16 dage uden diarré! (nok lidt løs… men ikke diarré) Jeg begynder at ligne en vinder 🙂

SNAP! Siden sidst har jeg haft en fantastisk fridag som jeg brugte på et hotel, ja jeg kunne da have valgt at bruge natten i mit telt og sparet de penge…. Men det blev et stort nej tak herfra, jeg valgte rottefrit med pool, CNN og badeværelse, what’s not to like JHotellet har luret NGO pengene, så de blinker ikke når de tager nå ja, siger og skriver $15 for et glas stinke sur vin i freakin’ Bangladesh…. Mig narrer de sat’ma ik’!…. (ifølge Rikke Thorbjørn, er det udsagnet der kommer lige efter man er blevet narret og tørret godt og grundigt 😉

Men vi er også blevet en kirurg mindre på mit lille team og hvorfor dog det? Jo fordi han var en KÆMPE STOR IDIOT, faktisk viste det sig at han var lige så godt selskab som en anal prolaps, hjem til Europa med ham. Jeg takker for den beslutning! Det betyder så også at vores tilbageværende kirurg har arbejdet uafbrudt i døgndrift uden en fridag, så i dag har vi simpelthen lukket operationsstuen og sendt ham på tvangs hvil, det giver lidt fritid i dag, så det skulle lykkes at få skrevet dette skriv.

Tidligere forsøg på at skrive:

I skrivende stund har jeg en tiltrængt fridag. Min dag i går og forgårs var ganske travle, jeg har været på døgnvagt 3 dage i træk og da man ikke rigtigt kan sammenligne vagtbyrden med Gentoftes, så er jeg fuldstændig smadret nu. Vi knoklede hele dagen og fik de 10 operationspatienter igennem på én operationsstue. Da vi var færdige ved 23-tiden med alt fra aftenstuegang, næste dags operationsprogram og rengøring, fik vi meldt at en klinik havde sendt en gravid til os – så sidder man der og venter og aner ikke om det er om 10 minutter eller 2 timer de er fremme. Så jeg nåede lige at falde lidt hen da hun endelig kom. Mor var udmattet og baby lød umiddelbart ikke som om han ville overleve, så vi skulle bare have ham ud, så vi kunne få lidt søvn.

Men han var en sejlivet lille fyr og kors hvor så han vild ud! Han havde bogstaveligt talt stået PÅ ansigtet i fødselskanalen i 3 dage i en fuldt dilateret mor med veer. Som i nok ved så er baby nosser proportionelt store, men de her var kun halv størrelse af hævelserne i ansigtet specielt øjne og læberne som lignede en baboons ass (eller Helle Thorning’s nye læber). Ansigtet var så hævet at jordemoderen, lidt for hurtigt fik erklæret ham for at være et misfoster, som nok ikke havde en chance. (EFTERSKRIFT: Nu på 6. dagen er han stadig med os og hævelsen er forsvundet og han ser SÅ fin ud, ja hvad fanden ved vi egentlig).

Nå men jeg fik et par timers søvn inden vi skulle i gang med morgenprogrammet. Jeg vågnede ved et brag og tænkte at det mindede om eksplosionerne i Afghanistan. Jeg stod groggy op og gik til morgenmøde hvor vi blev ringet op om, at der havde været en gas eksplosion og at vi skulle forvente 7 svært tilskadekomne.

Vores første patient kom direkte fra ambulancen på operationsbordet. De andre var ikke så svært sårede som forventet, så vi fik dem hurtigt igennem og nåede endda nogle af programmets oprindelige patienter. Klokken blev igen mange og så kom der en ambulance med 2 kejsersnit, det ene havde født kroppen af barnet, men kunne derefter ikke føde hovedet, vi ved ikke hvor længe hun har ligget i lejren med baby ude. Men længe nok til at familien desperat men forgæves selv havde forsøgt at få baby ud af mor, med gud ved hvilke værktøjer, så mor var molestreret i underlivet. Vores jordemødre fik på magisk vis trukket hovedet ud og vi måtte så forsøge at lappe resterne af den stakkels kvindes underliv sammen. Vores ellers garvede og absurd hurtige obstetriker (20 min fra kniven er sat til patienten er tilbage i sin seng) har efterfølgende bemærket at den ”fødsel” var top 2 over hendes værste i karrieren. I behøver ikke meget fantasi for at regne ud at det krævede en ubåds Madsens hjælp at løse problemet, hvis ikke det var lykkes at få hovedet ud vaginalt, så går vi ikke mere i detaljer med det….

