Så gik den ikke længere. Vores distrikt har været ebola frit længe nok til at vi troede at udbruddet her var kvalt. Men nej.

En gravid kvinde får det dårligt og rejser så fra et andet distrikt til vores distrikt, hvor hendes familie bor. Familien tænker at hun da skal tage en tur til medicinmanden og få fikset sin sygdom….. Hun tager til medicinmanden, men af fuldstændigt uforståelige årsager lykkes det ikke medicinmanden at helbrede hendes ebola, say what? Han kan vist ikke have taget modul 2 på school of witch-craft! Mere skulle der ikke til før vi i skrivende stund har stuvet 130 mennesker i karantæne i nogle huse.

Kvinden fødte og døde, hendes baby døde for 4 dage siden, jordemoderen blev indlagt hos os og døde i forgårs, kvindens mor og andet barn døde i går. Bolden ruller nu igen!

Rapporterne fra karantænehusene er ikke opløftende. De er stuvet 16 stykker sammen i hvert hus, så ja hvis en af dem får symptomer, så er det svært at forestille sig at de ikke alle bliver smittet. Der er mange børn og babyer blandt dem, og de har ikke mad nok. En særdeles pirrelig situation og flere forsøger at stikke af fra husene, der er omkranset med minetape og bemandet med vagter. Jordemoderen var én af dem for hvem det lykkedes at flygte….. ja hun var jo positiv under flugten så jeps, det giver lige endnu flere kontakter i karantæne.

Inden det nye udbrud, indrømmer jeg nu at den forbudte følelse kom snigende, den med hvis der bare var nogle patienter så ville jeg have mere at lave og lære mere, ikke at jeg ønsker at flere bliver smittet, bare at dem der er, bliver indlagt hos os. I know it’s sick og det kræver nok at man har et ben i denne verden for at fatte det.

8/6/2015: Ovenstående var skrevet før weekenden……

Situationen er nu den, at der i weekenden blev fundet en forladt landsby. I et hus fandt man et lig gjort klar til begravelse, altså ulovlig begravelse, surveillance holdet lavede en mundswab som var positiv for ebola. 4 meget syge beboere var der stadig, ellers var alle 300 landsbybeboere flygtet af skræk for at blive indlagt, PIS LORT! Vi fik 13 patienter fordelt på Lunsar og vores ETC. (2 er døde siden i går) Dvs. at i skrivende stund har vi 300 potentielt smittede løbende rundt i lokalområdet. Og det nye udbrud er et helt andet sted end der hvor vi i forvejen har 130 i karantæne.

Det er en meget mærkelig følelse, at vi nu lukker og slukker missionen mens vi bare kan se på at det accelererer. Følelsen af at stikke halen mellem benene og efterlade et land i knæ smager på ingen måde godt. Som i ved kæmper i jo en meget vigtigere kamp derhjemme, altså valgkamp og folkemøde, så der er ikke en kat der kan tage stilling til om man skulle forlænge missionen…. Jeg er game hvis nogen skulle være i tvivl.

Jeg kan godt frygte at jeg får det stramt med at folk godt må røre ved mig når jeg kommer hjem. Efter 2 måneder med ”No touch”, hvor jeg ikke har rørt ved en eneste person uden PPE har jeg næsten vænnet mig til det. Så hvis jeg forsøger at undvige, så ved i hvorfor, det er ikke personligt.

Ligesom at det heller ikke er personligt at jeg ikke magter at love en skolelærer på naboskolen at han kan blive min bedste ven i hele verden, selvom det er hans højeste ønske. Nok er han mægtig god underholdning. Han er muslim og lærer på den kristne evangelie skole med et bierhverv som mester photoshopper. Han laver weltklasse photoshop af lokale der drømmer om stå foran Det hvide hus flankeret af en Escalade og et Boeing fly, altså sådan fuldstændig naturligt. Han vil SÅ gerne lave et med mig og spurgte om jeg da ikke gerne ville have et billede af at jeg mødte præsidenten? Blank som jeg er svarede jeg, at jeg jo ikke havde mødt præsidenten. Det fattede han simpelthen ikke nødvendigheden af. Det smarte er jo, at på hans måde behøver jeg jo slet ikke at gøre det i virkeligheden og alle vil jo tro at jeg har mødt ham, når jeg nu står med et af hans fine billeder. Det blev et stort nej tak herfra. Men i skal da ikke snydes for et glimt ind i den glamourøse verden jeg kunne være blevet en del af. Det er da BOMB DIGGITY!

Beredskabsstyrelsen har forladt os og efterladt 3 bøtter Nutella, 2 cykler, 5 rugbrød, 2 lyskæder og 2 citroner. Alt hvad de kom herned med og jeg mener ALT er blevet doneret til DFID/GOAL dvs. beboelsestelte, store alubokse, fjernsyn, stole og borde, senge, playstation, industrikøkken, ghettoblaster, ”Den eneste ene” på dvd, mikrobølgeovn, 20 solsenge, generatorer osv. Der hvor lejren lå er der nu plantet en mindepark som de meget højtidligt overgav til Port Lokos paramount chief ved en ceremoni. Højdepunktet ved ceremonien var helt klart at der blev serveret rugbrød med laks! Mellem os, var det ikke alle der forstod det koncept, altså som i slet ikke. Rugbrød på ris?

