Bum båm, i skrivende stund sidder jeg i luften over Alaska, helt præcis Juneau. Vi er på vej til Tokyo for de penge vi ikke har (Liselotte du ved at jeg nok skal betale dem tilbage når jeg kommer hjem, ja hun er min yndlings bankdame i Arbejdernes landsbank 🙂

Det er en 10,5 timer lang flyvetur så jeg tænker at jeg lige kan få skrevet den mail fra sidste måneds sydstatstur, der har ligget og lumret alt for længe. Jeg kaster mig ud i det;

New Orleans – Atlanta: 4 minutter ændrede alt. Vi havde købt en enkeltbillet til New Orleans hvor vi havde bestilt en bil som vi så skulle køre gennem Louisiana, Mississippi, Alabama, Georgia og en snip af Florida i, for tilsidst at ende i Atlanta og flyve hjem derfra.

I kender nok fornemmelsen af at der er fuld fart på, for så pludseligt at stoppe brat og så kører alt i slowmotion. Det var det der skete da vi først så vores parkerings shuttle køre lige som vi ankom og derefter endte i en fuldstændig urimelig kø hos United Airlines hvor ind-cheknings automaten ikke virkede. Da vi endelig fik vores bordingpas var vores pladser spredt ud i hele flyet selvom vi havde booket sæder på forhånd. Da vi drejede om hjørnet og så køen til security var vi klar over at det ikke så helt godt ud. Vi spurgte de uhjælpsomme United skrankepaver om der var noget de kunne gøre, svaret var “ja mod et ekstra gebyr kan vi godt hjælpe jer gennem security, men alle de andre i køen når heller ikke deres fly!”. Vi asede og stressede og nåede ud til vores fly lige som den sidste var ved at gå ombord. Døren lukkede bag ham så jeg kiggede på damen i skranken og sagde at vi altså skulle ud til vores fly, hun kiggede koldt på mig og derefter sit ur og svarede stift “The time is now 6.44, your seats were given to someone else 6.40!”, “WHAT???!!” svarede jeg mens jeg samtidigt fik øje på køen af strandede passagerer bag mig og alt gik i slowmotion.

Damen tog vores boarding pas og kiggede lidt i sin computer hvorefter hun sagde “I kan komme med om 3 dage”, jeg gentog mit “WHAT!!!!???” Hun så frydesyg ud og trak lige sin meget højtaljede buks endnu højere op med et kækt højerhåndsstrøg henover maven, så var jeg klar over at hende var jeg færdig med.

Jeg overvejede kort om jeg skulle følge mit eget bedste råd i den situation som er “TUD!”. Det viser sig stort set altid at hvis man laver en vel våd flæbe scene er der på mystisk vis som regel alligevel ledige sæder.

Så sent som dagen før havde min veninde Karen gjort præcis det. Hun havde flæbet og klynket sig til to nye billetter til sig selv og sin søn fordi klovnen ikke havde opdaget at hendes og hendes ældste søns billetter til Mexico var om torsdagen mens hendes mands og den yngste søns var om fredagen, så ja hun kom et helt døgn for sent, men fik ved tåreflåd og rigelige mængder snot 2 nye billetter.

Jeg kunne dog se på min skrankeveninde at, om jeg så bogstavligt sejlede i snot og tårer ville hun kun fryde sig mere, så jeg afstod og ændrede taktik til, hvis mor siger nej, så prøver vi far.

Efter et par timer var der bid, jeg fik lemmet et par billetter med et andet selskab ud af en let charmérbar pligtopfyldende herre. Desværre kunne jeg kun bomme ham for 2 billetter. Så sådan endte Cirkeline og jeg i Montana med propelfly, hvorefter en micro jet fløj os gennem ufatteligt smukke landskaber til Denver hvor vi fik et fly til New Orleans.

Alt imens Cirkeline og jeg sightså det halve land, endte Molly og Ælle med efter 12 timer i lufthavnen ved et mirakuløst held at stå med to billetter til Denver hvor de så fik en nat på et elendigt motel men kom med flyet næste morgen til New Orleans, hvor vi hentede dem for endelig at kunne begynde ferien. Alt det for 4 minutters forsinkelse….

