Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

8. Måske bedre sent end aldrig….

2-3-2009

Vi har haft 15 grader og nærmest forårsagtige tilstande de sidste 2 uger. Vores nyheder har været præget af Michael Phelps inhalering fra bon, historien der simpelthen nægter at dø! Den stakkels dreng har udover at have sat alle mulige rekorder ved OL også været udråbt som USA’s rollemodel nr 2, lige i røven af Obama. Så da et billede af ham rygende pot fra en bon var på forsiden af et sladderblad blev han trukket gennem sølet i alt fra morgenradio til MSNBC og CNN. Alle hans sponsorer har trukket sig og hans karriere hænger i en tynd tråd. (Det er jo derfor vi elsker USA, du kan svindle snyde og dræbe og alligevel få lov at være præsident i 8 år, men hvis du én gang inhalerer SÅ ER DET UD!) Der er heldigvis også opstået nogle support grupper for Phelps.

Den anden sejlivede historie er om ottelingerne som i garanteret også har hørt om, vinklen her er dog mere, “Hva’ skete der lige med det kølige overblik, hos dem der lagde æg op?” Moderen til ottelingerne er 33 år, enlig mor til 6 (alle med forskellige fædre) nu 14, bor hos sine forældre og er arbejdsløs. Hvordan hun har overtalt nogen til at lægge de 8 æg op er stadig et mysterie, medierne har belejret klinikken for at få et svar. Det eneste der er kommet fra klinikken er en udtalelse om at de tidligere havde en virkelig dårlig succes rate, den må da være vendt nu!

En Stor lokal nyhed er jo at SAS indstiller den direkte rute KBH-SEATTLE. Den nyhed tager vi altså ikke pænt her, det betyder jo at der ikke kommer flere børn på besøg alene hvis de skal flyve over Frankfurt, London, New York osv. Æv! Hvornår de stopper er endnu uvist, de snakker om jul?

 Jeg har fået en del undrende mails, om jeg mon var blevet i DC eller hyr, siden jeg ikke har givet lyd siden. Der er såmænd en helt anden mere ynkelig grund til det. Jeg har fået writers block!

Hele inauguration oplevelsen har været så blandet en følelse, at jeg simpelthen ikke har kunne finde ud af hvad jeg dog skulle mene og skrive. Jeg må over puklen, så nu prøver jeg alligevel omend det er en måned for sent:

Molly og jeg drog til DC, iført dynejakker og overtræksbukser. Der var koldt, altså sådan rigtig slædehunde koldt! I flyveren sad vi ved siden af en dame, som havde glemt sin billet til indsættelsen hjemme på sit køkkenbord, hun prøvede nu på alle måder at få fat i den. Hun ringede til låsesmede og prøvede at koordinere det med Fed Ex und alles, mage til klovn!

Der var 240.000 billetter i omløb, bare dem alene er 3 Roskildefestivaler der skal sluses ind og ud på få timer. 5000 af dem med billetter kom aldrig ind, de fik istedet en autograf, et klap på kinden og med lidt held en Obama årsplatte… 

Udover dem med billetter, var der jo næsten 2 millioner andre. Jeg har aldrig i mit liv set så mange mennesker (og toiletter! - der kunne Roskilde nok lære en ting or to), det var fuldstændig overvældende. Tænk sig, der var ikke en eneste anholdelse! Ta’ den rådhuspladsen, der kræver det bare en demo på 200 for at få 150 anholdte.

Alverdens krejlere var mødt op, de solgte alt fra Obama slumretæpper, hånddukker, huer, platter, plakater, t-shirts, armbånd til Obama g-strenge og Obama chokoladebarer. Det var alle med sans for en hurtig go’ forretning. Mange mener at salget af Obama merchandise i sig selv kan rede økonomien i landet :o} Men selv med krejlerne var der en fællesskabs følelse der lå som en tryghedsdyne over området.

Hva' med en Obama hånddukke?