Vi savner Beredskabsstyrelsens overlegne effektivitet. Der er dog én ting jeg ikke savner fra den gamle lejr. Har man set min yndlings aversion Jørgen Leths samarbejde med Lars Trier (Von) ”De 5 benspænd”, scenen hvor de sidder i Indiens slum og spiser fin Michelin middag med en plastvæg mellem sig og de lud fattige slumbeboere. Sådan indtog jeg samtlige måltider, altså med et hegn for enden af bordet hvor alle de lokale børn stod og kiggede på vores fyldte tallerkener med mad (i kender jo højden på min fyldte tallerken, den kunne jo have brødfødt samtlige og deres familier).

Jeg har taget min computer med i survivorklinikken hvor jeg nu sidder og venter på patienter. Lamin, en frivillig lokal ildsjæl styrer klinikken med en fast men kærlig hånd. Han er selv survivor. Mens vi sidder her og venter på patienterne har han lige vist mig billeder på sin gamle Nokia telefon. Billeder han har taget af sine kære i deres sidste tid. Billeder han har taget mens han selv var for afkræftet til at holde sit sidste levende barn. På den lille ridsede Nokia skærm viser han mig det sidste billede han tog af sin 6 måneder gamle datter, umiddelbart efter hendes død. Selvom ridserne ikke ligefrem gør noget godt for den i forvejen elendige opløsning er det alt for let at se hvor fint et lille dukkebarn hun var. Billederne på Lamins telefon er de sidste minder af hans gravide søster, børn, kone og mor, det giver pludselig den gamle Nokia mere end bare affektionsværdi. Jeg synker lige.

Lamin taler ikke om sine egne komplikationer efter Ebola, for han ser fremad. Han har én søn tilbage som det eneste familie og jeg tror det bliver de to min ulandshjælp skal gå til. Han skal da uddannes og det skal sønnen på 11 også.

Talk about support, det viser sig simpelthen at Cecilia (min papmors “føl”) skal lave en dokumentar om religiøs tolerance i netop Sierra Leone se traileren HER og support (og ja det er min far der speaker på den).

Update på NGO hingsten: Det viser sig at hingsten i smug har rullet oversygeplejersken! Hans kontrakt udløb i dag og han skal hjem (inden han skal videre til en anden NGO mission). Så var det pludselig at oversygeplejersken skulle med til Freetown de to sidste nætter inden han flyver hjem….. So there you have it, a classic NGO romance 🙂

Update på Svigersønnen, Dr Dreamy: Han har været en smut tilbage i UK til jobsamtale. Han kom tilbage nybarberet og kortklippet, så krikkerne vrinsker igen 😉 Faktisk så er vi nået til et punkt hvor man kan se pule bevægelser bag hans ryg nå han passerer én i løbetid, og det er da også sket at en nurse har lavet ”Jeg tager den til roden” håndbevægelser…. Jeg kan selvfølgelig ikke komme ind på hvad det mon var for en nurse 😉 Hans kontrakt udløber i næste uge og så må vi se hvem der forsvinder med ham til Freetown de sidste nætter, jeg tror hans tombola er proppet til randen med lodder. Og jeg må efterhånden indrømme at jeg da nok også kunne have fundet på at smide et lod i puljen hvis ikke det var fordi jeg har en præmiehingst stående og vente i min egen stald 😉

Der er meget jeg kommer til at savne, som duften af ”donning” (iføre sig PPE), tør duft af Johnson & Johnson babypudder der kilder lidt i næsen gennem masken, den svalende fornemmelse når man kommer ud af red zone og bliver spulet over med kølig 0.5% klorvand, den røvirriterende lyd af folk der konstant hører musik spillet på deres mobiltelefon, glæden over at man har valgt at bruge de gode venflons (de kanyler vi bruger til at lægge drop på patienterne, som fattige Gentofte ikke har råd til, men som verdens 7 fattigste land har råd til?), når jeg møder i vagt at vinke over hegnet til vores confirmed ebola patient i bedring der sidder og hører høj dancehall på sin transistor og ikke mindst Hajas hæse stemme når hun råber ”Hey Ma’lo” (r og w er åbenbart overflødige bogstaver). Det bliver også akward at gå på gaden uden at nogen greeter én som en rockstjerne, som at sende ”Tanja fra Mors” ned ad Nørrebrogade, ingen fatter hvor stor en stjerne de bare går forbi. Well, det må jeg vel bare vænne mig til 🙂

C u all soon (hvis jeg da får lov, min opholdstilladelse udløb i fredags og de har ikke ville fornye den…. Suspense!)

Big love & B good

Fatmata Conteh

Tænker lige jeg smider nogle af de billeder ind jeg glemte under vejs: