Selvom Forrest Gump projektet hænger mig langt ud af halsen er der da indimellem nogle prisværdige øjeblikke. Det er som regel de kære briter der står for underholdningen.

De har alle fået udleveret samme løbeshorts størrelse; “for short”. Umådelige shorte shorts, som er syet på en sådan måde at de uagtet størrelse med garanti kiler sig fast laaaaangt oppe mellem ballerne på løberen. Doc og jeg veksler konsekvent et indforstået blik når de galoperer forbi, det er eddermame en tarvelig måde at fastholde dem i offerrollen. Men i dag fik vi lidt ekstra at smile af. Jeg har monteret min minihøjtaler på min fragmentationsvest, så mens vi gik dér og småsang og småsludrede kom bagfra lyden af et dyr i kvælning og derefter synet af en brite i løb iført sådan en neoprenmaske med filter som de ynder at løbe med pga. støvet. Det er sådan en strap-on maske som man, hvis man kan genkende den, kun kender fra en virkelig sleazy tysk SM pornofilm. Den er sort og sidder stramt over næse og mund med et hvidt filter der giver den et tryne-look, der ville gøre enhver maske fetichist i Utterslev mose misundelig. Han havde selvfølgelig også røven flækket af de obligatoriske shorte shorts. Ohhh I wish jeg havde haft mit kamera handy!

Da vi lige havde grinet af, hørte vi lyden af en flok kvæg der bevægede sig i vores retning. Jeg vendte mig om tidsnok til at se hele flokken af 50 ens klædte britiske soldater, alle med flækrøvs-shorts komme som en mur mod mig. Jeg stoppede op og endte i midten af løbe havet, mens jeg råbte “Run bitches run!”. Da de var passeret, brækkede vi os af grin igen og følte os igen som crime riders. Se, selv sådan en lille oplevelse kan vende dagen fra endnu en groundhog day til flyvende godt humør, lige indtil en 5 årig dreng bliver båret ind fra maingate med to skudhuller i maven…..

Jeg kan godt lidt miste perspektiveringen, når jeg ringer hjem 10 minutter senere, til min klynkende datter, der synes at hele verden er ond fordi bøjletandlægen har givet hende en ny bøjle. Jeg havde stadig lugten af den sårede dreng i næseborene. 5 år gammel med to skudhuller i maven, og på intet tidspunkt klynkede eller pev han, selvom han havde tarmen hængende ud af maven og fik lagt to iv adgange mens vi vendte og drejede ham. Så tænker man; nej skat det er da også forfærdeligt for dig at du sådan skal have en bøjle på for at få pæne tænder og så endda gratis! Skal nok prøve ikke at drage paralleller, og ja alle har deres egen virkelighed meeeeen…..

Tilbage til Forrest Gump:

Udfordringerne ved at være underlagt et system som ikke altid vinder på argumenter men nærmere på stjerner viser sig nogen gange at være store. Som i jo ved, var målet med “Forrest Gump” projektet at gå den 100km Dancon march i støvler og rygsæk. I dag er der så et kvikt hoved der har fundet ud af, at det må vi altså ikke! Argumentationen er noget a la “tænk hvis alle gjorde det”! Ohhh my fucking God! Hvad sker der lige for det?

Nå, men det korte af det lange er jo, at jeg ikke ville vædde mine lommepenge på at det er enden på den march, og det er så her jeg må sige; de kan edderhylema rende mig en laaaaang march! Sådan ca. 100 km laaaang march!

Jeg vil gerne se om de rent faktisk fysisk vil forhindre os i at gå eller hvad fanden de forestiller sig!?

Engelsk sex eller mangel på samme:

Vores engelske kolleger har sex forbud og derfor ikke adgang til kondomer. Det giver dem glæden af at behandle kønssygdomme i et omfang der gør det svært at forstå i forhold til hvor mange kvinder der er i lejren….? Jeg tager jo gerne emnet op med min engelske senior medical officer (SMO), da det jo er imbecilt at tro at ved at nægte dem kondomer, afholder soldaterne sig fra sex???!!

Som modspil har SMO’en sat en kæmpe collage op på endevæggen i cookhouse med diverse slogans. Helt tosset er han ikke når han vil have sit budskab frem, hvad siger du til; Put it on before you put it in! Den skarpe læser vil tænke “putte hvad på?”. Der er jo ikke adgang til kardonger, aahhhh og så igen, rygtet er jo løbet at den danske sygeplejerske udleverer kardonger til alle.

