ANY Stan…..

Det her bliver en rodebutik af en opdatering… Jeg har været her i 7 uger og jeg er begyndt at skrive hjem 20 gange, så her er en mega fed disclaimer: Intet er i kronologisk rækkefølge og noget har ændret sig væsentligt fra start til nu, så ved i det.

Jeg kom hjem fra Bangladesh i december og tog herned første februar.
I de to måneder jeg var hjemme nåede jeg en uges skiferie i Sverige, nytårsferie i Malaga, en uge i Thailand, et par dage på Gran Canaria og 2 uger i Ålborg, så reelt har jeg ikke rigtigt været hjemme, så det var en lidt tung omgang at sætte sig op til 3 måneder med smog i bjergene…

Soldaterhumor på toiletdøren i Ålborg…..

Det der med at være min mand er ikke blevet lettere, han har jo altid fået alverdens kvinders beundring og medlidenhed fordi han sådan har været hjemme hos sine børn mens hans kone har været henne i verden. Nu er der så bare sket det at han ikke længere har hjemmeboende børn og derfor er mutters, se det er langt værre og når han så samtidig er startet på mere end fuldtids arbejde, har to ordentligt søde hunde, er enebarn og har ikke mindre end 2 syge forældre indlagt to forskellige steder med dertil følgende sommerhustømning og salg, så er det faktisk lidt tungt.
Efterskrift: hundene er nu begyndt i dagpleje, så det har lettet presset en del 🙂

Det var den hårdeste afsked nogensinde, jeg havde for første gang ikke lyst til at tage væk i 3 måneder, som i overhovedet slet ikke. Småklynkende fløj jeg via Istanbul og så videre i et mande fly (sådan et fyldt med mænd, ingen kvinder) til hovedstaden i landet som snart alle nationer har haft soldater i. Det smukkeste sneklædte bjerglandskab i solopgangen mødte mig som velkomst og det syn var svært at hade, selvom jeg virkelig prøvede. For satan hvor er her smukt, bjergene for fanden, bjergene!
Måske ikke i kataloget over familievenlige skisports destinationer, men det burde det.

Vi er to anæstesisygeplejersker der venligst er udlånt til et amerikansk ledet felthospital af det danske Forsvar. Vores kollegaer er hovedsagligt fra USA og Australien, mens Rumænien og Albanien lige som Danmark har kastet et par enkeltmandskrigere ind i puljen. Indien og Filippinerne har som altid generøst ”doneret” rengørings og køkkenpersonale..

Om end jeg må sige at der ikke er meget kød på denne udsendelse, så er jeg bevidst om at det er en nok kærkommen tvangsslapper. Jeg har nærmest sovet lige så meget på de seneste 7 uger som jeg har hele mit liv, det er helt sikkert sundt at prøve at være udhvilet og befinde mig i samme tidszone i 3 måneder, der er selvfølgelig nattevagterne, men de er faktisk ikke så slemme.

Her er fortsat pisse koldt, sne og råkolde minusgrader, så min jubel over at min bagage sendt med Forsvaret ikke var nået frem, har været begrænset. 14 dage i låne tøj og sokker.. det sutter.
Efterskrift: har langt om længe fået min bagage og her er blevet lidt varmere, og til gengæld regnvejr, jubii.

Tyske soldater, der fandt anvendelse af sneen. En ægte snepenis. De kunne bare ikke lade vær’ 😛

Selve lejren bliver styret af tyrkerne og det er de virkeligt ikke ret gode til, tyskerne overtager til årsskiftet og dem er der store ”ordnung muss sein” forventninger til.
Tyrkerne har taget det ganske ilde op, at det op til flere gange er lykkes os at ”glemme” at gøre honnør, for den tyrkiske brigadegeneral når han er kommet her på hospitalet. Faktisk er det gået dem så meget på, at de har rettet henvendelse til hospitalets ledelse for at påminde os om vigtigheden heraf. I god amerikansk stil har vores ledelse svaret ”Javel” og gjort honnør i stedet for at lade dem vide, at vi har andet at lave på et felthospital end at stå ret med sammenklappede hæle for tilfældige forbi passerende. Af frygt for at vi simpelthen ikke kunne genkende brigadegeneralen er der blevet hængt et billede op af ham i vores front desk….. Ja, heldigvis er mine kollegaer ikke mere tabt bag en vogn end at der straks efter var pyntet lidt på ham, det har selvfølgeligt udløst at han nu er lamineret, muhahahaha..

