Måske er din mor af den slags der har lært dig, at du skulle skifte dine underbukser fordi man jo aldrig ved hvad dagen bringer. Dermed har hun med garanti ikke ment noget frækt, nærmere noget med at man jo kan ende på sygehuset og det jo vil være frygtligt pinligt iført sure underhylere. Men du behøver ikke lytte til hendes råd, hvis du bare sørger for at komme i hænderne på professionelle.
Jeg har lagt mærke til at når jeg er på arbejde er der ingen grænser for hvad jeg som professionel kan bære over med.
Det undrer mig hvad det er der gør mig istand til at gennemleve de mest brækrefleksudløsende gerninger når jeg er på arbejde, men overhovedet ingen tolerance har for så meget som antydningen af den mindste fims når jeg har fri?
F.eks. fortrækker jeg ikke en mine når jeg lægger en patient i oliebad fordi han simpelthen er så beskidt at vand og sæbe ikke kan opløse de sure lag af gravrust på hans krop. Hvorimod jeg laver bræklyde, hvis jeg skal rense toiletvasken derhjemme og der kommer en lang ”hårorm” op.
Jeg præsterer ovenikøbet at smile af den ellers en smule anspændte situation, når man står på en lille undersøgelses stue med bankmanden Ole, der har fået en kontorstol over foden. Han har selvfølgelig tænkt som din mor, og har vasket og skrubbet den skadede fod der ellers var godt lummer i Loyd skoen. Som amen i kirken har Ole selvfølgelig ikke vasket den anden fod. Så da han bliver bedt om at tage sokken af for at kunne sammenligne hævelsen, spreder der sig en blandet stank af rådne dyr og vel slidte boksehandsker på stuen. jeg smiler stadig og ser ud som om det er den mest naturlige duft i verden. Hvorimod min kollega der har stillet sine sure løbesko i omklædningen får en seddel på skabsdøren om at kemisk krigsførelse bliver meldt til PET.
Jeg stikker gerne hånden ind i munden og trækker et låddent gebis, der har ru overflade af gamle madrester, ud af munden på en operationspatient.
Men når min kollega taler til mig med drageånde er jeg lige ved at gå i gulvet og sige ”Hvis du går ud i mit skab, tager nøglerne fra min taske og går ud i min jakkelomme og finder min pung, tager en 20’er, smutter over i kiosken, så ved jeg at de sælger pastiller………”
Jeg trækker vejret næsten frit på mavetarmkirurgiske operationsgang, velvidende at lugten er molekyler der kommer lige fra den nyåbnede tarm og direkte ned i mine lunger, well jeg kan ikke li’ det men fortrækker ikke en mine. Hvorimod jeg holder op med at trække vejret hvis jeg sidder i biffen og den ved siden af har sluppet en lille ”siver”.
Er det fordi vi bliver betalt (burde nok sætte det i anførselstegn ;o) for at være fleksible overfor andre i arbejdstiden? Og vil det så sige at man kan klare sidemandens prutter, hvis han bare stikker én en ti’er? Eller er det professionalisme? Og i så fald, vil det så sige at vi ville være mere professionelle hvis vi fik mere i løn?
Hmmm……