Nordboerne!

Pia havde godt skitseret “nordboerne” for mig inden afrejse, i hendes direkte no nonsens way; Mændene kan godt være lækre men kvinderne, de ligner allesammen en pose lort! Nordboerne spiser tørfisk og når de unge fyre rigtigt skal gi’ den gas ror de en tur eller går på fjeldet og fanger søpapegøjer som de kværker ved at vride halsen rundt på dem. Generelt er de alle en smule psykisk syge, hvilket jo er klart når det regner 24/7. Sådan, så let og unuanceret kan kun Pia Haj (hende vender jeg utvivlsomt tilbage til, hun er ikke kun en person, hun er blevet et begreb/udsagnsord, at lave en Pia Haj!) beskrive en hel nation uden man betvivler eller sætter spørgsmålstegn ved hendes viden. Efter den svada var mine forventninger på nulpunktet men jeg glædede mig dog stadig til mit vikariat som anæstesisygeplejerske på Nord-atlantens mest remote sted Fjordø, Fjordøens sygehus.

Jeg havde flere gange telefonisk kontakt med dem på sygehuset inden afrejse. Der var jo lige alle de dumme dansker spørgsmål: Kan man cykle? Kan man købe ind? (som om der nogensinde fandtes et sted på kloden hvor man ikke kan handle) Er der sne? Kan nordboerne tale nok dansk til at jeg kan klare mig? Osv. Jeg komplimenterede straks den ledende anæstesisygeplejerskes fejlfrie dansk, hvilket hun pænt takkede for, mens hun lod en bemærkning falde om første gang hun kom til Nord-atlanten, som en voksen kvinde, underforstået JEG ER OGSÅ DANSKER DIN IGNORANTE TYKPANDEDE KVABTORSK!! Go’ start Marlow, go’ start.

Da jeg ankom til øerne i søndags, var her høj sol og nærmest varmt, eller ihvertfald så varmt at mine 3 lag uld bluser,en fleece, et uld sjal, lange uldfrakke og gummistøvler  måske fremstod en smule overdrevet. Jeg slæbte mig rundt i Hovedstaden i 7 timer mens jeg ventede på båden til Fjordø. Der gik det op for mig hvor småt et land det måtte være. Hvis det her var hovedstaden turde jeg slet ikke tænke på hvad de kaldte for en bygd.

Første dag blev jeg introduceret til operationsgangen. Meget vel udstyret og langt nyere og mere moderne end hvad jeg er vandt til på Gentofte, men hey, hvem har ikke hørt om at alle vores skattepenge ryger til Nord atlanten som tilskud til deres velfærd og tunneller? Så det var vel forventet. Dog hænger indkvarteringen lidt i bremsen… Jeg har fået en halvandenværelses lejlighed holdt helt og aldeles i institutionslook; Kobolt blå. Groft vævet koboltblåt møblement, 4 kobolt blå stole, en koboltblå briks, koboltblåt linolium (et af dem der lugter af døde sild når det bliver vådt, rengøringsdamen har prøvet at forklare mig at det er kombinationen af rengøringsmidlet og linolium…) to knaldgule plastikblomster alt afstemt til irgrønne vævbelagte vægge. For at pifte hele herligheden op har man samlet et par højaktuelle indrammede puslespil, et med alverdens vidundere a la Eiffel tårnet, Brandenburger tor og Taj Mahal og det andet af 4 indonesiske tøsepiger i nationaldragt. Jo, her er skam kælet for detaljerne ;o) Det efterlader blot et spørgsmål; Hva’ er der nu galt med nøgne blege mænd, måske endda lidt rødt lir’ evt. Steffen Kretz i bar røv med skudsikker vest og hjelm? Jeg er overbevist om at det ville lette rekruteringen af sygeplejersker en del, eller er det bare mig?

Som en lille sidegevinst ligger lejligheden direkte overfor plejehjemmet, så de har glæde af at følge min hverdag og jeg af deres.

Da jeg første dag hilste på kirurgen (for her er kun én for tiden!), som hedder Jørgen, var jeg straks klar over at her var en ægte original. Jørgen mangler noget finger, for en kirurg ikke en hvilketsomhelst finger, næ højre tommeltot og tilgengæld også halvdelen af højre pegefinger! Det er alligevel noget, men vel nok udemærket at der så ikke er så mange tommeltotter i feltet (operationsfeltet) Måske kan jeg ovenikøbet nævne en kirurg eller to der ville have stor gavn af at hugge en tommel ;o) Da Jørgen og jeg gik i kantinen til frokost, lagde han en halv kæmpe fiskefrikadelle i en serviet og ned i kittellommen “den er til min far, han elsker dem” sagde han som om det da var den mest naturlige ting at proppe kittellommerne med fiskefrikadeller. Jeg var  klar over at ham kunne jeg li’.

Da jeg dagen efter spurgte om fiskefrikadellen havde bragt lykke, sagde han at den ikke var afleveret endnu…..jeg undlod at spørge om den så stadig var blandt os.

Jørgen har som de andre nordboere et lettere slavisk look, i ved det der look hvor man mistænker deres forældre for at have lagt deres hoveder imellem to spånplader og derefter påsat en hård skruetvinge natten over hele barndommen igennem. Den Nord atlantiske skruetvinge er dog lidt blødere end f.eks. den polske, men den flade nærmest firkantede hovedfacon og en anelse kvabset dværgvækst har de. Et andet slavisk træk er den anæmiske tenderende over i den cancerfarvede kulør de går rundt med, med risiko for at lyde mulat-arrogant så må jeg sige, de trænger sgu’ til noget sol….. om det så skal være poletneger sol i det nærmeste solcenter, eller spray-on så gør dog noget for guds skyld!