Hva' med en Obama hånddukke?

 

På et tidspunkt under vores time lange vandring var Mollys hænder ved at falde af af frost. Jeg gik hen til et ordentligt overtatoveret brød af en ganstertype, der solgte håndvarmere. Han så virkelig skræmende ud og havde det ikke været for stemningen, var jeg flygtet i den anden retning og havde beskyldt ham for at sælge andet end det. Han forlangte $10 for 2 skide pakker håndvarmere, det kunne jeg jo ikke gi’ om jeg så gerne ville, når jeg vidste at han havde givet $15 for 200. Jeg stirrede forarget på ham og vendte mig til Molly og sagde, at det kunne hun altså godt glemme! I farten fik jeg lige mumlet en bemærkning om at, det sgu’ da er lige meget hvem der er præsident hvis our own people keep hustling us! Instant effekt. Gangster fyren lod sin kasse stå og løb efter os, først tænkte jeg FÅÅÅÅKKK og skulle til at piske afsted! Så vendte jeg mig og så hans ansigt, så stoppede jeg, han var overhoved ikke vred, tværtimod så han undskyldende ud og sagde “I didn’t know it was for the babygirl, here you are, do you need any for her feet?”,  “Øhhh, no thanks”. Han begyndte på at forklare at det jo var en måde at tjene penge på, og at han altså ville holde prisen deroppe for dem der har penge tager jo ikke skade af at gi’ mig $10 vel…. Jeg trak på skulderen og vi gik videre. 5 minutter senere spurgte Molly fornærmet “Hvem fanden kaldte han for babygirl!, hva’?”

Well jeg må vel til at fortælle om det smertelige forløb……..

Molly og jeg boede hos Julie (min papsøster) i Washington DC. Hun bor på North Capitol st, som er den vej der går direkte ned til “The Capitol”, dvs en spytklat fra The National Mall (den lange græsplæne mellem Lincoln memorial og the Capitol) og The Capitol. Det ville tage os 15 min at komme ned til The Capitol på en almindelig dag………………………………………………………………………………… Det er så her jeg ikke rigtigt kan forklare hvad det var der så gik galt!

 

Vi gik ud af døren allerede kl 06.30 for at sikre os en god plads (Obamas indsættelse var først kl 12). Julie sagde på vejen ned ad North Capitol st. at hun havde lovet en veninde at følges og at vi lige skulle møde hende på Union station.

Molly prøvede at skjule sin irritation over at vi skulle vente på noget som helst, når vi nu var i så god tid, jeg synes på det tidspunkt at det var okay og tænkte at vi nok skulle nå det. Så stod vi der på Union station, oppe på en betonklods for ikke at blive trukket med menneskemængden, mens tusindvis af mennesker myldrede ud.

Tiden går mens vi venter på Union station.

Tiden går mens vi venter på Union station.

 

Julie var forsvundet ind på stationen. Da der var gået en halv time ringede jeg og spurgte hvor de blev af. De var på vej sagde de. Vi ventede og ventede og Molly sagde at hun synes vi bare skulle smutte og sige at vi var blevet suget med af menneskemængderne, jeg var lige ved at sige “top” til idéen da de ringede, at nu var de på vej op ad trappen. 

Julies veninde viste sig at være en kollega fra FBI, en ældre model der havde sin stærkt overvægtige, bevægelses handicappede søster og dennes ven med på slæb! Vennen var iført sort elefanthue, så jeg aner ikke hvordan han så ud. Søsteren havde en STOR pink gennemsigtig plastik poncho udover sit tøj for at modstå den isnende vind. Vores karavane bevægede sig i smertelig sneglefart ned til indgangen ved the Capitol, hvor vi fik besked på at gå længere ned og til højre hvor der skulle være en indgang til the Mall. Vi satte igen gang i sneglefarts karavanen mens Mollys irritation langsomt voksede og efterhånden var svær for hende at skjule. Da vi kom rundt om hjørnet stoppede hele menneskemængden, ingen vidste hvorfor, om vi var i en kø, om det i såfald var den rigtige kø. Der stod vi så stille mast sammen med måske 50.000 andre der heller ikke vidste noget. Ingen kunne røre sig og tiden gik. Der gik vel en time med det. Det viste sig at vi var blevet gænnet ind i gyden af nogle securityfolk som ikke vidste at de security folk der stod i den anden ende havde et hyr med at få masserne til at gå den anden vej!

