Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

6. Sidsten med unhappy ending.


Skrevet før min pludselige evakuering:

KORT NYT:

-Jeg har nu fra flere pålidelige kilder fået efterretninger om hvad Ornen kalder mig. Flere har sladret om at jeg i HQ (Head Quarter) har øgenavnet Avatar. Det viser sig selvfølgelig, at Ornen i stedet konsekvent refererer til mig som Predator….. Åhhh hvor jeg da bare overhovedet ikke kommer til at savne ham. Oink, oink!

-Der er nu stillet en kasse med kondomer op hos briterne i Medcentret. Jubiii, så kan det jo være at deres lady garden ikke længere skal lugte af fish.

- Jeg har igen fået ny Doc. Han er både dygtig og sød og vi hygger os ret godt (synes jeg i hvert fald, det kan jo være han synes noget helt andet ;) Det er dog ikke gået sindssygt godt for de sidste par traumer vi har fået ind. De har næsten været døde ved ankomst, så der har ikke været så meget at arbejde med. Èn af vores medics spøger med at Doc og jeg har flere “kills” end kampsoldaterne. Well, sådan er livet, eller mere præcist døden jo engang imellem.

- Så var det igen tid til feltunderholdning. Denne gang var det danskernes tur til, at diske op med underholdningen. Så da briterne jo havde hyret Katie Melua, så havde danskerne booket Decco-band….. Nej, det er ikke bare dig der er lidt blank på Decco-band! Decco-band er et dansk kopi band, der åbenbart er store i Aalborg og omegn, flere punktummer………

Var jeg afgået ved døden under denne séance, ville dødsårsagen være “død ved rock musik”. NAAAIII, nai, nej! Hvad siger i til “Sweet home Alabama”, lidt Rahmstein og “I love rock’n roll” -so put another dime in the jukebox baby, setup’et i en Afghansk ørken??! WTF? Til gengæld var det også pisse koldt og øllene var varme og alkoholfri.

Ja, det var svært at få armene op.

Omend drengene havde drømt om Medina, så var de ganske tapre og var med på “hvis jeg siger rock, så siger i roll”. Ja de er ved gud godt opdraget!

Mine mænd overværede koncerten fra behørig afstand på Pirahnaen.

Mine mænd overværede koncerten fra behørig afstand på Piranhaen.

Madpanik:

Som de fleste ved har jeg et utrolig nært forhold til mad. Jeg skal aldrig opleve ikke at kunne spise når jeg er sulten eller bare ikke få nok mad, så det går der en del hjernevindinger med.

Så jeg blev sat på en prøve idag.

Jeg vågnede 7.57 (morgenmads døren lukkes 8.00 dut) og sprang op og i støvlerne, kastede en skjorte på mens jeg febrilsk forsøgte at knappe den, sprang jeg ud på gangen hvor det gik op for mig at jeg ikke havde fået bukser på. Tilbage igen, støvler af, bukser på, spænde Damian Lewis fast på hoften, støvler på, binde snørebånd, hårelastik i garnet, springe over til Cookhouse, sparke døren op lige som dørvogteren var ved at sætte lukkeskiltet op og låse. Puls på 140, håndvask, alcogel og 10 spring ind til køkkenpersonalet, der selvfølgelig allerede havde noteret sig at Marlow (skarp observation, eftersom de for tiden bespiser 1600 soldater) ikke havde været nede at spise, så de havde fundet fysioterapeuten og spurgt hende om der var sket mig noget/om jeg var okay. Så de blev jo glade for at se mig og min tallerken, men forstod godt alvoren i den nærved hændelse der var ved at ske.

Så slog jeg røven svedende i sædet hvor efter det lød ud af “store mund” (lejrens højtaler system): “Stand by for broadcast; OP TALLY, OP TALLY, OP TALLY, I say again; OP TALLY, OP TALLY, OP TALLY end of broadcast”. Så var det op på poterne og med min havregrød og æg måtte jeg skynde mig op til vores mødested. Der stod vi så rør fordelt efter enhed -  jeg stædigt med min tallerken foran mig. Da samtlige danske soldater var flået ud af deres ærinder; om de sad på tønden, pudsede geværer, pakkede kampvogne eller rev sig i pjorten, så blev optællingen gennemført og min havregrød var stiv og kold men ned gled den nu alligevel.

Så blev det frokost, og lige da jeg havde hældt op på min tallerken og skulle til at guide første mundfuld op til næbbet, råbte radioen op om casualties ved Maingate. Pis, radioen på bæltet og så afsted til traumestuen, hvor to casualties allerede var på stuen. Behandle og loade dem på “Pikken”, hvorefter klokken blev 13.25! (frokosten fjernes 13.30 dut) Så piske afsted fra helikopterpladsen og til Cookhouse, nåede lige at smide kampskjorte, hjelm og briller foran døren, vaske blod af armene og spritte også springe ind til fadene der var ved at blive fjernet.

Det lyder ikke af noget, men det kan sgu’ være en kamp af få noget at spise i den her sigøjnerlejer! It’s like a warzone out here!

