Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

12. Chicago, talentshow og Lucifers yndlings yngel.

2. Juni 2009
Det helt hotte lige nu er Obamas nominering af en kvidelig latino supreme court judge, Sonia Sotomayor. Republikanerne har selvfølgelig på forhånd inden de vidste hvem han nominerede, besluttet at være imod nomineringen. Da det så blev offentliggjort hvem den nominerede er, var det som om de ikke umiddelbart kunne finde noget at kritisere hende for fordi hun har den perfekte akademiske baggrund med både Princeton og Jale. De endte så med at betvivle hendes egnethed ved at problematisere at hun har en velreguleret diabetes…. Da den historie efter diverse læge udtalelser blev kvalt, kritiserede de hende for at være kvinde og menneskelig. Well, det er selvfølgelig straks værre……………..

Igår havde vi et eksempel på ”domestic terrorism”. Dr. George Tiller en kontroversiel gynækolog, kendt som ”abortlægen” og blandt fanatiske abortmodstandere og svært højreorienterede O’Reilly seere ”Dr Tiller the babykiller” blev myrdet mens han var på arbejde i sin kirke som kordegn. Han har i mange år været udsat for attentater, trusler, blevet skudt på og bombet fra abortmodstanderne. Igår lykkedes det dem så at tage livet af ham og sympatiske som de er, stod diverse religiøse ledere frem og hoverede over hans død, for det var han jo selv ude om…….! Hvad blev der af næste kærlighed, og Man må ikke slå ihjel?
Dr.Tiller, hvil i fred!

Siden sidst har jeg haft besøg af min moster, været i Chicago og haft Peter og Gitte med Lucifers yngel på besøg (Til dem der ikke ved det, er det vores anden familie som vi bor sammen med i Søborg, pigernes småbrødre).
Først min moster:
Hvor andre børn takkede Vor herre for at de havde fået en hundehvalp eller et nyt Märklin tog i julegave, så takkede jeg for at være kommet ud af den rette vagina. Der er jo uendeligt mange forskellige vaginaer der kunne ha’ født én, men for mig var det kun sandsynligt at det kunne være min mors eller min mosters, og af de to var jeg taknemlig for at det var min mors (selvfølgelig ville jeg allerhelst være født af Britta Pihl Christensen, der var min ven Teis’ mor). Min moster er i modsætning til resten af min velvoksne familie en noget mindre udgave og familiens rødhårede prinsesse. Jeg husker det som at hun var så skrap at emaljen røg af ens tænder når hun talte til os som børn. Selv mener hun at vi havde brug for en kærlig guiding i livet, da min mor jo ikke ligefrem kunne kaldes strix. Nå men det jeg egentligt vil sige med det er, at det er forsvundet fuldstændigt med alderen (min eller hendes ved jeg ikke?). Hun er nu gået hen og blevet rigtig godt selskab, og det var en fornøjelse at have hende og min onkel på besøg. Nu kæmper hun en hård kamp med min onkel om at beholde pladsen som overharpen i ægteskabet, han giver hende kam til det stadigt røde hår :-)

