Vi er flyttet og jeg har tyndskid. Lort. Man tør jo næsten ikke sige det til nogen af frygt for at blive lukket inde på mistanke. Beredskabstyrelsens teltkøkken er lukket og vi er nu nede på halv styrke, resten afprøver fajancen på vores nye toiletter, hvis i forstår sådan en lille én.

Der er fordele ved at være flyttet, så som at jeg ikke længere skal have den der dødshovedpine som jeg får af en bestemt deo som min søde kollega brugte i teltet. Hvad min kollega ikke ved er, at Molly blev forbudt at bruge netop den deo i hjemmet, at den blev konfiskeret og lagt i en hyndekasse i haven fordi den gør mig akut psykisk uligevægtig. Jeg behøver nu ikke længere at evakuere teltet når hun fyrer op for den, sweet, men…

Jeg er flyttet i en ægte NGO camp af mursten. Umiddelbart fine værelser, men lige nu er det svært at se hvordan jeg skal gennemleve dette tilbageskridt! Folk tror at det da må være en update at flytte ud af teltene og ind i eneværelser med eget bad og toilet….. But absolutly NOT. Køkkenet er lagt an på englændere, og så ved i godt hvor grusomme madoplevelser jeg tortureres med og ja, rigtigt gættet, baked beans ad libitum, aaaarrrggghhh! Dertil kan du fjerne livets små glæder som internet, lås til dit værelse, lys, aircon!, afløb i badeværelset, nå ja det er selvfølgeligt overflødigt når der heller ikke kommer vand ud af bruseren, så det hænger jo sammen. Tilsæt så et værelse der lugter som om der engang var et afløb som den fede rotte kravlede ned i og for sent opdagede at den var for fed til at komme igennem og nu ligger dernede og rådner i alt stinkende stilhed. Hov glemte jeg glæden over en generator der skal køre hele kompleksets elforbrug, selvfølgelig er placeret op ad vores vinduer, og for at gnide torne i sålerne skal vi gå én km hver vej for at få mad, som så er englænderføde! Aaaarrrrggggg, send mig tilbage til teltlejren!

-Mens jeg sidder her går der et crew på 5 rengøringsfolk, som nu har været i gang i halvanden time med at gøre gangen som jeg sidder på rent….. vi taler i alt 90 kvm, det er virkelig op ad bakke.

Der er meget der minder mig om Jamaica, udover de yderst velproportionerede mandekroppe, kødfulde kvinder, sproget krio der minder meget om patois, deres bemærkelsesværdige glæde ved Celine Dion? og nu udsigten fra mit vindue, tremmer og pigtråd. Jeg mangler dog Miss Dyce og hendes rottereder. (mon det er en af hendes rotter der har gemt sig i afløbet?) Den store forskel er nok at det er svært at finde et sted i verden så voldligt som down town Kingston og det er nærmest umuligt at finde et så fredeligt sted som down town Port Loko, Sierra Leone.

Som på Jamaica er de pjattede med religion. De har dog fundet svaret på hvordan religion bliver til sameksistens og tolerance i stedet for intolerance og had, her kan resten af kloden roligt tage på studietur, for de har styr på pisset!

Deres tilgang til religion har jeg aldrig oplevet noget andet sted på kloden. Det betyder intet om du er muslim eller kristen. Fordelingen er 70 % muslimer og 25% kristne. De beder sammen, og ved enhver sammenkomst beder man både en kristen trosbekendelse og en muslimsk bøn. De gifter sig med hinanden uden nogen skelen til religiøst tilhørssted overhovedet. Min kollega var til bryllup hos en lokal familie, han muslim og hun kristen. Han i traditionel muslimsk klædedragt og hun hvid brud med slør. Først bad de en muslimsk bøn derefter trosbekendelsen. Jeg har været lidt nysgerrig på projektet og spurgt som en ægte Jørgen. Til spørgsmålet om hvordan man så finder ud af hvad børnene er, var svaret at børn selv vælger når de synes de er klar til at beslutte hvilken tro de vil tilhøre. De fleste vælger fra 10-12 års alderen og oftest vælger de moderens religion fordi moderen som regel har haft dem oftere med i sin kirke/moské end faderen har og derved tilhørsforholdet. Sweet! Tænk hvis vi var på samme niveau!! Der er plads til udvikling hos både Krarup og Grimhøj moskéen.