Den anden kvinde i ambulancen fik et levende barn….. men nok ikke så længe, forventeligt ikke længere end at Imamen blev tilkaldt. Begge mødres fostervand lugtede råddent, så tiden havde allerede været for lang…. (EFTERSKRIFT: også denne baby er efter Imamen har messet over den, i live i skrivende stund)

Efter at have gjort rent efter kvinderne (vores rengøring går hjem kl 16.00 så derefter mopper vi selv blodet op fra gulvet), fik vi meldt 3 alvorlige machete skader fra en klinik, så jeg kunne ikke helt overskue at slæbe mig ned i mit telt i ventetiden. Jeg lagde mig på briksen på operationsstuen

SMÆK sagde det under mig og derefter klap, klap, klap. Jeg orkede simpelthen ikke at tage mig af det, så jeg udvandrede og satsede på at rottens dødsdans var ovre til mine patienter kom.

Natten endte med at jeg intuberede en uskyldig ung mand med hjertestop i vores modtagelse (hvorfor ved jeg egentligt ikke, vi har hverken respirator eller intensiv behandling, så det var vel bare, fordi…… jeg kunne? Til gengæld lærte jeg at defibrilatoren ikke virkede og at jeg til min store undren var den eneste der vidste hvor den skulle være henne…

 

Rotte gate:

Da jeg kom tilbage fra min fridag stod min søde japanske roomie og ventede på mig, hun var oprevet og træt. Vi havde haft rottegæster inde i teltet om natten og hun havde været alene hjemme og ikke anet hvad hun skulle stille op, så hun var sprunget ud af teltet og ladet rotten blive… Hun havde så siddet vågen udenfor teltet resten af natten. Så hun var glad for at se mig, ikke at jeg ved hvornår jeg er blevet hende, der tager sig af rotterne… Nå men vi fik teknisk afdeling til at løfte vores telt op hvor der viste sig at være en fin lille rotterede, rottefængeren jagtede samtlige rotter og slog alle ihjel, good job!

Teltet blev sat ned igen og vi flyttede ind igen. Men lur mig om ikke der var en stor fed rotte inde i teltet igen da vi gik i seng…. Den piskede rundt på nettet og plastsiderne på indersiden og var virkelig larmende. Jeg havde jo vagt så jeg måtte ikke putte ørepropper i, så det blev for meget. Vi flyttede ud i nattens mulm og mørke og besatte et ledigt telt.

 

Derfor bad jeg rottemanden sætte fælder op ved mit telt, de to første nætter fangede vi det der her hedder en Chicka, jeg har slået den op og den hedder en Asien house shrew. Den tredje nat fangede vi et rigtigt bæst

 

Jeg har nu haft 4 rottefri nætter i træk og krydser fingre…. Til dem der spørger hvorfor jager i dem ikke bare ud af teltet….. well, de bruger ikke hoveddøren, de gnaver sig ind, så de er ret ligeglade med at blive lukket ind eller ud.

Finne nyt:

Jeg er begyndt at kunne afkode dem. Sprogligt er der det med finsk at de ikke har køn, altså ”hun og ham” findes ikke på finsk. Så de er jo langt foran vores diskussion om ”hen og høn”, de har simpelthen aldrig haft køn i deres sprog. Det hele er ”han” som kan oversættes til ”det”/”it”. Det giver dog en del forviklinger når de på engelsk vælger at holde fast i den del af deres sprog… Alle er ”he” og ved specielle lejligheder ”they”. Dertil gør den finlishe accent det også svært at differentiere mellem mange andre ord, foot udtales som food. Da vi opererer mange patienter med foot-skader, som ikke må få food inden operationen giver det en del forvirring. ”The little girl, the food patient, did he have foot?”, ”Yes he still has his foot, we didn’t amputate”, ”but did he have food, is he fasting?”…. Jeg spurgte i dag kirurgen om en kvinde der havde en kæmpe byld på kæbe kunne åbne munden, kirurgen svarede ”yes they can open his mouth”, hvis man ikke ved at det han mener er ”yes she can open her mouth” kunne man godt blive lettere usikker på om det er samme patient og hvem det er der kan åbne hendes mund, men efter stejl finlish learning curve, er jeg med.