The French quarter i New Orleans er deres svar på Ålborgs Jomfru Ane gade på steroider. Det virkede voldsomt med sådan almindelig lørdag aften i København stemning. De må jo ryge og drikke på gaden og gjorde det også, det er jo ikke noget man ellers gør her i vores fromme hjemland lige bortset fra Las Vegas – det var overvældende, men tro mig, det kunne godt blive mit næste postnummer!

Efter at ha’ indåndet luften af fest og jazzmusik var det som at knalde hovedet ind i en for lav dørkam da vi liiiige skulle ned og se “The 9^th ward” (området der blev nærmest tilintetgjort under orkanen Katrina i 2005) for at se hvordan det var blevet genopbygget….. Der er gået næsten 5 år siden Katrina, og det TOG RØVEN FULDSTÆNDIGT OG ALDELES PÅ MIG!! (nu kan jeg igen smage den fornemmelse jeg fik). Jeg havde regnet med at se nogle af de nye energi og miljø rigtige byggerier som jeg har set billeder og programmer om i blade og på TV…. Det var bare ikke det jeg så.

Først så det hele ganske sønderknust og ghetto slum agtigt ud, men egentlig kunne det lige så godt ha’ været min farmors gamle hus og kvarter, bortset fra at det var forladt.

På hvert hus er der et kryds der fortæller, hvilken dato det blev gennemsøgt for døde og overlevende, hvor mange døde der blev fundet og hvilket team der havde gennemsøgt huset…Hvert kryds ga’ et sug i maven, jo længere vi kom ind jo mere lignede det brakmarker mellem husene, de var simpelthen væk eller der lå bare en bunke tømmer.

Måske er jeg blændende naiv, men jeg troede simpelthen at efter 4,5 år ville der være rydeligt, eller bare beboligt, ja at de var kommet meget længere. Postbudet er det eneste der viser at der faktisk bor nogen.

Overraskelsen for mig var så stor at da jeg på et tidspunkt satte mig på det der havde været nogens veranda, nu blot en ruin, løb tårerne ned af mine kinder uden at jeg opdagede at jeg græd, jeg kan ikke med sikkerhed sige hvad det var der rørte mig så dybt men følelsen af at mærket fra dørkarmen stadig sidder i min pande er der endnu.

Vi begav os videre, men jeg kan mærke at jeg ikke er helt færdig med The 9^th ward.

…… Skal lige ryste den af mig igen, ser lige en film ik’.

Tilbage, så en film om Sydafrika og rugby med Morgan Freeman og Matt Damon, ham Matt er da en værre en hva’ J (jo, jo, jeg er med på at han er 160cm høj men det er godt nok nogle hårdt pakkede centimeter!)

Tilbage til New Orleans; Vi tog selvfølgelig en af de obligatoriske swamp-tours med alligatorholdning og klapning inden vi kørte videre.

Vi kørte gennem farmer land og sovebyer, forbi Walmart supercentre, kirker og fængsler med pigtrådsindhegninger hvor fangerne sad under den bagende sol. Vi fik soulfood og collar-greens som min farmor troede hun lavede dem (lov mig at i ikke fortæller hende det) og vi så flere “Dollar stores”/”Family dollar”/Dollar tree” (amerikas svar på Ti’ger butikker) end jeg har set i hele mit liv!

Vi så filmiske scener af lokale jailbirds iklædt orange fangedragter gå på række og samle skrald og lue ukrudt i grøftekanten med en flok skarpt bevæbnede vogtere i en ring omkring sig, ja som på film ik’. Cirkeline konstaterede hurtigt at de alle havde et til fælles der nede, de talte jysk engelsk.

Vi tog til Montgomery, hvor pigerne blev pisket gennem de sidste 150 års borgerrets lidelser i form af civil rights museum, Martin Luther King’s house og Rosa Parks museum.

Jeg må vel gi’ lidt kudos til Ælle, der som regel holder masken når vi er nogen steder og jeg lige hiver en onkel eller kusine op af hatten. Man skulle jo tro at efter 16 års ægteskab burde han efterhånden have styr på min familie i alverdens hjørner af kloden, mææææn det er nok lidt svært da der altid lige dukker en fætter eller kusine op hvor vi nu er.