Nøgenhed er ikke noget problem. Begge grupper dækker benene til ned over knæet. Men overkroppen, det er ein ganz anders historie! Den må gerne vises frem med og uden tøj. Det kan godt være lidt af et syn der møder en om natten når nattevagterne på ETC’et lægger sig på bordene i omklædningsrummene og tager en fuld nats powernap. Der kan sagtens ligge et par velvoksne kvinder på tværs af et par plastikborde uden en trævl på overkroppen, på ryggen med et langt bryst placeret casual på hver side af sig. Dørene står åbne døre på begge sider af lokalet og det er fuldstændigt okay. Vi selv har heller ikke skyggen af blufærdighed tilbage, alle døre er åbne når vi drivvåde skifter vores ”scrub” i bar røv og sokker.

-Så nu får rengøringsfolkene balle. NGO’s rengøringschef skælder ud, han siger at de skal gøre 28 værelser rent inden de går hjem, kl er 15 og de ser vilde ud i ansigtet. Mellem os, så kan det være gjort inden en time, de er 5 mand og det eneste de skal, er at tørre gulvet over, thats it. Vi får se.

Mottoet for os er “slow slow, safe safe”, nogen tager det mere alvorligt end andre….

Tussemor, en gammel nuttet dame, blev overflyttet i forgårs og det var glædeligt da jeg ikke havde regnet med at hun ville forlade ETC’et i live. Når man bliver udskrevet skal man igennem det der minder om en vaskehal, og i dag var det min vaskehal, så hun fik sig en grundig ”brandsårsvask”, så grundig at da jeg var færdig med hende havde hun ikke meget hud tilbage på ryggen og jeg havde til gengæld masser af små sorte hudstumper på handskerne, jeg mener, hun trængte virkelig! Jeg tror at selv Fru Nørmølle (brandsårsafdelingens gamle oversygeplejerske, sådan én der forlod skrivebordet når det brændte på og ordnede patienter som en tornado) ville have været stolt over den brandsårsvask.

-Så for sa’dan, nu har de hentet 3 tyskere ind til at fikse vores strøm, spændende! Vi har ellers et væddemål på hvornår vi får strøm, skal der gå en uge mere?.

Jeg havde en indlæggelse today der fik det til at se ud som om der er langt igen. Vi prøver at trække os tilbage, så vi kan se hvor det lokale personale har brug for mere mentoring inden vi trækker os helt ud, der kommer jo ikke noget hold efter os. Jeg var det der hedder ”spotter” dvs. jeg står uden for red zone og holder øje med om dem derinde er ok og om de skal have sluset noget ind. Jeg gik uden for hegnet for at kunne se patienten komme ud af ambulancen.

Jeg havde inden da talt med driveren og vidste derfor at patienten var halvsidigt lammet, hvilket jeg havde formidlet videre til mit team i red zone og bedt dem medbringe en båre. Allerede der blev det svært. De stod og gloede ind i ambulancen på patienten. Jeg råbte ind at ja, de skulle have en båre med ind som jeg havde bedt dem om. Én traskede tilbage og hentede båren. Så startede der noget der havde gjort Mr Bean stolt. De parkerede båren med forenden op mod ambulancen og jeg tror at de så tænkte at patienten i varmen så kunne smelte over på båren. De stod lidt og kiggede til jeg råbte at de nok skulle låse hjulene på båren og få patienten ud. De låste hjulene i hovedenden og begyndte så hjerteløst at trække i den stakkels mands ben. Jeg bad dem flytte båren og låse det andet hjul. Så forsvandt de alle om bag ambulancedøren og jeg kunne intet se før jeg så hvad der lignede en slaske dukke svinge ud og ned 3 cm over betonen med fire gule alien flyvende ud ad døren. Så stod de der med hvad der lignede midgårdsormen, der lige gyldigt hvor højt de prøvede at løfte ikke kom mere end et par cm over jorden. Jeg holdt vejret mens de baksede midgårdsormen op på båren som selvfølgelig stadig ikke var låst og stille og roligt kørte fra dem med en halv patient mens de skubbede og trak i den anden halve. Jeg var nødt til at vende mig, det var simpelthen for spændende.

Da jeg turde kigge igen, lå patienten i fodenden af båren med overkroppen på båren og benene ud over kanten. Jeg råbte til dem at de skulle trække ham op på båren. Det gjorde de så stadig uden at hjulene var låst, dvs. de trak i både mand og båre hen ad cementen. Til sidst lykkedes det dem at få ham op, og de var så klar til at køre ham hen til triagevinduet (der hvor man holder indlæggelsessamtale). Jeg gik ind i glasburet for at følge med. Nu var båren så vendt, så man kun kunne se ryggen af båren og overhovedet ikke om der lå en patient der. Vi prøvede at sige igennem sprækken om de ville vende patienten om så vi kunne se ham. Da det var gjort så vi på papirerne at han var diabetiker og vi bad dem tage et blodsukker….. Vi kiggede ind i et par blanke øjne, blodsukker? Aaaaarrrggghhh, vi tog en hurtig beslutning, klædte om og sprang i red zone. Får lidt stress over at tiden her går så hurtigt, håber de bliver selvkørende.

–Stærk kontrast, der tales nu tysk i byde form bag mig.

Nå, min kollega fortalte mig lige at Tussemor ikke klarede den og døde efter halvandet døgn på lokalsygehuset, håber ikke det har noget med det manglende skind at gøre…..

Nogle små oplevelser kan være overraskende store. Jeg var på survivorklinikken i går og havde 28 patienter jeg skulle tage værdier på, så der gik samlebånd og håndsprit i det. Lidt som i gamle dage, hvor man ved det fjerde kejsersnit på en dag ikke magtede at høre sin egen papegøjestemme til sidst ”Nå, hvad skal barnet hedde”, ”Aii det er da også et fint navn.”, ”Er det den første?” ”Nej hvor er storebror da spændt så” ”Det var da godt at mormor kunne tage ham med så kort varsel”, jaaaadaaajaaaadaaa….. Vel eftersom jeg ikke kan lire papegøjen af på krio så bliver det lidt mere kommanderende; ”put your indexfinger in this!”, ”right arm, please”. Nå men så stod der ved nummer 27 en lille dame, der kiggede op på mig og sagde ”I know you, I remember you!” Jeg kunne også sagtens genkende hende, men troede bare det var fordi hun lige havde været inde hos mig og få målt værdier. Jeg fik hendes journal i hånden og så hendes navn, lad os sige at det var Salimatu Kamara. Jeg måbede. Det var den sidste ebola patient vi udskrev på independence day. Hende der havde mistet sin mand, sin søster, sit yngste og ældste barn og ikke havde fået det at vide da vi udskrev hende og alle os danskere var syge over at hun ikke vidste hvad hun blev udskrevet, til mens de lokale bare kiggede på os og spurgte ”tror du selv du ville blive rask hvis du vidste at hele din familie var døde?”. Det kan der måske være noget om. Hun så fuldstændig fantastisk ud og havde taget på i vægt og da vi spurgte til det eneste barn hun havde tilbage gik det gudskelov godt. Hun var en diamant der faldt fra himlen og lige ned i min afro.

HER SKULLE DER HAVE VÆRET ET BILLEDE JEG TOG AF HENDE, som hun  sagde at jeg gerne måtte bruge, men jeg føler mig ikke helt overbevist om at hun præcis ved hvad det vil sige at “poste på min hjemmeside”, så jeg gemmer det og viser det gerne, bare ikke på nettet, sorry for hun ser altså helt fantastisk ud.

Samme dag havde jeg en oplevelse jeg ikke lige havde set komme. En dreng på 7 år skreg da han så mig, og da jeg spurgte hvad han var bange for kiggede hans værge på mig og sagde ”your color!”. WTF! Ja, hvis i ikke vidste det så er jeg altså det de kalder “Obamafarvet”. Det kan åbenbart være nok til at skræmme en hel landsby til halloween her 🙂

Så nu er der et kort øjeblik med tilgang til strøm! Send God damn it, send!

BIG LOVE & B GOOD

Marlow alias Fatmata Conteh