Så er jeg på vej, til verdens største flygtningelejr, hvor jeg skal bo og arbejde den næste måned. Jeg er nået til Doha, mit yndlings hub. Jeg er lidt spændt på det hele især fordi jeg nåede at få en update fra en kollega om min nærmeste samarbejdspartner dernede….. Jo, det lugter lidt af en udfordring…
Noget der helt sikkert også kommer til at lugte er mig. Det er jo lejrliv, og det er ægte NGO style med kuppeltelte, altså Roskildefestival uden musik og alkohol….. What’s not to like 😉
Nå men jeg har lang vej endnu. Forlod hjemmet mandag aften og er først fremme onsdag over middag….

I Bangladeshflyveren:
Af grunde jeg ikke lige har overvejet er denne fyldte flyver proppet med 98% mænd, lidt vigende i højden, alle har gemt duften af deres sidste 10 måltider i tøjet, som de nu gavmildt deler med os alle. De har alle sandaler på, men Ikke alle har fået deres tænder med på flyvningen.
Toiletbesøget, var alligevel lige udfordrende nok.
Man tænker ikke over, at man ved hvordan man bruger et flytoilet…. men man tænker over når nogen ikke ved hvordan man bruger et!
Undrede mig over at der hele tiden var grønt lys på toilettet på trods af, at der stod kø ved alle toiletterne. Det viste sig at ingen ved hvordan man låser toiletterne og dermed får lys derude. Ej heller er viden om hvordan man trækker ud på sådan et toilet, common knowledge. Og hov, hvorfor mon der står en tøndelignende ting med et hul i midten i det lille rum…..aaaarrrggghhhh. Pis over ALT, så meget at det løber ud af døren i den fine flyver, lort på ydersiden af kummen, på væggene og gudhjælpemig i og omkring håndvasken, ohh well, det har nok ikke været nogen hjælp at de ikke har haft tændt lyset…..
Jeg holdt mig til Dhaka…. Som jo er kendt for deres/byens fine toiletforhold 😉

På vej til transit hotellet i Dhaka kørte vi en ged over, alligevel ret imponerende, jeg mener bilerne er så tæt at det kræver at geden har nogle mean gedeskills og er meget determineret for at lykkes med at komme ind imellem bilerne…. Nå men det lykkedes og nu er den død.
Hotellet var rigtig fint men I kid you not, de treatede mig med et Robbie Williams medley udsat for panfløjte over morgenbuffetén. Man skal ikke kende mig ret godt for at vide at jeg har et ret anstrengt forhold til panfløjter. Jeg var i Peru i sidste måned og så det som en personlig sejer at komme ind og ud af landet uden på noget tidspunkt at blive fløjtet på, så dette føltes som et bagholdsangreb af de store, og så midt i maden!

Venter på indenrigsfly fra Dhaka:
Jeg må være en yderst sjælden plante, de lokale stiller sig HELT tæt på mig og stirrer mig uden at blinke lige i hovedet. Jeg siger selvfølgelig ”Hej” og det får dem til at springe et skridt bagud og råbe ”Hej” tilbage, god underholdning når man alligevel har 2 timers venten i dette glansbillede af 3.verdens lufthavn.

Nå men det hele bliver nok en kende mere alvorligt fra i eftermiddag, når jeg er landet i mit kuppeltelt i lejren…. We’ll see

Day 1 uden diarré

Ja så er jeg nået frem til mit kuppeltelt og min umiddelbare vurdering efter et døgn i Bangladesh er, at vi nok ikke umiddelbart skal forvente at se denne destination i Spies forårskatalog…. But u never know.

Jeg bor på Elephant boulevard 6A.
Ved ankomst blev jeg briefet i de vigtigste detaljer, så som at vaske hænder og at det ikke hedder flygtninge, men ”whom we are here for” eller ”guests”, ja de har taget politisk korrekthed derud hvor det får Uffe Elbæk til at fremstå som en ren indre-svine-Martin-Henriksen-hund.

Vi er 42 internationale delegater, hvoraf 8 ikke er finner, altså 34 finner som ”befinner” (sjovt ik’ 😉 ) sig meget forskellige steder på det finske introvertum spekter. Dertil er konstant en ”Finn-lish” accent i luften.

Man kan have mange specielle arbejdsfunktioner her. Køkkenpersonalet har som altid min fulde opmærksomhed, men der er dog én der i mit hierarki overgår dem, Rottefangeren!
Vi har en mand ansat på fuld tid til at fange rotter…. Og hver morgen tømmer han fælderne i lejren og på operationsstuen for rotter, og det er han mægtig stolt af. Han fanger hver dag mellem 10-30 rotter i lejren, det er da alligevel noget.

Min chef startede med at spørge mig om jeg også kan træde ind som operationssygeplejerske fordi der hele tiden er nogen på lokum (som i diarre i dagevis), så han stod ofte og manglede personale, så hvis jeg ville operere hver gang der er en operationssygeplejerske på lokum, så ville det gøre livet lettere for ham… Det ser vi på….