 

 

Vi var ikke alene om at kæmpe os frem.

Vi var ikke alene om at kæmpe os frem.

 

Da vi endelig kom ud af knuden, efter at ha’ forceret div. beplantninger, hængt på vinduestremmer fra stuelejlighederne og fra træer, var der fri bane. Det føltes virkelig åndsvagt at ha’ kæmpet så meget uden at opnå en skid andet en at komme ud af mængden. Da vi var sluppet ud af den mega “kluddermor” som det var, manglede vi selvfølgelig søsteren, der dog tydligt lyste op som et pink telt i mængden. Vi ventede pænt til hun var evakueret ud af knuden.

Vi fik at vide at det nu var for sent at komme ind ved nogle af indgangene i den ende af the Mall, så vi skulle gå gennem tunnellen og ind på sydsiden istedet. Vi vandrede og vandrede, hele tiden med “søster slow” på slæb. Molly var nu rødglødende over at vi ikke bare var gået selv. Jeg forsøgte med en kommentar a la, “tænk hvis det var dig, der var så fed og skulle gå så langt”, den prellede fuldstændigt af på hende. Da vi vandrede langs sydsiden af The Mall blev vi sendt videre til næste indgang hver gang vi nåede frem til en.

Julies kollega sagde at nu måtte der altså være en handicap indgang, for nu kunne “søster slow” ikke gå længere. Hun gik op og flashede sit FBI skilt, som straks udløste “Ja, selvfølgelig kan i da komme ind af handicap indgangen”. Jeg begyndte at sætte pris på “søster slow” og nu hvor hun viste sig, måske at være adgangen ind for os, var jeg pludselig bange for at blive væk fra hende! Efter lidt frem og tilbage trasken viste det sig at der slet ikke var nogen handicap indgang på vores side. I diskussionerne med diverse security folk, der bare pegede os videre ned ad vejen, besluttede vi os for at blive væk i menneskemængden. Jeg kunne og ville ikke gå glip af selve indsættelsen fordi mit sociale gen kom i vejen! Julie lod sig blive væk i mængden sammen med os.

 

Nu var klokken efterhånden mange og jeg begyndte for alvor at blive bekymret for at jeg simpelthen ikke skulle opleve indsættelsen på trods af at jeg havde fløjet i 5 timer og gået i 4½. Vi satte kadancen i vejret og Molly som nu havde frosset, raset, stået og gået i mange timer, bed tænderne sammen mens det stadig osede af arrigskab ud af ørene på hende. Engang i mellem kom der et “Hva’ fanden tænkte i på?”, “I er jo ikke rigtigt kloge”, “Nu når vi det ikke pga af DEM”. Jeg kunne desværre ikke sige andet til hendes skuffelse end “Undskyld…”. Så blev vi gudhjælpemig sendt fra 9th st til 14th st og Julie begyndte at snakke om at det måske var hurtigere bare at gå hjem og se det på fjernsynet som flere andre havde besluttet sig for i mængden omkring os. Jeg sagde at de for fanden da ikke kunne dirigere os rundt i 6 stive timer uden at lukke os ind på et or andet tidspunkt inden talen… Julie ga’ mig “det ka’ du bide dig selv i navlen på, at de kan” blikket.

