Nå men tilbage til Fjordø. Langt fra Pia Haj….

 

Den rigtige familieferie blev så skudt lettere forsinket igang. Vi tog med Smydi (færgen mellem Hovedstaden og Fjordø) til Hovedstaden, gæt lige hvem den første jeg mødte på færgen var…. Jeps, selveste Panodil Birgit, vi hilste pænt, hun så godt ud og havde sin søn med.

 

Heller ikke på ferie er samvær med en ”tween”  problemfrit, det kræver kontinuerlige forhandlinger og kompromiser.

Cirkeline har besluttet sig for at være teenager i en alder af 11år, jeg har indtrængende forsøgt at gøre opmærksom på ordet teens betydning, hun kigger op fra ”vi unge”, himler og siger at jeg da heller ikke fatter en skid….. Ohh my god, er det allerede nu jeg skal trækkes gennem det søle? Hun har i længere tid synes at jeg da er for pinlig, jeg tror det startede da jeg for et par år siden havde iført mig rulleskøjter og fuld beskyttelse altså på den fede måde… Jeg var så rullet over for at hente hende på skolen og havde stået hele vejen uden problemer. Så jeg svingede i selvsikker stil ind på skolen men fik af uransagelige årsager overbalance og katapultede direkte over i hækken. Da jeg lå i hækken og sundede mig hørte jeg små stemmer omkring hækken ”Det er Cirkelines mor!”, ”det er Cirkelines mor”………Da jeg endelig kom på benene igen var hele skolen informeret om at Cirkelines pinlige mor lå ude i hækken. Cirkeline talte ikke til mig i lang tid og er aldrig rigtigt kommet sig over fornedrelsen.

Siden har hun haft en konstant frygt for at jeg skulle gøre noget pinligt, der på nogen måde kan relateres til hende….. Så ikke mindst her i Nord atlanten, hvor jeg i forvejen stikker en smule ud for mængden, har hun antennerne ude.

 

Molly har meddelt at hun gerne vil flytte her til Tvør, hvis hun da så må få et får, jeg har afslået det med en lam (HA, fik i den, lam ;o) undskyldning om at jeg får uldeksem ved længere ophold i Nord-atlanten, noget siger mig at hun tror jeg lyver?

Vi kørte øerne tyndt i en lille udlejnings Punto mens regnen væltede ned om vores lille italienske bjergræser. De Nord-atlantiske øer er usandsynligt smukke og overvældende. Sigtbarheden varierer fra 1 meter til uendeligt, på 10 minutter og det er derfor komplet umuligt at planlægge noget. Vi mener vi fik set nogle søpapegøjer, rettere Molly insisterer, mens vi andre ikke mener vi har set andet end et par forvoksede gråspurve. Nå men alt i alt var det dejligt at være sammen uden at skulle noget.

 

Vi kom tilbage til Fjordø og jeg var igen i døgnvagt. Jordemoderen ringede og spurgte om jeg kunne flytte en gravid til Hovedstaden? Æhh…joe, hvis der absolut ikke var andre? Når jeg tager til Hovedstaden betyder det at én af mine kolleger skal afbryde sin ferie for at være stand by mens jeg er væk, så det skal død og pine være nødvendigt, ellers må en anden tage med!

Jordemoderen var tydeligvis ikke interesseret i at tage med. Hun argumenterede med at hun var den eneste jordemoder på øen, bla, bla, bla! Enden på det blev at hun tog afsted, jeg mente godt at vi tilbageværende kunne tage imod en fødsel, hvis det skulle være nødvendigt…. Vi kunne ihvertfald lave et kejsersnit! Så der sad jeg pludselig med udsigt til at være vagthavende jordemoder……spørg ikke til mine forudsætninger/kompetancer på området…..;o/ Som sendt fra himlen kom Jørgen, pyyhaaa, det havde jeg egentligt ikke lyst til, selvfølgelig skulle det nok gå hvis det virkelig gjaldt, men det passede mig fint at jeg slap.

Jeg gik hjem til familien og glædede mig over alligevel ikke at skulle til Hovedstaden…….. Lige til Pjotre en Polsk (rigtig polsk!) karkirurg, der er afløser her ringede ved midnat og sagde at han mente at han havde et aorta aneurisme på vej med ambulancen, så hvis jeg lige ville komme og lægge nogle store drop inden han scannede ham. Øøjjj hvor det lugtede af Hovedstaden!

