Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

Meget om Marlow!

Det kan være svært at definere sig selv så det må blive i fugleperspektiv. 38 år (nu 47 år) gift med Ælle (rigtige navn Anders) som jeg har haft kobberbryllup med….skræmmende og virkelig svært at opretholde sit unge single image når det er afsløret. Sammen har vi Cirkeline (kaldt Zillar og selv ændret det til Kenya?) på 13 (nu 21) år og Molly på 11 (nu 20) år.

Jeg er opvokset i et midtjysk kollektiv (livet i kollektiv) med en connection til Clevelands eastside ghetto. Jeg har været Irmapige, handicaphjælper, piccoline, pladeselskabsleder, dj konsulent, instumentsælger og er uddannet sygeplejerske, operationssygeplejerske og anæstesisygeplejerske.

Vi bor i Seattle men flytter tilbage til Søborg i sommeren 2010, hvor vi bor i et 3 familiers hus med Peter og Gitte nedenunder og Gittes søster Jette og Tom ovenpå.

Min far kommer fra Cleveland Ohio og er så sort at, han kunne få den gamle gorilla Samson i zoologisk have til at gå amok og ifølge ham selv råbe ”howcome your out there when i’m in here?”

Kære Line Baun Danielsen, det kan ske for enhver…….

Han er uddannet sygehjælper og har i en alder af 60 år besluttet at lave et mobildiskoteq. Han har boet i USA stort set hele mit liv, indtil han for 5 år (nu 15 år) siden mødte sin danske ungdomskærlighed til min brors bryllup, sjing, sjang, sjask de var begge gift til anden siden – men er nu gift med hinanden og bor i Charlottenlund!

Socialt ligner jeg min far……lidt for meget. Vi går ikke i Irma uden at ha’ konverseret mindst 5 blåhårede damer, som synes at vi da ligner nogen man kan spørge om alt fra cerutternes placering i butikken over hunderacer til storpolitik. Når jeg en gang imellem brokker mig over ikke bare at kunne hente en pakke gær uden at skulle konversere butikkens senior damer, kigger mine veninder på mig og siger ”det er sgu’da fordi du er så indladende….” Godt så, det er så det vi er, min far og jeg, indladende?

Min mor er bleg hippie fra Bispebjerg og hedder Inger, med diverse kælenavne; Fru Pigallop, Imarlow, Binger (noget med røven der svinger?).

Min mor er pensioneret pædagog med speciale i flygtninge. Da min mor og far blev skilt, slæbte hun min bror og jeg til jylland i et socialpædagogisk landbrugskollektiv (what a name). Min mor blev malkepige og jeg havde en lykkelig bondegårdsopvækst med diverse indslag fra sindsyge plejebørn og socialeprojekter. Jeg vil undgå at anektere fra den tid, der er simpelthen så mange at det er en bog i sig selv.

I modsætning til, hvad min amerikanske familie syntes, mener jeg egentligt min mor var rimeligt konsekvent i sin opdragelse af mig. Min amerikanske familie syntes at jeg fik for lidt tæv og dermed for lidt disiplin, de kaldte min mor ”Mama cool” fordi hun ikke så meget som stak en flad. Og jo jeg var en lodret lorteunge!! Jeg husker dog smagen af konsekvent pædagogik, da jeg som de fleste andre forsøgte at starte en god solid lang kriminel løbebane.

Lidt nørdet var debuten at stjæle fra biblioteket og fylde en plastikpose med bøger. Lidt blandet fra hylderne bla. en grønspættebog????  Da jeg kom hjem fik jeg den geniale idé at sætte mig i min mors seng og rive alle stempelpapirer og andet der indikerede at det var  biblioteksbøger ud. Jeg gik glad over mine nye erhvervelser ind på mit værelse og satte bøgerne på hylden (man er vel et ordensmenneske…) Jeg havde bare glemt posen med alle beviserne…. i min mors seng. Jeg gik i marken til mit æsel. Min mor stod pludseligt ved hegnet og kaldte, på den der måde, hvor man tænker; holy shit, her bliver ikke fri process! Hun sagde venligt men uden at jeg burde være i tvivl om sagens alvor at vi lige skulle snakke. Jeg var øretæveindbydende fræk og sagde at det havde jeg egentligt ikke tid til. Hun gik resolut hen og lossede mig i røven med en så stor kræft at jeg nærmest fløj henover marken (husker det som jeg fløj, føltes sådan) Vi taler her om en 180 cm høj kvinde i sin bedste alder, iført en træfsikker Harald Nyborg gummistøvle….. Nogle ting er ikke specielt overraskende, som at Richard Ragnvald er blødende Steven Segal fan, men det her kom bogstaveligt talt bag på mig som en fuldblods overraskelse. Havde det været en tegneserie, havde man set støvlesnuden stikke ud af munden på mig. Min mor havde aldrig i mit liv lagt an til så meget som at nibbe mig (løgn, hun har faktisk engang bidt mig, fordi jeg bed hende…) Så her stod jeg på marken med nærmest lortesmag i munden og fulgte derefter blidt som et lam med da Fru Pigallop smed mig ind i Renault 4ren, kylede mine bøger ind til mig og ræsede mod Skive kommunebibliotek. På biblioteket blev jeg beordret op til skranken og fortælle om min ugerning og aflevere bøgerne. For at gøre ondt være blev jeg placeret i skranken med lim og en stak stempelpapirer, værsgo’ at undo the done ……………….. need i say more……. Det var ikke den mest gennemtrængende røst jeg svarede med da en klassekammerat kom forbi og spurgte om jeg havde fået job på biblo…… Det gjorde jeg så ikke igen og jeg har til denne dag ikke sat mine ben på Skive kommunebiblo.. Av hvis det er det der hedder lærepenge, I hit the lottery!

