Jeg er selvfølgelig på ingen måde sur, jeg er bare virkelig skuffet. Der er en tradition for at første og sidste hold på en mission får officielt besøg. Da jeg ikke kunne være mere ligeglad med at få besøg af Nicolai Wammen (forsvarsministeren), så gik jeg benhårdt efter Kronprinsen og/eller Mary. Jeg skrev til kongehuset stort set lige da vi var kommet herned, om ikke det var noget for KP at besøge Sierra Leone. Jeg fik først en mellemregning fra Kongehusets chefsekretær, som skrev at de ville se på mulighederne. Jeg fortalte ingen om det, men tænkte ”at den er sgu’da in the good house 🙂” Det var så lige til jeg i går modtog et brev fra Adjudantstabschefen, der da syntes at det lød knald spændende, men ikke lige stod for at sende KP og/eller Mary på tur til Ebolaland.
Så min angst er nu, at vi alligevel får politiker besøg, og dem som var med på Syriensturen med svindleren Martin Lidegård (nej jeg glemmer aldrig at han snød sig til sin plads i politik, lede snog!), eller Afghanistan med Nick Hækkerups fæle kiks, ved at det er ”bull-shit-bingo” med fuld plade 🙁
Aprospros mænd med uberettiget magt, så havde jeg lovet jer en update på NGO-hingsten, den må desværre udgå da han er på orlov og først kommer tilbage om 1 uge, men så kunne vi heller ikke være mere heldige end at, ind i arenaen efter endt orlov galoperede præmiehingsten alias Doctor Dreamy, AKA svigersønnen! Han er cheflæge på vores ETC, ung englænder med mørkt bølget hår (lige nu i Playmobil hårhjelms længde), Clooney stubbe, insisterende sideburnes, Colgate smil, engelsk humor, let melankolsk, solbrun, knaldhamrende blå/turkis øjne og tilfældigvis en turkis/blå t-shirt der komplimenterer det blå i hans øjne. Så skal jeg love for at krikkerne i stalden kan vrinske! (hvis du er hestepige kan du nu høre lyden af liderlige hopper, klikkende karabinhager af hoveder der løftes i ryk og hove der skraber i staldgulvet)
Til ære for yin og yang har vi så også fået en arbejdsløs svensk ingeniør i lejren… Han brillierede første aften, iført multifarvet Hawaii skjorte, med at drikke sig midt over og skide højt og flot på vores ”No touch” policy mens han kastede sig frådende over samtlige kvinder (og her er rigtigt mange) han kastede sig ind i de fint opstillede hold fotos, de afgående hold fik taget, mens han greb fat i røven på de nærmeste. Ohhh det var hyl! De følgende dage sneg han sig rundt i lejren, og havde det ikke været for hans højtsiddende babyblå bøllehat og skinnende skoldning så havde vi troet han var forsvundet. Umiddelbart repræsenterer han sit land lige så godt som en dårlig Roxette koncert, ohh wait! Jeg kan vel bare nøjes med at sige en Roxette koncert. Det viser sig at han er en af dem der skal indrette vores nye lejer… så vi taler pænt.
Vi har da heldigvis langt større problemer end KP, Lidegård og Roxette til sammen. Vi er i en transitionsfase som på mange måder kræver mere brutale ofre end den egentlige epidemi har gjort. Vi har ikke på mit ETC haft en positiv Ebola patient indlagt siden slut april. I takt med at vi ikke finder flere Ebola smittede er der startet en ny trend, lad os blidt kalde den en MEGA UHELDIG TREND!
Om end vi er i Afrika er vi ikke sluppet for procedurevejlednings terroren. Så med al vores gode vilje er vi gået fra at være en flok velmenende Moder Theresaer til at være hårdkogte gidseltagere, der låser uskyldige folk inde, stjæler og destruerer deres ejendele. Jeps, det er os! Og hvorfor i alverden gør vi dog det? Jo, fordi vi skam kaster alt fornuft og tænkning over bord mens vi følger nogle procedurevejledninger (her hedder de bare SOP’er ”standard operation plan”, med kælenavnet ”sopper”). I ved jo hvordan jeg ÆLSKER, ælsker, Elsker idiotiske procedurevejledninger. De var sikkert anvendelige på et tidspunkt, men ikke mere.