Hesco helvede:

Vi blev varslet om to selvmords attentater to dage i træk, det skulle være en servicevogn den ene dag og en personbil den anden.

I den forbindelse fandt vi i mit telt ud af, at det eneste telt i lejren der ikke er beskyttet af Hesco (overjordiske skyttegrave, altså kæmpe sandkasser i net) er vores. De eneste to steder der er adgang til med bil, hvor man kan ramme nogen, viser sig så også at være vores telt og Kuffen. Vi vendte derfor vores bekymring med vores fører, der bla. svarede, at vi jo måtte kalkulere med en vis risiko når vi er i krig….. Altså det der med at man gør hvad man kan for at minimere risici og undgå casualties, det afsnit havde han tydeligvis ikke læst under sit kursus til officer. Efter en længere samtale med ham, stod vi overfor valget at flytte til Mohawk (den evige trussel), bygge en Hesco selv eller leve med at vi var det mest udsatte telt i lejren.

Vi valgte så at vi selv måtte bygge den skide Hesco, hvilket jo giver den bedste mening, at gårdens eneste piger skal bygge en konstruktion som INGEN af gårdens unge karle er blevet sat til at bygge. Vi taler her om ca. 5 tons sand og sten konstruktion, WTF?????

Vores Hesco-nøgne telt.

Vores "Hesco-nøgne" telt. Hescoen skal så stå hvor blomsterkummerne står.

Måske skulle jeg være mere bange for at jeg med mine hjemmelavede bomber ufrivilligt selv blev selvmordsbomber.

Måske skulle jeg være mere bange for at jeg med mine hjemmelavede bomber ufrivilligt selv blev selvmordsbomber.

Tid til brok og forandring:

Kuffen, det glade hellige samlingspunkt i lejren! Desværre er det forbundet med tungt smagsdommeri, fordomsfuldhed og rigtig/forkert kristendom. Til gengæld er her ikke noget alternativ og tro mig det ville der være plads til.

Man kan jo undres over at et land hvor så få % af befolkningen er regelmæssige kirkegængere, sender både en fuldtids præst og to stk fuldtids missionerende unge mennesker i krig. Jeg tror det er ved at være tid til at genoverveje konceptet.

Jeg tænker at hvis man kunne overtale præsten til at afholde den daglige aftensang og devotions, så kunne man bytte Kuf konceptet ud med almindelige civile, der ikke er klistret ind i en organisation, der sidder som et monopol med regler om dette og hint, der hvor soldaterne har “fri”.

Der er en del ord som ikke er gangbare på Kuffen “fordi Jesus aldrig har sagt det!”. Godt så sveske, så er jeg nødt til at bede dig om ikke at bruge ord som computer, crossfit, chat og sushi siden Jesus helt sikkert heller ikke har haft de ord i sin mund!!!!! OMGosh! For lige at understrege at der ikke er tale om en lille uskyldig organisation så får de årligt 5,4 mil fra staten og 650.000 fra veterancentret plus alt deres kaffe, mel osv er donationer samtidigt med at de hiver donationer ud af soldaterne under missionen…. jo, det er en pengemaskine a la amerikanske mega church’s i fåreklæder. Så udover at have en kæmpe propaganda platform så ryger der penge lige i lommen. Tsk, tsk.

Så blev det lort med lort på, torsdagen før jeg skulle hjem. Dette er et nyt afsnit i mit liv, ikke bare i denne mail:

Min mor blev indlagt ugen før påske til fjernelse af en galdesten. Det viste sig ikke at være en galdesten men kræft. Hun var pludselig så dårlig, at hvis der ikke kunne komme afløb fra galdegangene, ville man bare lige høre hvor hurtigt jeg kunne komme hjem fra Afghanistan (underforstået at de ikke kunne love at hun ville holde sig i live en uge).

PIS! Jeg gik ud til kommandokontoret og spurgte hvor hurtigt jeg kunne komme hjem, wupti så var jeg på vej hjem! Jeg pakkede alt mit lort ned i køjesække i mulm og mørke og fløj ud af Price på Pikken uden at have sagt farvel til nogen, bortset fra mine teltkammerater der var så supersøde at stå op og slæbe alt mit lort ned til heliporten. Det var en både kaotisk og rørende oplevelse.

Rørende men kaotisk afsked.

Rørende men kaotisk afsked.

En af vores søde afghanske tolke var med i Pikken og “passede på mig” til jeg stod af i armene på mine søde kolleger i Bastian. Da det var Lang fredag kunne der ikke findes et sæde i noget fly videre fra Dubai, så jeg måtte blive i Bastian 2 nætter. Det var egentligt meget rart, for jeg nåede at blive afklimatiseret og mine kolleger ydede verdensklasse omsorg for mig. Jeg fik talt med både min bror og min mand. Min mor var for dårlig til at hun kunne holde sig vågen længe nok til at jeg kunne tale med hende, så det var ret svært at finde ud af om det hele var for sent eller om det ville lykkes at få afløb fra galdegangene så hun ville klare op.

Det blev en lang tur: Price-Bastion-Kandahar-Dubai-Frankfurt-København

Nypudset farvel til Damien Lewis.

