Overall update:
-Der bliver igen gået til bidet her. 36 mord de sidste 4 dage i denne
region, husk det er et befolkningsgrundlag på størrelse med Nørrebronx. Der
er nu igen udgangsforbud, denne gang i Spanishtown.
-Miss Myce (min mors kvikke påfund) er igen oppe på 2 begravelser i træk om
lørdagen………
Hun varmer op allerede torsdag, hvor hun begynder at ringe rundt og begræde
de afdøde.Ind imellem ryger der en finke af fadet også kommer der lige et:
“Det var vel også på tide hun slap af med det ondskabsfulde mandfolk” Gud
nej, det må man jo ikke sige…..hvorefter hun gentager remsen ordret til den næste grædekone…..
-Katlingen overlevede at blive sluppet fri og kommer nu og hvæser af os hver
aften. Så nu skal den snart få lært hvor musen (læs.rat) bor…
– Jeg har været på verdens bedste konference og tro mig det bliver ikke
sidste gang jeg deltager i den! Alt var simpelthen så perfekt at jeg slet
ikke kan beskrive det, så det lader jeg være med… Aahh, Jeg må da lige
nævne at jeg på ingen måde tager afstand fra koncepterne “All inclusive” &
“poolbar” (sidste er da for genialt; underkroppen i Lalandia(Gud bedre det)
og overkroppen på “Leopolds” cool man!)

 

 

Nu kan jeg jo godt fortælle det, jeg ville ikke bekymre nogen så den er
lettere forsinket…..
Men da jeg var i Oche alene 2 uger efter jeg var kommet, blev jeg slået ned
bagfra af en eller anden psykopat. Jeg havde ikke set manden før eller siden
men han havde ikke helt kunne stå for mine brede skuldre, så han gav mig et

pænt propert slag i baghovedet ned over nakken og skuldren, heldigvis var der

smæk nok på til at jeg faldt forover og lige som jeg tog fra med hånden hørte jeg

et swuus fra et ben der kom hamrende for fuld smæk forbi mit øre.

Jeg kom op med det samme og vendte mig, så jeg gloede lige ind i øjnene på psykopaten. (sorry, jeg bliver lige lidt distraheret af at Gwen nu forsvinder ud i natten stinkende af den
billigste bøs’benzin jeg længe har indhaleret, lugter tysk, toldfri og meget
billig, føj) Jeg ved ikke om psykopaten ombestemte sig eller hvad der
foregik. Han begyndte i hvetfald at løbe og de folk der havde set det løb
efter ham mens nogle andre trak mig i den anden retning og råbte “run,
run”.Umiddelbart vil man jo bare slås…….men heldigvis var jeg klar nok
til at vide at det ikke var hverken tid eller arena for min første
officielle knockout. Så jeg gik hjem på hotellet og skyggeboksede til min puls var
normal igen….
Det var heldigvis hverken en kniv eller et boldtræ han brugte så jeg slap
med et par dages knaldende hovedpine og en øm nakke. Årsagen fik jeg aldrig,
jeg havde ikke set ham før eller siden og han prøvede ikke at tage min pung,
så hvad det handlede om????? er uvist.
Nu ingen panik, jeg er snart hjemme, alright.

På arbejdet har jeg jo også oplevet lidt af hver, alt fra at måtte overveje
at stoppe en operation og vække en patient fordi vi var ved at løbe tør for bedøve gas.

Til det omvendte, hvor jeg måtte lade en patient sove videre fordi der ikke var mere
sutur (det man syr sammen med) og vi først kunne sy patienten sammen igen da
vi havde sendt en staffet over på nabo hospitalet for at hente noget…
Nogen ting som i starten føltes som et kæmpe problem, vænner man sig ret
hurtigt til f.eks. de minimum 4 gange strømmen går og kommer i løbet af en arbejdsdag. De første gange tænker man “Gud nej, så har jeg ingen respirator…” efter 10. gang tænker
man ikke over det, man håndventilerer bare.
Li’som man også vænner sig til at hver gang man stikker et stik i kontakten
står der en byge gnister ud over ens hånd eller at man om morgenen må
klistre sig op ad fliserne i badeværelset i håb om at blive våd af
brusseren, som udover at være iskold også har så svagt et tryk at vandet
siler ned af fliserne……

