Gi’ mig Danmark tilbage!

Så er den her igen, følelsen af at mit hjemland kører af sporet mens jeg et øjeblik har vendt ryggen til. At Morten Messerschmidt skulle blive den største stemmesluger kom alligevel bag på mig. Jeg er med på at han er en nydelig ung mand og jeg husker ham også som en god sport da han medvirkede i DRs legendariske ”Bertelsen” interview. Absolut på top ti over det sjoveste på DR nogensinde ”Dit højreorienterede svin” joken er simpelthen ubamhjertig, tåkrympende weltklasse! (se den HER) Jeg mindes også Morten M som ham der i et realityshow på en or anden underlødig tv kanal sagde nej tak til at knalde Gigi Freddie Petersen (dansepsykopaterne fra Dragør), som bare SÅ gerne ville knaldes af ham. Han ville så hellere knalde en moden Bakkesangerinde, ja det taler jo altsammen for den gode arier, men så er det også sagt! Hva’ sker der for værdierne?? Er det virkelig kun her i dobbeltmoralens højborg at vi rider på en bølge af at anstændighed er trendy? I don’t know men et helt godt tegn er det ikke! 

På trods af Cirkelines stærke modstand mod ikke at være foran fjernsynet lørdag aften, hvor hendes helt ubeskrivlige åndsvage hundeprogram ”Groomer has it” (fuldstændig idiotisk hunde program mixet af lige dele ”X-faktor” og ”Robinson” for hunde trimmere. De kan stemmes hjem eller vinde helt fantastiske nye hundetrimmer opgaver som at lave en filty rotte om til en kongelig skødehund….. ja, når jeg nu tænker over det, kunne det måske være en idé for Prins Henrik?)  sendes, så var familien på weekend tur til Portland, Oregon sidste weekend. Virkelig en skøn by, der er meget anderledes end Seattle. De har ingen skyskrabere og ingen hysterisk stejle bakker, sikkert derfor har de en masse cyklister (nærmest hjemligt). De har et sporvognsystem der  sparker røv, også er det gratis! De kører hele tiden og der er ovenikøbet cykelknager i dem, hvor man kan hænge cyklen, hvis den har fået for meget at drikke en fredag aften eller noget.

Jeg har det nok som de fleste, at jeg godt kan li’ at sige at det og det er MEGET bedre i Danmark, problemet er bare at der bliver mindre og mindre af den slags. Jeg tænker f.eks. på hvad der er sket med den offentlige transport i Danmark! Vi skulle jo absolut udlicitere, og venner kan vi snart blive enige om at der faktisk ikke er noget af det vi i Danmark har udliciteret der fungerer bedre end udgangspunktet??!! Om vi taler hospitalsrengøring eller transport er det bare gået nedad bakke. Jeg mener, jeg som elsker at transportere mig med offentlig transport, har helt givet op i DK. Priserne er latterlige, ruterne er indskrænkede, frekvensen nærmer sig bradycardi (meget langsom hjerterytme), nye transport tiltag lægges oven i gamle ruter så man stadig ikke kan komme nogen vegne hvis man f.eks. bor i Søborg (bare for at nævne et sted). Man venter 20 min mellem hver bus som hvis man bor i Stoholm i midtjylland…… Det spiller bare ikke!