Ikke at det har konsekvenser at vi kan genkende ham 😉

Det kan godt være at tyrkerne sutter til lejrstyring men til gengæld er de som altid virkelig godt selskab og vanvittigt gæstfri og imødekommende:

Nu er jeg lige kommet tilbage fra spinning, det sjoveste ever. 25 tyrkiske mænd og 1 dansk kvinde…mig. De er nogle bløde typer, glade, søde og imødekommende, ikke én talte andet end tyrkisk, de råber på tyrkisk hvilket gear jeg skal i, og jeg hænger i. Vi hører Eye of the tiger, Rihanna, Beyonce, Adele og hele den tyrkiske musik. Meget imponerende er det, at instruktøren med stor præcision, nøjagtigt på intet tidspunkt rammer rytmen og dermed ligger tight off beat. De synger med på deres hjemlandssange, så det gør jeg også, det kan de lide.
Min instruktør fik en fra holdet til at oversætte, at han gerne ville overrække mig et æres flag til at sætte på tøjet og at han vil overrække det ved en lille ceremoni før næste spinningtime.
Det er fandema sjovt at være deres gæst, de ved ikke alt det gode de vil gøre for mig. De stiller cyklen klar med håndvægte og vandflasker. Det er bare toppen at gå til spinning med dem.
Jeg er snart helt flov efter jeg blev overøst med roser, nationalflag og mærker.

Efterskrift: Der er sket den store katastrofe at min spinninginstruktør meddelte mig at han skal hjem til Tyrkiet og at onsdag bliver sidste gang. Jeg kan næsten ikke holde ud at mit eneste holdepunkt stopper.
Jeg havde fået overtalt den tyrkiske læge (endnu en trind mand) til at cykle med i dag. Jeg har lært at sige ”20” på tyrkisk og de hviner af fryd når jeg siger det. 20 er den tungeste modstand cyklerne kan kører med og når jeg er rigtig smartass så råber jeg, at nu skal vi fandema køre tungt, og så er det jeg råber ”Yirmi” til de hviner af fryd. Tag ikke fejl, jeg har på dette tidspunkt selv kørt store sorte Sambo til tigersmør og hænger som skinkestrimler ud af pedalerne, som med store klemmer sikrer at jeg simpelthen ikke smelter helt af.

Mine tyrkere, så skulle man have blomster… because I’m worth it 😉

Den tyrkiske læge som jo efter ”gidseldramaet” har været meget glad for mig. SIDEHISTORIE: Vi havde en patient der var mistænkt for at have tuberkulose, vores læger gik i selvsving og patienten blev isoleret i en uge på en stue uden ur, tv, radio eller vinduer. Altså isoleret i ordets værste betydning! Det var en af de situationer hvor man bare må tage sig til hovedet. Fordi vi ikke har udstyr til at teste om hun havde tuberkulose og ingen ville transportere hende før hun var testet…. Ja, så var hun bare vores gidsel.
Da jeg begyndte at få ondt i maven over at se patientens psykiske tilstand forværres af isolationen, ja, så ringede jeg hjem over. Der er jo kun én Danmarks bedste infektionsmediciner og hun hedder Pernille, så jeg ringede til Pernille og spurgte ”WHAT TO DO???”. Pernille gav mig dokumenteret skyts til at argumentere overfor de meget angste amerikanske læger. Så jeg fik patienten udenfor så hun kunne se at der stadig var forskel på nat og dag. Hun var meget bevidst om sin situation og fortalte at hun faktisk var begyndt at tro at vi havde lukket hende inde pga. noget andet og at vi aldrig ville lukke hende ud igen og at hendes død ville blive på en isolationsstue.
Hun græd af lettelse første gang jeg tog hende på gårdtur og var SÅ taknemmelig for at der da var én der ikke forsøgte at tage hende af dage…. Ja hun var den tyrkiske læges patient før amerikanerne tog hende til fange. Derfor har den tyrkiske læge et blødt punkt for mig, skønt når der ikke skal mere til 🙂 OG tak til Pernille Ravn♥