Nogle gange kan alle manglerne ses på én gang og så virker det grotesk.
Sidste dag på KRH var ingen undtagelse; Vi havde en moden kvinde på bordet,
som skulle have fjernet sit bryst. Da vi havde lagt hende til at sove gik
der et par minutter så gik ventilatoren (respiratoren) i stykker og luften sev ud
af den, jeg håndventilerede mens jeg kaldte på vores teknikker der kom
dalrende ind, sludrende i sin mobil, jeg pegede på ventilatoren og han
begyndte at skille hele maskinen ad mens han stadig sludrede, han gik frem
og tilbage mange gange og skiftede en lille del ad gangen mens jeg fortsat
håndventilerede og kæmpede med en blodtryksmanchet der ikke virkede,
saturationsmåleren kunne jeg heller ikke få liv i.
Patienten begyndte at røre på sig og da jeg ikke kunne lugte gas
begyndte jeg at overveje om patienten overhoved fik noget…..
Jeg sagde til teknikkeren som fortsat rodede med div. stumper og skvadrede,
at jeg ikke mente at patienten fik  gas. Han kiggede på mig og sagde “Nå,nej
selvfølgelig, det er den fordamper der er læk”. Jeg fik en fordamper der virkede og hun kom til at sove.
Kumhan lånte opvågningens blodtryksapp. Så det begyndte at glide………..
Indtil operationslampen gik i stykker og bremsen til operationsbordet blev
slap så bordet kørte fra side til side. Så kom en “søster” med én ampul relaxant og holdt den højtidligt op foran os og sagde “This is for today, tonight and tomorrow”
Kumhan og jeg kiggede på hinanden også omkom vi af grin, det hele var bare så
tragikomisk at der bare ikke var andet at gøre.
Konklusionen må være;man arbejder med det man har!

I min sidste arbejdsuge, var jeg på Jubilee kvindehospital, der desværre var
lige så voldligt som KRH.
Min første patient var en 22 årig kvinde, der var blevet tævet så grundigt
af sin kæreste, at hun havde bækken fraktur, hun kunne jo ikke føde
almindeligt, så kejsersnit til hende! Barnet (en lille hanbaby) havde umiddelbart

ikke lidt skade. Det kan han selvfølgelig også tidsnok nå…

Det er sjældent at jeg er dicideret glad for ikke at have haft en specifik
patient…. Der er dog en dreng på 9 år som jeg virkelig glæder mig over
aldrig at have mødt, det gjorde min kollega tilgengæld;
“Dem shottars” var ude efter drengens far, så de satte ild til huset, hvor
faderen iøvrigt ikke var.
Moren var alene hjemme med de 2 børn.
“Dem shottars” stillede sig rundt om huset, så da familien prøvede at komme
ud, blev de mødt af skudsalver. Drengens mor og lillesøster endte med at
blive i huset og brændte ihjel… Drengen som allerede var svært forbrændt
forsøgte at komme ud af huset. Da han kom ud blev han ramt af 4 skud. Han
var stadig ved bevidsthed da han kom på operationsbordet men havde mistet så
meget blod at han døde på bordet.
Jeg kan kun prise mig lykkelig for at det ikke var mig, der modtog!
Selvom jeg ikke var der, kan jeg næsten få ondt i maven over at tænke på
hans sidste timer, FØJ!

Det er virkeligt trist at skulle herfra, jeg varmede op under
mit flæbefjæs i rigelig god tid. Sidste dag på KRH var lige ved at forvandle
sig til en scene a la “Borte med blæsten”…. Jeg fik sagt farvel til alle
og blev krammet så jeg nærmest var helt nusset da jeg kom ud.

Det klarede jeg med en ullert i halsen.

Så var det at Kumar og jeg fulgtes ad i bussen og da han så stod af,
så måtte jeg vande høns…… Det er meget svært at få lov at gøre i fred
her. I Danmark ville alle blot lade som de ikke havde set det og ignorere
det. Sådan er det ikke på Jamaica…… Nej der skal vi alle deltage i alles
drama. Jeg opgav at forklare hele bussen, hvorfor jeg havde snot i hele
hovedet og stod af og tog den næste bus.
Det blev så kun værre da jeg skulle hjem fra konferencen, hold da kæft

hvor var det ynkeligt! “Shaft” havde købt en Jamaicansk kogebog til mig

 som en slags plaster på såret for Miss Myce gennemført elendige kost.
Da det store menneske krammede livet af mig, begyndte jeg at tude i en sådan
grad at det var direkte pinagtigt….og det har jeg så gjort siden!
Imellemtiden har både Dr Chung-King, senior klassen og anæstesifakultetet
givet mig gaver og Dr. Jones har også lige været her med en afskedsgave (jeg må
ikke åbne den endnu så det vides ikke hvad det er? Lad os håbe det ikke er en trykudløst Talebanbombe….) Så på nuværende tidspunkt rygcrawler jeg i gråd og snot. Det må altså stoppe!
Hvis jeg kender mig selv, så bliver det et stk blød nougat der forlader øen,
flydende i Niagara…tsk,tsk.

 

 

Til sidst; 1000000 tak for alle jeres mails, det betyder virkelig noget at
få response når man sidder her i sin besynderlige tidslomme….
Så er der bare en ting i skal vide; Jeg har giftet mig med den rette mand!

Nurse Marlow
Signing out