Jeg tror faktisk at det vores gamle ven Adolf H. gik og drømte om var Japan. Her er ordnung (og freiheit hvis arbeit mach frei) som intet andet sted.
Folk er YDERST civiliserede, INGEN kriminalitet, her er INGEN skrald eller tyggegummiklatter og slikpapir i gadebilledet – de er fuldstændigt anale over at sortere skrald, INGEN går over for rødt, INGEN grafitti, INGEN bil os, INGEN trafikstøj, INGEN tiggere, absolut INGEN sprogfærdigheder udover japansk, (næsten) INGEN løse negere i gadebilledet,
De står til venstre og går til højre på rulletrappen (som jo er en international regl der bare aldrig fungerer, altså bortset fra her)
De har et næsten for intimt forhold til deres mobiltelefon, som konstant er i hånden, de har alle sammen store farverige klaptelefoner med alverdens slags design og personificerede covers, ingen iPhones som de synes bare er SÅ last Cristmas. De har små bamser og figurer i snor, der hænger fra ALT, fra tøj til tasker.
Aldrig har jeg set så gennemført mode show. Kvinderne er helt vanvittigt smukke og ALLE klædt år 2012, desværre hænger de på nogle knapt så heldige mænd… Jeg mener, mændene er også hyper moderne klædt, men deres ansigter er bare ikke faldet sådan rigtig heldigt ud.
Min forestilling om højtaljede lyse denimbukser med matchende bøllehat, praktiske beige sko med tilhørende beige vindjakke og en rigtig grundig brille i cromstel med kamerarem om halsen… Jeg ved ikke helt hvorfra jeg havde den forestilling, men LØGN VAR DEN. De går i høje hæle (måske med god grund?), cykler, går med paraply mod solen i solskin, er mega chic’e og har en gigantisk sød tand – som jeg var totalt uvidende om.

De er uimponerede og er ret ligeglade med de meget få turister her er, de er søde og venlige og hviler i sig selv. De er smukke og fladpattede uden komplekser over deres beskedne BH-fyld. Om vi er her eller ej? Det betyder ikke noget for dem.
Et stjålet blik ud på herre toilettet fortalte mig at de må være godt udrustede, siden tissekummerne næsten sidder i gulvhøjde ;o)

Som altid når jeg oplever offentlig transport som her (ikke at jeg nogensinde har set noget lignende, det er fuldstændig fantastisk!) så bliver jeg rigtig godt gammeldaws ærgerlig over det danske…. Metrosystemet er også med til at give byen ro, fordi al trafiken er under jorden og det er halvdelen af byen også.
Der finder en automatisk regulering sted ved at Metroen kun kører til kl 00, det kan få folk til at passe deres sengetid.
Vi havde lejet det der minder om en skotøjsæske af Bruce, en skide skør canadier der vågnede en morgen og tænkte “jeg køber nogle skotøjsæsker i Tokyo og lejer dem ud til turister”! Skide god idé siger jeg bare, for hotellerne her er latterligt dyre og man kan kun bo to på værelserne også selvom der er to dobbeltsenge?

Jeg havde en masse forventninger til Tokyo inden vi landede, såsom at lejlighederne er små og at der er businessmænd overalt og det passerde sådan set godt nok. Dog havde vi en oplevelse vi ikke havde set komme. Vi gik forbi en tilfældig bygning hvor der sad, stod og lænede sig en stor guppe mennesker. De var unge, gamle, business klædt, kvinder dog flest mænd og alle havde de en Nientendo DS i hånden? Vi stoppede midt i mængden hvor INGEN sagde noget eller på nogen måde anderkendte at der var andre omkring dem. Jeg luskede rundt og kiggede på deres skærme som alle havde det samme spil på. Der kom hele tiden flere til, bla. kom en ældre gråhåret mand i nobelt jakkesæt og attachemappe gående for så pludseligt at stoppe op i mængden, åbne sin attachemappe og hive sin Nientendo op.

Pudsigt ligesom konstateringen af at forretningsmænd stort set så ens ud og alle havde samme adfærd: De sidder i jakkesæt, slips, briller, attachemapper og læser tegneserier i toget – mellem deres power naps.