Da vi var 4 meter fra 14th street, blev den afspærret og folk var på grænsen til at gå i opløsning og opgi’. Alle busserne der skulle fragte deltagerne ind til paraden skulle igennem, mere end 40 busser, det tog tid! Da afspærringen blev ophævet løb vi over vejen og var fuldstændig vantro over at vi nu frit kunne gå ind på The Mall og op til the Monument. Kl var nu næsten elleve. Hold kæft hvor var der mange mennesker foran os, men på det tidspunkt gjorde det intet!

Det var som en spand  koldere vand i hovedet da det gik op for os at lyden fra vores jumbotron (storskærm) var så lav at vi ikke kunne høre et piv af hvad der blev sagt. Så vi måtte vælge mellem at kunne se, eller at kunne høre talerne. Vi valgte det sidste og løb ned til anden verdenskrigs memorial ved enden af den reflecting pool ved Lincoln memorial og maste os ind under Jumbotronen så vi med nakken godt tilbage kunne følge med på skærmen. Vi havde vel 35.000 mennesker bag os, hvilket hjalp på følelsen af at “De første  blev de sidste”.

Rockerkoldt i DC, Molly og jeg forsøger at lade som om, at det da er okay at stå i den forkerte ende af The Mall.

Rockerkoldt i DC, Molly og jeg forsøger at lade som om, at det da er okay at stå i den forkerte ende af The Mall.

Endelig faldt der ro over os. Selvom det må ha’ givet en smule varme at stå i 2millioner prutter, var chilfaktoren så høj at det føles som om der sad ti små kattekillinger og rev og bed os i kinderne med deres sylespidse klør og tænder. Så kom Aretha! Vi nåede det!

Aretha’s blotte tilstedeværelse sendte en bølge af tårer over The Mall. Man kunne høre ekkoet af tusindvis af folk der enten hviskede eller råbte “The Queen!”. Da hun så sang “My Country Tis Of Thee” var der ikke noget at gøre. Det var som om nogen havde åbnet for Høiers sluser og jeg var den sønderjyske marsk. Bidende kattekillinger og 5 timers vandring i frustration blev skyllet væk med Aretha, jeg kiggede rundt og så at det ikke kun var Høier sluser den var gal med, men at min sidekvinde kæmpede mod en læk i Hover Dam . Molly kiggede sig undrende rundt og spurgt mens hun vendte sig “Mor, hvorfor tuder de nu?”, da hun så snotsøjlen sejle fra mit ansigt udbrød hun “Mor, Nu må du altså styre dig, hva’ sker der for dig?”. Hun rystede på hovedet og vendte sig igen. Flere i mængden udtrykte lettelse over at Aretha for en gang skyld havde dækket sig til (Hun har de sidste mange år brillieret i gennemført feljcastet garderobe, hvor hendes kæmpe barm og armhuleflæsk hænger op over kjolen)

Alt baggrundsstøj forsvandt som tænder i cola, da Obama gik på podiet. Der var ellers en larm af blandet begejstring for de forskellige politikere der blev præsenteret undervejs og højrystet “buhh” kor da Bush blev præsenteret. Flere råbte bemærkninger efter Bush men flest ukvemsord fik Cheney da han hjulede ind i en til lejligheden nødvendig kørestol! Det tændte virkelig folk af, at han nu kom ind som en svag mand, man nærmest skulle ha’ ondt af, sidste forsøg på at få sympati. En fyr ved siden af mig klaskede hårdt sin håndflade i panden og råbte “HE DID NOT!!!”, “I CAN’T BELIEVE THIS, OHHH MY GOD! HE DIDN’T, SO HE THINK HE’S GETTING AWAY WITH THIS?”, “THAT MANIPULATING SON OF A BITCH!!”. Flere steder kunne man høre folk råbe “IMPEACHMENT, NOW”. Wooow, det virkede virkelig voldsomt midt i alt kærligheden. Og kontrasten var slående til den totale stilhed der øjeblikligt indfandt sig da Barack-Barry-Messias-Hossein-Obama gik på talerstolen. Alle stod som naglet til kloden og man kunne ha’ hørt græsset gro. Selve edsaflæggelsen som jo gik en kende i vasken pga den forkerte rækkefølge på ordene blev ikke kommenteret. Heller ikke en lyd under den lange tale. Men selvom alle var rørt, var denne tale dog så meget hårdere end vi er vandt til, at vi lyttede, istedet for bare som sædvanligt at lade os forføre. Selv fik jeg kaffen en smule galt i halsen da han på et tidspunkt brugte nærmest Busch agtig retorik “You cannot outlast us, and we will defeat you”, men det hele blev leveret på en så overbevisende facon at vi alligevel til sidst alle skreg os hæse af jublen.

