Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

1. Nurse Marlow, nu i Dronningens klæder.

Nå men afsindig meget og samtidigt afsindigt lidt er sket siden vi er kommet tilbage fra Seattle for 2 et halvt år siden. Vi har rejst som vi plejer. Det er blevet til 6 gange USA, 2 gange Marokko, Grønland, Portugal, 3 gange Berlin, Grækenland, Helsinki, Lillehammer på ski, Egypten, Island med og uden familie, Sommerhus i Sverige og utallige længere ophold på diverse danske kaserner og flyvestationer, her nævner jeg bare et par af de rigtigt spændende; Aalborg, Vordingborg, Oksbøl, Skalstrup, Jægerspris, Høvelte og selvfølgelig mest Flyvestation AAL. Og nej, jeg har intet berettet fra noget som helst.

Faktisk var Egypten lige ved at få mig til tasterne….. Som nogen kan huske, lovede jeg mine små uskyldige døtre at eftersom de havde overlevet en nat på banegården i Mumbai ville de i kompensation få en charter med all inc. Én gang inden de blev 18.

Det skulle blive en ganske eksotisk rejse ud i russisk kultur eller mangel på samme.

Efter at have oplevet “de russisk besatte territorier” i Sharm el Sheik, tror jeg at jeg har fundet klodens mindst pæne folkefærd og de vinder altså på point på både indre og ydre skønhed! Jeg kan jo ikke sige at de er grimme for det er jo latterligt subjektivt. Men jeg kan sige de skinner af grimmelse! Det er dog uomtvistligt at de syntes at hinanden er nogle frækkerter og her kommer ordsproget om “at der er et låg til alle gryder”  i spil.

Der var dog enkelte perler; jeg forelskede mig i en tøspige, der med garanti har taget symaskine kørekort og modul et i kitsch design. Hun havde leget lidt med det ærmeløse matros-look. Formodentlig en form for gammel folkedragt med bærestykke både for og bag med bådudskæring UNDER bærestykket både for og bag, med kig til kavalergangen foran og kig til “hud-bølger” bagpå. Under bådudskæringerne en hvid fast gennemsigtig bomuld med afgjort unødvendig meget megapuff til hoften hvor en 5 cm elastik-talje nænsomt fremhævede hoftemålet der under elastiken afsluttes med et 10 cm strutskørt. For at fastholde det maritime var der broderet et væld af blå blomster på forsiden og et par matchende shorte marinefarvede shorts. Looket var afrundet med en let plastik plateausko i rød og en laksefarvet laktaske med mintgrønne kanter. Hun var på alle måder blomsten af russisk stil med medfølgende særlige kendetegn af uvenlighed og ligegyldighed med alle ikke russere og overhældt af en udtalt “dampende sur karklud” aura.

Flere af russen kunne det gode gamle trick med at “tabe” noget for så at se tjeneren samle det op. De talte kun russisk, til gengæld hundsede de og råbte efter de venlige egyptere, der må have haft en bugnende tålmodighedskonto.

Russen havde en fælles lidenskab ved siden af fuldtidsjobbet som vodka drikkende primater. Posing! Hvor end man rettede blikket sad, lå, stod eller flød der en poserende russer, ved træet, ved poolen, på baren, i baren, op ad statuen, på stenen altid med fokus på barmen, altså armene over hovedet eller bag kroppen med en fast fototrutmund. Klokken 07 stod de klar i baren til et spejlæg og en vodka med medfølgende “posing”.

Jeg arbejdede selv meget med min posing, til stor glæde for familien...

Jeg arbejdede selv meget med min posing, til stor glæde for familien...

Der lyste velsignet Jiihad ud af øjnene på de ellers afsindigt søde og imødekommende Egyptiske tjenere når de fortalte om hvad de blev udsat for af hærfolket.

Nej jeg skulle jo ikke fortælle om Russen nu, jeg skriver jo egentlig bare for at fortælle hvor jeg er om lidt……..

I Dronningens klæder:

Det har på ingen måde ligget i kortene at jeg skulle blive soldat i det danske FORsvar (ja, man lærer hurtigt noget om tryKstavelser!). Well, sådan blev det altså alligevel. Måske pga. rastløsheden efter Seattle eller måske fordi mit arbejdsliv havde ændret sig til at dagens største udfordring kunne være at få patient og kirurg til at møde op samtidigt på samme operationsstue til samme operation. Min gode og alsidige arbejdsplads havde udviklet sig til hvad de onde forudså som “Hæmorideklinikken på ringvejen”. Det er en af de ærgelser der har taget lang tid at sluge. Religion Hovedstadens demolition raid må siges at være lykkes til fulde. Intet hospital står urørt tilbage, efter en storm der kunne få både Katrina og Sandy til at ligne krusninger i et babybadekar. Os der sidder tilbage efter bølgerne har lagt sig, slikker stadig vores sår og forsøger at minimere skaderne.