Så Chicago:
Så var jeg henne i Chicago, ja det lyder som en smuttur til London, men afstanden er nærmere Cairo. Flyveturen dertil var fuldstændig rædsom. Der var evil CAT (clear air turbulence, man har vel engang boet sammen med en pilot). Selvom jeg vil betegne mig selv som rimeligt garvet i indflyvninger ved Lake Erie, nåede jeg til punktet hvor jeg overvejede hvor meget der skal til før vingerne falder af og om det ikke er en bedre løsning at springe ud selv end at pine sig igennem et gedigent flystyrt….. Stewardesserne var grounded på hele turen og en virkelig kvik en af dem fik sagt at hun håbede at vi kom igennem uvejret. Det affødte et par spredte kvinde skrig i en i forvejen stærkt anspændt kabine. Jeg lider jo af voldsom motion-sickness så jeg koncentrerede mig om ikke at spraymale min sidemand med min morgenmad. Piloten forklarede os et par gange meget pædagogisk, at vi skulle igennem noget MEGET SLEMT vejr, fordi vi bag os havde en tornado så der var kun én vej og den gik igennem. Hver gang flyet faldt var det så store huller at noget ramte op i bagagehylden selvom folk havde fjernet alt løst. Piloten bad os også om af stramme bælterne HELT ind så vi ikke kunne slå hovederne op i hylderne….. Hullerne var ikke bare huller hvor vi så faldt lige ned, det var skæve huller så vi faldt sidelæns fremover mens det lynede i guilander uden for vinduerne. Well, i fornemmer sikkert godt at det var slemt ik’ men helt hvor slemt det var gik først rigtigt op for os da vi var landet og Piloten sagde til os at det var det værste han i sine 23 år som pilot havde været ude for og at han mente det var så slemt det kunne være, uden at miste kontrollen fuldkommen (på dansk, styrte). Den ene af stewardesserne (hende der håbede at vi ville komme igennem det) sad stadig på sit klap-ud sæde og fik mental krisehjælp fra en kollega i det der lignede en komplet psykisk nedsmeltning da vi gik af flyet. Ingen kom for sent til deres fly da alle andre fly selvfølgelig var grounded og vi åbenbart var de eneste idioter i luften på det tidspunkt…..
Jeg var stærkt forkvalmet, men jeg brækkede mig ikke, GOOD JOB!

Chicago!

Chicago!

Nå men Chicago er jo en fantastisk by som jeg sagtens kunne bo i. Der var dog en enkelt skønhedsfejl; mit VISA kort blev lukket uden at banken så meget som overvejede at kontakte mig…. ”Skank of America” ! Tror egentligt at det passede Ælle fint at jeg desværre var i Chicago uden et funktionelt plastikkort :-)
My (min veninde fra Danmark) og jeg var i Obamas kirke hvor jeg udover at få undersøgt min bagage af én mand der blev perplex ved tanken om at den indeholdt ”female items” (bare rolig der var ikke noget der bare så meget som mindede om en vibrator) også overværede 6 barnedåbe (hva’ hedder de i flertal? Barnedåber, børnedåbe, barnedips?) Nå men en af babyerne blev døbt Jeremiah Barack Johnson! Som den skarpe læser jo ved hed Obamas tidligere tungt kontroversielle præst Jeremiah Wright, så det må virkelig være en commited kirke gænger der giver den jazz med både Jeremiah og Barack i et navn, hva’behar! Det var 6 små dukkebørn, som fik hele kirken til at udbryde et Aaaahhhhh… da den eneste pige i flokken blev løftet op. Hun var mindre end ”DukkeLise” fra BR og havde Druby kinder og en giga afro med en hvid sløjfe i toppen. Den yndigste negerbaby som ikke engang Toys r us kunne ha’ lavet hende. Overall, en fin gudstjeneste.
My og jeg havde nærmest tema aftener. 3 helt forskellige aftener: én på helnegerbar, hvor My (og jeg) var de eneste hvide. De spillede Prince, Chaka og Stevie W hele aftenen, hvor pisse coolt er det lige? Til dem der kender Allan Skovs worldclass dj set så var det lige så holdbart. Så nappede vi en Latin night, hvor alle kastede sig på gulvet med eller uden det mindste latin gen. Jeg ved ikke hvad det er der sker med kaukaseren der hører latin, de bliver løsslupne som om der er no tomorrow. Selv bryder jeg mig slet ikke om musikken men synes det er god underholdning at se på folk slå til Søren (som min morfar ville ha’ sagt).
Den sidste aften tog vi en bar fyldt med stive englændere, det ved vi vel alle hvordan er…
Udover nattelivet fik vi vandret og set på skyskrabere til den store guldmedalje med et smut til Little India. Alt i alt en fed tur.