Jeg ankom i lejren sådan ca samtidigt med min første patient, en 20 årig gravid til termin med dødt barn i maven, moderkagen lå foran, så hun skulle have et kejsersnit. Hun kravlede selv op på operationsbordet i sin fine kjole og ringende smykker. Hun forlod os knust, barnløs og stadig i sin festkjole.
Så var jeg i gang og inden jeg ramte puden den aften havde vi brandsår, skudsår, abdominal katastrofe, åbne frakturer, amputation og bløddelsskader i alt 9 patienter på bordet.

Dag 2 uden diarré

Jeg fik en time fri i går eftermiddag, så var det at jeg havde ladet mig overtale til at løbe en tur uden for lejren….. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg gør det? Det er som altid sådan at folk omkring mig tror at jeg da godt kan løbe. Jeg fortæller altid åbent og ærligt at det kan jeg desværre ikke, men at jeg da selvfølgelig gerne giver det et skud… Lige overraskede bliver folk så når de ser mig løbe lidende bagerst i feltet nærmest døende. Det har kollegaer i Forsvaret (især i Mali) og bokseholdet efterhånden erkendt er sandt, jeg bliver aldrig løber og årsagen tilskriver jeg mine ordentligt tunge ben.
Nå men jeg lod mig overtale.
For de lokale er det fuldstændigt uforståeligt at vi bener rundt i terrænet op og ned ad bakke i 98% luftfugtighed, 30 graders varme i lange bukser og bluser (man viser ikke ben og arme her).
Men det blev hurtigt tydeligt for dem at her var der altså brug for hjælp, så nogle unge mænd på cykler kørte op på siden af mig og spurgte om jeg ikke ville sidde bagpå, jeg gispede efter vejret så jeg nikkede bare op mod min løbemakker for at forklare at jeg måtte løbe med. Den der talte engelsk spurgte om det var min ”Sir” der havde beordret mig til det, for han kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig at det var frivilligt.
Jeg holdt fast i sadlen og lod ham trække mig op ad bakken, jeg tror vi var lige underholdt af situationen. Senere løb en mand op til mig og spurgte om han måtte tage en selfie med mig, jeg svarede at det måtte han i hvert fald, hvis han løb ved siden af mig. Så det gjorde han, uden problemer i fucking klipklapper, så fremstod jeg ikke mindre sølle.
Desværre er der strenge forholdsregler for delegerede i forhold til fotografering, så jeg har ingen billeder 🙁

Ohhh… her kommer Rottefar stolt med sin fælde…. Men det er jo for fanden et egern der er gået i fælden og ikke en rotte, men det afholder ham ikke for stolt at vise den frem….. Ohh, well.

Dag 3 uden diarré

Mit mindste dukkebarn blev jo 21 år i går så jeg ”Vibede” hjem til fødselsdagsbarnet der var på cafe med familien. Ja, det stod i skærende kontrast til det barn der så desværre ikke fik fødselsdag.
Endnu en dødfødt ved kejsersnit, en utrøstelig 21 årig pige, der sejlede ind på operationsstuen som en blødende elv. Hun mistede 4 liter blod (hvilket jeg egentligt havde regnet ud til at være stort set hele hendes blodvolumen) og jeg gav hende bolus fuldblod i 20 ml sprøjter (ja der skal mange gange til). Hun fik fjernet livmoderen ved indgrebet. Mens hun stadig lå i kjole og blodpøl, på bordet hos mig, tog hun sig til sin fuldstændigt flade mave mens hun messede og græd. Jeg forstod ikke hvad hun sagde men det behøvede jeg heller ikke for at forstå hendes ulykke. Det var ubærligt.

I forgårs mistede en stor pige livet fordi vi ikke kunne få familiens samtykke til at lave et kejsersnit på hende. hun blødte ud og det virkede bare så totalt meningsløst at hun skulle dø, når vi kunne have reddet hende, ja der kan Jehovas vidner ikke rigtigt følge med…

SÅ KOMMERER DER ET KEJSERSNIT TIL, LATER…….. en time senere: DET BLEV EN FED LILLE SPRÆLLEVENDE DRENG PÅ NÆSTEN 3000g 🙂

Og på den happy note må jeg hellere skrubbe i seng, jeg har jo stadig vagt og i morgen har jeg fridag, ja det har man i denne organisation, en gang om ugen, hvis det er muligt, så det er ren luksus! Ikke som i Forsvaret hvor det er 3 måneder med uafbrudt tilkald…
Så guess what! Jeg laver kuppeltelt-escape og skrider på hotel i byen (1,5 time herfra), det bliver weltklasse 😉
Vi skrives ved….

PS: Som i enhver NGO setting skal der jo være en NGO-hingst. Jeg er ikke 100% sikker på hvem han er endnu, her er et par kandidater, så det må vi vende tilbage til når jeg har identificeret ham…….