Nå men det var jo Portland jeg kom fra; Jeg fastholdt overfor familien at jeg som altid skulle besøge en lokal kirke, hvilket var ved at rive tænderne ud af mulen på Ælle, han har absolut ingen forståelse for noget i den retning! Jeg iførte mig mit bedste tøj (et fast kirkesæt jeg altid bruger når jeg er på kirkebesøg, er gangbart i alle menigheder) og fik modstræbende Ælle til at køre mig hen til en kirke jeg havde fundet i kirkeoversigten…… Kirkeoversigten siger jo ikke noget om hvor godt det svinger…. Jeg var 10 minutter forsinket og kastede mig ind af den første og bedste dør ind til noget der mindede om et værested med køkken, styrketræning, fjernsynshjørne og kantine i ét i kælderplan. Jeg råbte ”Hallo” men der var ikke en sjæl. Jeg kunne høre orglet gennem væggene men kunne slet ikke bestemme hvorfra det kom. Jeg trissede rundt i kælderen og fandt nogle trapper der ledte op, jeg gik derop blot for at finde et meget privat rum med personlige ejendele bla. et par parykker?? Jeg skyndte mig ned og udenfor igen og følte mig som en intruder. Jeg prøvede tre andre døre som alle var låst. Jeg kunne stadig høre orglet så jeg gik rundt om bygningen og fandt så en dør der ga’ efter. Der var ikke nogen usher (kirketjener) i døren eller andet tegn på liv så jeg gik efter musikken og kom på vejen forbi et kæmpe portrætfoto af præsten og hans kone, han var så sort som min far og hun var så hvid og afbleget som Pia Nissen, portrættet var i sort/hvid og meget bemærkelsesværdigt. Der var indgraveret ”Our First lady” i guld under konen. Da jeg kom op for enden af trapperne var der en rude i døren, så jeg lige inden jeg skulle til at kaste mig ind kunne se forsamlingen. Koret bestod af 5 kvinder på min farmors alder og der var ca 10 kirkegængere udover den snehvide første dame og pastoren. Jeg snurrede rundt på hælen inden de nåede at se mig og piskede ned ad trappen og ringede til Ælle ”Så kan du godt hente mig igen”, det orkede jeg simpelthen ikke. Jeg kunne se for mig hvordan jeg ville ende med at sidde lårene af Snehvide over en gang kirkekylling i kælderen (ja, man får altid kylling i kirken efter gudstjenesten). Så det var min debut som afhopper. Jeg har siddet gennem alverdens forskellige gudstjenester de mærkligste steder men den her kunne jeg simpelthen ikke spilde min søndag på. Sorry.

Inden vi kørte hjem fra Portland mødte jeg sgu’ Jimi. Altså Jimi Hendrix! Det viser sig at han bor i Portland og kan mødes på gader og stræder mens han lystigt spiller med tænderne! Han kaldte mig ovenikøbet Foxy lady selvom jeg var gennemført Ufoxy i gummisko og joggetøj, Hva’be’har’??

 

En husmors morgen med Molly!!

Mine kære små engleagtige teenage piger, tynger så hårdt i min ellers flade barm at jeg snart får de længste hængepatter!

Molly er som bekendt ikke noget A menneske, så at få hende sparket ud af sengen er bare ikke let. I mandags stod Zillar som altid latterligt tidligt op og var klar til at møde til klarinet kl 8. Det lykkedes mig at skubbe Molly ud af sengen kvart i 8 så hun kunne gå i bad mens jeg kørte Zillar i skole. Molly skulle møde klokken 8.55 og havde mere end en time til at spise, bade og tømme opvasker (vi taler altså ikke nogen industrimaskine her).

Da Zillar blev sat af gik det til hendes store forbløffelse op for hende at hun havde glemt sin klarinet (det er 4 gang og det er det sidste jeg spørger hende om inden hun sætter sig ind i bilen!). Hun fik så nærmest en nedsmeltning ved tanken om at gå til klarinet uden klarinet og flæbede utrøsteligt over situationen. Hun lovede mig at være et dydsmønster resten af sin teenage tid, hvis blot jeg hentede hendes klarinet og kom ind med den.

Jeg lod hende svede og sagde at det troede jeg ikke at jeg kunne nå inden Molly skulle i skole. Da jeg kom hjem for at hente klarinetten stak jeg hovedet ind til Molly og spurgte hvor langt hun var kommet. Jo hun var skam nået til at hendes hår var vådt og hun skulle igang med shampooen, godt så, hendes schedule var allerede skredet. Jeg skyndede på hende og bandede lidt over tempoet. Jeg gjorde hende opmærksom på hendes dårlige mellemtid og at jeg altså ikke kørte hende nogen steder før opvaskeren var tømt og hun havde spist morgenmad. (Ja, jeg havde allerede droslet ned, så tandbørstningen var droppet).