TILBAGE TIL at det derfor er endt med at han går med mig til spinning for at agere tolk.
Den sidste spinning med min instruktør var en rørende fest hvor jeg da godt kunne have sat mig til at tude af rørelse, men ikke lige fik det gjort. Efter en times spinning med alle de mærkværdige øvelser som jo har gjort timerne stærkt underholdende så stod alle mine mænd af cyklerne og begyndte at danse. I ved præcis hvordan…. Den der mellemøstlige dans som egentligt mest danses med skuldrene og håndledende mens halvdelen klapper og den anden siger som kvinderne til et mellemøstligt bryllup lulululullulu med tungen. Ja, i kan jo nok regne ud at jeg endte der på gulvet til dans og lululuen midt mellem spinningcykler og svedige tyrkere, nøøøj hvor var det opstemmende. Der kom mere fart under dansen og det blev for alle tydeligt hvorfor jeg går til boksning og ikke jazzballet da jeg med min størrelse 44 lykkedes med ét skridt at jokke ikke mindre end 3 tyrkere over fødderne. Det var egentligt simpelt, man holdt hinanden i lillefingrene og stod i kæde og så 4 skridt til højre og et spark og så 2 skridt til venstre og et spark mens tempoet bare steg og steg….. ja så måtte det jo gå sådan, at efter jeg havde jokket ca. hele rækken over tæerne så svigtede mine ankler og jeg fløj med mine 80 kg lige mod gulvet inden mine arme fik rykket hele mande-kæden med ned. Neeeej rigtig yndigt var det ikke, men de bar over og jeg var stadig æresgæsten da det var overstået. Ved hjælp af lægen fik min instruktør oversat at han meget gerne ville invitere hele min familie til Ankara og at hans datter på 14 kunne oversætte for os….. Så mon ikke jeg kommer en smut forbi Ankara inden for overskuelig fremtid 😉
Vi hørte tyrker hittet, sulema god tyrkerpop, Ajda Pekkan ”yakar Gecerim”. Ajda Pekkan er tyrkiets svar på en hybrid af Madonna og Cher. Hun er en meget moden dame (som i 73år!), som de jokede med havde navlen om halsen fordi hun er strammet så hårdt op.
Giv hende lige et tjek i videoen, jeg må sige jeg har ikke set noget lignende, hun er så lam i ansigtet at det får selv Susanne Bier til at se naturlig ud (hvis jeg da bare kunne lave en gys smiley!). Men det er svært ikke at blive fascineret af hende, tjek hende ud siger jeg bare! HER

Jeg skal nu bære det tyrkiske martyrmærke med stolthed!

Tyrkernes marty dag 18. marts. Bum

Nu hvor jeg har mistet mit tyrkiske broderskab har jeg jo måtte finde mig et andet. Det blev så kirken. Jeg har meldt mig så meget ind i menigheden at jeg har tænkt mig at gennemføre de næste 7 ugers søndags service. Det er udmærket underholdning, der er et kor der godtnok lyder af røven til, men husk, det er tanken der tæller. Vi har også en ægte kirkebøsse, han er korlederen. Hans s’er er så stemte at han kan skære gennem vores betonbunker, som en varm kniv i smør. Han er en af dem hvor man på intet tidspunkt er i tvivl, men fordi han er sort amerikaner, kan komme i tvivl om hvorvidt han er i tvivl….
De er min nye familie her og jeg synger og krammer mig gennem vores gudstjenester, hvor vi hver gang gennemgår alle dem vi synes vi skal bede for…. Altså Joe fra Texas’ far, køkkenpersonalets søster, alle de contractors som må tage hjem fordi der ikke er så meget krig i krigen mere, heldigvis også for ofre og pårørende i Christchurch osv….…..

