Hvis du vil ha' besked når der kommer nyt på siden, så send din email adresse til MIG og skriv "nyt" i emnefeltet.

19. Sundhed, steeldrums og The Cake Boss med Oscarglimmer.


Så skete det endelig! USA har fået sin største sundheds-forsikrings-reform siden Lyndon B Johnson indskrev Medicare i den amerikanske sundhedsreform i 1965.
Det har virkelig holdt hårdt og afstemningen var også tæt løb til det sidste, 219 for og 212 stemmer imod, så det ville vel være en fed løgn hvis man skulle forfalde til at kalde det for en overbevisende sejr. Den endelige reform er desværre også voldsomt udhulet i forhold til Obamas første udspil.
Det der igen, igen endte med at være alt afgørende på vægtskålen var til ingens overraskelse abort…. Hvor vidt abort skal være dækket under den nye reform, var åbenbart mere vigtigt for især republikanerne, end at sørge for at gennemsnits amerikaneren har adgang til basal healthcare…. Der er ikke meget der kan hamle op med det følelsesmættede emne, selv ikke medicinalbranchens milliard lobbyisme har haft så god vind i sejlene som abortmodstanderne, som i øvrigt ikke skyr nogen midler. De sender deres børn på gaden med t-shirt tryk som “Har jeg ikke ret til at leve?”, “Ville du slå mig ihjel?” osv. I hænderne holder de skilte med photoshoppede billeder af små parterede babyer hvor blodet flyder - det er ganske makabert (det er pudsigt nok de samme mennesker der vil ha’ censur på alt fra film til reklamer. Spørg du mig bør deres skilte være Rated R!).
I dag satte Obama så sin underskrift, foregået af en kort men dragende tale, hvor han fortalte om nogle af de skæbner, der ikke nåede at få gavn af hans underskrift. Bla. sad der fire repræsentanter for personer der kunne ha’ været behandlet hvis de havde ventet med at blive syge.
En af repræsentanterne var den 11 årige Marcelas Owens her fra Seattle, der siden sin moders død for nogle måneder siden har rejst landet rundt for at fortælle hvad det vil sige at miste sin mor til noget der kunne være behandlet, Marcelas mor var enlig mor. Det var bevægende uden at blive porno.
Clintons gamle rådgiver sad i går aftes på CNN med tårer i øjnene, mens han med grødet stemme forsøgte at udtrykke hvor stort det her egentlig er, også selvom det er en skrabet udgave af den oprindelige drøm.
Well, lad os sige at landet der på nogle punkter er så emsige med lige muligheder for alle, at der er blindskrift på knapperne i drive-thru kontantautomaterne, nu endelig har taget det første skridt på vejen mod ens muligheder i sundhedssystemet…. Men der er laaaaaaaaang vej endnu, ikke mindst fordi 14 delstater nu lægger sag an mod staten.

Bitre mennesker med for meget fritid.

Bitre mennesker med for meget fritid i lørdags. Og ja, det er Hitleroverskæg de har tegnet på vores mand.

Når vi nu taler om bitre idioter så tror i nok det er løgn, men hvis i husker historien om Tammy og “V” der delte kæreste….. ja, så har endnu én meldt sig under fanen. Marcie har været kæreste med Tim i præcis samme tidsrum som Tammy og “V”. For at være helt gennemført har han taget dem alle sammen med på den samme restaurant, sendt dem “fælles sms’er”, skrevet de samme digte til dem og givet dem hver en lille bog med “egne” personlige digte (RED FLAG, RED FLAG!!!).
Jeg tror vi alle er sikre på, at er der 3, er der også 4. Er der 4, er der også 5…. Hva’ så Mr. Woods?
En smule imponeret kan man vel ikke undgå at blive, jeg mener havde han været i hospitalsverden kunne han blive akkrediteret med så gode og faste rutiner, mon han har udarbejdet en procedure vejledning??