Han så dog lettere forbavset ud da vi var i Montgomery og jeg så lige skulle mødes med min kusine.

Mere forbavset var han nok da jeg meddelte at vi skulle sove de 3 dage i Atlanta hos min onkel og tante.

Da vi rullede ind på min onkels grund blev Ælle’s øjne ikke mindre. Den er GIGANTISK med egen rundkørsel, fiskesø og eget privat kunst galleri. Den havde min efterhånden prøvede familie ikke set komme. Ungerne holdt for en gang skyld mund og stirrede tvivlende på mig, så på det kæmpe mansion (det største hus jeg kan mindes at ha’ været inde i!) og tilbage på mig… Molly sagde Øhhh mor er du sikker på det er her? Tror du overhovedet de er sorte dem der bor her?? Jeg forklarede hurtigt at det her altså er en HELT anden onkel end nogle af dem de er vant til at møde og krydrede historien med dengang han besøgte os i Danmark og straks efter sin hjemkomst til New York (hvor han boede indtil for 8 år siden) købte en afsindig dyr racercykel til min bror og sendte den med posten (ja det kostede næsten mere end cyklen) fordi han synes min brors cykel var for pauer.

Min onkel behandlede os som grever og dronninger mens vi spillede golf (stadig et fuldstændigt ligegyldigt ludo spil for ældre, hvis du spørger mig…), fiskede og spiste afsindig god mad.

Vi nød hvert øjeblik i hans hus, og omend man er ved at være ganske voksen, lavede han alligevel sin klassiker med at klemme en $100 seddel i hånden på mig da vi skulle hjem og $20 i hver af pigernes hænder (penge som vi senere fik brug for)….. Ja for nogen vil man altid være et barn 🙂

Når nu vi var i Atlanta skulle vi jo både på CNN, Six flags og Coca Cola.

I bilen på vej til Six flags talte jeg i telefon med CNN’s booking kontor (Ælle kørte) og da jeg kiggede op, imens jeg forsøgte at forhandle mig til en date med Anderson Cooper, så jeg bagenden på en stor hvid Lexus RX350 (ja det kunne jo ikke blive fint nok) komme mod forruden i flyvende fart “CRASH” sagde det og kølerhjelmen på vores udlejnings bil bøjede sammen foran mig.

Molly udbrød “OMG that was my lifes first car crash EVER, how cool was that?”  Ælle sugede ilten ud af atmosfæren gennem spyttet mens han med begge hænder for fuld power forsøgte at presse sit hoved ned i blommestørrelse med en hånd på hver side af sit kranie. Han stønnede fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck (suge ilt ud af atmosfæren) fuck, fuck, fuck, fuck

Jeg sagde til CNN manden at han altså lige måtte ha’ mig undskyldt (pardon) men jeg var i et carcrash, han spurgte forskrækket om vi var okay og om han skulle ringe 911, “nej tak” svarede jeg, om han bare lige ville være sød at lave reservationen færdig og stak ham mit kort nummer. Da jeg var færdig med mine forhandlinger stod jeg stille og roligt ud af bilen hvor Ælle piskede rundt som en hovedløs kylling og jamrede sig og fortsat forsøgte at mase sit hoved småt.

Billeder af sleske ulykkes advokater strøg gennem mit hoved, havde hun mon nakkesmerter, ville det koste hjemrejsen, $100.000.000 så jeg glide ud af den nu åbne køler.

Intet mindre end 3 politibiler kom og afhørte os i 1,5 time. Det endte med en stævning til retten i Atlanta til juni (skulle dog kunne omstødes hvis Ælle ikke havde andre forbrydelser registreret)….

Jeg fattede hurtigt at det eneste jeg kunne gøre i håb om at damen ikke ville sagsøge os hele vejen til helvede var at smoothtalke hende som havde hun været en kolerisk thoraxkirurg. Kvæl dem i venlighed! I skrivende stund ved vi stadig ikke helt om det hjalp. Jeg ga’ den ellers fuld pedal og spurgte om alt fra hvad hun mon havde liggende på sengebordet til hvor mange børnebørn hun havde….. Hun var på vej på cruise iført paryk, plastik negle, fuld makeup med postkasse farvet læbestift og guldindfattede solbriller.