 

Så var det gjort, geden var barberet og klimaks var udløst.

Straks gik menneskemassen i opløsning og 2 millioner lettede (mange gik med en frygt til det sidste om at han ville blive skudt inden han nåede at aflægge ed, de turde simpelthen ikke tro at det ville blive virkelighed) tilskuere myldrede ud af The Mall. Julie trak os undervejs ind af en annonym dør i en facade hvor en Japansk mega restaurent lå gemt, som kun de lokale kendte til. Så der sad vi i ro og mag og prøvede at fordøje det hele ved at hælde spandevis af japansk the og fade af sushi ned. Vi snakkede ikke rigtigt, der var sådan lidt “hva’ nu?” stemning over det. Til sidst erklærede Molly at hun altså synes det var kæmpe nederen at vi skulle se ham på en skærm. Jeg sendte med let irritation en tanke til “søster slow”. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu er det ikke sikkert jeg havde nøjes med en tanke…..

Om aftenen mens vi fortsat forsøgte at tø, sobbede vi til the Neigborhood ball på TV, Julie havde billetter til et af ballene men orkede ikke at tage afsted. Jeg fik hende overbevist om at hun ville ærge sig frygtligt hvis ikke hun gjorde det, så hun dressede sig op i Galla og tog afsted.

Hele “Ball” konceptet virker sgu’ lidt mærkværdigt. Mr. og Mrs. Obama stod oppe på en pedistal midt i lokalet og der skulle de så danse for publikum, som var diverse stjerner; Jay-Z, Beyonce, Mary J, Denzel Washington, Jamie Foxx, Sting (hva’behar, så i at han har fået fuldskæg??), Alicia Keys o.s.v.

Obama beviste i overlegen stil at ikke alle sorte mænd kan danse! Mange ting kan han, men danse er ikke en af dem;o)

Beyonce sang bogstavligt talt sig selv til tårer med Etta James “At last”. Hun gjorde det sulema godt, men vi var alligevel nogle der undrede os over hvorfor det ikke var Etta James selv der skulle synge den. Ser i, det fandt jeg svaret på få dage efter, det vender vi lige tilbage til!!!

 Næste dag spurgte jeg Julie om hun havde hørt fra sin kollega og “søster slow”. Hun kiggede på mig og sagde “leave it, you don’t wanna know!”. Det kunne jeg selvfølgelig ikke, så det svee da hun objektivt beskrev hvordan kollegaen efter vi var “blevet væk” havde flashet FBI skiltet igen og var blevet eskorteret ind og frem i The Mall, så de stod i silver ticket area, hvilket må ha’ været 10 fodboldbaner tættere på end hvor vi var endt! PIS ÅS, den sad. Jeg havde lyst til at brøle at det simpelthen var for uretfærdigt og hvorfor fanden havde vi ikke bare flashet Julies FBI skilt hvis det kunne ha’ ændret noget! Kæmpe ÆV! Det boostede min i forvejen nagende følelse af at være blevet snydt! 

Det er så den følelse jeg har kæmpet med siden, jeg ved jo godt at det er åndsvagt og at jeg bør være tilfreds med at ha’ været der og været en del af det…….. sådan er jeg desværre bare ikke, helst ville jeg jo ha’ været backstage og givet en krammer….;o}

Nå men det nyttede jo ikke at tude, Molly og jeg trawlede DC tynd de følgende dage.