Det er virkelig blevet forår, jeg sidder i skrivende stund udenfor i 20 grader. Vores millioner af kirsebær træer er sprunget ud og er desværre også afblomstret igen.
I lørdags dalrede vi ned på vores lokale bibliotek for at låne Japansk for begyndere til Cirkeline, som jo så afgjort er nødt til at lære japansk NU?
Da vi kom ned på biblioteket stod der et velsvingende marimba orkester og spillede for fuld smæk, det lød fantastisk så Ælle og jeg fortrak over til musikken mens Cirkeline var gået i “konnichiwa” mode (Godaften på Japansk).
Da vi blev opfordret til at danse, var der gået så meget forår i den, at vi kastede os hovedkulds ud i en fjedrende marimba-rumba og min Ælle som jo er en ægte dansetrold, lod fortænderne synke dybt ned i underlæben med en stram overlæbe i det der er bedre kendt som dansen “White mans overbite” mens han rystede røven og lavede “siden, siden, dybt knæfald med kyllinge arme - siden, siden, dybt knæfald med kyllinge arme” og forfra.
Det føltes rigtigt at stå der på biblo en lørdag formiddag og vride sig til de onde steeldrums, lige indtil Cirkelines ansigt i døren afslørede, at netop det, var det der skulle til for at få en teenagers hormon spejl helt op at paraglide.
Hun åbnede munden og rynkede brynene i en blanding af forskrækkelse og foragtelse, som stod vi og flåede levende sælunger. Hun tog hånden op for munden, drejede rundt på hælen og løb mod udgangen. Skaden var sket, så vi dansede videre sammen med ca 10 andre biblioteksgængere. Cirkeline sendte i desperation sin lillesøster ind for at få stoppet løjerne. Molly kom hen til døren og begyndte så bare at grine fjoget. Hun var klar over at, at bede os om at stoppe, kun ville give flere svingninger i vores dansesko, så hun blev bare grinende stående og ventede på at vi havde danset af, hvorefter hun sagde “Orv hvor ærgerligt jeg ikke nåede at være med” As if!

Der var lige ét træ der ikke var afblomstret endnu

Forår! Der var lige ét træ der ikke var afblomstret endnu.

Som en smule oprejsning for Cirkeline, har hun siden sidst fundet sig en lille gruppe ligesindede som hun inviterede med hjem til en sleepover.
Gruppen består af en koreansk præstedatter, der har boet her i et år.
En Uzbeker, datter af en mail-order-bride, der glædeligt fortalte om hvordan hendes nye far havde bestilt hendes mor på nettet og fået dem fløjet fra Uzbekistan til Seattle for halvandet år siden.
Den tredje pige er en amerikansk veganer, datter af en multihandicappet mor som på trods af sit SVÆRE(både fysisk og tale) handicap holder styr på sine 2 børn. Dog var det en udfordring for mig da hun ringede til mig for at tjekke om jeg havde styr på hele veganer bølgen, jeg fik hende i røret “hnnååå a-a-iiimmmeee Veeaasss måå’-å’-å’-m….. det piner mig men jeg måtte gi’ op og fik hendes far i røret.
Cirkeline mente at det var en storartet aften, så det må vi jo så holde os til……
På bundlinien står dog stadig :

Forsiden af Cirkelines ringbind, premien ude i siden er for størst hundeviden i 4H, I kid you not :-)

Forsiden af Cirkelines ringbind, premien ude i siden er for størst hundeviden i 4H, I kid you not :-)

Molly har det helt sikkert lettere. Efter basket sæsonen er slut, passer hun sin “youth group” i kirken og har ellers en lind strøm af “Your Mama” jokes løbende ud af sig, her et par smagsprøver: “Your mamma’s so fat, her lipstick comes in a spraycan!”, “your mamma’s so fat her cerealbowl comes with a lifeguard!”, “Your mamma is so stinky that she can make an onion cry!” osv.
Alt i alt går det, bortset fra et par indledende teenage øvelser, smertefrit med hende.

Medalje samleren.

Medalje samleren.

New york:
Så var vi et smut i New York, vi kom afsted med 2 døgns forsinkelse pga en aflyst flyver, vi har nu nedkaldt/udstedt en fatwa over United airlines!
United airlines har et indisk call center i topklasse, hvor der sidder en inder med et stykke papir hvorpå der står at svaret på alting er “Sorry madamme” og hvis du bliver en lille smule ivrig, ja så ryger forbindelsen desværre og så kan du ringe op igen og starte forfra i tast-selv-systemet og vente de ca 40 min det tager før du igen får en anden inder i den anden ende, som igen vil gentage “sorry madamme”! Aaaaarrrgggghhhh!
Da vi endelig kom på deres skide flyver var vi fordelt på midter-sæderne på henholds vis række 6, 11, 17 og 22 i to gange 3 1/2 time. De var iskolde overfor vores stædige insisteren på at vi i det mindste skulle have pigerne til at sidde sammen, men NEJ det kunne vi godt glemme.
På hjemturen valgte jeg at trække pædo-kortet som virkede ekseptionelt, jeg sagde; “På vejen ud var vi spredt i flyet og mine døtre på henholdsvis 12 og 13 år sad begge alene mellem fremmede mænd, hvoraf én spurgte om deres telefon nummer, jeg har valgt hverken at fortælle pressen eller involvere min advokat i hændelsen og jeres børnepolitik, how would you feel if it was your daughter…?”
Det var forbløffende effektivt. Det var pludselig ganske uproblematisk at få nye boardingkort med fine pladser sammen….. irriterende at man skal komme op med sådan en lam historie for bare at få de sæder man havde bestilt 6 måneder i forvejen.