Cirkeline har i årevis været fast besluttet på at hendes fremtidige barn skal være enten halv kineser (japaner er vist også okay) eller hel asiat. Preferable en asiat der skal hedde Ugleskov til efternavn. Hun har efter at have set det mandlige udvalg set en smule opgivende ud, hun mener simpelthen ikke at kunne finde egnet avlsmateriale… ja, man kan vel ikke tage sin fremtid for alvorligt for tidligt…

Havde vi stolet på Cirkelines japansk kursus havde vi endt med at shoppe og sulte os ihjel, hendes ordforråd rækker til at sige “Harajuku shopping street” og “Kon-nichiwa”. Jeg fandt heldigvis en app til min iPod touch der både kan udtale, skrive og vise tegn for alt, f.eks. vigtige ting som Soyamælk.
Japanerne talte ufortrødent japansk til os og vi smilede, som man gør når man er på besøg hos en arabisk familie hvor bedstemoderen tager ens hånd og taler længe og indtrængende til en på arabisk og man ikke kan andet end at smile og nikke.
Det de ikke har i sprogkundskaber har de heller ikke i de professionelle oversættere. Vi fik nogle meget lange gratis latterkrampeanfald over deres oversættelser. Vi taler her om kæmpe facade reklamer, skilte i offentlige parker, tryk på t-shirts, citater på indkøbsposer, informationstavler hugget ud i sten, you name it, fælles for dem alle er at oversættelserne i bedste fald er fuldstændigt meningsløse og volapyk og i værste fald svært upassende og stødende, men sjove det er de! Her et par eksempler, punkt nr. 2 på skiltet:”It bears it in mind sanitary in the park..use.. Moreover, please take home to home without throwing it away to rest room and the garbage box in the park and dispose of Fn.” WHAT? Punkt nr. 3 på skiltet: “The park is a public domain place that everyone can use. Let’s bear it in mind so the use manners are defended, and the trouble should not hang to the other.” WHAT, WHAT?

Mit første grin var dog da jeg gik på wc i lufthavnen hvor, der ved siden af det opvarmede bræt sidder et lille panel hvor man kan vælge skylle lyde på toilettet og hvis man har problemer med at tisse uden lyden af rindende vand, så trykker man bare på en knap og straks vil lyden af tusind små vandfald eller tissetåre strømme op fra toilettet, HA! Det fremkaldte højlydte grin fra samtlige toiletter da vi lettede ben. HER er en lille kortfilm jeg måtte lave i min toiletrus 🙂
Bortset fra flybilletter så kostede turen alt incl. dvs lejlighed, en hotelovernatning, togbilletter 2 måltider ude om dagen til 4 personer, souvenir, tempel adgange, 8 overnatninger /10 dage alt i alt $1700. Ja det havde vi ikke kunne gøre det for i KBH. Så afsted med jer!

Turen hjem var fuldstændig forfærdelig. Der var så meget turbulens at seatbelt skiltet ikke blev slukket overhovedet i 10 timer. Vores stewardesse endte med at sidde 20 minutter på skødet af manden ved siden af Ælle (ja det var ærgerligt min skat, you can’t win’em all) hullerne var så store at hun ikke kunne gå tilbage til sit sæde så han måtte holde hende nede i et fast greb på sit skød, det var sgu’ en smule bizart. Den korte version, vi overlevede.
Cirkeline var så udmattet da vi nåede til Seattle at hun besvimede i immigrations skranken (ja, man forstår vel at vælge sine scener) Det var et drama fra en bedre tegneserie som jeg ikke orker at pensle ud her, i må få den live når vi ses.

Inden vi tog afsted ville jeg lave et par asiatiske forberedelser så jeg prøvede Hotyoga: “V” har længe skubbet på for at jeg skulle prøve “Hotyoga”, som egentlig bare er yoga i en sauna. Jeg lod mig overtale og købte en intro pakke med 10 gange for $10, det kunne vel ikke gå helt galt og da jeg jo er vekselvarm som et krybdyr (en arbejdsskade fra brandsårs afd.) tænkte jeg, at det da om ikke andet måtte være dejligt med noget varme….
Jeg mødte op klar og velhydreret, under armen havde jeg min yoga-måtte, som Andrea havde tvunget mig til at tage med i tasken da vi flyttede herover, hun havde åbenbart set det komme.
Jeg skulle underskrive et vred af forsikringspapirer, hvor jeg fraskrev mig alle rettigheder for noget som helst hvis jeg skulle falde omkuld eller afgå ved døden. Ydermere skrev jeg under på, at jeg ikke ville forlade lokalet i de 90 minutter seancen varede (der burde jeg ha’ lugtet røgen i fyrværkerifabrikken).
Vi lagde alle vores måtter ud i saunaen, jeg blev instrueret i at jeg skulle have et badehåndklæde udover min yoga måtte og evt en affaldssæk til at transportere mine forventede dryppende ting ud i. Dørene blev lukket og der var varmt, faktisk helt vildt varmt. Bare at sidde i en sauna i 90 minutter kan godt være en pæn udfordring, så oven i købet at skulle vride , strække og bøje, ja det hev ganske rigtig haglsved.
Ham foran mig var som udgangspunkt okay, ja det var så kun indtil han blev varmet op, for så var han altså pænt klam.
Hver gang han svingede armen eller benet stod der en sved stråle fra ham, og på et tidspunkt holdt han en et-benet position, hvor det andet ben forvildede sig ind over min madras så en elv af hans sved lavede en stor mørk sø på mit håndklæde. Jeg stod bare som paralyseret og prøvede at regne ud hvordan jeg kunne placere mig uden at stå i “skud-linien” og hvordan jeg dog kunne vikle mig på måtten for ikke at skulle rygcrawle ud af hans svedsø.
Derefter kunne jeg bare overhovedet ikke slappe af, jeg holdt hele tiden øje med hans sved geiser. Samtidigt sved mine øjne af min egen salte sved der lagde sig i søer i mine øjenhuler når vi skulle stå på hovedet.
Da det var overstået kunne man absolut ikke gøre andet end at køre straight hjem, der er ikke noget bad og jo man fik brug for sine affaldssække…
Jeg ankom med håret i en fin lille lærkerede og gik derfra med en mindre storke-rede ghetto. Det er muligt at jeg har købt 10 gange for $10, men tror bestemt ikke jeg skrev under på at jeg ville komme alle gangene…..