Oat-gate, dette er historien om ægte bureaukrati:
Vi spiser alle måltider i cafeteria 1 eller 2.
Jeg har et ret beskedent ønske til min morgenmad, havregryn.
Det viste sig at det skulle være ordentligt besværligt, for jeg kan da kun få havregryn som müsli MED rosiner. Jeg forklarede at jeg nok vil få overarbejde hvis jeg hver morgen skal sorterer havregrynene ud af müslien, så om det mon var muligt at få rene havregryn? Det skal siges at hver indgang til cafeteriet koster $9-12, så der skal ikke meget hovedregning til for at regne ud at det vil være overordentlig god business for dem at sige ”No problem mam” stikke mig en skål havregryn og indkassere $10 for det hver morgen!
Men ak, så let skulle det selvfølgelig ikke være. Nej jeg kunne få lov at købe 5kg for $6,27. Jeg skulle bare lige have en tilladelse fra cafeteria 2 til at købe de 5 kg. Tilladelsen skulle jeg så tage over til økonomikontoret i cafeteria 1, som så bad mig gå til et andet kontor i den anden ende af lejren for at stemple at det var rigtigt at jeg havde fået en tilladelse i cafeteria 2. Den stemplede tilladelse skulle jeg så tage tilbage over til økonomikontoret, som nu kunne tage imod mine $6,27. Nu med en kvittering i hånden kunne jeg gå tilbage til cafeteria 2, for så at blive bedt om at gå ud og komme tilbage af sideindgangen, hvor jeg artigt med damp ud af ørerne endte med at stå præcis samme sted jeg lige var blevet bedt om at gå ud fra…
Da jeg kom ind på kontoret, sad en lille Inder med en fin hjemmelavet arrogance. Han sagde ”we så u tæg bååls”, jeg forstod ikke helt hvor han ville hen og som det ofte sker så ændrer man sit sprog til dem man taler med, så jeg svarede ”Mi no understand”. Straks tænkte jeg på min mors engelsk efter at have arbejdet i Dansk flygtningehjælp lidt for mange år….. ”Execute me, vil ju pa’s dø sålt” eller ”Farouk ju tu” (for mange arabere 😛 )
Han gentog ”U tæg båååls, u pæ!”, jeg var stadig blank og smilede endnu et ”Mi no understand”. Så var han sur. Han rejste sig og lavede en skål med begge hænder. Jeg prøvede ”bowl?”, ”jæs, madam jæs!”, ”u stiil bååååls, u” og pegede på mig. ”Wi c u madam!”. Så dæmrede det… jeg havde jo taget ca 8 dybe paptallerkener med over til min skide havregrød, og nu var jeg simpelthen blevet tyv for det. Der var kun ét at svare ”Mi no stiiil bååååls agan, pomis”. Det kunne han fandema li’ at høre, smilet kom frem og sejer-sygen skinnede ud af ham. Det giver jeg ham, han ved hvordan man får optur over hverdagens helt store problemer i en krigszone, toucé! Egentligt synes jeg at han havde vundet allerede ved at få mig til at gå hele lejren rundt for at stemple, at jeg havde ret til at købe 5kg finvalset havregryn….

Hvis man ikke forstår hvorfor jeg ikke bare spiser fra buffeten! Den er jo nærmest engelsk (gys!)