Tilbage til Kamiakin Jr. High med klarinetten, holde den i strakt arm ind gennem døren til musiklokalet. Tilbage til Molly der stadig var i badet!

True hende med hårredning, hvis hun ikke kom ud omgående (det virker, spørg bare min storebror). Hun kom snøvlende og dryppende ud og iførte sig underbukser, og gik så i stå foran spejlet i bar overraskelse over hvor tilfreds hun var med det hun så. Hun kastede håret et par gange frem og tilbage og sang lidt Rihanna til jeg brølede at nu måtte hun iøvrigt selv om hvorvidt hun ville ende med en absentfolder i klassen for tardyness (det er skam en alvorlig sag at komme for sent). Hun kom ud i køkkenet og dimsede rundt om køleskabet, toasteren og havregrynene og kunne ikke vælge hvad hun dog skulle spise….

Mit stemmeleje blev spidst og skingert mens jeg skubbede hende i retning af en tallerken og en stol. Endelig begyndte hun i sneglefart at spise. Da det gik op for hende at jeg mente det med opvaskeren, rejste hun sig og begyndte at tømme den. Klokken var nu 8.50 (hun møder 8.55). Hun satte sig og spiste resten af sin mad.

Jeg bad hende om at tage sin madpakke og komme, lige til jeg så at hun IKKE havde tømt opvaskeren. Jeg satte mig igen og ventede mens hun nærmest smed glassene op i skabet og bestikket op i skuffen som hun på en or anden måde fik hevet ud, så ALT hvad der var i bestikskuffen lå ud over hele gulvet! Så gik hun i egensvingninger og skøjtede rundt i skeer, hvidløgspresser, paletknive, dåseåbnere o.s.v.

Jeg prøvede at komme igennem til hende og sagde at jeg nok skulle rydde det op hvis hun bare gad at lægge sin madpakke i tasken og sætte sig ned i bilen!

Vi kørte over til skolen mens hun tog strømper og sko på. Da hun stod ud af bilen kiggede hun på mig og sagde ”Mor, jeg har glemt min madpakke!” Aaaarrrggghhhhhhh! Det er så her de bliver lange, altså rigtigt lange!

Jeg kørte selvfølgelig hjem og hentede barnets madpakke som jeg tyrede ind gennem klasseværelse døren til hende.

Denne morgen har udløst nye regler fra sidste mandag. Molly stiller selv sit vækkeur, jeg kører ikke før hun er færdig med alt hvad hun skal og jeg skynder ikke på hende så meget som én gang.

Jeg har skrevet en mail til Mrs Branner, hvor jeg forklarer at Molly muligvis kommer et par timer for sent i skole indtil hun kommer op i tempo, men at hun altså klarer sig selv fra nu af.

Man tror det er løgn men hun er ikke kommet for sent en hel uge, good girl, Good job!

 

Det første skoleår er jo gået og hvad er det så lige mine små dukker har lært?

Molly sluttede af med en socialstudy test som hun fik topscore i (hun kunne ikke få armene ned) Der var 30 super relevante spørgsmål som hun helt sikkert kan bruge resten af livet……. Såsom ”Hvem var USA’s anden præsident?” (Ja, det var jo Adams, John Adams), ”Hvilken by blev the constitutional convention holdt i i 1787?” (det var selvfølgelig Philadelphia), ”Hvad var resultatet af The great compromise?” (at der blev oprettet 2 houses of congress). Ja så behøver man jo vide andet i denne verden :o)

Cirkelines afslutningsprojekt valgte hun skulle være om havoddere… Så hun læste, skrev, tegnede sig til en superfin havodder planche, som hun forventede et 4 tal for (højeste karakter) det fik hun desværre ikke, fordi der manglede en halv side tekst for at få 4. Hun var så slukøret at det var svært at tro at det her nye karakter ræs på nogen måde er sundt….. Hun fik til gengæld topscore på sin engelsk test hvilket både er godt og skidt. Fedt for hende at hun er blevet så dygtig men desværre betyder det også at hun ikke længere kan få engelsk hjælp i skolen når de skriver store opgaver…. Noget med gynger karruseller ik’.