Når vi nu snakker om “V” så er jeg simpelthen nødt til at fortælle jer om hendes comeback og det var hotter end hot yoga ☺ Efter hele misæren med Tim, der jo havde overordentligt mange kvinder i kog, havde hun besluttet sig for at gå tilbage i cølibat. Well det holdt så kun til Jon Secada kom til byen. Kan i huske ham? (latin loveren der sang et af de helt store 80’er hit Just another day without you som jeg, for bare at nævne én, skrålede mig hæs til på de jydske landeveje). Nå men han kom til byen og spillede mens jeg var i Tokyo. Han øjnede “V” i mængden og fik sin assistent til at hente hende efter koncerten. Ordvekslingen lød sådan ca. sådan her: “Excuse me, Jon vil gerne møde dig, vil du følge med backstage?”, “Well, why not?” svarede “V” og blev fulgt backstage hvor jeg ikke præcis ved hvor mange sætninger der blev vekslet før sætningen “Vil du knalde?” faldt. Han bar hende ind i sengen hvor han rev hende rundt på lagnerne i bedste latin-lover stil, So much for det cølibat og hurrah for et verdensklasse comeback til dem begge ☺

Taler vi motion og stønnen så kommer vi nok ikke uden om min kære mand….
Han vågnede op en morgen og så sig i spejlet og blev så deprimeret at han købte et DVD træningsprogram a la Charlotte Bircow som han havde set på vores svar på TV-shop danmark. En time lang tv-reklame hvor idiotiske mænd springer rundt og fortæller om deres “manboobs” mens de holder et par urimligt store bukser op (som de har stjålet fra en af de morbidt obese kunder i el-indkøbsvognene i Walmart) og fortæller, at se nu bare hvor fantastiske de ser ud efter 5 runder af 90 dage med 1,5 time X-trem hård træning (Vigtigt med X’et, deres symbol er at man holder armene op for sig som et kryds også siger man P90X “pe-ninety-X”. Derudover spiser man salatblade og til dessert et vendt æble, så lover de også at man kan se forskel….. No shit sherlock ☺ Her har jeg troet at med to teenage døtrene var det dem jeg skulle holde øje med i forhold til spiseværing…. Der kan man bare se. Men, det er åbenbart aldrig for sent at køre af sporet.
Well i hvert fald er motivationen hos Ælle voldsom stor så kl 5 hver morgen springer han ud af sengen som en gazelle og ligger så og stønner i kælderen i halvanden time… han siger at han træner?
Den første uge var han så spændt på dagens program at han ikke kunne sove om natten,og skide spændende er det da også at bo sammen med den anoretiske “postomdeler” når man selv er en stortspisende natteravn.
Well det korte af det lange, forvent ikke at i kan kende ham når i ser ham….. X!