Da My spurgte om mine Indiske venner fra Seattle, som var i Chicago på weekendtur, var kørt i bil, stod det klart hvor svært det er for folk at forstå HVOR stort landet er. Jeg mener ingen ville ha’ spurgt nogen der kom længere væk end fra Moskva om de var kørt på weekend tur i København og ingen danskere kører på weekendtur til Cairo eller Tel Aviv!
Da jeg var kommet hjem fra Chicago ringede jeg til hende. Hun var meget overrasket over at det havde taget så langtid for mig at komme hjem og det var enda et direkte fly. DET ER BARE ET KÆMPE LAND!

Så kom Peter, Gitte og Lucifers yndlings yngel:
Man kan nogen gange godt glemme hvor meget man savner nogen til man ser dem. Det var vi klar over da Bertil og Malthe efter 2 sekunder sad som den anden side af velcro båndet på Molly og Cirkeline i 10 dage (til dem der ikke ved det, er Malthe og Bertil deres småbrødre, de har ikke før været adskildt siden fødslen) og efter et af Peters klassiske livs spørgsmål som, ”Hvis sort slanker, hvor stor er en neger pik så egentlig…….?” Så vidste vi hvor meget vi havde savnet dem, Åhhh Peter, ingen andre! Men også støtte i konspirationsteorier er tegn på rigtigt venskab.
Jeg ved ikke om i kan huske at jeg har fortalt om min nabo, serial killeren på min venstre side. Jeg er nu langsomt ved at få opbakning til min teori så også Ælle kigger mistænkligt derind og siger ”Det er da også mærkligt at han har plastik for vinduerne….”. Men det var jo en gave da Peter tørt noterede at det da er en anelse suspekt at køre rundt med en skovl og en rulle sorte plastik sække på ladet af sin bil som står uden for garagen ….. formodentlig fordi garagen er fyldt med kummefrysere. Så nu har jeg dem! Jeg har også givet ungerne strikse ordre om at hvis nogen lykkes med at stikke af derfra så må de endelig ikke aflevere dem tilbage til ham. De siger bare ”Åhh, hold nu kæft mor!”

De utrættelige lille brødre, Lucifers yndlings yngel.

De utrættelige lille brødre, Lucifers yndlings yngel.

