trods af finans-fucking-lov) er det mest synligt repræsenterede hernede. Nameste, eller hva’ fanden det hedder. Og stik så i øvrigt finansloven helt op i gaskanalen.

 

Når vi gik rundt i lejren, gik vi som Ninja’s rundt for ikke at vække opmærksomhed, men endte hver gang som ”rockstjerner” med et kor af hvinende unger efter os.

 

Vaccinationsprogrammet er selvfølgelig suspenderet og derfor har jeg set noget jeg aldrig har set før; stivkrampe! Det ser man jo aldrig mere i vores del af verden, for dér har vi jo vaccineret os ud af det. En 10-årig dreng der bare lå i én lang krampe! Vi tog ham på bordet fordi vi var i tvivl om der stadig sad et fremmedlegeme i foden på ham, det gjorde der ikke. Men når man ser det ”live”, så forstår man hvor hurtigt suspenderingen af almindelige vaccinationsprogrammer får konsekvenser. Vi gav ham antibiotika, diazepam og slukkede næsten alt lyset. Behandlingen varer over en måned hvilket er ret uoverskueligt i midten af en flygtningelejer. Vi sendte ham til en anden NGO som skulle have mulighed for at behandle ham, Vi har ikke hørt hvordan det er gået eller om det overhovedet er gået…

En anden lidt anderledes patient var også en dreng. Denne dreng havde lidt den tort at være blevet omskåret og som komplikation havde han blødt sig ned til 4,5 i hæmoglobin, så snakker vi (næsten) ikke mere om det! Man tænker at her i lejren er der muligheder nok for at komme af dage før tid. Man behøver ikke også udsætte sunde raske drenge for dette. Ja, det er den diskussion som af mærkværdige årsager er kontroversiel. I ved hvor jeg står!

 

SÅ er jeg på sidste flyvning og JA TAK, det er business, ikke bare business class, nej Qatar business, som jo er min favorit. Så jeg sidder/ligger nu iført deres business pyjamas. Ved et stort dejligt rent toilet med vindue til fri afbenyttelse. Jeg kører nu hele oplevelsen ned med Champagne, Imodium og ormemiddel. Når jeg om lidt lander i CPH er det 48 timer siden jeg kørte ud af lejren på en dæmning af snot og tårer. Alt er godt nu, selv min mave har glemt at genere mig siden jeg fik upgraden, hmmm.

 

Min afgang fra lejren var vel det der hedder en NurseMarlow classic! Jeg tudede som havde jeg fået prygl. Jeg startede kl 07.45 og stoppede først da jeg var kommet ind til Cox’s kl 15. Jeg fik en udtalelse der kom aldeles bag på mig (positivt) og derefter så tudede jeg bare. Jeg havde mit sidste kejsersnit (selvfølgelig også flæbende) kl 11.00 (tvillinger, tveæggede levende drenge!) og kørte opløst ud af lejren kl 13.

KORTNYT:

-En god nyhed er, at jeg forlod ikke bare lejren, men jeg forlod også Jab’s nu mindre rådne fod, stadig på Jab. Altså ingen amputation….. so far 🙂

-I øvrigt også et ”tjek” ud for at have været i finsk sauna i Bangladesh. Is there a t-shirt for that?

-Måske tog jeg fejl, Cox bazar bliver måske at finde i næste års Spies katalog

OGSÅ LÆRT:
Mødre her bryder sammen når man bedøver deres børn lige som derhjemme. Selv om deres tilværelse her virker trøstesløs, er det ikke på den der kolde, blege, klamme, grå beton, luftvejsirriterede, dårligt indeklima ”Lilja 4 ever” (hvis du ikke har set den, så skal du denundenhylema se trøstesløshed!) østblok måde. Kan også være fordi her er frodigt, så frodigt at selvom man bor i en flygtningelejr kan man have squash voksende på sit presenningtag.

Selvfølgelig kommer jeg til at savne mange ting, så som duften af frisk diarre når man børster sine tænder om morgenen. Den duft minder mig jo i forvejen om Bangladesh, den var fast på morgenløberuten i Mali, hvor vores lejr lå klods op af deres.

Portørerne her på felthospitalet har bedt om at blive kaldt ”Strong men” (upåagtet af at ingen af dem er større og stærkere end mit venstre underben), hvilket vi så kalder over radioen når vi skal have hentet eller bragt patienter ”strong men, strong men, to major OT”. Så nu er der vel ikke så meget andet at sige end:”Strong men, strong men, take me home!”

I’m out

Nurse Marlow