Times square i februar kulde.

Times square i februar kulde.

For Cirkeline og Molly der ikke tidligere har været i New York skulle man tro at højdepunkterne var de klassiske turist attraktioner som Statue of liberty, Empire state, Grand central station eller Times square…. Men nej, det var Buddy “The Cake boss”!! “The Cake Boss” er en konditor i Hoboken New Jersey (der er åbenbart mere end én Boss fra New Jersey), der har sit eget realityshow på TLC. Han er en lille tæt italiener type med tung New yorker accent der skaber de vildeste kage kreationer og har stjernestatus som en Jamie Oliver gange 1000. (Mød The Cake Boss HER klik på “Meet Buddy”.)

Mens jeg tog en 4 timers pinefuld gudstjeneste i Brooklyn, kørte Ælle og damerne til Hobroken. Da de kom frem til konditoriet var der på trods af blæst og frost både udsmidere og kø hele vejen rundt om bygningen som om det var byens hotteste nightclub!
Ælle forsøgte at overtale pigerne til at droppe det eftersom de alligevel ikke kunne se Buddy, “The Cake Boss” himself, da han jo ikke står i konditoriet. Ungerne insisterede på at de altså bare skulle have lov til at stå i kø i bidende frost til det blev deres tur. Ælle lod sig overtale og stillede sig ind i rækken af amerikanske turister bestående hovedsagligt af børn, kvinder, teenagere og enkelte tålmodige ægtemænd, der undrede sig over hvorfor kvinderne hvinede af fryd hver gang de så et glimt af “The Cake Boss” i vinduet på 1. Sal.
Da ungerne endelig nåede op til kassen, skete miraklet, “The Cake Boss” kom simpelthen ud fra baglokalet i det samme. Et massehysteri brød ud mens The Boss smilende poserede for Molly der kæmpede med at få sit kamera til at makke ret.
Da jeg senere blev forenet med dem og deres kage indkøb var de høje som om de rent faktisk havde været på nat klub og havde spist extasy piller af dybe tallerkener.
Det var uden sammenligning det vildeste pigerne oplevede i New York…. Så meget for Empire state og Friheds gudinder. Her kan man simpelthen blive konditor rockstjerne, altså bare uden rock, så der er håb forude for alle os der aldrig spillede guitar ved lejerbålet.

Buddy's smil var næsten stivnet inden Molly fik tæmmet sit kamera.

Buddy's smil var næsten stivnet inden Molly fik tæmmet sit kamera.

