Jeg ved ikke hvorfor mine tanker bliver ved med at vende tilbage til en dag i min barndom hvor min mor nænsomt og uden at forskrække eller støde mig havde rodet sig ud i en forklaring om hvorfor min far pludslig gjorde lynkarriere i felten (vietnamkrigen). Det er bare som om, at det virker bekendt i min nye dagligdag på et offentligt sygehus hvor en ellers for os total ukendt disciplin; prikkerunden, mejetærskeren, stoledansen (kært barn har alt for mange navne) har hærget det sidste års tid.

Vi har altid brystet os af at have en grundig oplæring i alle de operationer og indgreb vi udfører og derfor en høj kvalitet. Kom man fra et speciale til et andet, gik man som “føl” i længere tid for gentagne gange at se et indgreb, derefter under supervision assistere til et indgreb og efter at have bevist at dét har man styr på kunne man blive sluppet “fri” og efter års erfaring fik man et hak i kompetance kortet for at mestre indgrebet og kunne lære nye op. Tungt og langsomt men grundigt.

Efter 2 års fravær fra at bedøve operationspatienter må jeg tilstå at jeg umiddelbart ikke havde lyst til at være min egen første patient. Jeg fik et fint oplæringsprogram, hvor oplæringen var tilrettelagt så jeg ville få genopfrisket stort set alle specialerne.

Efter “fyringsrunden” er der kommet en del tomme stole og da der er lige så mange patienter der skal bedøves blev mit oplæringsprogram hurtigt forkortet væsentligt og jeg blev straks forfremmet til “erfaren” i samtlige specialer. Vores hidtidigt stolte kompetance-stige var tydeligvis krympet gevaldigt, nogen fristes måske til at sige “nøden lærer nøgen kvinde….”

Mine kollegaer fra operationsgangen har det sidste stykke tid også gennemgået samme lynoplæring så dem der kom fra gynækologisk operationsgang blev efter devicen “se én, lav én, undervis i den” lært op i at lave øre operationer, der ligesom gynækologiske operationer, er stor kirurgi gennem lille hul. (måske tænker man at nøglehulskirurgi da må være stort set det samme, men tænk så lige videre; hørefremmende operationer i vagina? Eller spiralanlæggelse og aborter i øret? Nej, det har absolut intet med hinanden at gøre ;o)

De ortopædkirurgiske operationssygeplejersker der før koncentrerede sig om knæ og hofter er nu også blevet forfremmet så de nu også “kan” assistere til kejsersnit. Det er måske derfor jeg kommer til at tænke på min far under Vietnamkrigen, hvor man forfremmes og avancerer i takt med at der sendes bodybags hjem, eller i dette tilfælde i takt med at kollegaerne sendes hjem.

Set i det lys, er det måske slet ikke så slemt med krise og fyringer, for hvis jeg fortsætter med denne fart har jeg regnet ud at jeg bliver oversygeplejerske for operations afdelingen ca. den 17. December og hospitalsdirektør senest i marts 2012, hmmm, det er måske slet ikke så tosset……