Hmmm.. Jeg undrede mig lidt over at ingen på mit arbejde stillede op til sikkerhedsrepræsentants-valget. Så afleverede jeg min mor i lufthavnen og pludselig stod det hele lysende klart!

Min mor er 70 år og single, hun havde set i ”Samvirke” at Burkina Faso var et spændende rejsemål og meldte sig mutters alene til en 3 ugers kultur og oplevelsesrejse. På afrejse dagen havde jeg  selvfølgelig indvilliget i at køre hende til lufthavnen, direkte fra arbejde kl 7 om morgenen. Fra 6.55 til 7.00 blev jeg tæppebombet med smser fra min mor som holdt udenfor hospitalet og ventede og det syntes hun bare jeg skulle vide og vide og vide…..

Jeg sprang ud i hendes bil, overtog førersædet og styrede mod Kastrup. En køretur med min mor kan godt trække veksler på ens tålmodighed, spørg bare min mand! Min mor føler at det er bedst hvis hun li’som kontrollerer kørslen fra passagersædet. Det gør hun ved at trampe i bunden af bilen når HUN ville have koblet ud, læne sig tilbage og strække højre ben når HUN ville bremse og konstant visualiserer højt a la: ”Cykelist til højre har ikke orienteret sig bagud”, ”Må man gerne køre 70 her?”, ”Så skal du lægge dig over i højre kørebane”, ”Pas på lastbilen, han drejer” o.s.v. 

Vi nåede i lufthavnen 10 min for tidligt, dvs 10 min for sent efter min mors smag. Vi fandt Air France køen, hvor der tydeligvis var flere repræsentanter for ”Det grå guld”, som ligesom min mor havde læst Samvirke. Så begyndte den egentlige opgave:

Min mor havde ikke mindre end 5 kolli (stk) bagage med på sin ”rygsækrejse”, 2 kufferter, 2 sportstasker og 1 stor håndtaske. Jeg lagde blidt ud med at spørge om der var navneskilt på dem alle og om hvilken der var håndbagagen? Min mor svarede kvikt at dén dér er fyldt med gaver til de fattige, de to er mine tøj kufferter og de to er håndbagage. Hun pegede på den kæmpe håndtaske og en sportstaske. ”Må jeg lige se?” spurgte jeg. Min mor åbnede taskerne som åbenbarede et helt liv af gode ting, der er rare at have. Jeg begyndte at sortere fra en ende, wc ruller, 6 pk kleenex, sakse, neglefile, shampoo og mega tandpastatube o.s.v. Det hele blev fint stillet frem på gulvet så alle kunne være med i pakningen. Jeg forklarede at der altså er kommet nye regler for, hvad der må være i håndbagagen og af rent praktiske grunde kunne der være en idé i at lægge det i kufferten.

Kufferten var selvfølgelig låst med en splinter ny kodelås. Havde min mor gemt koden eller vejledningen, NEJ! Jeg blev akut udmattet, jeg vendte mig og fik øjenkontakt med en ung lækker fyr bag os i køen, han smilede på den der måde hvor man bare ved at situationen vil blive refereret som et af rejsens højdepunkter ved aftenbordet.

Min mor begyndte at svede, ”jamen, jeg kan da bare trykke noget af tandpastaen ud oppe hos security hvis der er for meget i tuben?” Det blev for meget for min nyfundne ven bag i køen, han forsøgte at sluge et fnis, der istedet kom ud af næsen. Jeg ignorerede ham, flåede mega tandpastatuben ud af min mors greb lagde den i en yderlomme på den låste kuffert, mens jeg forsøgte at lave plads til toiletpapiret og de andre effekter. Jeg hørte pludselig mig selv udføre et forhør af min mor; Har du andet end Dankort med? Har du støttestrømper på? Er du sikker på at dit pas er gyldigt? osv.

Da jeg til sidst forlod afgangs hallen med replikken ”Kom nu ikke hjem i en ”bodybag”! Kunne jeg mærke hvordan nattevagten hævnede sig, jeg var udmattet og følte mig 10 år ældre end dagen før. Jeg hvilede panden på rattet et øjeblik, da jeg åbnede øjnene var mit blik rettet mod en indstiksseddel i et brev fra min afdeling, der stod: Valg af sikkerhedsrepræsentant, vi har brug for DIG! Et kort øjeblik så jeg den grønne sherifstjerne for mig, men så slog det mig;

Måske er det rigeligt at være sikkerhedsrep i sit eget liv?