Da vi stod ved mindevægen for Vietnamveteranerne blev Molly tydeligt eftertænksom, hun kiggede på navnene og sagde så “hold op hvor er det godt at morfar ikke står på væggen”,  ”Så havde vi jo ikke engang kunne se det, for så var vi slet ikke født”. Logik i børnehøjde! Molly sugede det hele til sig og var vild med DC, især Smithsonian (museerne der ligger i The Mall), det er sgu’da også imponerende og så er det GRATIS!!

Molly foran The White House.

Molly foran The White House.

 

 

 

Da ballet var ovre, var The Capitol SÅ stor.

Da ballet var ovre, var The Capitol SÅ stor.

 

Hvis der var et soundtrack til hele DC turen, så var det helt klart Angie Stone og “My people”, fuldstændigt autentisk stemnings billede. Jeg har et virkelig svagt sted i den sang, der hvor børnekoret (ja normalt ville jeg hellere æde Ælles underhylere end at lytte til et børnekor, I know) synger “Rutgers womens basketball team”. Jeg ved ikke hvor mange af jer der fulgte med i den sag, den gik i alt sin enkelthed ud på at en meget kendt radiovært, Imus fik sagt “nappy headed ho’s” om det kvindelige basketball hold som hovedsagligt består af negerkvinder….. Så blev hans program slukket. Også den sidste bemærkning i sangen “Bill Clinton, the first black man in the White house” er en klassiker. Hvis der er to numre på soundtracket er Marvin Sapp  “Never would have made it” selvfølgelig det andet.

Selvom jeg kun har set og mærket et nanogram af den allestedsnærværende racekamp i landet. Kan jeg stadig blive oprørt og rasende når jeg møder den.

Jeg har svært ved at forstå at da jeg blev født (og det er jo ganske kort tid siden) kunne min far og mor ikke bo sammen på de militær baser min far skulle arbejde på, ene og alene fordi hun er hvid og han sort.

Jeg husker selv hvor ubehagligt det var da jeg havde min ex kærste med herovre og vi flere gange oplevede at folk spontant begyndte at synge “Jungle fever” (en sang om at hvis man er i et forhold med en af en anden farve så har man “Jungle fever”) når vi passerede dem.

 

Så sent som for to måneder siden blev min far og hans kone tilbageholdt i lufthavnen i Dulles (Washington DC) og smidt ind i et rum med muslimer, afrikanere og alle de andre usual suspects. Han blev beskyldt for “trafficking”…… Til deres forsvar må jeg sige, min papmor ser faktisk ret godt ud så jeg forstår godt tanken bag, at der da må være lusk med i spillet. MEN så er det realiteterne alligevel må ha’ ringet en klokke eller to hos én af de kvikke immigrations medarbejdere, hvor tit er det mon kvinder over 50 man “trafficker”???? ALDRIG! Men det var åbenbart bare for mistænkligt at min far havde scoret Lene og ovenikøbet giftet sig med hende….

Det påvirker uden tvivl min far mere end de fleste. De rejser sammen til USA et par gange om året og de bliver ALTID udsat for tvivl om at de kan være gift. Sidst blev de anholdt for at bo på samme motelværelse……

Det jeg egentligt bare ville sige med det er, at derfor er Obamas indsættelse så stor en landvinding, det er ikke kun fordi der engang var slaver, det er fordi der på mange måder stadig er det……..

Tilbage til Etta James! Vi ved nu hvorfor hun ikke selv sang for Obama!