Nå men det resulterede altsammen i at jeg genoptog mit tidligere forehavende med at få nogen til at sende mig et sted hen om så det var Afghanistan, ja faktisk helst Afghanistan, dvs Forsvarets sundheds tjeneste måtte i spil.

Jeg tror ikke helt jeg havde gennemtænkt hvad det ville sige sådan “at gå til soldat” og starte på basiskurset….. Inde i mit hoved handlede det om at man skulle forberedes på de sundheds faglige udfordringer der må være i ørken tjeneste. Aber nicht! Det viste sig ganske hurtigt at det er en lyn uddannelse til soldat, man bor på kasernen og er i gang fra 7.15 til 22.00 hver dag uden andet end spise pauser. Det meste foregik udenfor i minus 10 grader og mørke, præcis som jeg hader det. Alt er miltær disciplin, geledder, stå ret, stå rør, honør, utrendy´e uniformer, hjelm, hue, eksercits, lange underhylere, parader og efternavne.

Glæden over at få lov at gå tur iført gasmaske er jo indlysende...

Glæden over at få lov at gå tur iført gasmaske er jo indlysende...

25 civilister af forskellig uddannelse, læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, felt præster og en enkelt jurist skulle nu modeleres til læderhalse og dræbermaskiner.

De komiske uventede og bizarre situationer flød ned i oplevelsesskuffen i en fart der gjorde det svært at fordøje før bagefter.

Mit “gangster-gen” blomstrede på skydebanen hvor der blev skudt den hårde Nørrebronx style (pistolskydning hvor pistolen lægges vandret i én strakt arm), den bløde liggende geværskydning efter skiver og den idiotiske; rodende rundt i mørkt vådt krat iført hjelm og fragvest, en fod i vandløb, afroen stuck i en tjørnebusk og tåbeligt løst krudt i magasinet alt efterfulgt af det gode ord VEDL (på dansk, pudse våben til det skinnede som dronningens sølvbestik)

Jeg havde konstant en bule over højre øje fra rekylet fra geværsigtet.

Til højre ret - se lige ud!

Også ny videnskab som Biobagologi, altså læren om bio-bags var nyfalden sne for mig. Selv for mig en grænseoverskridende lære. I korte træk skider man i en plasticpose og da vi alle jo er bedste venner i “krig” svinger man sin “pølsepose” i armene på den nærmeste Århusianske special læge. Når man så ser hvor meget hans arm giver efter begynder man straks at forklare at det altså er tilblandet urin og ikke kun pølse der er i posen….. ja man skulle jo nødigt tro at der var SÅ meget lort i en enkelt tømning vel? Duften når den samlede bunke bio-bags afbrændes er præcis som man tænker at brændende lort i pose vil være. Her er kunsten så ikke at tænke på at det faktisk er lortemolekyler man trækker langt ned i lungerne.

Bio-bags er bogstavelig talt håndgribeligt. Det var nætterne ikke altid. Det der med at blive angrebet af fuldt artelleri, infantri og de samlede NATO styrker når man endelig havde lagt sig på køjen… Det pis er der alligevel ikke nogen der byder mig i Søborg!

Mit kære hjem, bivuaken.

Mit kære hjem, bivuaken.

Tiden på basiskurset bød også på diarré, maskinudbenet kød på dåse, gasmasker, smerter, gåture med kasser med sand på ryggen, flot fyrværkeri, vægttab, rygsække og en fyldt kælder med grej.

Hele arrangementet har været meget abstrakt men det er blevet noget mere present efter mit grønne militær er blevet byttet ud med en ørkenfarvet uniform og jeg har skrevet min sidste vilje. At mine forældre har besluttet at jeg ikke overlever det her, det gør det jo kun mere spændende. Min far ringede og sagde at min mor og han gerne ville invitere mig ud på min “last supper”, ja ingen dramadronninger har levet forgæves.

Om et par timer er jeg smuttet og jeg vil befinde mig i “Sandkassen” eller “krigsHELvede” (ja, sådan udtales det altså i FORsvaret???) med kold mudder under poterne.

Jeg satser på at give lyd fra mig.

Jeg vil efterlade jer med julens stærkeste citat fra min kære farmor:

“Paki-STAN, Afghani-STAN, I don’t care for ANY STAN!” “Mmm, mmmmmm” (tilsæt “klak, klak” fra gebiset)

Nå men jeg må på køjen det er jo 2013 og Kransekaos er slut.

B GOOD

Comments are closed.