WTF der løb lige en mus ind! Hæng på….
Øhhh jeg var nok lige hurtig nok da jeg kaldte min bolig for rottefri! Måske har jeg ikke rotter men jeg har ihvertfald mus! Jeg er alene hjemme i aften fordi min roomie er på nattevagt, så jeg sidder oppe alt for sent som sædvanligt når der ikke er nogen til at smide mig i seng. Som jeg sad her, smuttede der lige en mus ind under døren og jeg hoppede ud af sengen i håb om at jeg lige kunne jage den ud…. Jeg har lignet hende der råber på Tom i Tom & Jerry mens jeg jagtede den rundt med en kost, men hver gang jeg fik den i løb gemte den sig bag ved skabet, og når jeg flyttede skabet løb den ind under sengen til kufferter og køjesække og omvendt. Til sidst måtte jeg ringe til min roomie og bede hende komme hjem og enten flytte skabet mens jeg holdt fejebakken eller omvendt. Hun kom hjem og ved fælles hjælp fik vi den ud på gangen og direkte ind til vores tyske naboer og eftersom klokken er 02 om natten tænker jeg at jeg venter til i morgen med at droppe nyheden for dem, muhahaha. Det var svært at få luft af frydesyge, da jeg lige har haft en mindre run-in med selv samme tyskere der synes det er fedt at stå og ryge i døren indefor så vi alle er ved at blive kvalt i vores senge…. Nemesis got your ass/Karma’s a bitch, og selv tak for anden verdenskrig 😉

SKY-PEOPLE: Vores unge nyankomne og stærkt underholdende mavetarmkirurg har lært mig et nyt begreb, noget som jeg kender alt for godt, men ikke har haft ord for før; ”Sky-people”! Skypeople er de væsner som kommer på besøg i enhver mission (kan også være offentlige arbejdspladser der får besøg, nogen husker audit fra joint commission eller politiker besøg i børnehaven, same, same!). De har typisk magt over missionens økonomi og når de melder deres ankomst, står hele missionen på den anden ende. Der skal ryddes op, der skal øves at stå i de rigtige formationer, alles uniformer (dette gælder også i NGO’er) skal kigges efter og alle bliver dikteret hvad de må have på og ikke have på. Sky-people lander, vi står alle ret, de holder en tale på os, hvor de siger præcis hvad der står på vores bullshit-bingoplade, de trykker nogle hænder, trækker sig tilbage til deres transportmiddel (helst helikopter) og forsvinder tilbage til hvor de kom fra… Sky-people er ALLE steder!
Vi havde et sky-people besøg af en fuldstændig charmeforladt gangbesværet lille tyk mand fra Danmark. Så skulle vi tvangsspise vores morgenmad sammen med ham, der var jeg glad for at jeg havde havregryn på værelset…. Nogen siger at han er vores forsvarsminister…

…Sometimes a photo speaks louder than words…

Præcis hvorfor mine skattepenge skulle betale en tur for ham og hans kæmpe følge herned, det er en gåde? Tænk hvor mange børn på integrationsydelser der kunne have holdt fødselsdag for de penge…. #desløsermedmineskattepenge #claushjortvarditordsprogikkehvorskalpengenekommefra #sendkronprinssesenistedetanytimehunerikkeskypeoplehunerroyalty

Aprospros min yndlings australier:
Stedet her er proppet med typer og karakterer der bare venter på at blive filmatiseret. Min favorit lige nu er vores australske tandlæge. Han har figur præcis som Hercules, et kæmpe brød med en krop der ligner en mega trekant der står på spidsen og et fuldstændig firkantet hoved med crewcut og et KÆMPE hvalros-overskæg. Ham kan jeg slet ikke stå for! Han bor på min gang og når han spankulerer til toilettet med sine hårdt pumpede lårmuskler i en kort løs satin bokseshort med store gule kaniner eller spongebob på, og en lidt for kort skinnende ”wifebeater”, hvor hans gigantiske overarme går i en bue ud af ærmerne, så dør jeg. Jeg stopper altid op og venter til han er drejet af ind på toilettet fordi jeg virkelig ikke ved hvilken grimasse jeg skal præstere ved øjenkontakt. Han går flere gange om dagen i gym’en mellem sine patienter. Så tager han sit pistolbælte af og river løs i assorteret jern, lidt kabler, lidt vægtstænger og et par løse vægtskiver. Swuss væk er han igen og det kan gentage sig mange gange i løbet af dagen. Og at rygterne vil vide at hvis man forstyrrer ham på hans fridag så bliver man adskilt i hoveddele, det gir´ det jo også lidt spænding. Uden han gør noget for det, så lykkes det ham at tiltrække hele min fulde opmærksomhed, se det er en ægte original!
Personalegode: Han blinker hver gang man går forbi ham….. Det må lykkes mig at få en starstruck selfie sammen med ham på et tidspunkt, you’ll b the first to know♠