Da vi var flyttet til Frederiksberg og min mor var holdt op med at arbejde begyndte jeg at spekulere over hvordan en kvinde der hele sit voksenliv har boet i kollektiv og været et supersocialt menneske pludselig skulle sidde i en lejlighed alene på Frederiksberg. Den tanke brød jeg mig ikke om. Hun havde jo været single siden mine forældre blev skilt, så bortset fra nogle håbløse elskere havde der ikke rigtigt været nogen fast mand i hendes liv i 20 år….. Noget måtte gøres, så jeg besluttede mig for at sætte hende til salg, ikke på nettet eller andet fancyt, nej i landet absolut mest røvsyge avis “Information”. Den lød sådan her: Mand søges til min mor! Ældre hippie næsten stueren, prutter og bøvser dog stadig offentligt, har to fantastiske børn, et kup der bare skal ses! Mit billetmærke.

Pisse sur blev hun, hvad er der nu galt med god gammeldaws taknemmelighed? Tak er kun et fattigt ord! Nå men  solgt blev hun. De næste 10 år havde hun Benny. De er lige gået hver til sit…..så jeg må op på hesten igen ;o)

Mine forældre blev skilt da jeg var 5 år, men holder stadig meget af hinanden.

Genetisk er jeg et mix af på min mors side stædigt ordblinde og på min fars side gennem genarationer en stolt slægt af alkoholikere.

Første gang det gik op for mig at vi vel lider uforholdsvis meget af ordblindhed i vores familie var da min bror sendte mig et postkort fra Sri Lanka. Det startede med: Jeg kan låge dej at her er smugt. Min mor læste det reaktionsløst. Jeg kunne ikke præcis pinpointe, hvad der var galt, men noget så forkert ud. Siden har jeg kæmpet for at lære at stave og helt ærligt synes jeg at jeg er blevet ret god. Er selvfølgelig stadig en stavespasser (er det med d;o)

Mine forældre har under konstruktionen af mig fuldkommen glemt at lave brystparti! Hvilket har fået mig til at irriteres over at pushup bh’er er tomme når man får dem med hjem fra butikken, hvad med bare at sælge dem MED patter i? Jeg forstår godt mænds facination af store bryster, man kan let få en uimodståelig lyst til at stikke hovedet ned i kavalergangen, ryste let på hovedet og lade brysterne blidt klappe én på kinderne.

På et tidligt tidspunkt i mit liv er jeg blevet forgivet mig med sandhedsserum. Alle udtrykker altid at det er vel nok dejligt at man altid ved hvor man har mig….lige indtil jeg siger at deres pik er lille…… Det behøver man virkelig ikke sige (Henrik Vittrup siger det er én af biblens dødssynder.) Det er lidt som Mohammedkrisen, man må gerne sige at Mohammed er søn af en hore og er dårligt udrustet…… men man behøver ikke, faktisk overhoved ikke!! Ligesom at man heller ikke behøver at sige til sin bedste veninde at hendes nye bukser er det grimmeste man nogen sinde har set, selvom de absolut er uglyness at large…. Øv hvor jeg hader når det sker for mig, jeg er blevet bedre til at stoppe sandhedsstrømmen men ikke god nok.

Jeg taler altid meget om mænd, men har kun én.

Min drømmemand er min morfar; høj, bleg, fregnet, rød håret, tynd og ranglet, øjenfejl eller minimum skal de være brillebærer….Sådan ser min mand overhoved ikke ud!

Min mand er sådanset en ret flot fyr. Når han er nyklippet synes jeg faktisk at han er dicideret lækker og kan tage mig i at vende mig om efter ham i køkkenet og tænke at ham gad jeg godt få en ordentlig snurretur af….lige til det slår mig, at det jo er min mand…… så ta’ lige en slapper, I morgen….

Min mand har altid haft en drøm om at være neger og mener seriøst at han er en sort mand spærret inde i en hvid krop………. But girls, he´s not if you know what I mean.

