Nå men det var vist altsammen et sidespring. Leder mig lige tilbage……….

Der er fiskeboller idag på menuen i kantinen. Jeg magter dem ikke, vi taler her om knytnæve (ikke barne næver, nej nærmere agromegali hånd (det er dem der bliver ved med at vokse og til sidst ligner en blanding af jætter/kæmper og trolde)) store sammenpressede fiskefjamsboller. Nej jeg må melde pas!

 

Endnu en vittig sms fra politiet;

Tre gutter har et taleproblem og går til samme (lækre) talepædagog. Hun siger (som åbenbart er meget almindeligt hos talepædagoger )”Kan i sige hvor i kommer fra uden at stamme, så sutter jeg den af på jer”

Jim siger: K-k-k-københavn. Mogens siger: T-t-t-tåstrup. Dennis siger: Brøndby. Hun sutter, han kommer (u know, hverdag hos talepædagogen) og så tilføjer han: V-v-v-v-vester.

Lad den lige synke (mage til ordleg, hva’) engang……… Hvad er det lige vi kan lære af den? At talepædagoger i virkeligheden bare er ude på at guffe gren? At Dennis mestrer sin stamning? At de er vildt langsomme i Brøndby? At sæd smager så dårligt, at man er nødt til at narre folk til at tage klatten…… Don’t know men skæg er den da ;o)

I skrivende stund sidder jeg i mit blå hjem og lytter til den Nord-atlantiske radio, den er virkelig et studie i variation. Her er kun én radio (det er vist løgn, her er nok 2 men jeg kan kun tage én) derfor er de nødt til at variere programfladen så alle kan føle de har fået noget for deres licens. De betaler lige så meget som vi gør i Danmark men får kun en radiostation og en tv kanal for pengene. Tv kanalen kører genudsendelser fra Dansk tv og nyheder 4 gange om ugen, TV2 news eat your heart out ;o) Radioen derimod har virkelig lagt sig i selen og har indcoopereret Voice, P1, 100FM, P2 musik, Radio Viborg og P3 i én. Det giver nogle absurde mavekillende genre skift, et eksempel fra denne morgen: Billie Holliday, Beyonce, Sebastian, Shubidua, Mozart!, Nephew vs. Timberland, Dolly Parton, Shakira, Willi Nelson, Rihanna og afrundet  med en salme fra et nossevredent drengekor. Hov, jeg glemte Kandis! I kan nok forstå at man sidder i åndeløs spænding og venter på, hvad det næste der kastes på bålet mon er……Med en evig frygt for det dybe stød; Scorpions, som de er fjollede med!

 

Sms vits fra ”politiet” lige modtaget:

Hvordan dyrker jyske landmænd sikker sex?

De sætter et kryds på røven af de køer der ikke sparker……

Den var da okay ik’? Får mig straks til at tænke på at jeg gik i klasse med én der hed Michael grisseknepper………Hvorfor var det egentligt han hed det????

 

Min hverdag har drastisk ændret sig i den sidste uge og er 100% drama fri. Jeg ved ikke hvilke faktorer der gør sig gældende siden øen er et stort akut kaos den ene uge og dødens pølse den næste? Jeg er faldet godt til i gængen her. Reelle arbejds dage er tir, ons, torsdag ja hvis der altså er noget. Derudover skal jeg kun komme når de kalder fra sygehuset. Siden jeg kom for lidt over 3 uger siden er jeg dagligt blevet kaldt til Lone, en  forholdsvis ung kvinde med lungekræft for at svælgsuge hende for det seje slim hun har været generet af. Der skal trædes varsomt når man som udenforstående er gæst i sådan en familie krise. Lone sad døgnet rundt i sin seng og blev bare svagere og svagere. Jeg har virkelig beundret hendes datter som tålmodigt har passet sin mor 24 timer i døgnet, det her har stået på i måneder. For Lone gælder nok det samme som for alle andre døende efter lang tids sygdom; Man er ikke den man ønsker at blive husket som. Lone døde igår aftes. Det kan ikke undgåes at et mini samfund som dette er præget af det dagen efter. Alle er relaterede til hinanden på flere måder. Lone var Jørgens svigerinde og han endte aftenen med at indlægge sig selv med hjerteproblemer……

 

Jeg har altid undret mig over hvilke faktorer der påvirker pårørendes vidt forskellige reaktioner. Jeg har som brandsårssygeplejerske set pårørende reagere på alle måder. Det er dog nok yderpunkterne der bliver siddende;