Aktivisten er ikke helt død:
John Legend har efter lang tids røvsyg popflirt alligevel lykkedes med at ramme noget, for efter Lotta, min bror og jeg alle tudede os igennem hans nye video Preach, så var det at jeg følte mig kaldet til at få lavet min egen statement. Så jeg fik trykt en t-shirt med #IMWITHKAP som jeg straks flashede i den store gym som er proppet med amerikanere. Den aller første sorte amerikaner jeg passerede sagde ”Man! If I wore that t-shirt my ass would be out of here!” jeg kunne ikke svare andet end “That’s why I’m wearing it!”. Til dem der ikke skulle kende til Colin Kaepernick og hans situation – læs om ham eller google ham.
Da jeg jo ikke ser superbowl i forvejen var det svært at boycotte det og skæbnens ironi ville at jeg helt uden at vide det endte med at lortet kørte på en storskærm foran mit boycottende ansigt i vores gym.

Min #IMWITHKAP t-shirt, den skal slides op!
Ja, selv NIKE skyndte sig at få gratis omtale på Kaepernicks bekostning.

Når vi taler aktivisme, så er det svært at forstå at vi ikke har lykkedes med at få stoppet afviklingen af vores sygehusvæsen…. Hvis du ikke har set dokumentaren på DR ”Jeg svigter mine patienter” SÅ GØR DET!

Titlen ”Any Stan”, har jeg lånt af min elskede nu døde Farmor. Hendes reaktion da jeg for 7 år siden fortalte hende at jeg skulle til Helman i Afghanistan: ”U-something-Stan, PakiStan, AfghaniStan, I don’t care for any Stan!”
Well, derfor er det bare sådan at når man er henne i verden så er det fuldstændig ligegyldigt hvor man er, ”Any-Stan”.

 

Til vi ses, skål i alkoholfri øl 🙂

 

 

Dette indlæg har 9 kommentarer

  1. Gitte

    Kære Marlow, som altid fornøjelig læsning. Du er da i besiddelse af den enestående kvalitet, at være positiv og få det bedste ud af situationen. Og elsker den måde du møder folk på.
    Kh Gitte

  2. Pia Høy

    Hey Love. Det var sku på tide, du fik skrevet noget. Har gået og ventet. Det lyder, som om du klarer dig❤Pas på dig. Glæder mig til du kommer hjem.
    Love med love på fra mig?

  3. Leeeeeena

    Så fedt! Skal det kke laves en fim The chronicles of Nurse Marlow???

  4. Marlow

    ….ja mand, og du skal da SÅ meget spille NurseMarlow 😉

  5. Marlow

    Tak Agerlund! Håber alt er vel i det jydske 🙂 Er der missioner i sigte?

  6. Marlow

    KÆMPE LOVE MED LOVE PÅ OG MEGA VINGER BAGUD <3 <3 <3

  7. Tina

    Vild med dine opdateringer, som altid får smilet frem hvis ikke jeg er ved at dø af grin ??? ser typerne for mig! Tak og take care ?????

  8. Tina

    ??? elsker dine opdateringer ? bliv endelig ved ? take care ?

  9. Marlow

    Tak kære Tina. Jeg ville ønske at jeg var modig nok til at tage et billede af min hotte tandlæge i røde klipklapper og små boxer shorts eller håndklæde, mums filibaba 😉

Skriv et svar