 

Molly har også lært lidt om hvordan børneopdragelse også kan være; Hun ringede til sin veninde og fik af vide at hun ikke kunne lege, fordi hun skulle skrive ”I’m sorry I played with the ball and broke the door” 1500 gange hun var nået til nr 1075 og havde regnet ud at hun kunne skrive det 25 gange på hver side……. så det blev ikke til noget legen den dag.

 

Derefter fortalte Molly mig om en film de havde set hvor de havde fået at vide at de kunne få AIDS ved at ”do drugs and use the same needle”. Ikke et ord om ubeskyttet sex, så blev jeg arrig, og sagde til Molly at jeg ville gå op og snakke med skolen fordi det simpelthen ikke kan være rigtigt at det er deres grundlag for at vide noget om sikker sex og HIV. Molly råbte og fik våde øjne ved tanken om at jeg skulle gå op på skolen og være pinlig.

Hun kom så hjem igår og sagde at nu havde de også fået at vide at man kunne få AIDS af ”inproper behaviour”! Det gjorde mig så mere arrig! D.v.s. at hver gang man ikke har opført sig ordentligt så er man i risiko for at få AIDS??? So naughty girls watch out!

Så nej, der er ikke noget at sige til hvis den almene amerikaner ikke er særlig oplyst.

 

Når husmoderen har skyllet sin ophidselse ned med et koldt glas Campari er der heldigvis andre glæder ved at være hjemmegående end at følge 5. klasse AIDS curriculum, som at gøre ting man helt sikkert ikke ville bruge tid på hvis man arbejdede, så som at gå til gratis orgel koncerter i Benaroyah hall. Beneroyah hall er Seattle symfoniorkesters koncertsal, en både akustisk og arkitektonisk superflot sal.

Vi var en halv fyldt sal hvor jeg var den eneste under 75. De lokale plejehjem rullede og sliskede deres beboere ind i hobetal og udover dem var der stort set kun ældre bøssepar som tydligvis var stamgæster til de gratis orgel prøver.

Det meget søde par jeg sad ved siden af spurgte interesseret til hvor jeg havde fået lavet mit hår?? Jeg fortalte som altid at det skam ikke blev lavet men at det jo altså er sådan det kommer ud af mit hovede mens jeg overvejede hvorfor fan… han spurgte, han havde en skinnende blank isse og hans kæreste havde en tæt trimmet donut ring. Well, da orglet brølede ”sgu’ gammelt venskab” efterfulgt af Wagner brude musik sad mit hår lige bagud som Garfield i en bilrude. Publikum kunne være stendøde uden nogen havde opdaget det for ingen viser tegn på liv til orgelrocken der væltede ud af piberne. Det var som et Madame Taussaud med MEGET høj orgelpiben. Det der optog mig mest under seancen var organistens fodarbejde, for sulen hvor de fløj frem og tilbage mellem pedalerne. Der var absolut ingen sammenhæng mellem bevægelserne i overkroppen og bevægelserne i benene det så skide skægt ud og umuligt at abstrahere fra når først man havde fået øje på det. Spørgsmålet om hvorvidt pedaleriet mon gjorde organister til gode dansere fyldte mine tanker. Er der f.eks. nogen der ved om Dan Hemmer kan danse? Eller hva’ med Ole Erling………? Okay, det er måske ikke vigtigt men det er alligevel noget der ka’ vække en pirrende nysgerrighed.

 

Well, jeg må videre i dagen. Imorgen får vi vores længe ventede gæst nummer 21,  Alex fra Mollys klasse. Vi glæder os og Molly er spændt som en fjeder!

 

B good