Jeg modtog en grønlandsk pige på 9 år, der var ledsaget af sin far. Det stod straks vi modtog pigen klart, at hun ikke kunne overleve forbrændingen. De havde fra Nuuks side gjort hvad de kunne og givet hende rigeligt væske, hvilket betød at hun på trods af den lange rejse stadig var ved bevisthed. Vi trak faderen til side og fortalte ham at hans datter kun ville have få timer tilbage ved bevisthed. Han var stille, meget stille, fortrak ikke en mine. Da vi  bagefter kun var pigen, faderen og jeg på stuen, blev jeg i tvivl om han havde forstået budskabet og nærmest klippede det ud for ham. Han nikkede og sagde ”Jeg forstod godt hvad i sagde første gang”. Han satte sig hos sin datter, tog hendes hånd og begyndte at synge for hende. Jeg aner ikke hvad han sang men havde mest lyst til at sætte mig ved siden af og tude med. Pigen var rolig og begyndende sløv, på et tidspunkt spurgte hun med verdens mindste stemme om hun måtte få lidt at drikke. Jeg sprang op og nærmest kvalte hende i alle de drikkevarer jeg kunne komme i tanke om. Jeg husker at jeg tænkte, at NO MATTER WHAT hun spørger om så skal jeg nok skaffe det, hundehvalpe, BR, marsvin eller sims 10. Jeg var fuldstændig breathless over at faderen kunne sidde der og totalt kontroleret følge sin datter i døden….. RESPEKT!! Da pigen ikke længere var ved bevidsthed, tørrede faderen en enkelt tåre fra kinden, kyssede hende på munden og gik ud. Jeg tror ikke jeg behøver beskrive mine følelser, men jeg var ramt!

Tænk, bare det at jeg skriver det, tager mig lige tilbage til pigens side…..

Nå, men i modsætning til det smukke grønlandske farvel, havde jeg en dansk familie som i den grad gik i chock og derfor ikke var nogen støtte for deres søn på 8 år der havde væltet noget benzin over sig ved en haveafbrænding (desværre noget jeg har oplevet mere end én gang, så please hold styr på haveafbrændingerne!). Her var heller ikke andet end at sige farvel tilbage, men moderens reaktion var næsten ubærlig. Hun gik væk fra drengen og  helt tæt på mig, stak sit ansigt helt op i mit og spurgte om jeg ikke var løber,  NEJ. Jamen er du så konkurrence roer? NEJ for fanden! Da hun havde været gennem samtlige olympiske discipliner tog hendes mand fat i hende og råbte at nu skulle hun edder brand bankema tage sig sammen. Det fremmede ikke ligefrem situationen.

I mit fag er man ikke sjældent livets sidste samtalepartner. De forskellige måder at komme herfra, spænder fra panik til fuldstændig overgivelse, det er ikke altid som på film.

 

 

Tanken om Nord-atlantisk indavl pusler mig lidt, det kan vel nærmest ikke undgås. Jeg ved at de i fåreavlen er meget opmærksomme på det og bytter væddere, men hvad med befolkningen? Bedøvede idag en af operationssygeplejerskernes barnebarn, som viste sig at være portørens søn.

Kirurgen viser sig at være min kollegas bror og som sagt svoger til Lone.

Den unge mand jeg bedøvede igår til en knæoperation er oldebarn til den gamle dame som jeg idag har bedøvet pga en brækket hofte og arm.

I sidste uge bedøvede jeg en ung kvinde der har 3 alvorligt syge børn, en byld i røven vi skulle fjerne og lå i skilsmisse fordi manden var skredet med Birgit…..jo, den er god nok, Panodil Birgit.

Alt i alt skal man ikke komme med bemærkninger som” Er du færdig hvor ser hun ud!” eller  ”sådan en idiot!” om andre, for chances are at det er en tæt relativ til den du taler med.

Samfundets størrelse gør også sådan én som mig ganske synlig. Jeg blev igår gjort bekendt med at en professionel fodboldspiller her fra bygden gerne ville møde mig og jeg er inviteret til middag fredag hvor han så pudsigt nok også er inviteret…… Umiddelbart vil jeg hellere have trukket tænderne ud gennem måsen end ende til det arrangement.

