Januar 2004

Ja, så gik den ikke længere. Sidder her på en håbløs internet cafe i Unawatuna Syd Sri lanka, som jeg sidder her med min nye hat (ja, i ville nok hade den inderligt, den er militaergrøn, gul og rød- hæklet og bare for cool!)ser jeg nok ud som de andre rædsomme turister jeg er løbet ind i på min vej, men det er jeg jo ikke…. ;o)
Nå, men vel ude af det frygtlige år 2003 og inde i det som for fremtiden kendes som “Vinderåret”.
Turen hertil gik næsten smertefrit, efter vi havde trukket Molly ud af den dørkarm hun havde sat sig i spænd i fordi hun ikke ville med!

P.g.a. den snestorm som havde besluttet sig for at lægge sig over København da vi skulle afsted, skulle vi af’ises…jo, tak halvandentime forsinkelse inden vi var nået Deathrow, så det endte selvfølgelig med det efterhånden legendariske “Marlow airport-run” eskorteret af en muligvis venlig lufthavnsmedarbejder. Ungerne råbte op om; sidestik, tørst, onde forældre og ikke mindst jeg skal tisse…De blev hevet afsted i en fart så de hang vandret i luften. Resultatet: Vi nåde det, but guess what, det gjorde vores bagage li’som ikke! Og gad nok vide hvad den lavede for den nåde heller ikke flyet dagen efter eller dagen efter….(da vi modtog den 3 døgn senere, kunne vi på mærket se at den skam havde været på den klassiske jordomrejse, ja den omkring Qatar, Bangkok, Singapore retur til London, hvor et kvikt hoved satte den på et fly til Colombo)
Det betød at da vi jo fløj med det glimrende “Qatar airways” stak en mandlig Qatar medarbejder hånden i lommen og stak os 7000,- Rupees. Fint det var godt nok Prayday, hvilket viste sig at betyde at alt var lukket mens Colomboianerne festede rundt i gaderne… Så nej, intet sted at købe tøj…. Jeg afleverede min familie på et hotel for selv at vandre ud i natten, fast besluttet på ikke at komme tilbage foer jeg havde fundet noget tøj.
Jeg var ved at miste modet tilsidst og vendte snuden hjemad, HOV der var en maler ved at male noget der kunne ligne et lager med tøj. Jeg overrumplede ham med lidt hurtig sweettalk og fik lov at gå med ind selvom der jo var lukket.
HUSK MAN KAN IKKE VÆRE KRÆSEN NÅR MAN STÅR I 37 GRADER I FLEECE TRØJE! Sådan gik det til at jeg mavede mig ud af biksen med det til dato bedst egnede tøj til et “bad taste party” jeg endnu har set….
Mit gule batiktelt endte med at slå min mand mentalt helt ud af kurs, han besluttede at blive i sit varme vinter dress blot for at slippe for at se sin kone i dette kæmpe gule batik helvede af et telt(Kika Mølgård ville dåne af misundelse om hun havde set det!)Så jeg iførte mig med glæde hans nyerhvervede pimp skjorte og knæbuks. 

Vi tog fra Colombo med bagage og behov for fred…. startende med den helt klassiske bustur hvor man udover trønde også bliver psykisk køresyg- fuck hvor jeg hader det! Læg dertil en øredøvende indisk raggae, MEGET SLEMT, meget slemt!
Egentligt tror jeg kun vi fik lavet en enkelt personpåkørsel så det var ret flot, turen taget i betragtning…vi så aldrig om han rejste sig?(sig det ikke til ungerne, de tror han sov!)
Vi kom frem til Hikaduwwa, frygtligt sted, hvor faren for at måtte lægge ører til Scorpions “Wind of change” var overhængende – Jeg måtte væk…og min familie fulgte troligt trop.
Så til Unawatuna hvor en ægte fransk bohemetype hurtigt fik mig til at flytte guesthouse(Han drak øl med Fanta i, gik i “wanna B inder look” lyttede til noget rædsomt fransk livemusik og havde værst af alt røven fuld af penge!) 

Nu går det godt, jeg har fundet et or andet Yoga hippie sted som mit temperament passer bedre til.
Cirkeline ser jeg ikke så meget til, kun de 3 refleksfarvede cm på hendes snorkel og så kan vi jo ikke undgå hendes volumiøse skønsang til walkman(fortiden Stacy Orrico’ more to life i en om muligt endnu værere version end originalen) 

Molly er selvfølgelig syg og kaster op ud over ethvert veldækket middagsbord hun får øje

på, hver gang hun føler sig lidt rask, bedyre hun at hun altså flytter hjemmefra, tager sin taske og går……til hun alligevel hellere vil være sammen med os…
Og jo, så taler de meget om “bolle, bolle tit tit”…….. 

Nu vil jeg ikke genere jer mere, nogen vil nok sige TAK, godt så! 

Til mine kære kolleger:
Okay kald mig bare Tudemarie, men den er god nok; jeg kan faktisk rigtig godt li’ jer! Godt at Lindapigen ikke var på arbejde, hun har en evne til at få mig fra Niagara stadiet til Victoriavandfalds dimensioner!
1000 tak for gaverne, Anette havde dog ret i at min hals var for fed, fik det byttet til en large… Tro mig jeg bliver vaks! 

Preben min sveske, du ved hvor roert jeg blev over den skide Fundador, vi deler den sgu’! 

Iona, jeg skal nok berette når jeg har set din familie, regner med at det bliver på fredag da jeg skal alene til Colombo…3-4 timer hver vej, hurra! 

Lene skidegodt gået, bare ind over med et par syndromer, 27 timer er måske også nok i det selvskab ;o) 

Should have been, Queen of Denmark (taler også godt dansk!)