Ja, der er grædt mange tårer, spist mange kg marcipan og været mange take-off’s siden jeg sidst har skrevet. Men nu hvor jeg sidder her i Sierra Leone må jeg komme ud over hækken.
Jeg har været lidt presset på tid de sidste tre måneder; 10 dage i Burma, 8 dage i USA, 7 dage i Tyskland, 8 dage i Grønland, 3 dage i Egypten, 2 dage i Østrig, 1 weekend i Sierra Leone t/r, 2 dage i Roskilde, 2 dage i Ålborg, 4 dage i Tune (fantastisk kursus center, varmeste anbefalinger herfra!) og så afsted i 9 dage til England før afrejse til Sierra Leone over Casablanca, så jeg trængte til ro og regelmæssighed da jeg kom til Sierra Leone.
Oven i alle rejserierne gik jeg og hang lidt med næbbet først over min mors død i september og sidenhen over min farmors død i januar, som så blev krydret med en perlerække af andre vedkommende dødsfald som min fætter Laddie og min barndoms sambo Per. Ja det hele stank lige rigeligt af ”vi ses aldrig mere”, men tænker at jeg lige får en pause fra det, så hold jer lige i skindet ik’!
Ebola missionen jeg er på, er en 100% uigennemsigtig mission, hvor Forsvaret står for rekrutteringen og udsendelsen, Danske regioner for aftalen og arbejdet udføres så for en irsk NGO, der hedder GOAL (nej, jeg havde heller aldrig hørt om dem før jeg stod i en af deres t-shirts på en brandmandsskole i Mash-in-Moreton England). Det jeg vil sige med det er, at det er den vildeste blend af civil slinger, militære befalinger, beige tøj, sygeplejersker & læger, campingliv, et stk Major og en fandens masse senhippier i skikkelse af NGO medarbejderne.
Inden vi nåede hertil skulle vi lige gennempules 9 dage med engelsk mad på brandmandsskolen i England. Det kan de virkelig, gøre kantinedrift til en ond disciplin for velernærede engelske hausfraus, der var for sene til at få et job i kassen i den lokale Tesco. De stod for hver deres ”item” i kantinen og øste op for én så man ikke gik hen og spiste sig mæt, mens de skummede ”1 item låv” dvs at nej man kunne da ikke få to champignon til sin morgenmad for det var jo 1 item… Til gengæld var der fri bar på varme flåede tomater og baked beans!!!!
Bortset fra at det var fra 8 til 20 hver dag og der ikke var hvedeøl i baren, var selve kursusdelen egentligt okay. Starten i PPE (personal protection equipment, den der nu karakteristiske Ebola dragt) var strid, man skulle vænne sig til den stille og rolige kvælning. Og så fandt jeg ud af hvad begrebet ”a fart in a spacesuit” egentlig betyder, hvis i forstår sådan en lille én.
Nogle i gruppen fandt det dog let til svært udfordrende at indgå i NGO-settingen, der nogle dage bød på morgendans (ohh yeah), rollespil og tegninger af vores liv. Udmattende, men et glimrende sted at slå alle myter ihjel om brandmænd……. Nej de var overhovedet ikke spor lækre!
Efter 15 timers rejse landede vi i Freetown kl 04 om natten. Vi skulle igennem temperaturtagning osv og slæbte svedende vores alt for tunge bagage ud til et par pick-up trucks. Da jeg satte mig ind i det iskolde førerrum hvor Bob Marley radio bankede ud af højtalerne sendte jeg min mor en kærlig tanke (hvis ikke du har læst hendes nekrolog så læs HER).
Vi ankom til vores lejr opstillet af Beredskabsstyrelsen, som må være noget nær 100-meter mestre i den slags, for det er en 5-stjernet teltlejer med Ifö toiletter, WIFI, restaurant med 3 glimrende serveringer dagligt, laundryservice hvor du blot skal overskue at lægge vasketøjet i en pose og aflevere det, så er det tørt og lagt sammen til afhentning senere, soldæk, bar, mountainbikes, shuttle til og fra arbejde, skadestue, brusebad med ordentligt vandtryk og you name it!
Jeg var ude at cykle på nogle tunge mountain bikes i et område hvor jeg tænker at Unicef hvert år fotograferer deres kalender. Jeg synes helt bestemt jeg kunne genkende dem alle sammen; Damen med den farverige klædedragt, rank ryg og 20 kg brænde stablet fint på hovedet og en baby slynget fast på ryggen og en nøgen dreng trissende afsted bag hende med en halvt afgnavet mango i hånden. Drengen der løber med en pind og et knallert dæk. Den lille familie der sidder om bålstedet med en gammel sort stålgryde over. De var der alle sammen.Min kollega gav mig the chills da vi passerede en hytte hvor en nøgen familie sad rundt om bålstedet med en kæmpe sort gryde og hun hviskede ”tror du de kan finde på at putte os i den sorte gryde?”
Så blev det første dag på ETC’et (Ebola Treatment Center) og spændingen var stor. Lugten af klor fik straks tankerne over på Bellahøj badet, bare uden den nye smarte lysfacade. Men så holdt alt sammenligningen også op.
Jeg var heldig at få en indlæggelse allerede første dag og blive godkendt til at stikke patienterne i den røde zone, som er det aflukkede område Ebola patienterne befinder sig i på ETC’et. Det var fedt at komme i gang og mærke hvor varmt det bliver i dragten som fungerer som en bagepose, flæskekød i egen juice, sizzzling hot. Min første patient var også noget at det mest nuttede man kunne forestille sig; en forhutlet ældre hvidhåret dame, der sad med store øjne da vi åbnede ambulancedøren. Hendes symptomer var åbenlyse, da der var et blidt mix af diarré og opkast ud over hendes ben, top og nederdel. På hendes sorte top stod med flammende rød skrift ”Too hot….That’s why!”. Hun var noget mistroisk over for vores hensigter da vi modtog hende i fuld PPE. I hendes øjne kunne vi lige så godt være stået direkte ud af en space shuttle. Vi måtte flere gange forsikre hende om at vi ikke var ude på at aflive hende og at alt var lige som det skulle være. Hun var en sej gammel kvinde der blev sendt hjem med en negativ Ebola test to dage senere.
Og i går på Sierra Leones uafhængighedsdag udskrev vi vores sidste Ebola patient, glædeligt, symbolsk og smukt. Hvis vi ikke får flere kunder i butikken og ikke får noget andet at lave, så kan de næste 6 uger blive lange…
Sierra Leonerne er uden sammenligning de mest imødekommende og gæstfri mennesker jeg har mødt. De er nysgerrige og tager imod os som var vi gamle savnede familiemedlemmer. De gav os hurtigt Sierra Leonske navne og mit er Fatmata Conteh hvilket med et knips giver mig et par hundrede tusinde søstre og brødre, cool. Jeg kunne dog ikke dy mig for at gengælde deres gestus ved at døbe de tre ”sprayere” (dem der spuler én med klor efter man har været inde i den røde zone). Det blev i bedste Hornsleth stil Claus, Jens og Peter Jensen, og jublen ville ingen ende tage 🙂
Nå men jeg må holde, her er for varmt og mine fingre klistrer til tasteturet. Jeg vil dog lige nævne at jeg har identificeret NGO-hingsten. Som man helt sikkert kan forestille sig har vi en ægte NGO hingst, en womanizer der har gjort et liv ud af at rejse rundt med diverse NGO’er og 100% har rullet samtlige af NGO-trunterne i de forskellige lejre. Jeg er næsten sikker på at vi vender tilbage til ham in another afsnit…
B good
Big love
Marlow AKA Fatmata Conteh
