Jeg er én af dem der flere gange har ønsket at min chef blev byttet ud om natten mens jeg sov, jeg har haft nogle helt afsindigt gode kandidater til udskiftning, f.eks. Kirsten….
Første dag som nyuddannet på plejehjemmet kaldte forstanderinden Kirsten mig ind på kontoret og sagde at hun følte sig forpligtet til at opdatere mit kendskab til personalegruppen. Den praksis kendte jeg ikke, men det kunne vel godt være nyttigt tænkte jeg, til hun gik igang med sin svada: “Du skal vide at Peter fra fysioterapien er bøsse – så spar dine kræfter, Lene fra anden sal får tæv af sin mand når han drikker – så spør’ ikke hvorfor hun halter eller har blå mærker, Pia- hende fjolset nede i stuen har børn med sin mand men har aldrig haft sex med ham fordi hun er bange for at det gør ondt – spør’ hende bare hvordan hun har lavet dem osv, osv… Jeg var målløs men blev med tiden mere måbende.
Kirstens nød mere end “en enkelt”, favoritmærket var “Gratis” dvs. hvad de demente beboere havde glemt de ikke havde drukket og de pårørende bestak hende med i håb om ekstra god pleje til deres gamle.
En dag flyttede hun Verner, en dement beboers ting ud på gangen mens Verner og os personale så måbende til. Hun sagde smilende, “Verner kan alligevel ikke huske at han har husets bedste værelse så vi bytter, er det ikke også iorden Verner?”. Verner der lignede en der svarede på om han ville ha’ kattetunger til sin kaffe svarede spagt “ja”, så Verner flyttede ind i Kirstens lille mørke kontor og hun I hans lyse værelse, sådan blev det.
Når bestyrelsen kom på besøg var hun som en kælen mis og vores drøm om at de genemskuede hende og istedet indsatte en høj flot mandlig leder (især Peter krydsede fingre for det) skete aldrig. Vi blev slidt op før hende og forlod den synkende skude én efter én. Alle skrev vi flittige breve til bestyrelsen som ikke så meget som kvitterede med et “modtaget”.
Jeg startede på en kirurgisk sengeafdeling, hvor personalegruppen næsten var halveret som følge af Vibeke, en dårlig leder. En elendig leder det var hun, den ros skal hun da ha’, men efter Kirsten var min tolerance stor så jeg underholdt de andre med hvor galt det kunne være og at de bare skulle lade være at pive. Efter at Vibeke havde lavet så mange fejl i vagtplanen at hun kaldte folk ind i deres ferie, var utilfredsheden så stor, at der fra en samlet personalegruppe var et krav til oversygeplejersken om at få udskiftet Vibeke med en kompetent leder udefra. Vi fik på et møde at vide at Vibeke var gået ned med stress og at vi ikke skulle regne med at hun kom tilbage. Vi sad i den der kattepine hvor man skal se medfølende og overrasket ud på Vibekes vegne samtidigt med at der boblede en indvendig fest i os alle. Flere som havde deres opsigelse liggende i skabet gik ud og rev dem i stykker i lettelse. Vi var kun lederfri i en uge før det blev meddelt os at de nu havde fundet den perfekte til jobbet, der endda var overkvalificeret og kom fra en højre stilling (her burde vi ha’ lugtet lunten, hvor mange superledere kan starte efter en uge?). Vi var spændte da den nye afdelingssygeplejerske skulle præsenteres. Vi samledes på kontoret hvor der stod en kvinde der på afstand virkede bekendt. Jeg fik øje på hendes skilt, der stod “afd.sygeplejerske” og nedenunder KIRSTEN. Jeg kiggede fra skiltet og lige op i øjnene på “Plejehjemmets mareridt”!
Jeg kiggede rundt for at finde et kamera, det kunne kun være skjult kamera…. men det var det ikke!
Så er det jeg spørger, kan man få en afløser for afløseren?? Og sandt er det at man skal passe på med hvad man ønsker sig, man risikerer jo at det går i opfyldelse!