Og hvordan effektuerer vi så vores gidseltagninger, jo ser du her er et par eksempler fra det virkelige liv:
To mænd bliver fanget i lufthavnen, den ene er gammel amerikansk missionær der har rejst rundt i landet i mange år, den anden europæer med Sierra Leonsk baggrund der ikke har været i Afrika i 15 år. De bliver fanget ved at et defekt hudtermometer måler at de pudsigt nok begge er højfebrile med 41 i feber! Det er da alligevel noget vil nogen mene, og især da de begge er 100% upårvirkede, flot egentlig. Så klapper fælden. Der er ikke en der lige overvejer at prøve et andet termometer. Så de bliver sat i samme ambulance og kørt til vores ETC sent om aftenen. Hos os bliver de triageret og man opdager straks at de ingen feber har og i øvrigt ikke har nogle som helst symptomer. Bare ærgerligt og velkommen til vores ETC. Reglen er jo, at når først du er fanget ind af surveillance teamet, så skal du have testet negativ på Ebola PCR’en minimum 2 gange over 72 timer. Wupti, så bliver du af os i rumdragter lukket ind til andre suspekte ebola patienter, så du i princippet kan blive smittet. Hvis du er så heldig at kunne holde dig fra de andre og ikke blive smittet, så lukker vi dig ud igen efter de 72 timer men ikke uden at vi lige destruerer alle dine ejendele, dvs din nye iPhone, din kuffert med alt hvad du ejer, det tøj og de nye fede sneakers du havde på (dette tilfælde en splinterny læderjakke).
Du bliver så skrubbet i et klorbad, iført et par af vores gamle klipklapper og en brugt uniform og smidt på porten. Velkommen! Den kvikke vil indvende ”jamen, de opfyldte jo ikke case-definition”. Nej det gjorde de ikke og slet ikke den stakkels europæer som kom direkte fra Europa, men hov han var jo puttet i samme ambulance som amerikaneren og bingo så havde han jo været i samme rum som en der havde rejst rundt i Sierra Leone. Der er dog én lykkelig ting ved det, og det er at vi ikke også tog europærerens familie som gidsler, for de var jo i lufthavnen for at hente ham, og lur mig om de ikke også var stoppet ind i en ambulance for at blive tilfangetaget af os. Der var dog en kvik ung mand i vores triage der simpelthent nægtede at modtage de pårørende også. Men sådan går det når det er en næsten ufarlig gidseltagning. Langt værre er det med de gidsler vi har haft, der rent faktisk fejlede noget andet….
Det er bare ærgerligt hvis du ved en fejl bliver smidt ud til os og f.eks har tarmslyng, nekrotiserende faciit, fødende med fast sidende moderkage eller svangerskabskramper, tuberkulose….. det kan desværre godt blive din død da du jo simpelthen ikke kan vente 72 timer på behandling og INGEN klinik eller intet hospital vil modtage dig hvis du har været forbi os. 2 tyveårige mænd er desværre døde for os på denne konto de sidste døgn. Jeg kan jo ikke sige om de havde overlevet hvis de var kommet på et rigtigt hospital, men de havde da i hvert fald haft chancen. Disse mennesker er på nuværende tidspunkt de egentlige Ebola ofre, uden overhovedet at have haft Ebola.
I forlængelse af det er her også et andet paradoksalt problem ved at vi holder vores ETC’er åbne. En sygeplejerske tjener $150 om måneden på et Sierra Leonsk offentligt sygehus. Den samme sygeplejerske tjener $600 for at arbejde for os i vores organisation. Så gæt hvor ressourcerne er henne nu? De er i hvert fald ikke der hvor man bare dør af simple ting som sukkersyge, Malaria, almindelige medicinske eller kirurgiske sygdomme. Hvis man arbejder i et ETC må man ikke arbejde andre steder pga. Smittefaren, men det betyder også at for hver dag vi holder et ETC åbent, holder vi et par hospitaler lukket. Bagsiden af medaljen.
