15-01-2009

Så er det lige om lidt! i morgen står jeg sammen med måske 4 millioner andre og venter på Messias.

Bob min republikaner ven prøvede at se ud som om han da syntes at det var totalt åndsvagt at tage til DC, men igår gik han til erkendelse. “Jeg kan ikke holde ud at du skal afsted, selvom jeg overhovedet ikke vil se Obama, så vil jeg bare så gerne være der og opleve “historien” – det burde være mig!”. Det er vitterligt et stærkt tegn på at her hersker en nærmest universel Obamamania når en garvet republikaner som Bob vil have del i festen. TV’et flyder med reklamer for Obama guldmønter, Obama platter m guldkant, Obama bøger, Obama magasiner og selvfølgelig indrammede Obamaplakater/fotostater.

Jeg er i løbet af den sidste uge blevet tiltagende grådlabil. Jeg kan stort set ikke se et klip eller en artikel om indsættelsen uden at blive rørt til tårer. Jeg hører det gospel nummer der blev spillet fra scenen i Chicago på valgnatten (Marvin Sapp – Never would have made it) om og om igen, det er simpelthen et fantastisk nummer! Jeg har sunget pigerne til tårer (altså smertens tårer). Det er virkelig besynderligt, man kan li’som forholde sig til at der bliver talt til ens samvittighed eller sågar får talt trusserne af, men at tale til et helt folks tårekanaler??? Det er vildt!

En ting er sikkert, min mascara bliver hjemme.

 

 

 

I anledning af MLK day skulle Cirkeline komme med en fact om Rev. Martin Luther King i skolen i fredags. Hun forsøgte selvfølgelig med den lette; “Mor hvem er MLK, kan du ikke lige gi’ mig et par facts om ham til Mrs. Sicorrahs class imorgen??” Jeg svarede med et “pudsigt du lige skulle nævne det” og rakte armen over og fiskede Barnes & Nobles history maker “All about Martin Luther King Jr.” ud af reolen og klaskede den i hånden på hende. “Det kan du bare godt glemme, den gider jeg sgu’ ikke læse!” svarede hun. Jeg sagde at det var da ærgerligt for hende at hun så skulle komme i skole uden svaret, hun fnøs og gentog at det kunne jeg bare glemme. Molly som har fået en nyfunden interesse i samfundsvidenskab som følge af vores forestående DC excursion sagde straks “Så vil jeg gerne læse den!” Cirkeline rev den ud af hånden på hende og åbnede den demonstrativt. Hun skimmede den første side og spurgte så “Og hvem er Rosa Parks?” Jeg svarede “pudsigt du lige skulle spørge” og rakte igen armen over og fiskede Barnes & Nobles history maker “All about Rosa Parks” ud af reolen og klaskede den i hånd på hende. Der stod damp ud af hendes ører mens hun stampede i gulvet. Ælle løftede blikket fra sin Mac-book  og jeg kunne se at han kæmpede med tanken om hvad der ville ske hvis hun havde spurgt “hvad er en cruise liner”, og tanken om hvem fanden der mon betaler for alt den litteratur på hylden når hans kone er arbejdsløs…….  

Cirkeline endte med at komme med 2 facts;

1. MLK var neger.

2. og han blev skudt

No wonder barnet ikke forstår hvorfor det skulle give en national holiday……

 

Når vi nu er ude i minoriteter, så har vi jo indianerne.

Indianerne sidder på casinodriften i det meste af USA, de får nogle favorable skattefordele og USA betaler på den måde af på en rådden samvittighed. Casinoerne har deres egne love og regler, for eksempelt må man som det eneste sted udover sit eget hjem, ryge der (virker som om der er ryge pligt), så de tiltrækker i stor stil rygere. Der er åbnet et nyt casino i Snoqualmie (45 min herfra). Det åbnede i november og er fuldstændig som de andre casinos. De fleste store koncerter bliver holdt på casinos, så jeg måtte afsted til Snoqualmie casino igår.

Man skal ikke som i Danmark se ordentlig ud i tøjet, nærmest tværtimod tror jeg. Uniformen ser nogenlunde sådan ud: 40+, 40-100 kg overvægt, for stram bluse/mulighed for at lufte Hawaiiskjorten, for kort jakke, jogging bukser, en billig gummisko, en smøg i hånden og en i munden, på toppen eventuelt afrundet med en godt fedtet kasket. Casinoets cocktail waitress’ var skruet ned i en uhyrlig discount version af Playboy bunny kostumet. Sort stiv badedragt med ALT for lave BH skåle, så ligegyldigt hvordan barmen så ud, så lå den slukøret oven på skålene istedet for nede i, dertil et snørre-liv der straks associerede til snørre-skinke. Det gav pauvert ny mening. 

Da jeg så at En vouge skulle spille derude var det om at finde en garderobe der ku’ passe. Ifølge Ælle lykkedes det alt for godt ;o) Tammy, Karen og jeg kørte ud til Snoqualmie, hvor det nye casino tårnede sig op. Mærkelig opbygning, 5 etager parkeringshus med casinoet på toppen in the middle of nowhere. Forventningerne var i bund, det var mest af nysgerrighed at vi ville se En vouge, de var super hotte for 15 år siden og var allerede dengang nogle modne kvinder. Det viste sig at være en super fed koncert. 4 power-post-klimakterie-funk-bomber. Gode røve, spandex, glitter, hår extensions, tilbagelænet forhold til Botox og hit på hit. Det var fandema i orden! Jeg skrålede med så min sidemand til sidst kom med et “så, så!”

Da koncerten var ovre gik vi ind i natklubben hvor dansegulvet var pakket af godtfolk der alle prøvede at danse Beyounces “All the single ladies” dans. De var sgu’ ikke kede af det ;o) Men da Sir-Mix-A-Lot’s “I like big butts” røg på, eksploderede dansegulvet i en stor omgang balle rysten. Mens jeg selv stod og booty-shakede fik jeg øje på en nobel hvidhåret mand på omkring de 70-75 år med sin jævnaldrende kone, dér blev gået til makronerne. Han stod med bøjede knæ og røven godt tilbage og så vred og vrikkede han med røven i så snapt et tempo at ens øjne nærmest ikke kunne følge med. Konen havde ikke en chance, hun forsøgte at vippe ballerne op og ned men så noget gigtplaget ud ved siden af sin Duracell bunny mand på coke. Hold kæft et syn, jeg elsker det og ville ønske jeg kunne dele det med jer! Jeg ville iøvrigt også ønske at det er Ælle om 30 år, jeg mener røv har manden jo nok af, så bare se at SHAKE THAT BOOTY.

Det er i virkeligheden et billigt trick at sætte den sang på, for den er nærmest Seattles anthem. Efter bysbørnene Jimi Hendrix, Quincy Jones og Ray Charles ligger one hit wonder boyen Sir-Mix-A-Lot og “I like big butts” øverst på Seattleiternes musikalske stolthedsbarometer, der er langt ned til Kurt Cobain og Nirvarna.

 

Hov nu skal jeg afsted, WAAAAAAUUUUU-WÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆUUUUU-YIIIIIIHHHAAAAAAAAA! 

SES PÅ DEN ANDEN SIDE!!!

Jeg skal nok vinke.

B Good

Jeres udsendte

Marlow