Endnu en dag er gået og mit farvel til Tvør nærmer sig. Bortset fra min familie savner jeg ikke noget og kunne sagtens blive i dette beskyttede værksted en tid endnu. Jeg har tillagt mig nogle ægte landsby manerer så som at rejse mig og se Smydi lægge til og fra havn hver gang jeg hører hendes stille brummen, ligesom at jeg også med stor interesse følger dagens gang på plejehjemmet og kaster et blik ud af vinduet når jeg hører lyden af de besøgendes biler køre over fåreristene (Vi har fåreriste ligesom i Knuthenborg safaripark, for ikke at få får på hospitalsgangene).
Igår var Whodini på spil 3-4 gange og jeg føler mig medskyldig når jeg hver gang hun flygter lader som om jeg ikke har set det og krydser fingre for at netop denne gang skal det lykkes hende. But no luck so far. Det gode ved Whodini er, at hun er glad og fornøjet når hun laver sit flugtnummer og lige så glad og fornøjet når hun bliver slæbt/trukket tilbage til plejehjemmet. Hende kommer jeg til at savne.
Pia havde ret i nogle af sine Nord-atlantiske fordomme. De laver ballade og fester på et noget andet plan end os. Da min familie og jeg var i Hovedstaden boede vi hos en familie hvor sønnen skulle holde 22 års fødselsdag. Moderen advarede os fordi hun mente at det kunne blive lige festligt nok, vennerne fra KFUM ville komme og synge salmer og spise formbrød med 3 stjernet salami! Jeg nikkede forstående for sådan et arrangement kan jo hurtigt tage overhånd…… Jeg tror at mange forældre kun kan drømme om den slags abegilder på ungdomsværelserne.
Jeg har også lagt mærke til to ca. 14 årige drenge her i byen. De er uden tvivl blandt dem der her betegnes som ballademagere. De har brugt hele dagen idag på at binde en plastiklastbil bag den enes cykel og så kører de ræs med den flagrende bag sig… Så bliver det ikke vildere, ikke noget med at hænge får op i flagstangen i nosserne….
Jeg tror det er et godt og trygt sted at lade sine børn vokse op, hvis de altså ikke er homoer. Jeg tænker at Naser Khader og Ny balance kunne foreslå at sende de utilpassede unge herop i familiepleje, så skal i bare se, så vil der ikke gå mange splitsekunder før de ville falde til patten og svælge sig i 3 stjernet salami.
Udover trafikken er den eneste fare for børnene her at drukne. Det er tilgengæld også meget aktuelt, 2 børn på 5 og 6 år druknede i foråret ved en tragisk ulykke, der rystede hele øen. De var på tur med institutionen og var gået lidt i forvejen langs fossen. De faldt i fossen og drev mod fjorden. Vores portørs mor så det fra sit vindue og ringede til sin søn, som straks fandt dykkerudstyret frem og skyndte sig til fossens udløb i fjorden. Mobilnettet brød sammen fordi rygterne spredtes som en steppebrand. Alt var kaos, ingen vidste hvilke børn det var. Børnene blev fundet men kunne ikke reddes. Når nogle fortæller om det er det tydeligt at det stadig er et åbent traume for mange.
Kirken er ved at tømmes for begravelses gæster, Lone er blevet begravet idag. Et langt hårdt kapitel i hendes og familiens liv er slut. Håber hun nåede hvad hun ville og at hun intet fortryder.
Man skulle næsten tro at min afrejse fra Nord-atlanten var planlagt efter hende. Jeg skal afsted imorgen tidligt.
Søborg:
På vej til lufthavnen gik jeg min sidste tur gennem Hovedstaden, som altid dybt sentimental når jeg skal forlade et sted. Det havde lykkes mig at undertrykke min tudetrang da jeg sejlede ud fra Tvør. Da jeg stod der i egne tanker ved ét af Nord-atlantens tre lyskryds, brølede pludseligt en ambulancesirene, jeg vente mig og så til min store glæde mine 2 grinende portører Johan og Høgni i Fjordø ambulancen vinke mig afsted, de slukkede sirenen, råbte tak for denne gang mens de forsvandt videre ud ad vejen. Jeg vinkede og sank endnu en klump. Later boys, later……
LOVE FROM TVØR
I’M OUT!