I torsdags var vi vidne til en ægte talentshows katastrofe. Molly stillede op i skolens årlige talentshow, hvor hun efter bestået optagelsesprøve fik lov at fremføre en håndfuld stramt instuderede vejrmøller og spring på måtte. Peter, Gitte, drengene og jeg drog over på skolen i god tid for at få de fede pladser til dette ”årets højdepunkt”.
Der var 16 acts der var kommet igennem nåleøjet så vi var loadede med overskud og tålmod. Derefter kørte det durch af sporet. De første 4 talenter var synge piger, der efter min mening blev udsat for tør waterboarding! Anlægget var sat til på en måde så mikrofonen kun virkede når der ikke var musik, dvs at de stakels små piger ligeså godt kunne ha’ stået derhjemme foran spejlet med en hårbørste som at stå på scenen med høj musik og en slukket mikrofon. Det kan jo ske alle steder, men det der gjorde det fuldbyrdet voldtægt på pigerne var at det ikke blev stoppet. Så de der 3 minutter en banal Disney hit sang vare er pludslig lange minutter, hvis ingen hjælper én og man står på en scene med 500 publikumer der bare venter på at blive underholdt. De valgte alle bare at stå som gipsstøbninger og mime sig igennem, ingen af dem sagde fra og fik det stoppet. Hvis de bare havde smidt mikrofonen fra sig og var begyndt at moonwalke så var det gået an, men istedet stod de helt stille og gik i opløsning eller fik et stille psykisk sammenbrud uden nogen hjælp. Hver af dem gik der fra med den største neder. Endelig tog arrangørene den raske beslutning at stoppe pineriet og istedet sende dem med instrumenter på scenen.
Den første dreng spillede cello, med så stor indlevelse at man var i tvivl om han havde skiftet buen ud med en fil og nu sad og filede i selve celloen, tidspunktet tillod ikke at jeg fik øjenkontakt med Peter for så havde jeg ikke kunne overskue situationen. Jeg kiggede over på Cirkeline der sad på gulvet sammen med sin klasse. Hun så så bekymret ud at jeg ventede at hun hvert øjeblik ville begynde at høvle i gulvet for at lave en nødugang. Hendes bryn var hårdt trukket ind midt på panden mens hun frygtede for næste act.
Derefter var 3 drenge oppe og spille Star sprangled banner på blokfløjte! Hvem i alverden vejleder dog en flok store drenge til at spille blokfløjte? Hvor totalt uncooled er det? Det er da for tarverligt! Det hele var simpelthen så ”hvidt” at det ville kræve mere end døde Barry Whites tilstedeværelse bare at få det op på en brækket hvid eller modehvid!
3 drenge (de eneste helnegere på skolen) fra Mollys klasse gik op og rappede til et par pigers hornorkester. Det løsnede en del op på stemningen da de kastede håndtegn og lavede ”ormen” på gulvmåtterne. Respekt for dem!
Så blev det Mollys tur, hun kastede sig rundt på madrasserne til ”I like to move it, move it” hvilket jo kan få enhver elementary school til at rocke. Så alt ialt slap hun fra det med æreren i behold. Jeg selv klarede det også rigtig fint omend jeg var på hjørnet til at lave blæksprutten i avmagt(den hvor man forsøger at kvæle et grin og det så alligevel slipper ud som en høj sprutten) op til flere gange. Det kan vel betegnes som mit nervøse kaos grin. Efter den omgang og en Band koncert om aftenen sendte vi Peter, Gitte og drengene hjem til Søborg…… men vi ses jo snart.

Malthe slap på intet tidspunkt grebet i Molly.

Malthe slap på intet tidspunkt grebet i Molly.

Da jeg stadig ikke har besluttet om jeg fortsætter med at maile eller bare lægger ud på hjemmesiden, så gør jeg stadig begge dele, i kan tilmelde jer POSTS på min hjemmeside, sådan at i får en besked når der kommer nyt på siden NURSE MARLOW

Kort:
Pia Haj fik sidste mandag endnu en fin lille datter, hun hedder Alma. Med Pias svære sproglige vanskeligheder kommer de piger nok til at hedde Alla og Elma istedet for Ella og Alma…. Glæder mig til at se hende!

Husk nu at se Mammut. Nej, jeg har stadig ikke set den. Mon ikke den kommer på DVD så kan jeg sidde i fred og ro og græmmes over migselv. DR anmeldte den til at være hæderlig MAMMUT

Vi har jo haft svært ved at beslutte os for om vi ville blive boende i dette hus. Vi sagde til udlejer at vi ville blive et år mere hvis hun ville lægge trægulve i stueetagen. Det sagde hun ja til og sendte så igår en kineser over med et lad fyldt med mørkt plastik ”træ” gulv, på æsken står der ”authentic woodsound floor”. Gulvet er nu lagt og vil det næste år være en ond huskekage der minder os om ”Be careful what you wish for, you just might get it”…………

B good

Marlow

2 comments to 12. Chicago, talentshow og Lucifers yndlings yngel.

  • Judds cousine i Mississippi sporgte hvor meget det kostede at flyve til USA fra Denmark, og nar hun fandt ud af det sa synted hun selvfolig at det var meget dyrt. Det var sa der hun sporgte hvor lang tid det tog i bil…

  • admin

    :-) Love it! Hvis man ikke kan køre derhen er det jo heller ikke i samme verden…. og da slet ikke værd at se…..

You must be logged in to post a comment.