Jeg er til gengæld blevet præsenteret for en del af deres ordsprog som selvfølgelig ikke er blevet beriget af at være oversat til engelsk, men der er dog et jeg gerne vil dele med jer, det er deres equivalent til de danske ”han var lettere underfrankeret”, ”han spiller vist ikke på fuld plade”, ”ikke den skarpeste kniv i skuffen”, ”ikke den hurtigste knallert på havnen”, ”ikke den sprødeste kiks i pakken”, ”ikke den stiveste pik i swingerklubben” osv.

Deres bud er sobert, inkluderer deres nationale stolthed og finsk sprogkanon værdig: ”He didn’t have all his Moomies in the valley!” voilá, så enkelt kan budskabet formidles og endda unisex!

Ud over den sproglige berigelse har de selvfølgelig også medbragt en sauna til Bangladesh! Nej, jeg har ikke været i den endnu, men det er klart på min bucketlist.

Smutter til aftenstuegang, later.

Når jeg læser mit skriv, kan jeg godt se at de fødende kvinder fylder mest, men sådan er det faktisk ikke, det er nok fordi de døde børn fylder mest i min bevidsthed og de kommer overvejende fra de fødende kvinder… Virkeligheden er dog sådan at vi simpelthen modtager alt hvad der kan komme ind af porten:

Vi har haft en 12 årig pige, som fik fjernet en cyste i underlivet her på hospitalet i juli, men nu er kommet tilbage med massive mavesmerter. Hende åbnede og lukkede vi så igen, hendes underliv viste sig at være en stor cancer metastase. Ulykken er den samme, når man åbner en 12 årig smæk fyldt med metastaser om man står på et dansk sygehus eller på et felthospital i Bangladesh. Forskellen er bare hvad der sker efterfølgende. Her er ikke en onkolog der vil forsøge at løse det uløselige, eller bare en palliativ afdeling….

Dagen før fik vi en ung kvinde ind, hun kom med det der vel kan kaldes et forceret bredt smil og en køletaske indeholdende hendes højre hånd. Hendes mand havde været utilfreds, med hvad ved vi ikke, men nok til at have skåret hende op fra mundvige til øre og hugge hendes højre hånd af. Det var så groteskt, og svært helt at se hvordan man kunne  hjælpe hende udover at lappe hende fysisk. Vi takkede afsendende klinik mange gange for køletasken med den afhuggede hånd, men reelt kunne vi jo ikke stille en hujende skid op med hånden, jeg mener det er jo en udfordring der ville være for stor selv for håndkirurgerne på Odense, så den røg i skralderen sammen med en stor del af kvindens fremtid.

Brandsår får vi selvfølgeligt også rigeligt af, vi fik en ung mand med 50% forbrænding for to dage siden, og lad mig sige at det er en noget større udfordring at holde et brandsår rent her i forhold til sterile lagner og enestue i DK. Parklands formel er den samme (den formel man udregner væske behov efter), men så er der ikke mere der er det samme.

En simpel blindtarmsbetændelse får også et tvist, da de pårørende her kræver at se det afskårede væv. Så vi har da måtte dykke en tur i skraldespanden efterfølgende for at finde den lille regnorm af en blindtarm, aarrrghhh….

Vi har en del gengangere som kommer på operationsprogrammet et par gange om ugen, der er 5 børn der kommer fast og får skiftet deres store sår efter diverse ulykker i håb om at undgå amputation. Det er nået til et punkt hvor de begynder at skrige bare de ser en af os fra operationsgangen…. Det er jeg lidt træt af, for jeg tror at hvis vi fra starten havde været lidt mere gavmilde med vores præmedicinering kunne vi have undgået det. Well, 2 late now.

Så har vi også to mandlige gengangere, den ene er voldsomt underholdende, en ældre herre der hedder Jab og har en totalt rådden fod som vi klipper lidt i hver anden dag i spinalbedøvelse. Jeg taler intet sprog han forstår og omvendt, det afholder os ikke fra lange samtaler under operationen, hver gang slutter vi af med at jeg laver saksetegn ved min fod og ryster på hovedet. Det forstår han og er lettet over at endnu en dag er gået uden hans fod er blevet amputeret. Desværre tror jeg ikke at Jab og jeg kan fortsætte denne afslutning, der er ingen fremgang så jeg tror foden ryger en af de næste dage, desværre.