Ælle var knust og kunne overhovedet ikke sige et fornuftigt pip udover fuck, fuck, fuck, så hvad kan jeg sige? Jo jeg kan sige at nu må vi håbe at hun ikke pludselig kommer i tanke om at hun faktisk har lidt ondt i nakken, det er en dyr spøg i dette land!

Vi tog i Sixflags og kørte i de vildeste rutchebaner mens Ælle uafbrudt var på telefonen med forsikringsselskabet. Han så stadig lidt olm ud efter at parkeringsvagten smilende sagde til ham “Have a Sixflags day!”.

Stadig i flyveren: Kender i det, at man får den forkerte stewardesse, lige som at stille sig i den forkerte kø, bortset fra at man ikke kan skifte kø når man sidder i en flyver. Hun minder om en af de gamle SAS stewardesser (de er sjældent helt unge på de lange ruter, jeg ved at de i branchen har tilnavnet Jurrasic Park). Min stewardesse er en vel moden meget skyllefarvet let irritabel model. Jeg har ikke helt opgivet hende så jeg smiler og “Thank you SO much”‘er hende ved enhver given lejlighed, men endnu er jeg stadig nødt til at vende hende på hovedet hvis hendes grimasse skal ligne et smil… Nå men lad mig lige kort fortælle om vores fromme skole, så passer det nok med at jeg lige kan se en film til inden vi når til Tokyo;

Inappropiate: Hverdagen kan stadig efter 2 år føles som en practical joke for mine skolepiger. Mollys lærer bad i sidste uge alle børnene om at tage deres yndlings cd med i skole, så det gjorde de. Først spillede Molly en Medina sang for dem som de fattede absolutly non af, så blev det Quinton’s (min absolutte yndlings retard!) tur. Quinton er bare vild med at synge og sidst jeg havde ham i bilen på et fieldtrip sang han “Give my regards to Broadway”/”Walking on sunshine”/”We are family” i et hæsblæsende medley for mig, ja så dåner jeg jo. Så cute en lille alf skal man lede længe efter! Nå men Quinton er jo stor Hannah Montana fan så han havde taget en cd med Miley Cyrus med…. Som bare viste sig at være en dvd, så da læreren satte den i lyste storskærmen op og for fuld blæs og visuel nydelse for hele sjette klassen var det Miley Cyrus “Party in the USA” video der flød ud over skærmen. Mollys lærer gik i panik og råbte “skynd jer at vend jer om, det er inappropriate! VEND JER SÅ OM!!” Der sad så en hel 6. klasse med ryggen til skærmen og hørte Hannah Montana som vel ikke findes meget mere tandløs, ja det er virkelig laaaaangt ude!

I tråd med dét er en dansk dreng vi kender herovre blevet suspended for resten af skole året for at moone nogle rollinger fra nabo elementary skolen….. tænk hvis det også var sådan på mit arbejde i danmark, så tror jeg nok jeg kunne ha’ fået mig laaaaaang ferie…

Nå nu løber min computer død for strøm, så ha’ det nu skønt mens vi tjekker sushien ud i Japan.

PS. Jeg har fået strøm og er lige vågnet efter den første nat i Tokyo, kl er 04 om morgenen og jeg har nu forsøgt at stirre de andre vågne i en time… De nægter at gi’ efter. Jeg fik dog Molly til at åbne øjnene en enkelt gang, men hun smilede bare og ga’ mig blikket “DET kan du godt glemme!” Well, jeg troede så fejlagtigt at tricket med at tænde computeren og tilfældigt ha’ skruet start lyden på max og skærmlys på max ville vække dem…. But I guess not.

Jeg er bare nødt til at sige at mit første indtryk af Tokyo er, at det er her det sker! London, Paris og New York virker pludselig vanvittigt provinsielt. Nå men mon ikke jeg får tid til at skrive om det på flyet hjem, som jo igen er over dato-linien og det er da for sindsyg! Vi flyver fra Tokyo søndag aften, flyver i 10 timer og lander i Seattle søndag morgen? Er det lige effektiv udnyttelse af sin tid? Mon det er derfra det der LEAN kommer  🙂 ?

B good