“Jeg skal først ryge min smøg og drikke min kaffe” var i min barndom svaret på enhver afbrydelse af min mors agenda. Når dét var sagt var jeg klar over at der ikke var noget at komme efter, der var kun én ting at gøre; vente! Nogen mennesker lader sig simpelthen ikke afbryde. For os andre, der endnu ikke har fundet den gyldne sætning må vi vel finde en tålelig måde at leve med dem på. Jeg bliver som de fleste andre røv irriteret over at blive afbrudt af en kollega når jeg lige er i et effektivt flow, men hvis man belyser afbrydelserne fra flere vinkler, og ser på afbrydelsernes anatomi er det måske knapt så slemt. Der er jo tidspunkter hvor man vil gi’ sin højre hånd for en enkelt lille afbrydelse.

De fleste afbrydelser kan kategoriseres f.eks som;

-Den svært berusede brudgom er i sin tale nået dertil hvor han malende afslører at det i virkeligheden var hans kommende svigermor der havde fattet hans interesse, men eftersom at hun jo var optaget havde han været nødt til at gå efter datteren….. tjeneren skvatter i det samme så et fad tarteletter lander i skødet på ham. Det var Den passende afbrydelse.

-Man er for sent på den, har proppet alle sine unger og sig selv i flyverdragt-hue-støvler-halstørklæde, spændt dem i autostolene, startet bilen og så kommer det desperat fra bagsædet “Moar, jeg skal tisse!”. Det var den Klassiske afbrydelse.

-Efter måneders hård flirten har man indfanget Morten fra parallelklassen og lige som man uden en trævl på kroppen er ved at bestige ham på drengeværelset, åbner døren og hans mor siger efter en ganske kort kunstpause “kommer i ned og får friskbagte boller?”. Jo, det er som i nok gætter Den pinlige afbrydelse.

-Man har til et middagsselskab fået en geolog til bordherre, der nu er i gang med en længere udredning om vandboringer da værtinden slår på glasset for at holde en tale. Den behagelige afbrydelse.

-Afbrudt samleje. Den nødvendige afbrydelse.

-Man har en søndag eftermiddag med tømmermænd sat sig til rette i sofaen under et tæppe med en kop varm te og remoten klar til at se det samlede boxset af DR serien “Landsbyen”, hvorefter man får øje på sin cockerspaniel der med krydsede ben og vand i øjnene gnider sig desperat op af hoveddøren. Jo det er Den Røvirriterende afbrydelse.

-Jeg ser for mig en lortespand på en uge lang spejderlejer, jeg er ved at gøre mig klar til den ypperste af alle pligter, at tømme den! Tandpasta i næsen, en makker der holder to røgelsespinde foran mit ansigt, beskyttelsesbriller og i mangel af gummihandsker er mine næver proppet med toiletpapir for at undgå direkte kontakt med lortespanden, jeg går nu i knæ for at få godt fat i den stinkende gryde….. og lige der kommer afbrydelsen fra himlen. Min mor stikker hovedet ud af vores gule Renault 4 (kendt som datidens postbil) og råber “Sarah, vi er for sent på den, jeg havde glemt vi havde en aftale……. Så du er nødt til at komme NU.” Jeg kigger over på min makker med et ærgeligt blik mens jeg rejser mig og rækker klumperne af toiletpapir over til hende og smider røgelsespindende ned i lortegryden og siger “Aaiiii, det er jeg virkelig ked af, men jeg er SIMPELTHEN nødt til at smutte, klarer du lige den her? Hej, hej vi ses på tirsdag til gruppemøde.” Det er her det engelske udtryk for en lykkelig afbrydelse kommer ind i billedet “Saved by the bell”.

-Så hvorfor afbrydelser har fået sådan en negativ klang forstår jeg ikke, de fleste af os har jo arbejdsmæssige opgaver der svarer til at tømme lortespanden som vi gerne vil distraheres fra. Med det vil jeg blot gerne sige, tag det sure med det søde, glæd dig over nogen afbrydelser og ærg dig over andre, se på det som gyngerne og karusellerne mon så ikke det går lige op i den sidste ende.