Hjem igen:
Jeg har ikke church-huntet meget det sidste stykke tid men:
Jeg fik en flyer reklame med posten fra en lokal kirke der har sloganet “Church for the rest of us”. På reklamen var nogle fjollede billeder af et totalt bad taste party, der stod nogle små slagord og sætninger på skrå og på hovedet i pang farver (hvis nogen er i tvivl om hvad pangfarver er, så kontakt Mrs. Jeanet Sheller, speciallæge i plastik kirurgi, HUN VED DET!!). Udråbene var a la “Er du homo, så KOM!”, “er du illegal immigrant, så KOM!”, “Har du altid jordens største tømmermænd søndag morgen, så KOM!”, “Er du løbet tør for coke, så KOM!”, “Har du problemer med at dosere din Viagra, så KOM!” (Man kan godt komme i tvivl om præcis hvordan den sidste skal forstås? -Nå men KOM er vel budskabet). Det kunne jeg simpelthen ikke stå for.
Det var selvskrevet til at være mit næste kirkebesøg.
Jeg tjekkede det på nettet, hvor det var noget mere afdæmpet, dog var der en lille film af pastoren, der må siges at se vældig pæn ud (forkerte farver, ellers lækker). Efter hans lille velkomst tale var der fraklip i bedste spillefilm stil (tjek den HER klik på “Pastor’s welcome, han er en super cool pastor, især i fraklip).
De havde et børneprogram så jeg overtalte straks Molly til at tage med derud. Ælle og Cirkeline er opgivet.
Vi drog derud til nr 2 service (gudstjeneste) kl 11. Allerede da vi kørte fra motorvejen startede bilkøen. Der var ligesom i “min” kirke i Cleveland politi til at dirigere trafikken til kirken, så jeg kunne godt regne ud at den måtte være pænt stor.
Da parkeringsvagterne (hvis man er P-vagt for en kirke er man medlem af “parking ministery”, cool ik’) havde ledt os til en plads, gik vi et par minutter forsinket ind i det der mest af alt lignede en kæmpe lagerhal.
Indenfor i en kæmpe sal spillede et larmende rockband jesus sange og vi blev ledt tværs igennem bygningen til børnesektionen. Molly fik en stregkode på og forsvandt så ind i myretuen af børn delt op i aldersgrupper. Så stod jeg dér med den anden halvdel af stregkoden og tænkte “kors hvor er hun dog sej!”.
Der var en stor (gratis!) te og kaffe bar mellem børnesektionen og voksen sektionen. Jeg tankede te op og begav mig ind i kæmpe salen igen. Rocken var ikke blevet lavere i mellemtiden. Teksten kørte på storskærm så man kunne brøle med, sådan lidt kirke karaoke agtigt. Salen var fyldt, ikke særligt overraskende af unge mennesker, især mange par som også stod med en eller to stregkoder i hånden. Musikken stoppede, og min tinitus råbte om nåde.
Så startede en kortfilm, hvor de havde sakset lidt Monthy Python, og lagt deres egne stemmer på, hvor Jesus kaldte sine syndere sammen, det var forbløffende morsomt. Pastoren kom på scenen (ikke nogen prædikestol der) det var ham fra hjemmesiden, nu iført knaldgrøn t-shirt med et påtrykt ansigt der på en prik lignede Richard Ragnvald, over ansigtet påskriften “Jesus loves pornstars” (er der noget Richard ikke fortæller os?). Pastor Ryan sagde velkommen og råbte “No perfect people allowed”. Jeg havde lidt svært ved at forstå den bemærkning når jeg kiggede rundt på en sal fyldt af lækre perfekte unge mennesker.
Pastor Ryan inviterede først nogle nye medlemmer af kirken op på scenen hvor de fortalte lidt om hvem de var og hvorfor de havde valgt netop denne kirke. Blandt andet kom et ungt par på scenen hvor manden først fortalte hvordan han havde kneppet sin kollega gennem længere tid og hvor røværgerlig han egentlig var over det nu, fordi det bare var den totale ægteskabs katastrofe, mellem linierne lod han os vide at sexen ikke engang havde været speciel god. Hans yndige kone tudede sig igennem en virkelig troværdig tale om hvor ufedt det havde været for hende at stå med en 4 og 1 årig på armen da det var gået op for hende at hun var blevet tredie/fjerdehjulet i deres ægteskab. (skulle ha’ trøstet hende med at Prins Henrik er helt ude på en 6. plads).
Efter dem, kom der nogle stykker på scenen der pev lidt over livet i al almindelighed. Pastor Ryan sluttede af med at læse breve op fra sognebørnene. Vi fik et enkelt rock nummer mere med på vejen og så var det ud af vagten igen. De brugte meget energi på at gøre opmærksom på at hos dem varer gudstjenesterne kun 70 min. Det var klart positivt eftersom jeg om nogen har siddet igennem nogle marathon lange 4 timers seancer (jeg kunne her fortælle om min 4 timer lange mega skuffelse i Love fellowship Tabernacle i Brooklyn for en lille måned siden, men det er simpelthen stadig for smertefuldt at berøre).
Hvis de ville være venlige nok at bytte rocken ud med gospel, så kunne den kirke sagtens fungere.

Til sidst lidt Oscar glimmer:
Min fars kone Lise, blev jo nomineret til en Oscar for dokumentar filmen Burma VJ. Så tænker man YEEEEAAAYYY!!!! Bare ikke hvis man er min far ☺ Min far fik problematiseret hele turen til Hollywood så meget, at først min bror og så jeg måtte pep-talke ham til at spænde bardunerne, tage sig sammen, bakke op om sin kone og enjoy the ride (kender simpelthen ikke andre der kan problematisere en tur til The Oscars…).
Well, den korte version er de kom afsted, det var en fantastisk oplevelse. Burma VJ blev slået af en dokumentar om delfiner….. Hva’ ved jeg?
Se lige på de her billeder og sig mig så om ikke det bare var lidt cool, ja Lise er let at finde, det er den blonde hottie der får Meryl Streep til at ligne en sorry excuse of a wannabe.

Lise i godt selskab

Lise i godt selskab

Lise i gråt skrud og min far i sit stiveste pus, langt fra Gentofte hjemmepleje...

Lise i gråt skrud og min far i sit stiveste pus, langt fra Gentofte hjemmepleje...

Når vi er ved min familie, så skylder jeg jo historien om babyen (eller mangel på samme) hos min farmor. Den må i ha’ til gode for Ælle siger at mailen er lang nok nu! Så okay, jeg fortæller det senere. Imellemtiden smutter vi til New Orleans og Atlanta, vi connectes på den anden side ik’?

B GOOD

Dagens “Hvad vil du helst?”:
Se på en stripper der synligt lider af svær gigt
ELLER
Sidde forreste ved en stripper der tydligt lider af overdrevet gasudvikling og flatulens?

1 comment to 19. Sundhed, steeldrums og The Cake Boss med Oscarglimmer.

You must be logged in to post a comment.