Min mand kan godt have tendens til at være “angry at breakfast” typen, I kender dem godt, man siger ”Go’morgen” og de vrisser tilbage ”Hva’ mener du med Go’morgen?”

Familiens yndlings historie om min mand er den hvor han for første gang skal møde hele min pukkelryggede familie i USA. Vi skulle giftes og holdt i den anledning en mindre reception i min fars ghettohus. Min mand som absolut ikke havde nogen fornemmelse for sne, havde iført sin skrigende hvide overkrop en sort tank-top med påskriften ”Black by nature – proud by choice!”!!!!! Jeg var rystet over hans ignorance og fik straks flået den af ham, inden han var blevet lynchett. Da han stadig ikke følte at havde bevist hvor sort han synes han var, tog han en hoodwalk med min fætter Laddy (på tidspunktet den eneste af mine fætre der ikke sad i spjældet)  Min mand som er fanatisk ikke ryger og drikker for lidt i det daglige kom tilbage halvanden time senere med en tom Colt 45 (ghettoøl) i en brun papirspose et smørret grin og øjne der rullede rundt i hovedet på ham. Han svingede ind i baghaven og råbte ”Hey” til min samlede måbende familie, kastede nogle håndtegn i vejret og gik durk ind i en lygtepæl, head on! Jeg var rasende og nærmest sparkede ham op af trappen mens jeg vislede noget med førægteskabelig skilsmisse. Han landede på frontporchen (verandaen) og blev liggende i samme stilling de efterfølgende 16 timer, jeg tog ikke hans puls eller andre vitale tegn….. Mage til stud!

Da vi et par år efter kunne tale om episoden uden at jeg ville slå ihjel, fortalte han mig at han overhoved ikke anede hvad han havde indtaget men at han havde røget noget ubestemligt….. Det kan have være hvad somhelst fra pot over crack til rygeheroin…. min fætter var god for det hele! I virkeligheden er det heller ikke ghettoblack min mand mener han er, næ hans største fortrydelse er at han ikke ER Will Smith.

Will er ”gud” i min mands øjne!

Overall tror jeg dog at jeg har trukket flere tænder ud på min mand end han har på mig…. Selvfølgelig blev han sur dengang jeg havde revet badeværelset ned da han kom hjem fra arbejde. Jeg var stået op om morgenen, tisset og set mig gal på de grimme beigefarvede fliser og besluttede mig for at handle omgående. Jeg fandt et kojern i værktøjskassen og gik som en destroyer robot med stor iver igang med nedrivningen. Jeg husker ikke helt hvorfor jeg ikke fik ringet og indviet min mand først……men hans overraskelse var stor da han om eftermiddagen kom hjem og skulle tisse…..

Eller hva med dengang jeg havde været til fest hos min veninde iført kæmpe stort sort  fastlimet skipper skæg og i min iver ikke havde set at limen kun kunne tages af med noget specielt opløsningsmiddel, som jeg selvfølgelig ikke havde. Så da min mand næste morgen slog øjnene op lå Steward Stardust i en 120 hestes brandert og savlede ved hans side, som en lille lækker detalje er jeg i mig selv helt ufatteligt morgengrim, jeg hæver i hele hovedet og mine øjne ligner frøøjne og min hud ser ud som havde jeg lige smurt den i spæk… I forvejen siger han skælmskt, at vågne op med mig er som at vågne med en hest med kæmpe store baller i sengen, kært ik’?

I fald min mand, gud forbyde det, skulle dø fra mig har jeg en plan klar: Jeg vil på skift gifte mig med i nævnte rækkefølge; Palle Strøm, Peter Mygind, Michael Bertelsen og omkring pensions alderen ramme Martin Krasnik som vel på den tid må forventes at ligne Vagn Simonsen hvis han ikke tager sig iagt. Ved nærmere eftertanke, ham kan jeg jo også tage undervejs, han skulle vist altid ha’ plads til en til.

Jeg er typen der altid har en updateret ønskeseddel i min mobil, hvis nu jeg skulle støde på nogen der ville give en gave… I bund og grund er der få regler, følger man dem går det ikke helt galt; Hader blåt og rødt – elsker pink og turkis. Hader gult guld – elsker sølv og hvidguld. Kun ganske få må give mig musik. Drop tøj der skal passe, store fødder, røv, og skuldre gør det umuligt.

Jeg er et ægte flæbefjæs, selv hvis jeg ser ”sporløs” eller det bør vel hedde også når jeg ser sporløs, jeg tuder generelt ret meget og kan godt li’ det selvom timingen ikke altid er god….

Nå men jeg må vel hellere stoppe…… Nu tror jeg også du har en idé om hvem jeg er, så kan du læse videre på sitet hvis du gider eller la’ vær’ ;o)