Ganske rigtigt, midt på natten måtte jeg igen ud til mine nye helikoptervenner, stadig med neger ;o)

Lige inden helikopteren kom opdagede jeg til min gru at jeg havde fået menstruation, damn! Ikke et bind, tampon eller andet brugbart i sigte. Hva’ ka’ man gøre? Jeg prøvede nødtørftigt at lave toiletpapirsfinten, med et toiletpapirslag, der havde gjort prinssesen på ærten misundelig, ned i trussen med med det og så afsted. Da vi kom til Regionssygehuset havde jeg glemt alt om det til jeg skulle skide….det er altid pludselig akut på første menstruationsdag, bliver det ikke også lidt lindt? Der lå så noget der mest af alt lignede blodtapetklister i trussen….. den efterfølgende scene hvor jeg forsøgte at fastnagle et kæmpe efterfødselsbind i g-strengen, vil jeg undlade at beskrive nærmere….. Jeg ved i ser det for jer ;o)

På Regionssygehuset har man et super smart system med lyset der er bevægelses udløst, skide smart (hvis man ved det). Jeg undrer mig dog lidt over hvem, der havde slukket lyset da jeg sad  der på tønden halvsovende, udmattet efter kampen med bindet (som mindede om en scene fra Saving private Ryan) og den linde/tynde mave og lyset så gik ud??? Well, jeg kom til live igen og lyset tændte. Stanken var styg a la en operationsstue under et skift af en stent i neovagina (skiftningen af den penis attrap man putter op i den nye vagina efter kønsskifte operation, lugter virkelig frygteligt) !!!,  jeg gjorde det jeg ellers altid fordømmer (med god grund), jeg tog den diskrete luftfrisker og ga’ den et ordentligt sprøjt…………… Naaaajjjj, hvor er det dog en dårlig idé, lort med grannåle på, manner jeg stak af i en fart (fik i den i en fart ;o) og skyndte mig helt ud af bygningen i frygt for at nogen skulle have set mig gå derind!!!

Hele situationen mindede mig bittert om da jeg for nyligt der hjemme havde ond diarré og samtidigt fuldstændigt uvidende fik udskiftet faldstammen, af en vvs’er fra vejen………………….. Mens jeg følte mig lænket til toilettet, bankede det på døren Morten som vvs’eren hedder stod udenfor og lod mig vide at han altså havde skåret faldstammen over og at mit lort bogstaveligt talt lå i kælderen………….. ÅÅÅhhh, nej! Han sagde tørt, at hans telefon heldigvis havde ringet, så han lige var trådt et skridt til siden lige som min diarré klaskede ned fra den overskårne faldstamme….. Hva’ siger man, undskyld, ingenting eller lader sig frysetørre på stedet? Jeg gik et skridt tilbage smækkede døren i og skyndte mig at ringe til Peter (underboen, min evige redningsmand!) Peter var så pinlig berørt på mine vegne at han hverken kunne råde mig eller støtte mig i nødens time, til gengæld videresendte han mig straks den sms vvs’eren sendte ham: ”Det er ordnet og tørret op, men hva’ fanden spiser de deroppe, det så edderma’me mærkeligt ud!” Okay, hvordan kommer man så nogensinde ud på vejen igen….for ikke at tale om den forestående vejfest! Nå men det var vist et sidespring….

Hjem drog jeg, denne gang med Smyril, helikopteren var gudhjælpemig igen ude at redde russere. Nurse Marlow nu med Bonuspose (Bonus er Nord-atlantens svar på Netto, hvorfor har de egentlig ikke nogen Netto, når de f.eks. har en Jysk/Lars Larsen? Well de har selvfølgelig også Jysk i Ukraine….så det er vel ikke nogen rettesnor?) Da jeg gik ombord med min knaldgule Bonuspose strejfede min kollega Gudruns ord mig ”Så se da for fanden at få en dametaske! Vi holder ikke ud at se dig som posedame mere!” På Gudruns initiativ fik jeg for et par måneder siden en HNG hør mulepose som afløser…..det synes de var rigtig god værkstedshumor.

 

Så er familien i regn og blæst sat på helikopteren. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg er fuldstændig tryg ved situationen selvom jeg kender piloterne og sagde præcis som mine patienters pårørende inden jeg bedøver deres kære ”flyv nu ordentligt og nu ikke noget med nogle småstyrt på vejen” Piloten smilede og svarede præcis som jeg altid gør ”Jeg skal nok passe godt på dem” Jeg tænker at i forhold til at blive bedøvet har jeg nu den fordel at her dør piloten også selv hvis det går galt…..og han lignede bestemt ikke én der havde nogle lyster i den retning, samtidigt er han vel midt i fyrrerne og har overlevet indtil nu så…..mon ikke han også overlever idag?? Jeg så ham spise sin madpakke og han så vel også udhvilet ud, godt udgangspunkt.

 

Vips, der kom smsen om at de er nået til lufthavnen i live, så jeg venter lidt med at spekulere videre på hvilke blomster og sange der skal være til begravelsen……