Da han var i gang med de vandtætte slogans rev han også lige den her af sig, som man siger; “Something wrong with your cock, come see Doc”. Jo, jeg er sikker på at der kan komme et helt Heiko værk ud af ham, hvis man trykker ham længe nok.

De britiske mænd er på flittigste vis klonet ud fra en prototype som vi andre genkender som Prince Charles i lavstammet udgave. Særegne men nok ikke ligefrem modeltyper…. Deres tøs’piger har god grund til at kigge langt efter de danske drenge og deres kondomer, men jeg tror ikke rigtigt at det ville være en succes selvom de fik indfanget én af hver.

Jens’erne vil ikke ane hvordan de engelske trunter skal håndteres da lixtallet simpelthen vil komplicere enhver nøgen act. Jeg er så heldig at dele bad og toilet med trunterne og kan også miste koncentrationen når de smider tøjet. De har hele historier tatoveret op og ned af alt fra rygstykker til skinke. Jeg som altid har troet, at når man sagde at man havde set en englænder i lårkort og blå ben, så refererede man til at de frøs og var kolde i deres miniskirts, men nej, de er nærmest full body tatoverede, lidt som at få lavet en full body pjerot tattoo, (som Moobie ville have sagt).

Her skulle så være billedet jeg ikke fik:

Det er fuldmåne og er der noget der kan måle sig med solnedgangene her, så er det stjernehimmelen på en fuldmåne oplyst himmel. Vi evakuerede en soldat i aftes. Vi kørte ud til heliporten i det stærke måneskin og da vi stod ud af vores ambulance, var det eneste vi kunne høre “Pikkens” rotorblade i det fjerne. Vi kunne ikke se den da den er fuldstændig mørklagt når den flyver i mørket. Først da rotorlarmen var lige over os og den sejlede ind i silhouetten af den kuglerunde klare måne kunne vi se den. Så var den også et spektakulært syn, den store mørke silhouet af Pikken stod skåret ud i månen. Et øjeblik kunne jeg godt lige glemme hvorfor jeg stod der! Waaauuuu et billede jeg ikke fik! Da jeg havde afleveret patienten (desværre uden at snuble) og var ude af Pikken igen flåede jeg mit kamera op i håb om at tage netop det billede. Men ak nej, Pikken steg til vejrs og sejlede ud af billedet væk fra månen i mørket, så ak ak i må se det på den indre skærm.

Enden på Forrest Gump:

Der gik så lige en uge siden jeg skrev den sidste Forrest Gump update. I mellemtiden kom de til at rende mig en laaaaaang march, ja rigtigt gættet, sådan ca. 100 km lang march.

Man tror først at de sköjer (svensk, for at de trækker én i benet) med én når det først bliver befalet at ingen i lejren må spørge om der er kommet post og derefter befalet at ingen i lejren må gå 100 km. Der er dog en grund til at de operative soldater ikke må gå den lange march, da de så ikke efterfølgende vil være kampdygtige. Den kategori falder jeg så ikke under.

Nå men jeg gjorde dét, at jeg gik til hovedet på hesten, altså bossen for det hele og spurgte om det på nogen måde havde sin rigtighed at vi ikke måtte få godkendt de 100 km vi nu har trænet til i 2 måneder. Han er en fornuftig mand (ikke noget festfyrværkeri, men fornuftig) så da han havde givet grønt lys, var det jo klart at vi måtte til samtale med dem der havde følt sig “by-passed” i vores “chain of command”….. Jeg havde tænkt meget på hvordan man i praksis ville forhindre at nogen gik 100 km? Ville man lave spærring efter 98 km? Glad for at jeg ikke behøvede at finde ud af det. Det er svært at forestille sig at dét at gå 100 km er et frynsegode….. men det er det åbenbart.

Selve dagen kom, og jeg må indrømme at det er sjældent at jeg får mig selv gejlet op til at få sommerfugle i maven over noget som helst. Det havde jeg så onsdag aften inden vi skulle gå torsdag morgen kl 07. Tanken om alt det vi måtte igennem inden vi fik lov at gå, alle dem der var engageret; Bosnierne skulle hente os hvorsomhelst in case af der kom et traume, køkkenet skulle sørge for at vi kunne få udleveret mad uden at skulle skifte uniform, maingate skulle skrive hvornår vi passerede HVER gang, den engelske Senior Medical Officer (SMO) skulle løbe til maingate og vurdere de sårede alene, OSV.

