Min uge på A&E er slut. Den endte selvklart med manèr.

Først på vagten fulgte jeg en af mine skudsårsmænd op i afd. det gør man
normalt ikke pga tidsmangel, så det er en portør, også afsted!. Jeg tror
ikke det lykkes mig at gribe kæben inden den ramte gulvet…. 55 sengs stue.
Mænd, kvinder og børn på en kirurgisk afdeling, som var et rum og 3 sygeplejersker i vagt!
Tænk jeg blev simpelthen så forbavset. Jeg burde jo have sagt mig selv at
det ville se sådan ud, men eftersom jeg har haft akutvagt siden jeg kom,
er jeg aldrig nået op i en sengeafdelingen.
Her kunne jeg genkende mange af mine tidligere skud og knivstikspatienter,
der lå sammen med børn med blindtarmsbetændelse og kvinder med diverse
kirurgiske sydomme. En ting der dog var slående var den ro, som man i
Danmark ikke engang kan finde på en 2 sengsstue. Der var ikke én “hallo
dame” (de hedder vel “Irie damer” her?) alle lå stille på den lysstofrørs
oplyste stue. Der er selvfølgelig den mulighed at de simpelthen var så
dehydrerede, at det kunne lukke munden på selv den mest insisterende “Irie
dame”? Det så nu ikke sådan ud.

Senere på vagten, mange syge og sårede senere, bad politiet os om at komme ud i en af deres vogne.
Da vi kom ud stod der kamerahold og journalister en mas. Jeg tænkte at det
ikke var tid for mine “15 min of fame”, så jeg sneg mig hurtigt ind igen
mens min læge gik ud med sin lommelygte. Fra mit skjul kunne jeg se ham lyse
ind i bunden af vognen hvorefter han stak et ben også en arm ind. Han rettede sig op og nikkede til kameraene, hvorefter der startede en heftig aktivitet.
Jeg fattede ikke helt hvad det gik ud på. Da vi kom ind forklarede han mig,
at det var liget af en politisk leder, ved navn “Chubby Dread”, der lå i
vognen.
Det viste sig at udløse endnu flere uroligheder i området. Da jeg skulle
hjem efter vagten, var der militærkøretøjer, kampklædte betjente og soldater
overalt. Det var ret scary for det var svært at regne ud i hvilken retning
jeg skulle gå for at undgå balladen.
Jeg er blevet rolig i selskab med automatvåben men pludselig
at være omringet af 600 skarpladte automatvåben gav nu alligevel sådan en
kedelig trykken i mellemgulvet…..
Jeg kom hjem.

For hver dag der går forstår jeg bedre, hvorfor tonen er så afsindig hård på KRH.
Meget af personalet, især det udenlandske, er selv i så uholdbare
situationer at der ikke er overskud til det helt store “strygen patienter
med hårene”. F.eks. min nye ven Felix;
Felix er en kæmpe stor cubansk læge, der let for ens tanker hen på en
bødel fra en KZ lejer. Ham vil man ikke være uvenner med, både patienter og
personale frygter ham tydeligvis. Personligt måtte jeg da også lige synke igen da jeg så ham første gang, han stod bøjet ind over en alvorligt dårlig patient som var ved at miste bevistheden og derfor havde en slap lukkemuskel…..Så
råbte han patienten ind i hovedet at hvis han sad og sked i stolen kunne han
Kraftedema godt skride…………..alright, du hørte heller ikke mig sige
noget med, respekt for individet eller, tal ordentligt!
Da han fik øje på mig første dag, marcherede han direkte hen til mig og
spurgte “Hvem er du?” Jeg prøvede ikke at lade mig skramme, og peb så
myndigt jeg kunne, at jeg var fra Danmark og havde mit elektive ophold in
Kingston.
“Hvorfor” spurgte han. Jeg svarede og blev åbenbart godkendt.
Meget hurtigt viste det sig at jeg blev dingsen, han klappede mig på hovedet
hele tiden og sagde “La mulatta from Denmark, not Brazil, but Denmark”
Det viste sig at han var flygtet fra Cuba for 7 år siden uden sin kone og
børn. Han har ikke set sine børn siden. Efter at det havde lykkes ham at
mødes med sin kone en weekend for 4 år siden fik han en datter mere, som han endnu ikke har set. Konen er nu kommet til Jamaica og har været her i 6 måneder.
De går dagligt og venter på besked fra myndighederne, så de kan
få deres børn herover. Computeren i hjørnet af A&E kører et loop med alle
hans familiebilleder, han er nærmest forelsket i den datter han aldrig har
mødt og som ligner ham på en prik. Nu hvor han klapper mig på hovedet “La
mulatta from Denmark, not Brazil, but Denmark” har jeg mødt hans kone og er
blevet inviteret hjem til dem, ja vi taler Nurse”total dukse”Marlow. Felix
er knivskarp både fagligt og i almen viden, han læser alt fra Henrik Ipsen
og Selma Lagerløf til sportsbøger om Felix Savon. Kort sagt, ham gad jeg
bare ikke spille Trivial mod! Han var som nogen nok kan gætte ortopædkir.
men blev pga sit bissede væsen ekskluderet fra ortopædkir. selskab på
Jamaica…..