En formildende faktor er at nordboerne adskiller sig væsentligt fra det slaviske i deres gæstfrihed og imødekommenhed, jeg tror man skal tage sig gevaldigt sammen for at blive udsat for ubehagligheder her.

Når man bevæger sig rundt i min by(gd) Tvør er det slående hvor alene man er. Nordboerne bevæger sig af princip ikke ud, uden at sidde i en bil. Dvs at her er forholdsvis mange biler og absolut ingen bløde trafikanter. Dem der holder sig indedøre klæber sig tilgengæld til vinduerne så man ikke har en chance for et kvikt natur tis uden at alles blikke har været med i trussen, det har udløst en del krampagtige “jeg skal tisse” gangarter fra min side.

Måske tager jeg fejl mht financieringen af alle tunnellerne, det kan være deres konstante rygning der skæpper i statskassen, der bliver kæderøget fra alle sider til en pris a 50,- pr pakke cigaretter. Selv her på sygehuset har patienterne et rygerum, det lyder så pauert, lad os kalde det en panorama ryge suite/salon med lækre klassiske designer møbler og giga glasparti med den smukkeste fjeldudsigt. Rummet får den danske folke kirkes menighedslokaler til at ligne en arabisk ghetto lejlighed til sammenligning, ja også er rygesalonen tilmed langt mere besøgt end nogen dansk menighed. Jeg tvivler på at et rygeforbud her ville få et ben til jorden, puff, puff. For ikke at nævne hvor dårlig en investering en aerobic uddannelse må være her, umiddelbart samme proveny som hvis man slog sig på salg af solcreme og bikinier… så skal man være mere end en sjældent dygtig krejler. Eller også skal man være menighedsformand ;o) Det er det eneste der kan hamle op med antallet af får, antallet af missionshuse, herren er med os!

Jeg har iøvrigt overvejet om Randers er deres venskabsby? Alle bygdens kloarkdæksler er Randersdæksler, ikke at det interesserer nogen som helst, I know…. Men hva så med de der helt og aldeles rædsomme håndtørrere Dan dryer eller Randers dryer, kald dem hvad du vil….Dem hader jeg virkelig! Er det nogensinde lykkes nogen at få tørre hænder i sådan en maskine? Næppe, vi går jo alle derfra med en opgivende mine og en hurtig tørrebevægelse ned ad buksebenene. Der er virkelig ganske få ting jeg hader, men hvis jeg hader noget gør jeg det tilgengæld så dybt, at det af og til bringer mig i nogle frygtligt pinagtige situationer. Som da jeg på en restaurant i Thailand kravlede over disken, holdt 2 forvirrede og undrende tjenere fra livet med den ene hånd, samtidigt med at jeg febrilsk prøvede at stoppe musikken (Scorpions Wind of change) med den anden – og da jeg i min panik ikke kunne finde off knappen på anlæget endte jeg med at hive stikket ud af væggen, stadig med 2 thai tjenere i strakt arm. Stilheden og de andre gæsters fuldstændige “disbelieve” slog mig hårdt som en lilletå i en dørkarm. Men der var det for sent.

Når jeg hader noget så får jeg en tvangstanke om at det er virkelig farligt for mig, på linie med asbest lofter, thalater og parabener og så mister jeg simpelthen min cool og ellers fornuftige dømmekraft.

Jeg hader ABBA, Roxette, Ace of base, Scorpions “wind of change” og når jeg tænker over det, tror jeg også jeg hader de der nye lyskryds med flade digitale lyskurve de er da bare for angstfremkaldende.

Der er også visse for mig genkendelige bonderøvstræk der kan give mig en akut allergisk reaktion, (jeg er opvokset i det mørkeste jylland!), såsom nærighed, pas på du ikke tiltrækker dig opmærksomhed, ansvarsforflyttelse; Nej, de der Pianister (Dansk folkedanser piati) de er vældig fine mennesker, de har ihvertfald ikke gjort mig noget, partiformanden er brugsuddeler og han får da altid de varer hjem jeg beder om….. Det giver en fornemmelse af at man taler med et menneske fra et randområde…ikke kun i fysisk randområde men nærmere randområdet for almindelig intelligens.

Der er også dem der socialt er bonderøve, der siger “Ja, vi var også på Roskilde festival og ude af rejse FØR vi fik børn….” Hva’behar?? Medmindre dine børn er mentalt udfordrede eller lider af et andet handicap så lad da vær’ at bruge dem som undskyldning for noget som helst! Det eneste jeg gider høre om “før man fik børn” er at ja, mine patter sad højere før jeg fik børn” Aaaarrgghhh….

Generelt hader jeg også det som hjemme hos os bare går under betegnelsen “mandedesign” f.ex. en super stilig og nobel elkedel hvor man tilgengæld skolder hænderne når man forsøger at hælde af den. Eller en tjekket tre-benet spisestol, som har den lille hage at den laver katapult og får slagside i det øjeblik man bestiger den.

Heldigvis er der rigtig meget jeg elsker. Jeg elsker også ting som måske ikke ligefrem er specielt fede, såsom spørgeskemaer og Buffalostøvler, jeg kan ikke gøre for det, men jeg synes oprigtigt talt at buffalostøvler er toppen og knaldsmarte og hvis ikke jeg var 183 høj, så ville jeg ALTID gå i Buffalos!!

Ups, det var vist et sidespring. Det var Nord-atlanten og nordboerne vi kom fra…