Alt var på plads, så tænk nu hvis en af os faldt og brækkede et håndled efter 95 km? Hvad nu hvis vi bare ikke kunne gennemføre i de hårde støvler? Hvad hvis vi blev kaldt til et traume der tog så lang tid at tidsgrænsen på 24 timer blev overskredet, hvad så?

Well no need to worry, vi gik de fucking 100 km uden at kny og jeg kom helskindet igennem med alt huden på kroppen. Min makker derimod gik på to store vabler der var ved at tage pippet fra hende efter 20 timer, men hun gjorde det!

Jeg var så udmattet inden de sidste 5 km at jeg under en tissetår lige ville hvile hovedet op ad toiletdøren…… ZZZZzzzzzz sagde det så og jeg vågnede med et trykmærke i panden og savl ned ad tøjet, endelig fandt jeg noget der var værre end en nattevagt på intensiv (ja, det findes åbenbart).

De sidste 20 km vekslede vi ikke et ord, vi gik i 21 timer og 48 minutter så klokken var 05 om morgenen før vi kom i mål. Mine tænder var langhårede af at patte sukkerdrik uafbrudt i et døgn og min balance svigtede mig et par gange. På sidste runde lukkede jeg øjnene flere gange fordi det alligevel var bælg ragende mørkt, det er kun held at jeg ikke faldt af fødderne.

Jeg har tænkt over at det jo kun var 50 km pr ben, men efter at have gentænkt det tror jeg nærmere det er 100 km pr ben og altså nærmere 200 km…?

Anyway, det er overstået og jeg siger ikke at jeg ikke vil gøre det igen, jeg siger bare at det bliver uden militærstøvler og rygsæk næste gang!

Medaljeoverrækkelsen blev en af de mest rørende ceremonier jeg har deltaget i. Vi besluttede at den Bosniske Sgt.Major skulle overrække os dem fordi bosnierne afgjort var vores bedste støtter. Da vi gik i mørket ude i Mohawk sendte de flares op så vi fik 2 minutters lys, det lyder ikke af noget men eftersom det var det tidspunkt hvor sømændene måtte skilles fra købmændene betød det virkelig noget.

Ceremonien blev med intet mindre end 4 taler, specielbagt kage til mig bagt af Jacob, medaljer og bosniske emblemer. Det var meget fint og vi kunne ikke have ønsket os det bedre.

Dagen blev helt i top da jeg så endelig også fik post fra min kære familie og min mand havde bagt knækbrød til mig med kærlighed. De var pakket så sirligt at de stadig var sprøde og hele efter 3 uger i vores snegle feltpost.

Som jeg lige fik nævnt, så er vi blevet befalet at vi ikke må spørge om post!? Og da det jo udløste, at vi stort set allesammen straks gik over til kommandokontoret og spurgte om post, blev det indskærpet at vi altså mistede retten til at få post hvis vi spurgte (Ja, man fatter jo ikke at de ikke bare satte en seddel op med : “Nej der er ikke kommet post”. Nogen af os rigtigt sjove spøgefugle følte os kaldet til at sende breve til kommandokontoret med “Så er der post”.

En af de snedigste fra min gruppe gik derover og spurgte “Hvad fik du i din post?” hvorefter kommandoen selv svarede “Er der kommet post?”. Ja det er god clean lejr humor 🙂

Fik jeg fortalt at jeg har købt en Kindle! Ja sgu’ den er genial! Den vejer intet, fylder intet og kan kun læses på, så man sidder ikke pludselig og surfer efter “Damien Lewis” eller andet. Jeg troede at det var fordi jeg ikke kunne lide at læse på en skærm at jeg ikke gjorde det. Nej det er fordi en iPad er lort at læse på, meget tungere og glat overflade, ikke nær så læsevenlig som Kindle, anbefaling herfra!

Hørt gennem teltdugen:

“Det eneste bad min pik fik, var det pis der var under forhuden”

“….. Helt ær’li’t, forstår du ikke det? Hvis din vens kæreste bare er røvlækker og hun selv siger…..”

Det gir’ mig jo lyst til at rive et Nick & Jay citat af mig:

“Lad vær’ at tæl hver time, men sørg for at hver time tæller”, fik jeg sagt at vi kan høre P3

Og så lidt billeder:

B good

Og modtag min love med love på!

Captain Marlow