Nå men der er jo heldigvis også en anden side af Kingston. Var ude i
weekenden, sådan rigtigt. Det var et super fedt sted, på tagterrasse med
sindsyg høj musik og ingen håndvåben.
De spillede fortrinsvis soka og ska, engang imellem røg der så en finke af
fadet, ala Rod Stewart “If you think I’m sexy” og det tror jeg vist nok jeg
gjorde…..
Altså sådan et sted hvor man bare kunne svinge ballerne og ingen gloede når
man gik solo på gulvet og tog en “selvsjæler” til “Lets get it on” som man
krydrede med sin helt fantastiske sangstemme (Ain’t a pretty sight;o)
Dog skal det siges, at jeg hurtigt fandt fælden; sjælerne….Her er det med
at være vaks!
Det er ikke nefalygter de har i lommen, nej det er nærmere gammmeldags
dynamoer og disciplinen går i alt sin enkelthed ud på at gnubbe…..

Dennise, Dennise, Dennise!
Jeg er nu blevet præsenteret for endnu et af hendes små features. Dennise
lider af pludselig angstudløst lammelse! Hold da kæft hvor er det skægt;)))))
Jeg har nu oplevet det 2 gange og begge gange var bækkenbunden på vej til
knæene af grin.
Den ene gang var vi på stranden, hvor hun havde besluttet sig for at tage en
ridetur på en trukket hest. Jeg skulle så tage et billede af hende på
krikken. Hesten blev trukket helt hen til hende, det blev hurtigt klart at
hun ikke kunne komme op og hesten ikke ned. Vi hentede så en stol…. det
gik heller ikke. Da ingen af os havde lyst til at løfte hende op, måtte vi
prøve med en meget høj strandbænk. Hun kom op på bænken og fik hesten helt hen til sig. Så skete det, hun blev lammet. Hun kunne intet, hun stod med
det ene ben løftet og blev bare stående. Vi råbte til hende at hun bare
skulle svinge benet over hesten…..hun blev bare stående, efter hvad der
føltes som lang tid sagde hun helt stille; Jeg er lam i benet, jeg kan altså
ikke….. Kevin og jeg var ikke sene til, som de gode kammesjukker vi er,
at kaste os om af grin. Stakkels Dennise blev stående en rum tid til angsten
havde lagt sig og hun igen kunne tage benet ned. Hun kunne heldigvis godt se
det morsomme bagefter og tilgav os vores manglende empati…
Da hun så idag demonstrerede tricket for anden gang, ville jublen ingen ende
tage. Hun kom ind i stuen, hvor en af vores rotter (ja, de vandt, så vi kan
vel lige så godt kalde dem “vores”) var igang med at fortære hendes ellers
fint indpakkede rosinbrød. Hun gik i “lammemode” og stod fast naglet til
gulvet alt imens rotten mæskede sig. Jeane råbte til hende at hun skulle
jage rotten væk. Igen kom det stille fra Dennise “det kan jeg ikke, jeg er
lam i benene”. Vi omkom i flere niveauer af grin men har nu lovet hende at
næste gang skal vi altså nok hjælpe hende…………………………………….:-)

Jeg er nu startet på University hospital, så jeg er nu gået fra 2 timers
transport til 3 timer hver vej. AARRRGGHHHHHHHHH, det er ubetinget det
værste ved Kingston. Krydret med et lille skybrud, kan man godt nærme sig et
sammenbrud.

Jo, så kommer mine yndlingsdøtre på besøg på fredag i 10 dage så skal der
holdes ferie!

B GOOD

Nurse Marlow