Nypudset farvel til Damien Lewis i Bastian.

Verdens højeste bygning i Dubai.

Lort med en lille smule lagkage, verdens højeste bygning i Dubai.

Min mor vidste ikke at jeg var på vej hjem før tid. Jeg tænkte, at hvis hun havde tænkt sig at dø den dag, ville det nok være vel forstyrrende at vide at jeg forventede at hun forholdt sig i live til jeg var nået hjem. Jeg kørte direkte fra lufthavnen til Bispebjerg hospital. Det var lykkedes at få lagt en metal stent (afløb for galde) som havde klaret hende så meget op at hun sad i sengen.

Da jeg trådte ind på hendes stue, kiggede hun på mig som om jeg var en scary hallucination. Hun havde hallucineret meget de sidste par dage, og gik ud fra at det var endnu én af slagsen. Da det så gik op for hende at det VAR mig, brød hun sammen som var hun på Oprah. Hun havde ikke regnet med at nå at se mig igen. Så det var en mor, der hvis i ikke siger det til nogen, verbaliserede sin taknemlighed til det danske FORsvar. Den havde vi ikke set komme, “Røde mor goes army-worship”?

Ironisk nok så er Forsvaret den eneste af alle de arbejdspladser jeg har haft, jeg kan forestille mig ville gøre så meget for mig pga. af min mors sygdom. Det er skam ikke noget vi ellers bruger i det offentlige - der er vist noget med at vi kan få fri til at gå til begravelsen… Så held i uheld har jeg på denne måde fået tid til at være her.

Det er cancergaden vi skal ned ad, ikke den man vælger når man står i krydset. Denne her er både kort og blind.

De sidste par dage har min mor og jeg talt om, at omend denne kræftform var hendes absolut største skræk (min mormor døde af den samme), så findes der andre kedelige veje at gå ned ad, som egentligt ikke er mere tiltalende.

Et eksempel fra familien kunne være at blive trukket ind under et tog på Østerport. Men der er andre muligheder som man nok også vil betakke sig for, såsom at træde på en landmine, at blive trukket efter en bil i sydstaterne, at få en liter sondemad i lungen og drukne af det, at blive hængt i et træ med et brændende kors bag sig, at ende med at være skingrende dement og ikke ane hvem ens familie er alt imens man råber “HALLO, HJÆLP!”, eller selvmord hvor vi andre så kunne sidde og sige “er det noget jeg har sagt” - “det er noget jeg har sagt”.

Så selvom ingen ved deres fulde fem vil vælge dette kræft forløb, er det måske ikke den værste måde at komme herfra når man nu ikke har noget valg…..

Min begejstring ender så dér, hvor både min mormor og mor ender i samme blindgyde…… arveligt, det orker vi jo ikke! Og summa sumarum så er det ligegyldigt hvor gammel man bliver, så vil man da ikke af med sin mor, jeg vil ihvertfald ikke! Til det ville min mor sige “Sådan noget fandens forpulet antilope-lort!” og det tror jeg nok det er.

Kan i iøvrigt huske at min mor ville spise “the last supper” med mig inden jeg tog afsted til Afghanistan? Man ved aldrig hvad tiden bringer!

Status er nu den, at hendes stent virker og hun er oppegående. Der er nok mere Gummi Tarzan end Laura Croft over hende. Det har været vel “spændende” med mellem 2-4 portioner blod om dagen siden jeg kom hjem. Tilbage står at det nu handler om at suge så meget ud af hver eneste dag som muligt. Sæt igang!

Men:

At forlade lejren på den måde kan jeg ikke anbefale, det hele er uafsluttet. Jeg er dog afklaret med at det var det eneste rigtige at gøre.

Jeg er træt. Når jeg tænker over hvor meget jeg har sovet de sidste dage, så er der absolut ingen grund til at være træt. Jeg forstår alt for godt at hvis man er en ung soldat der kommer hjem til en tom lejlighed, indkøb, madlavning og rengøring og måske også arbejdsløshed, så er det ret meget op ad bakke.

Jeg har mand, børn og arbejde og er alligevel ret tung i optrækket lige nu. Jeg vil bare tilbage og ud af den virkelige virkelighed. Parallel universet er jo kun virkelighed så længe man er der, så det er slut.

Bortset fra Ornen savner jeg alt; postkriser, gåture, mine køkkenmænd, mit telt, min vasketøjsmand Abdul, mine soldater, vejret og omend jeg ved at mine amerikanske drenge spiser børn til morgenmad og voldtager deres mødre til frokost, savner jeg også deres selskab.

Hende her mødte jeg på hygiejneinspektionen, selv den savner jeg.

Hvem havde troet at jeg ville savne hende her og hygiejneinspektionen.

Skulle nogen falde over en krig et andet sted, så ring bare! Jeg er klar til at være klar!

Jo, der kan vokse blomster i en ørken.

Over & out. Jo, der kan vokse blomster i en ørken.

OVER AND OUT

LOVE MED LOVE PÅ

CAPTAIN MARLOW

Comments are closed.