Hov, bagsiden indeholder jo også livet for dem der er Ebola overlevere. Vi deltager i et super godt projekt der hedder survivorklinikker. Shit just got real!
En almindelig kendt eftervirkning efter Ebola er øjenproblemer, hørenedsættelse og eller tinitus og ledsmerter. På klinikken bliver der set på deres øjne og de bliver gennemgået fra top til tå. Der kommer en bus og smider mellem 15-25 survivors af ved klinikken, der ligger på en gammel missionær klinik, hvor Vor Herre tidligere kurerede alt med troen. Jeg ved ikke hvor det gik galt, måske er Vor Herre på orlov, for tro har desværre hverken flyttet bjerge eller Ebola hernede.
Min patient, en mand på 30, der udover at have mistet 14 familiemedlemmer også nu havde alle eftervirkningerne i værste grad. Kroniske smerter i led med bevægelseshæmninger i arme, stive fingre der ikke kan bøjes, knæ der ikke kan strækkes, hævede håndled. Øjne der klør, brænder, føles som der er sand i og han har bare lyst til at poppe øjnene ud og lægge dem i koldt vand. Tinitus med konstant høj ringetone for begge ører. Spørgeskemaet man skal igennem er alen langt, med alt fra sexliv til brystsmerter. Komisk lille krølle på skemaet er, at man kan krydse af om survivoren skal henvises til en ørelæge…. Og den kan man roligt krydse af, for der findes ikke ørelæger i Sierra Leone 🙂 Så kommer der en række 10.000 kroners spørgsmål som ”Sover du om natten?”, ”Har du chest pains?”, hvad tror du selv Marlow, bare et enkelt bud, GU’ FANDEN SOVER HAN DA IKKE OM NATTEN! OG JA! HAN HAR CHEST PAINS! Manden er jo udover fysisk handicappet efter sygdommen også dybt traumatiseret og ville omgående være diagnostiseret med PTSD hvis han havde været i Danmark. Det er bare benhårdt det liv de skal i gang med, mutters forladt med tinitus, dårlig samvittighed over at være den der overlevede, øjensmerter og skrækkelige ledsmerter 24/7.
Når man ved hvor traumatiseret befolkningen hernede er, er det en rørende modtagelse man møder over alt. I byen vinker, hilser og kalder samtlige vi går forbi på os. Det er især overvældende når de bare kommer op til én og siger TAK!
Jeg bliver lidt forlegen for de har jo ikke noget at takke mig for, som om jeg har udryddet Ebolaen! Jeg prøver bare at sige tak for oplevelsen tilbage. Samtidigt løber jeg ind i den der paradoksale situation hvor jeg tror at det er mig der er ude at opleve og skal have billeder med hjem som souvenir. Men det ender så med at det er mig der skal fotograferes, for de vil jo også have en souvenir af den fremmede der kom til byen. Sjovt.
Jeg var vel pænt naiv da jeg troede at Obodo (hvid mand) ikke betød mig…. Og at white-mans prices ikke gjalt for mig…. Jeg har givet op, de smiler stort og ryster på hovedet, hver gang jeg prutter om prisen med argumentet at jeg jo ikke er hvid og derfor ikke skal have white-mans prices.
NGO pengene har spredt sig ud i samfundet for ”white-mans” prices or not, så kan vi ikke holde vores penge i lommerne, så mon ikke der kommer et par uundværlige træfigurer og lækre syede fashion kreationer med hjem i kufferten 🙂 Igen mangler jeg min mor at købe de ræerlige halskæder til…. Er der en anden der melder sig og kan spille lige så glad for knapper på en snor som min mor…..? Så gi’ lyd.
BIG LOVE & B GOOD
Fatmata Conteh