Halvnøgne brandmænd i en god sags tjeneste:
Når Ælle bliver færdig med sine 90 dage forventer jeg selvfølgelig at han står lige så snor lige som de brandmænd der underholdt mig kosteligt sidste torsdag. Den lokale brandsårs forening har hvert år en fundraising, hvor alle brandmænd der har lyst kan stille op i konkurrencen om at blive én af næste års 12 foldud “branderter” til en kalender, der så sælges og giver flere penge i kassen.
Min ven DeVon havde besluttet sig for at stille op og spurgte om jeg ikke ville komme og støtte ham. Jeg lod mig let overtale men var ikke sikker på hvad jeg skulle forvente da jeg drog afsted med en fælles veninde, som var lidt bedre forberedt med både banner og skilte.
Det var simpelthen noget af det sjoveste jeg til dato har prøvet!
Forestil dig en sal fuld af skrigende kvinder, en overvægtig særdeles utrænet mandlig konfrencier, der hele aftenen var en smule indigneret, spørgsmål som til en miss Univers konkurrense med præcis lige så idiotiske svar såsom; “How many PUSSY….cats have you shaved…ohh I mean saved?”, 40 svedende og olie indsmurte brandmænd, der ved enhver given lejlighed vred underlivet i en stiv rytmefri dans eller smed en kælling over skulderen.
Flere af dem havde nogle helt fantastiske ticks når de spændte musklerne, sammenbidte tænder og grimasser der var svære at ignorere. De fleste havde smuttet et or andet ned i deres bukser som de så mere eller mindre fantasifuldt langsomt hev op og smed ud til horden af skrigende frådende kvinder. En af brandmændene havde drukket sig så meget mod til at han var ved at hive et par supportere ned af scenen.
Jeg sad helt perfekt på første række, min nabo på den ene side lod mig vide at hun altså var Brians kæreste… “ja, du ved hvad jeg mener når du ser ham!” notch, notch sagde hun drømmende. Da Brian’s tur til at gå på scenen kom, skreg hun sig selv til ekstase men vågnede brat op da Brian’s kæreste (ja og det var ikke hende!) gik op til scenekanten og snærvede Brian i bund. Min nabo sagde ikke noget men det lignede et lydløst “WHAT?”, der kom ud af hendes mund, hun pegede måbende op på pigen som Brian nu præsenterede som sin kæreste, kiggede på mig der nu sad med øjenbrynene helt oppe i hårkanten som et ægte overrasket plastikkirurgisk “brynløft”, så kiggede hun på sidemanden til den anden side, der stirrede dybt ned i sit tomme glas nu kun med isterninger. Swussh, så rejste hun sig, vendte rundt på hælen og stolpede ud af salen…. den havde hun ikke set komme, AV!
Bedre stod det ikke til på den anden side af mig, der sad Keegans kæreste (tror jeg nok). Da Keegan kom glidende ind på scenen i et spor af Johnson&Johnson babyoil, sprang hun op af stolen med så meget kraft at de isterninger, der var røget på gulvet da hun 5 minutter før havde væltet mit glas, nu hævnede sig. Hun lavede et baglæns rullefald ned i sin klapstol, der taknemligt klappede sammen som sådan én skal, desværre var hendes hoved midt mellem sædet og ryglænet da den klappede, SMAK sagde det da ryggen af stolen for fuld kraft knaldede ned i fjæset på hende. Det så virkelig alvorligt ud men den efterfølgende scene med at trække hende op fra gulvet og klappe stolen af hendes hoved har nok set tilpas komisk ud til at alle glemte hvor alvorligt det var. Keegan ænsede ikke sin sammenklappede kæreste, han fortsatte sin gulvrutine hvor han imiterede bollebevægelser af noget usynligt på gulvet mens han lige tog et par armbøjninger. Min skadede nabo så fuldstændig upåvirket ud, og ville ikke ha’ at Keegan fik besked om uheldet.
En superhot næsten naturlig blond brandkvinde med helt nye bryster og meget lange acryl negle, tog opmærksomheden for en kort stund, da alle var meget interesseret i hvor hun mon havde købt de fine bryster. En del overraskede mødre, bedstemødre og søstre var mødt op og havde vel ikke helt fået forklaret konceptet hjemmefra, hvilket kunne ses ved den tabte kæbe der bare hang ubevægelig i 2 timer, nogle fik hejset kæben op og til gengæld snøret deres næb hårdt sammen. Hele ballet afsluttede med at de alle 40 klistrede brandmænd og kvinder kom ud på scenen på en gang hvorefter de kastede sig ned i det frådende publikumshav og vi måtte røre, det var dog en vel fedtet affære kan jeg godt afsløre. Aftenen blev rundet af med et afterparty på en bar i byen, og lur mig om ikke bar gæsterne fik deres drink galt i halsen da vi ankom, 40 halvnøgne brandmænd plus de sidste 8 års kalender drenge flankeret af et hav hvinende kvinder ….. Good fun!
Brandsår er jo stadig det jeg brænder for, så jeg følte det jo som min pligt at støtte projektet…. Hva’ siger i, kunne man ikke varme op under de danske brandmænd, vi kunne jo starte med station Gentofte?

Taler vi passende påklædning, så skal i lige ha’ denne her med:
Molly blev sendt hjem fra skole med besked om at hun var inappropiate klædt, jeg tog et billede af hende da hun kom hjem, se om i kan se hvad problemet er:

Nå nu nåede jeg ikke at skrive om Colten Harris More, det må blive næste gang, mind mig om det hvis jeg glemmer det, det er en god historie!

Nej, i får lige nogle flere billeder:

Det var det. B good. Later.