Dagen efter DC turen skulle min mor, Karen og jeg ind at se Etta James her i Seattle. Koncerten var i det afsindigt smukke Paramount teater, forventningerne var helt oppe og snurre.  Publikum, der overvejende bestod af det grå guld var forventningsfulde. Som opvarmning blev vi indtroduceret til Leroy Bell m. band (www.leroybell.com) , en glimrende lokal musiker som gav en overraskende god koncert (senere hørte jeg hans cd - virker ikke specielt overbevisende i forhold til den virkelig gode optræden). Efter en kort pause, gik The Roots på scenen og begyndte at bygge stemningen op til at Etta kunne præsenteres. En ung mand, der viste sig at være hendes hjælper, kom på scenen og piskede stemningen i vejret, han tog mikrofonen og skreg; ARE YOU READY FOR THE ONE AND ONLY MISS ETTA JAMES?? Salen hylede og klappede i kor, ja vi var ready! Salen var klar!

Ind fra højre side af scenen rullede en lille tynd dame på en knald rød pensionist scooter, iført en matchende rød palliet top, sort garbadine buks, fuld krigsmaling, høje hæle og hårlak. Hun vred gashåndtaget i bund så scooteren accelererede helt op til sneglefart. Publikum var klart overraskede over entreén men var ellevilde. Etta gled langsomt ned fra sædet og over på en lav barstol med ryglæn og lænede sig så frem til mikrofonen og sagde “I see you are ready for me”. Det var så også det eneste sobre der kom ud af hendes mund den aften, OH MY GOD hvad der ventede os ;o)

Hun begyndte straks at gnubbe sig i skridtet og rage sig på brysterne mens hun med tungen lavede slikke bevægelser på mikrofonen.

Hele salen var tydligt overrumblet og kunne ikke reagere på anden måde end at skrige af grin.

Hun udstødte nogle støn engang imellem og nærmest rappede sig igennem sine sange.I starten var det simpelthen så sjovt at det var svært at blive siddende i sædet. Det udviklede sig dog mere og mere bizart og efter at hun havde betroet første række at hun var “ready for them” mens hun med højre hånd “gokkede” den áf ud i luften, så var vi alle klar over at den var gal med kompasset. Om hun var skæv, høj, havde Alzheimer, var stiv eller “all of the above” var vi ikke sikre på, men gal var den ihvertfald.

Den liderlige bæssemor var nu transformeret fuldstændigt til en fullblown sexkilling på syresvampe!

Hun ramte på intet tidspunkt en tone. Det var heller ikke gået hendes næse forbi at det var Beyounce der sang “At last” for Obama. Som hun sagde “That bitch Beyonce sang MY song for her president, because it sure ain’t my president any more”

Folk var på dette tidspunkt i tvivl om de skulle grine eller græde, nogle rejste sig resulut og gik. Det rørte hende overhovedet ikke, hun fortsatte i samme rille. Hun ville så bevise for os at det altså var HENDES sang ved at synge den…………. Det var mildest talt en katastrofe. Hun sluttede dog upåvirket af fiaskoen af med at sige at der kunne vi jo selv se at hun til enhver tid kunne gi’ Beyounce røvfuld i den sang.Det var der ingen der kommenterede. Hendes hjælper, som undervejs havde hjulpet hende med at finde teksterne til hendes sange i et kæmpe hæfte hun havde med, kom nu frem og hjalp hende op på handicapjeepen igen og fulgte hende ud af scenen.

Det var dog den mest bizare koncert jeg til dato har set….. ved ikke hvorfor det sådan fik mig til at tænke på vores allesammens Jørgen Leth……… Jeg spørger igen, “kan man tvangs pensionere?” 

Gud nej, jeg er ikke halvt færdig og har vist brugt mere end jeres frokost pause på mit ævl. Jeg gemmer anden del, den må følge……

Mollys eneste ønske til den nye præsident.... Det er vist det der hedder børnehøjde.

Mollys eneste ønske til den nye præsident.... Det er vist det der hedder børnehøjde.

 

Molly, da hun fik chancen for at ønske èn ting der skulle ændre verdens historien, YOU GO GIRL!!…………………………… (hun opnåede da at komme i skoledistriktsbladet)

  

B GOOD



You must be logged in to post a comment.