En hotdogs APV.

Jeg er flyttet til USA og her skal jeg love for at de har været svært kreative da de skulle opfinde jobs for at udnytte den lave mindsteløn.

Man har besluttet sig for at ALT kan kaldes et job, der er absolut ikke nogle grænser for hvad man kan blive…..

Man kan blive ”farveller” dvs at man står 9 timer i døråbningen af en butik i træk bogstavelig talt og siger farvel og ”have a nice day” til alle der går ud af butikken, ”go’dager”-det modsatte af en farveller, bon tjekker –man står efter kassen og slår en tus streg på alle bon´er, bil parkør mon ikke det hedder sådan når man parkerer andres biler?, pause tryllekunstner,  eller sågar ”hotdog”.

”Hotdogen”, er klart den mest bemærkelsesværdige. Det er en mand klædt i sort stramt tøj, iført et gigantisk hotdog kostume. Pølsen er en knald rød kogepølse, der går fra midt på læggen til en meters penge over hovedhøjde. På midten er pølsen omsluttet af et pølsebrød med øjenhuller. I hænderne holder hotdogen et skilt hvorpå der står ”Best hotdog in town, next right”. Jeg er sikker på at han gir’ fuld valuta for pengene (får ca 35-40 kr i timen), for han er altid midt i en iøjenfaldende dans, hvor han kaster sig rundt så pølsen faretruende svinger udover vejen. ”Hotdogen” danser det samme sted på hjørnet i krydset ved motorvejsafkørslen i ALT slags vejr, HVER DAG!

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig at han med alt den pølse på nakken let kan få slagside i regnvejr, for godtnok holder pølsen ham tør i starten, men den bliver tungere og tungere for hver dråbe og tro mig, kæntrer den, kommer han ikke op igen.

Pølsen er samtidig så trang at han under ingen omstændigheder kan få en arm ind og klø hvis det klør, dvs at han må hoppe og danse sig ud af enhver kløe. Kogepølsen har tendens til en lille smule ”knæk” så han skal udover at danse med vægten fra pølsen også konstant stå let fremoverbøjet.

Hotdogen giver anledning til en del afdækkende spørgsmål, så som; Er der nogle grænser for hvor mange timer man må kaste sig rundt i pølsen (”svinge pølsen”) ad gangen? Bliver kogepølsen ristet indeni når det er solskin? Får man ristet løgene? Må man bruge svøb når det regner? Kan man blive opgraderet til en ”Super Børge” hvis man tager på? Er der nødudgange? O.s.v.

Skulle man en dag finde sig selv dansende i en postkasserød kogepølse til ”you aint nothing but a hounddog” ville det største spørgsmål af dem alle nok være: Kan man mon arbejdspladsvurdere en hotdog? Hvis ja, indgår flugtveje og frokostordninger så i vurderingen? Jeg ved det virkelig ikke, men jeg tror at selvom det er fuldstændig og aldeles rædsomt at skulle implementere APV’er på sit arbejde, må jeg erkende at den nok alligevel har sin berettigelse og måske kan den endog redde én fra at ende som ”hotdog” eller endnu værre, rosinen i pølse enden!

Skriv et svar