Og et godt eksempel på hvorfor det er desværre, er den anden mandlige genganger. Manden var amputeret og derfor meget siddende, fordi proteser ikke hænger på træerne hernede. Som konsekvens af at sidde havde han fået en byld på den ene balle og et tryksår på den anden. Vi troede bare at vi skulle lave en lille oprensning i såret og bylden. Jeg tapede hans nosser op så man kunne komme til, kirurgen satte kniven i bylden som bare blev ved med at flyde, hullet blev større og større og pudset flød nu også ud af nosserne. Inden vi var færdige så det ud præcis som om vi havde smutter en granat op i nummi på manden og derefter trukket splitten….. Egentligt kan jeg godt se at billedet lyder ret underholdende, men det er jo ikke sjovt, faktisk som i overhovedet ikke sjovt. Det bliver jo den stakkels mands endeligt. Jeg mener hvor går man lige hen med en fuldstændig eksploderet røv og nosser, well nok ikke i en flygtningelejer uden vand, sanitet, sygepleje eller antibiotika.

Nætterne:

Jeg har en rettelse, da jeg sammenlignede vores lejr med Roskilde festival, bare uden musik og alkohol, var det en præmatur vurdering, for der skulle kun stå uden alkohol…

Som på en ægte festival, hamrer støjen ud af højtalerne fra et utal af lokale boomsystems, altså ikke fra flygtningelejren som strækker sig over et ufatteligt presseningområde syd, sydøst og sydvest for os, nej det er vest for os, fra de lokale Banglaer. Der er som regel pause mellem 02 og 04.30, men nogle gange kan de ikke dy sig og starter op igen før kl 04. Det virker som om ham den stive i campen er kommet hjem før lydmanden og har taget mikrofonen som så feeder mens han råber virkelig højt på en eller anden Allan! Det er meget svært at arbejde med når man lige har lagt sig og stadig har vagt så man ikke engang kan have ørepropper i.

Jeg har flere gange haft lyst til at råbe igen: ALLAN, ALLAN, WHO THE FUCK IS ALLAN!? Eller måske hed han Allah, but who the fuck that is, anyway?

Når jeg nu er vågen så ved mine nyrer ikke at jeg sover, så urinproduktionen kører dagsprogram med fuld urinudskillelse. Så 3 gange i løbet af natten gennemlever jeg tisse ritualet. Det koster 10 gange lyninger med lynlåsene fra jeg står ud af min moskito-dome til jeg er tilbage i soveposen. Dertil kan jeg så lægge fumlen med lommelygten, walkie talkieen, forbandelser af Allan og forsøget på at danse uden om baduner, rottefælder, regnvandsrender og frøerne i gruset. Så i kan nok regne ud hvor fugtig en trusse man kan nå at få inden natten er omme og det er ovenikøbet uden diarré.

Mit operationsteam er godt, finnerne, 1 tysker, 1 bangla og jeg. Sproget er selvfølgeligt af og til udfordrende. Vi har en ung tysk operationssygeplejerske som er godt selskab. Hun er 26 år men klarer den egentligt meget godt. Hun har den lille sproglige finurlighed at hendes engelsk konsekvent foregår i datid efterfulgt af et tysk ”nah”. ”Did you saw the wound, nah?”, ”Did you ate already, nah?”, ”Did you took the gaze, nah?”, ”Did you went to lunch already, nah?”. Hun havde en stejl indlæringskurve i går nat efter en blodig operation. Der var 800 ml blod i sugeflasken og hun spurgte mig om hun bare kunne tømme den ned i en orange pose til forbrænding? Jeg svarede på trods af tidspunktet, at hun skulle hælde det i en anden pose som hun så kunne lægge i den orange, fordi mange af dem gik i stykker i bunden…. Hun gav mig ”Årrhh hold kæft kloge Åge” blikket og hældte de 800 ml ned i en orange pose som omgående flækkede i bunden og 800 ml frisk blod sagde bare svus ned på gulvet med så høj fart at det strintede ud over hele rummet. På den måde fylder 800 ml blod virkelig meget! Først var hun på grænsen til at tude men så kiggede vi på hinanden og brød sammen af grin, vi kunne ikke andet, for midt om natten er sådan en bommert 100% uoverskuelig især fordi det er gør det selv rengøring.

 

Så blev det igen sengetid, Roskilde campen råber stadig efter Allan og en nat med mange lyn i lynlåsen ligger forude, godnat.