Jeg er vandt til at der følger både positive og negative oplevelser med at være hal(v/e)neger. Jeg er f.eks blevet spurgt om jeg ville være sangerinde i et house projekt ene og alene fordi jeg er brun, trust me ikke alle negere kan synge, min far og jeg er glimrende eksempler på negere man vil betale for IKKE at synge eller spille basketball. Men ikke alle spontane reaktioner er positive og jeg kan overraskes af at folk virkelig gider gøre så meget ud af at hade folk de ikke kender.

Jeg kan tydeligt huske da jeg som sygeplejestuderende var på vej til første praktikdag på arbejdsmedicinsk klinik på Tagensvej. Jeg havde lige fået en fuldstændig vidunderligt udseende cykel af Peter. Det var en hybrid i psykadeliske pangfarver, boy hvor var den vaks. Det regnede og jeg kastede mig i ikke alt for god tid op på min Kinesiske drøm af en cykel. Jeg var nået til Nørrebrogade da den ene pedal, swuss fløj af under mit tunge tråd. Æv, virkelig ikke godt for min mellemtid, i lommen med pedalen. Jeg forsøgte optimistisk at køre på en pedal, altså fuldt tråd på pedalen og så trække den op igen. 300 meter tror jeg jeg nåede før cyklen bumpede genkendeligt af en punktering. På det tidspunkt var jeg gennemblødt af regn og top presset over at komme for sent til første arbejdsdag. Jeg tog mit tørklæde op om håret for at yde et minimum af damagecontrol og begyndte at trække cyklen mod Tagensvej. Jeg følte mig virkelig ynkelig og ærgerlig over situationen. Det blev så ikke mindre da en bil kørte op på siden af mig, bremsede hårdt op, føreren sprang ud i regnen og råbte efter mig ”Negerkælling skrid dog hjem”. Tro mig der var sådan set ikke noget jeg hellere ville, end at beame mig hjem i ly under dynen i Saxogade og sende en bombe ind over Kina og deres lorte vandrørscykel producenter, der havde narret mig med pangfarver og skrub-lækkert design. Så er det jeg både undres overraskes og fyldes med ærefrygt over at en vildt fremmed orker at blive våd og bruge tid og energi på at tilsvine mig, en for ham fuldstændig ukendt person, for at manifestere sin holdning. Med det drive kan man jo blive hvad man vil i denne verden. Faktisk kender jeg ikke mange med sådan et drive. Jeg har engang oplevet ”dansepsykopaterne fra Dragør” som Pia har døbt danse familien Petersen.

Det var på en musikmesse i Cannes, hvor den danske musikelite var samlet på en stand som dansk artistforbund havde stillet til rådighed for danske musikere og artister til mødevirksomhed. Her stod og sad vi alle pænt tilbagelænede og casual, sådan at man fik indtryk af hvis vi slappede mere af, ville vi skide i bukserne. Ind kommer mama og papa Petersen top tjekkede! Tight møde schedule med fuldstændigt strømlignede computer præsentationer væltede ud af deres PR maskine. Vi andre sad med håret blæst tilbage som blondiner i et Ferrari vindue. Wauu, de var stået tidligt op og lagde en målrettethed for dagen, som hurtigt fik flettet vores små næb for ellers smarte og nedladende bemærkninger. Hatten af for dem, et leathel mix af kamphunde og dræbersnegle, must say!

Jeg er absolut ingen fighter og bliver voldsomt fascineret over dem der er. Jeg er typen der da gerne vil dit og dat, men hvis det ikke flasker sig, vil jeg da bare noget andet. Måske derfor endte jeg som sygeplejerske? Som et stadig nagende eksempel er at jeg på et tidspunkt var alvorligt træt af min sygepleje tilværelse og tænkte hvad jeg ellers ville være god til, måske endda bedre til. Jeg fandt ud af at studievært helst på Go’ aften Danmark nok ville være mere passende. Jeg skrev en ansøgning (hvor jeg af uransaglige årsager gjorde et nummer ud af at understrege at jeg altså har taget traktorkørekort på AMU kursus….. måske ikke den mest relevante kompetance?) og sendte den til en tilfældig producent……. ingen video eller opfølgende telefon samtale, intet kamphunde instinkt her, tsk, tsk. Da jeg selvfølgelig ikke lige blev opdaget som den nye Oprah, ja så tog jeg anæstesiuddannelsen istedet, ligger jo lige til højrebenet, same – same??!